Junglepigen

Jeg blev inspireret til denne historie på en rejse til Equador. Historien handler om pigen Maria, som kæmper for at bevare den regnskov, de bor i.

0Likes
0Kommentarer
91Visninger
AA

9. Løsningen

~~Efter en uges tid var det meste af det spildte olie fjernet, og chicua-folket begyndte igen at hente vand i floden, og bade i den.
Og alt var næsten som før – vandet var rent og klart, skoven var mørk og tæt, hejrene fløj den ene vej om morgenen og den anden om aftenen, fuglene sang, og livet var enkelt og roligt.

Men skoven i dét område, som tømmermændene var i, blev hurtigt tyndere og tyndere, og tom for dyr. De plantede nye træer, men der blev mange åbne pladser, hvor næsten intet groede.
Og hvis dé pladser blev for store, var det næsten umuligt at få regnskoven til at vokse frem igen.

Derfor sørgede tømmerfirmaet for ikke at fælde alt for mange træer ved siden af hinanden, men at fælde med en del mellemrum.
De passede godt på, at der ikke gik hul på olie-boretårnet igen.

Så kom regntiden. Det øs-regnede dag og nat, og chicua-folket sad i deres lerhytter og spillede på lerfløjter og trommer, lavede skåle og smykker, dansede de traditionelle danse, og fortalte de gamle legender.

Men tømmermændene var ikke vant til regntiden i junglen. Deres lastbiler og gravemaskiner sad fast i mudderet, og de havde svært ved at fælde træer i den øsende regn. Og en dag fik de nok.
De hev bilerne op af mudderet med en kran, og tog hjem til byen.

Da regntiden var ovre, var tømmermændene ingen steder at se. Først undrede chicua-folket sig over, hvad der var sket, men så blev de lettede, og glade. For nu havde de deres regnskov i fred igen.
De gik hen til de åbne pladser og plantede nye træer, og langsomt voksede regnskoven op igen. Det tog lang tid, og dyrene holdt sig fra de små træer. Men det var stadig bedre, end at der blev fældet træer konstant.

Maria var glad for, at skoven var i sikkerhed nu, men trist over de mange åbne pladser med ene små træer. Men livet var som før – skoven var frisk og grøn, vandet var så rent, at man kunne se bunden, og dyrene og fiskene begyndte at komme tilbage. Men der var ikke nær så mange som før i tiden.

Børnene kunne igen lave vandkamp i floden, og svømme, uden at være bange for olie-forgiftning. Og der lød ingen motorlarm i det fjerne, kun fugle-sang og abeskrig og børnenes latter.
Maria blev bedre til at lave lerkrukker, og svingede af og til i lianer med Pedro og Enrique. Far og mor var ikke bekymrede mere, men hyggede sig med børnene, og far gik på jagt – og nu fik han bytte.
Men de kunne alligevel ikke helt glemme tømmerfirmaet.

En dag kom en hvid turist-familie sejlende forbi landsbyen i en motorbåd. De vinkede op til chicua-folket, og Maria vinkede tilbage.
Hun huskede det, tømmermanden havde sagt, om at by-folk behøvede møbler, olie og papir. Men hun kunne se, at turist-familien så sig ivrigt om i regnskoven og tydeligvis var facinerede af at være der.
Og hun forstod, at by-folk elskede regnskoven, og at de ikke bare var ude på at ødelægge den.

Maria så eftertænksomt efter turist-familien i motorbåden.
Der måtte da være en måde, hvor alle kunne være der, og få det, de behøvede. Så slog det hende pludselig : Turist-familie.

Regnskovs-turister – by-folk, der betalte for at se en u-spoleret regnskov. Det var så logisk, at Maria ikke fattede, hvorfor hun ikke havde tænkt på det før. De hvide var nødt til at fælde nogle træer, for at få det, de behøvede. Men turister ville foretrække en hel regnskov.
Så kunne hvide turist-folk tjene mange penge på ikke at fælde træer.

"Mor, far!" råbte Maria ivrigt, og løb ind til dem. "Jeg har en ide!"
Og hun forklarede dem om ideen. De så tøvende på hinanden. "Skal vi lade turister komme ud i vores landsby?" spurgte far.
"Ja, og det vil de betale for!" sagde Maria ivrigt. „Vi kan vise vores traditioner frem! Så er der flere, der lærer noget om vores kultur.
Og regnskoven bliver reddet!"

"Jeg ved ikke ...." sagde far. "Nogle folk vil ikke bryde sig om at have turister i landsbyen ..."
"De skal selvfølgelig respektere vores privat-liv" sagde Maria. "Og vi skal forklare dem, at det er en landsby, ikke en udstilling"

"Det er måske slet ikke en dum ide ..." sagde mor. "Hvis vi kan få det til at fungere ..." "Jeg synes, det er genialt!" sagde Pedro. Far tøvede. "Jeg kan holde et møde med de andre mænd, og spørge dem om det ..." sagde han. "Men jeg  lover ikke noget".

Så kaldte far mændene sammen, og de satte sig i en lerhytte og talte længe. Mange børn lyttede i smug. Maria var meget spændt. Efter flere timers snak kom mændene ud. "Vi har diskuteret Maria's ide" sagde far. "Og vi er blevet enige om at give det en chance"
"Åh, tak far!" jublede Maria. Så tog familien motorbåden ind til byen, hvor der var et turist-selskab. De gik hen til dem og forklarede dem om Maria's ide.

"Er I intereserede i, at vi laver et samarbejde?" spurgte far. "Vi kan være folks guider i landsbyen, og i regnskoven. Så kan tømmerfolkene fælde et andet sted, og de kan også få penge for ikke at fælde på bestemte steder". Det syntes turist-selskabet, var en god ide. Og deres samarbejde begyndte.

Da der kom en turist-familie til byen, kørte turist-selskabet dem ud i chicua-landsbyen, hvor far og Maria viste dem rundt. Enrique var ikke bange for dem, men han var lidt genert, og sad bag bordet. Maria viste turisterne, hvordan hun lavede en lerskål. Det var de meget imponerede over.
Så fik de lov at skyde med pusterør efter en målskive af træ. Ingen af dem ramte, men de morede sig vældigt.

De andre i landsbyen så lidt efter dem, men ignorerede dem ellers. Så tog far og Maria dem med på en gåtur igennem regnskoven, der hvor der var nemmest at gå, og flottest.
Turisterne havde svært ved at gå for alle rødderne og bladene, men det var jo naturligt, og far og Maria ventede tålmodigt på dem.

Når Maria fik øje på en fugl, eller en abe, pegede hun dem ud for turisterne. De opdagede dem aldrig af sig selv, og de var imponerede over, hvor god Maria var til at se dem.
Maria støttede dem, når de havde svært ved at gå, og viste dem, hvor de skulle sætte fødderne, og holde fast i grenene. Rundt om dem var regnskoven stor og frisk og tæt og u-spoleret.

Solen skinnede varmt, og glimtede i det klare vand. Fuglene kvidrede, aberne skreg, og sommerfugle fløj rundt. Vandet brusede og sprøjtede, og små fisk smuttede rundt på bunden.
De skulle over floden for at komme hen til et stort, flot vandfald, og Maria holdt turisterne i hånden imens, og viste dem stenene på bunden, som de skulle træde på. Og turisterne var tydeligt facinerede af det hele.

Så nåede de vandfaldet. Det var stort og brusede udover klippesiden og ned i floden. Og vandet i vandfaldet var helt klart og rent.
Dén tur gik far og Maria, hver gang der kom turister. Selvom hun altid havde elsket regnskoven, gjorde dé ture hende bevidst om, hvor højt hun elskede den.
Og turisterne elskede den ligeså højt. Så endelig havde de fundet en løsning, hvor alle fik det, de ville have, og alle kunne være der, på én gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...