Junglepigen

Jeg blev inspireret til denne historie på en rejse til Equador. Historien handler om pigen Maria, som kæmper for at bevare den regnskov, de bor i.

0Likes
0Kommentarer
91Visninger
AA

3. Byen

~~I løbet af de næste par dage glemte Maria tømmerfirmaet igen. Hun brugte tiden på at lave maniokgrød og lerskåle, og klatre i træer og bade i floden. Hver morgen kom hejrene flyvende den ene vej, og om aftenen fløj de den anden vej,  flagermusene fløj rundt hver aften.
Alt var, som det plejede - floden brusede, fuglene kvidrede, solen skinnede varmt, og af og til så børnene en lille abefamilie i træerne.

En dag tog familien deres motorbåd ind til byen for at sælge nogle af deres lerskåle og halskæder af tørrede junglebær. Maria syntes altid, at det var både spændende og lidt skræmmende at komme ind i byen. Byen var meget større end regnskovs-landsbyen, og alle huse var af mursten. Der var asfaltveje, hvor der kørte mange biler rundt, og bilerne sendte røg og bilos ud i luften.

Der var også skorstens-røg og mad-ós i luften, og udenfor spisesterne duftede der dejligt. Der var langt flere mennesker end i landsbyen, og de var alle forskellige.
De fleste havde samme lysebrune hudfarve som folk i landsbyen, men der var også nogle, der var lysere, og nogle få, der var mørkere. Nogle var tykke, nogle var tynde, nogle var i traditionelle folkedragter, og nogle var i cowboybukser og t-shirt.

Alle talte spansk i byen. Hjemme i landsbyen talte de deres eget sprog, chicua-sproget, men forældrene havde lært børnene spansk, fordi det var hovedsproget i Equador, hvor de boede.
Børnene forstod, hvad folk i byen sagde, men de skulle anstrenge sig lidt mere end normalt for at høre efter.

Familien gik hen på markedspladsen, hvor der var mange boder med frugter og grøntsager og blomster. Der lagde de deres lerskåle og halskæder frem og ventede på, at der kom nogen for at købe af det. Børnene så sig om til alle sider, på alt det sære liv i byen – biler, cykler, spise-steder, butikker, børn i skole-uniformer og masser af mennesker.
De havde set det før, men det var sjældent, at de var i byen, så det var altid spændende at se det igen.

Efter en halv times tid kom en turist-familie over til dem. "Er I rigtige jungle-indianere?", spurgte pigen ivrigt, på dårligt spansk. "Diana!" sagde hendes mor strengt, og faren sagde : "Undskyld, hun er bare spændt ...."

"Jeg spurgte jo bare!" udbrød pigen, som hed Diana. "Vi hedder chicua-folket" sagde Maria. "Men vi bor i junglen".
"Svinger I jer i lianerne?" fortsatte Diana ivrigt. "Og slås imod jaguarer?" "Øøøøh ...." sagde Maria forvirret. "Diana!" sagde begge pigens forældre.
"Iiihja, jeg er ekspert i liansving og jaguar-jagt!" sagde Pedro, og så meget sej ud. "Mor vil ikke lade mig jage jaguarer" sagde Enrique surt.

Diana prøvede en halskæde af røde junglebær og købte den. "Nu er jeg en ægte junglepige!" jublede hun. "Har du overhovedet været i junglen?" spurgte Maria undrende. "Nej ...." mumlede Diana trist.
"Far og mor siger, at det er alt for farligt at rejse ud i junglen!"

"Jeg kan godt beskytte dig, for jeg er en jaguarjæger og en stor kriger!" sagde Pedro stolt. Maria fniste, men Diana så imponeret ud. "Junglen er kun farlig, hvis man ikke tænker sig om" sagde far. "Så er det ikke værre end så meget andet. I kan altså godt tage hende med derud".
"Åhja, må jeg ikke nok?!" bad Diana. "Det er en rigtig jungle!"

"Hvad er der så specielt ved junglen?" spurgte Enrique. Diana så vantro på ham. "Det er en jungle!" udbrød hun. "Jaaa ....." sagde Enrique, totalt uforstående. "Jeg ved ikke ...." sagde Diana's far.
"Er I sikre på, at man ikke konstant bliver overfaldet af vilde rovdyr?" spurgte han nervøst. Maria fniste igen, og Enrique brølede som en jaguar.

Far og mor så lidt sjove ud i ansigtet. "Altså, man kan godt blive overfaldet af et rovdyr, hvis man tramper ind i deres hule og hiver dem i halen ...." sagde mor. "Og hvis man træder på en slange, bider den nok .... Ellers holder dyrene sig væk fra os". Diana's forældre så ikke ud til at tro på hende.
Så gik den lille turist-familie videre. De kunne høre Diana plage om at komme ud i junglen.

" 'Svinger I jer i lianer og slås imod jaguarer?!' " lo Pedro. "De kan jo ikke gøre for, at de ikke ved ret meget om junglelivet" sagde far. "Det er nogle meget udbredte fantasier ..."

De blev siddende i deres souveneir-bod i nogle timer, og solgte lidt mere. Så gik de hen i et supermarked og handlede for det, de havde tjent. De købte majsmel, medicin-plante-frø, og nål og tråd, og børnene fik lov til at få en is og en sodavand hver. Det fik de kun, når de var i byen, så de nød dem virkelig. Da de havde handlet ind, sejlede de hjem med deres motorbåd.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...