Junglepigen

Jeg blev inspireret til denne historie på en rejse til Equador. Historien handler om pigen Maria, som kæmper for at bevare den regnskov, de bor i.

0Likes
0Kommentarer
96Visninger
AA

6. Fældningen

~~Jo mere tømmermændene fældede, jo sværere blev det for chicua-mændene at finde byttedyr, og der blev færre fugle og fisk. Dét skræmte Maria, men hun kunne se, at tømmermændene prøvede at forstyrre dyrene mindst muligt.

Chicua-mændene gik hen og talte med tømmermændene om det, og de hvide sagde, at de var kede af, og ville prøve at passe bedre på dyrene. Det var tydeligt, at de mente det. Nu fældede de træer med større mellemrum, og undgik alle træer med fugle og aber.

Engang kom de til at fælde et træ, hvor der sad nogle fugle i toppen, som de ikke havde set for bladene. Og fuglene døde i faldet.
Men det var et uheld, og tømmermændene var tydeligvis kede af det.

De plantede altid et nyt træ, når de fældede et, men de nye træer var små. Der blev mange steder, hvor der var mange små træer, og regnskoven blev mere åben og blæsende.
Dyrene holdt sig til de store træer, for de var bedre at gemme sig i.
Der var ingen frugter på de små, nye frugttræer.

Chicua-folket spiste mange frugter, fordi der var få byttedyr.
Men når de store frugttræer blev fældet og erstattet med små, blev det sværere at finde frugter nok. Heldigvis havde de en stor køkkenhave i landsbyen, med frugter og grøntsager, og spiselige planter og rødder. De havde penge, som de tjente på souveneirs og frugter, og på at være turist-guider.

De købte mad i byen, og ingen, der sultede, men de blev alligevel lidt nervøse over, at så mange byttedyr og frugter forsvandt.
Chicua-mændene talte tit med tømmermændene om, hvor de måtte fælde, og hvor meget, og tømmermændene prøvede at overholde dé aftaler.

"Hvad bruger I alt det træ til?!" spurgte en chicua-mand en dag, hvor de holdt møde i landsbyen. "Til møbler, skåle, huse og papir" svarede de.  "Der er stor efter-spørgsel på alt dét".
"Jo, men kan I ikke eventuelt nøjes med lidt færre møbler?! I kan jo bare lave hængekøjer, som vi gør! De bruger ingen træ!" sagde en. "Og vi klarer os fint uden papir!"

"Jeg tror ikke, at de fleste by-folk vil bryde sig om hængekøjer" sagde en tømmermand. "Og vi har brug for meget papir ..." "Ja, men kan I ikke fælde træerne med endnu større mellemrum?" spurgte en chicua-mand. "I skræmmer dyrene væk!"

"Vi er nødt til at fælde noget!" svarede de. "Vi kan ikke gå 10 km. efter hvert træ!" "I ville ellers have godt af at lære at gå langt!" hvæsede en chicua-mand. "Det er der nogen, der ALTID gør! I lader bilerne gå for jer!"

Så brød en anden chicua-mand ind : "Stop, begge to! Dét der løser intet. Vi skal ordne det sådan, at vi alle kan leve sammen!" "Ja, jeg har altså ikke bedt de hvide skov-ryddere om at trænge ind i vores hjemland" sagde én køligt. "Så jeg behøver ikke leve med dem"

"Vi kan jo ikke gøre for, at I bor lige her" svarede en tømmermand. "Og vi prøver at tage hensyn konstant! Vi tager så meget hensyn, at det går udover vores forretning!"
"Stop!" gentog manden fra før. "Vi skal alle være her"
Men ingen lyttede til ham. De hidsede sig mere og mere op, og snart kunne man høre dem skændes i hele landsbyen. Flere børn begyndte at græde af frygt, og nogle kvinder gik hen til mændene og prøvede at få dem til ro.

Maria sad inde i sin lerhytte og lyttede skræmt, og prøvede at trøste Enrique. "Mor, bliver der kamp imellem os og tømmermændene?" spurgte Pedro nervøst. "Nejnej, selvfølgelig ikke!" sagde mor hurtigt. "Vi skal bare ... finde en løsning for alle ... Der er intet at være bange for!" Men hun lød usikker.

Imens fik kvinderne mændene til at falde lidt til ro, og lidt efter undskyldte chicua-mændene og tømmermændene til hinanden. "Det er bedst, hvis vi alle kan være her!" sagde en tømmermand, og det blev de alle enige om. Men nogle af dem lød lidt tøvende.

De endte med at aftale et bestemt område, et godt stykke fra landsbyen, hvor tømmermændene måtte fælde træer, som de ville, sålænge de ikke tog for mange, og tog hensyn til dyrene. Alle var lettede over at få lavet den aftale, og blive venner igen. Men Maria kunne ikke helt give slip på sin frygt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...