Junglepigen

Jeg blev inspireret til denne historie på en rejse til Equador. Historien handler om pigen Maria, som kæmper for at bevare den regnskov, de bor i.

0Likes
0Kommentarer
97Visninger
AA

4. Lian-sving

~~Næste dag ville børnene prøve, om man faktisk kunne svinge sig i lianerne, sådan som turistpigen Diana havde spurgt om. Så efter morgenmaden løb de ind imellem træerne og fandt hurtigt nogle lianer.

Maria tog fat om en tyk lian med begge hænder, hev fødderne op og prøvede at svinge sig.
Og hun svingede også lidt frem og tilbage, men fik mest bare ondt i hænderne. Så prøvede hun med en lidt tyndere lian, og den kunne svinge lidt mere. Det var sjovt, og kildede i maven. Så tog hun fat om en endnu tyndere lian og hev sig op – men straks knækkede den, og hun lå øm på jorden.

"MARIA!" skreg Enrique, fuldstændig panikslagen, selvom hun kun var faldet en halv meter ned. "Jeg har det fint" sagde Maria, og rejste sig op. "Men jeg holder mig til de tykke lianer!"

Nu prøvede Pedro og Enrique også, og sørgede for at tage de tykke lianer, og så svingede de alle tre rundt i nogle timer og morede sig vældigt. De kunne ikke svinge ret langt, men det var sjovt alligevel.
"Men det ville være endnu sjovere, hvis man kunne svinge sig fra et træ til et andet!" sagde Pedro. "Det kan vi måske, hvis vi finder en lian, der er lang og stærk nok. Dem her er jo ikke så lange".

Det ville Maria og Enrique også gerne prøve, så de gik længere ind i junglen for at finde en god lian.
Jordbunden var fyldt med kviste, visne blade og rødder, og de havde bare fødder, men de var vant til det og tog sig ikke af det.
De gik længe, og blev lidt sultne, men så klatrede Maria bare op i en bananpalme og smed tre bananer ned, som de spiste. Efter et par timer fandt de et kæmpestort træ, hvor der hang lianer ned, som var mindst 20-30 meter lange.

De tog fat i hver deres lian, klatrede op på den nederste gren i træet, holdt godt fast i lianen, sprang ud – og svingede mindst 10 meter, lynhurtigt. Det var både sjovt og lidt skræmmende. Luften suste om ørene på dem, og skoven flød ud til en masse grønne striber.
De landede hårdt på skovbunden, det gjorde lidt ondt, men de ville alligevel straks prøve igen. Så de klatrede igen op på grenen med hver sin lian og svingede sig afsted, og gjorde det mange gange.
Men pludselig gled Enrique's hænder, og han faldt ned næsten to meter på jorden. "ENRIQUE!" råbte Maria og Pedro, og svingede sig ned til ham.
Enrique havde fået en del skrammer, og snavs på sig, han græd, men var ellers uskadt. "Vi må nok hellere gå hjem ..." sagde Maria, både skræmt og lettet, og krammede Enrique, imens han græd.

Så begyndte de at gå i den retning, de var kommet fra. Men de havde aldrig været på det her sted i junglen før, og blev hurtigt lidt usikre på, hvilken vej, de skulle. Maria og Pedro så nervøst på hinanden, og havde en tavs aftale om, at de ikke skulle sige for meget, for ikke at skræmme Enrique endnu mere. De gik bare den vej, som de mente, det var.
De kunne huske, at de havde set en del bananpalmer, en flok fugle, et kakao-træ, og en flod undervejs, og gik efter det. Problemet var bare, at dé ting var mange steder, og de lignede hinanden.

"Er vi faret vild?" græd Enrique. "Nejnej!" sagde Maria hurtigt, og så sig om. Nu hørte de en lyd i det fjerne. Det lød som en maskine. Maria og Pedro så usikre på hinanden.
Så sagde Pedro : "Der må være mennesker dér, hvor maskinen er. Og måske ved de, hvor chicua-landsbyen er .... Uanset hvad er der andre mennesker derhenne, så det er bedre end at rende alene rundt. Lad os gå hen til dem".

Maria blev lidt utilpas, for hun var sikker på, at det var de hvide, når de havde en maskine. Men hun kunne jo godt se det fornuftige i det, og mindede sig selv om, at Diana havde været flink nok. Så gik de over imod maskinlyden.

Efter lidt tid så de en flok fugle på vej væk fra maskinlyden, og oppe i træerne sprang en abefamilie også væk fra lyden. Og den mørke, tætte regnskov blev tyndere og lysere. Alle tre børn var lidt utilpasse, men det var jo det klogeste at gå derhen, til andre mennesker, så de fortsatte.

Efter en halv times tid, hvor skoven blev mere og mere åben, fik de øje på dem – grave-maskinerne, og mændene med motorsave. De var ved at grave et stort hul i jorden, og fælde flere træer.
De fremmede havde ikke set børnene, og rent instinktivt skjulte de tre søskende sig imellem nogle tætte blade. Der sad de med hamrende hjerter og så på de hvides skovrydning.

"Hvad laver de?!" udbrød Enrique forarget. "Skoven bliver jo ødelagt! Man skal altid lade noget være, til skoven og dyrene!" Maria og Pedro så nervøst på hinanden. Skulle de gå ud til de hvide?

"De skal nok lade noget være ..." sagde Pedro usikkert til sin lillebror. "VI fælder jo også træer, når vi laver bål, og borde, og pusterør ..." "Ja, men ikke på den dér måde!" hvæsede Enrique. "De er skov-mordere!" "De hvide skal jo også bruge træ ...." sagde Maria utilpas.
"De tager kun det, de skal bruge ...." Men dét var hun ikke selv sikker på.

Ingen af dem havde lyst til at gå ud og spørge de hvide skov-ryddere om vej, så de sad bare usikkert og så på det i skjul. De hvide havde allerede fældet en del træer, som lå rundt omkring. Der var blevet en åben plads midt i regnskoven.
Grave-maskinen gravede løs på hullet, og dyngede græs og jord og sten op ved siden af, og både motorsavene og grave-maskinen larmede.

"Jeg tror godt, at jeg selv kan finde vejen hjem alligevel ...." sagde Pedro lidt efter. "Kom". Så gik de tilbage ind, hvor skoven var tæt, og ledte efter vejen hjem. Ingen sagde noget.

Lidt efter genkendte de nogle træer, som de havde set på vejen hen til lianerne, og gik derhen. Og snart kunne de genkende det hele, og skyndte sig hjemad, hvor regnskoven stadig var frisk og grøn og tæt, og hvor dyrene stadig var. Da de var næsten hjemme, hørte de far og mor kalde på dem, og nu kom forældrene løbende dem i møde.

"Hvor har I været så længe?!" spurgte mor strengt. Børnene så usikre på hinanden. "Vi ... svingede bare i lianer, og ... så glemte vi tiden" sagde Maria. Det var jo heller ikke helt løgn.
"I må aldrig gå længere væk, end at I kan se landsbyen!" sagde far. "Der kan godt være giftige slanger – og I kan også fare vild!" "Det lover vi" sagde Pedro – og de mente det alle tre, for efter idag havde de slet ikke lyst til at gå for langt væk alene.

Det var ved at være aften, og de spiste maniokgrød, imens de hvide hejrer kom flyvende tilbage til deres træ, og den lette tåge dukkede op over vandet, og flagermusene fløj rundt.
Pludselig slog det Maria, hvor smukt alt dét egentlig var – og hvor skrøbeligt. Men hun ville ikke lade de hvide ødelægge det hele uden kamp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...