Uncivilized | 5SOS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2016
  • Opdateret: 24 aug. 2016
  • Status: Igang
Hvad der skulle have været en fantastisk og spændende studietur til Maldiverne for afgangsklassen fra North West Christian College, blev hurtigt til en katastrofe da deres færge bliver kapret af en berygtet gruppe pirater. Skolens band bestående af Luke, Calum, Michael og Ashton, samt en lille gruppe andre studerende når at undslippe og må derfor hurtigt flygte fra det kaprede skib. Drengene prøver at følge trop på de andre undslupne men mister kontrollen over deres redningsbåd. Uden mad og drikke føles 13 timer som lang tid, og da al håb lader til at være ude, støder drengene på land, langt væk fra den civiliserede verden de kender, men drengene får sig noget af en overraskelse da de finder ud af, at de ikke er de eneste på øen.

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

3. Chapter two : The Castaway Girl

**Dette kapitel er endnu ikke rette igennem, undskyld på forhånd.**

Lukes POV

 

Tid: Ukendt

Vi havde ingen ide om, hvor lang tid vi havde sejlet, men solen var ihvertfald ved at kunne fornemmes ude i horisonten. De andre redningsbåde var ikke til at spotte, men vi holdt dog stadig kursen mod dem. Troede vi. Håbede vi.

Alle skrig fra både børn og voksne, alle de omkommet mennesker der lå rundt omkring på dækket, de maskerede mænd; alt dette havde printet sig fast i mit sind som en traume jeg måske aldrig ville komme ud af. Ikke nok med det, skulle jeg rende rundt med et kødsår som bare bragte det hele tilbage endnu mere.

Da jeg ikke kunne bevæge min ene arm havde drengene på skift skiftes til at padle. Calum lå halvt ned i båden og sov, stadig med sved dryppende ned ad sig. Ashton og Michael brugte alle deres kræfter på at padle. Michael havde ikke sagt et ord i de mange timer vi havde sejlet. Han var knust, og det eneste han kunne tænke på, var frygten for at Blair var blandt de omkommet på det kaprede skib. 

Jeg havde revet det ene ærme af min ternede skjorte og brugte det som bandage på min overarm. Ashton havde gjort det samme og brugte det som en bandana for at få håret væk fra hans svedige ansigt.

Der var ikke andet at se end hav.

Ashton sukkede. ''Luke,''

Jeg kastede et blik over på ham. ''Mhh?''

''Hvad skulle du egentligt? På skibet. Hvorfor løb du ikke med os?'' spurgte han og kiggede på mig. Det samme gjorde Michael. Jeg foldede mine hænder og hvilede mine arme på mine lår.

''Jeg løb hen mod styrerummet for at trykke på nødknappen og muligvis have en chance for at redde kaptajnen, men...,'' jeg kiggede ud over havet. ''Kaptajnen havde fået et nakkeskud og lå død hen over roret. Jeg nåede aldrig hen til nødknappen fordi én af de fucking svin havde fulgt efter mig, og skød mig,'' 

Michael stoppede kort med at padle. Han kiggede på mig med hans grædefærdige, blodsprængte øjne. 

''Du burde overveje en psykolog når vi kommer tilbage. Det gør vi alle sammen,'' sagde han med en hæs tone. Ashton nikkede sig enig. Jeg sukkede og kiggede endnu engang ud over det uendelige hav.

''Hvis vi kommer tilbage,'' mumlede jeg.

 

Calum rørte på sig. Han åbnede langsomt øjnene og lod sig strække, før han satte sig helt op.

''Dude, har du flere Luckies?'' spurgte han mig mens han gabte. Jeg stak hånden i lommen og fiskede en noget så kvast pakke Luckies op. Heldigvis var der ingen der var knækket. Jeg fiskede en cigaret op ad pakken, tændte den og lod pakken gå rundt mellem drengene samt den næsten døde lighter.

Solen kom mere og mere til syne. Jeg kom lige i tanke om noget.

''Hey, er der en af jer der tilfældigvis har sin telefon på sig?'' spurgte jeg med håb i stemmen mens jeg kiggede skiftevis på drengene. De alle tjekkede i deres lommer og så heldige som vi var, havde Michael som den eneste sin telefon på sig. Han gav den til Calum som gav den videre til mig. Jeg tog et hiv af cigaretten.

''Tror ikke du skal regne med at finde dækning her omkring,'' sagde Ashton og rettede på sin hjemmelavede bandana. Calum og Michael byttede plads så Michael kunne få lov at hvile armene.

Jeg låste Michaels telefon op så hans hjemmeskærm kom til syne og et billede af Blair poppede op. Jeg sank en klump og trykkede hurtigt ind på Spotify.

Min tommelfinger scrollede ned gennem et ton af sange som der var tilgængelige offline. Michael dumpede ned overfor mig og lænede sig tilbage. Jeg sukkede da jeg nåede til playlistens bund, og valgte bare at sætte den på shuffle.

''Klokken er forresten lidt over 6,''

 

---

Tid: 10:27

''Jeg har aldrig blevet taget i at have sex,''

Calum smilede smørret til os alle sammen. Han var den eneste der havde alle 5 fingre oppe. Michael havde 3, Ashton 1 og jeg 2. Ingen havde en fornemmelse om, hvor lang tid vi havde spillet dette åndssvage spil, men vi havde kun det sjov vi selv lavede. Dog uden alkohol denne gang.

''Fuck dig, bro,'' grinede Ashton og puttede sin sidste finger ned. Jeg grinede ad ham og lod også en af mine fingre falde. ''Du er ikke alene,''

Drengene satte sig rigtig til rette og sendte mig deres 'story time' blikke som et tegn på, at det ville more dem at høre nærmere om min akavede situation.

Jeg slog hovedet tilbage med et grin. ''Okay,'' startede jeg ud med og kiggede på drengene.

''Årgangsfesten, gymnastiksalen, siger ikke mere,'' sagde jeg og lagde et ordentligt tryk på ikke, for at understrege min alvor. Drengene grinede men sendte mig dog alligevel et skuffende blik.

''Come on, give us the juicy details!'' plagede Ashton og blinkede til mig med et drillende smil. Jeg rystede på hovedet ad ham og slog endnu engang hovedet tilbage. Jeg lukkede øjnene og nød den varme formiddagssol.

''Hvis du kan finde noget at drikke, spise og måske et sted der er mulighed for et bad, så har du måske muligheden for at få alle detaljer'' drillede jeg ham med.

''Det tror jeg ikke bliver noget problem, bro,'' sagde Ashton i en glad tone hvilket fik mig til at rynke panden, og kigge endnu engang på drengene. Ashton, Michael og Calum sad som forstenet med det største smil på læben, og kiggede på noget som jeg formåede var bag mig. De lignede nogle der lige havde været vidne til jordens bedste røv.

Deres blik fik mig til at rynke panden endnu mere, men da jeg kiggede bag mig forstod jeg hvorfor.

''Det er kraftedeme løgn,'' mumlede jeg inden jeg næsten tabte kæben. Lige da vi troede al håb var ude, støder vi på det mest vidunderlige syn vi havde set længe. En massiv tropeø. 

Calum, Ashton og Michael begyndte nærmest at slås om årene. Det kunne kun gå for langsomt. Det var det første tegn på overlevelse vi havde set i næsten 13 timer. Det hele var også ved at blive godt monotont på disse kanter.

Jeg rejste mig op i båden, hvilket resulterede i at den gyngede lidt. Calum, Ashton og Michael var i fuld gang med at padle og jo tættere på øen vi kom, jo flere bølger var der til at få os endnu hurtigere hen til øen. Jeg skyggede for solen med min hånd og betragtede øen som blev større og større jo tættere på vi kom.

''Guys, jeg kan se en strand!'' udbrød jeg og pegede hen på en lang sandstrand. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi var reddet. For nu, ihvertfald.

Da vi kom tæt nok på stranden, hoppede vi alle ud af båden og ned i vandet som nu kun gik os til midten af skinnebenet. Vi hjalp hinanden med at få båden fragtet ind på stranden hvor vi hurtigt fik den trukket langt nok ind, så den ikke ville ryge ud i vandet igen.

Mine øjne flakkede rundt mens jeg lod mig dumpe ned på knæ i det opvarmede sand. Jeg rørte sandet med mine håndflader og legede med det i mine hænder mens jeg betragtede omgivelserne.

Sandet var gyldent, der var eksotiske træer og planter overalt. For ikke at snakke om de fantastiske lyde, der kom fra de forskellige fugle og dyr. Det var en ubeskrivelig følelse at igen være på land.

''WUHU!'' skreg Ashton mens han sprintede rundt på stranden for derefter at smide sig ned i det bløde, uberørte sand. Jeg grinede ad ham og rejste mig op, børstede sandet af mine bukser og gik hen til Michael og Calum som også stod og betragtede øen.

''Velkommen til paradis,'' sagde jeg med et skævt smil mens jeg lagde en arm om Michael, og betragtede omgivelserne sammen med dem, samt en Ashton der lavede vejrmøller og saltomortaler på stranden. Calum lagde en hånd på min skulder mens han med et smil nikkede tilfreds.

''Altså, dog er der ingen eksotiske damer, men jeg må indrømme, at jeg ikke har set noget lignende,'' betroede han mig og Michael, og jeg kunne ikke lade være med at fnise. Michael stak hænderne i hans bukselommer og sukkede dybt. Nærmest trist, selvom det her var den eneste mulighed for os, at overleve. Men inderst inde, vidste jeg godt hvorfor han var ked af det; han havde jo siddet og grædt i næsten 14 timer. Jeg må indrømme, at jeg også var bekymret for hvad der var sket med Blair.

Jeg ruskede lidt i Michael som fik ham til at kigge på mig. Hans øjne var stadig helt røde.

''Du ser hende igen, bro,'' lovede jeg ham og sendte et medlidenheds fyldt smil. Han nikkede svagt og smilede svagt tilbage.

Ashton kom styrtende hen mod os med et kæmpe smil.

''Vi er simpelthen nødt til, at tjekke øen ud,'' prustede han mens han prøvede at få vejret. ''Og ikke mindst finde noget vand og noget, vi kan spise,''

Han havde ret.

 

---

Jo længere vi bevægede os ind i junglen, jo mere fascinerende blev det. Tanken om, at vi nok skulle blive på øen i et godt stykke tid var skræmmende, især når det kom til, at sove blandt vilde dyr, men vi var nødt til at tage os sammen Det her var trods alt bedre end en bette båd, midt ude i ingenting.

Jeg missede op mod solen som stod højt på den skyfrie himmel. Nok var der varmt i Australien, men jeg havde alligevel aldrig oplevede en varme som var så trættende som denne.

''Hvor varmt tror I, der er?'' spurgte jeg. Calum kiggede over skulderen mens han banede sig vej igennem nogle høje buske. Han trak på skuldrene.

''Her er ihvertfald over 30 grader,'' svarede Ashton mens han tørrede noget sved af hans pande. Han havde revet ærmerne af hans t-shirt så det var blevet til en muscle-tee, hvilket var en yderst smart ide.

Vi banede os alle den samme vej som Calum, da han var den der gik forrest og førte trop. Vi kom forbi mange markante træer er planter. Dog havde vi også gået forbi en masse træer med eksotiske og modne frugter, som vi havde taget med os. Michael havde lavet en slags taske ud af hans ternede skjorte, som hang ham over skuldrene. Jeg havde revet et ærme af min, og bundet det om hovedet som en bandana; ligesom Ashton. 

Det vi søgte efter på dette tidspunkt, var en form for vandhul eller en lagune hvor vi måske havde muligheden for at vaske os og få noget at drikke.

''Jeg har stærkt brug for noget vand,'' klagede Ashton efterfulgt af et udmattende suk. Jeg erklærede mig enig med et nik. Vi fortsatte.

Calum stoppede op og holdt sin pegefinger i vejret. ''Hør,'' sagde han stille og vi alle lyttede.

''Et vandfald?'' udbrød Michael begejstret. Calum smilede bredt og begyndte at følge lyden, og vi fulgte ihærdigt med. 

Vi gik hurtigere og hurtigere over buskadser og vores øjne spærrede op da vores syn mødte et kæmpemæssigt vandfald. Vandet fra vandfaldet strømmede ned i en lagune med spejlblankt vand. Vi var mundlamme.

''Hold da kæft,'' mumlede Calum mens han skyggede for solen med hans hånd. Vi begav os hen til vandet hvor jeg satte mig på hug og efterfølgende smagte på vandet.

''Vandet er frisk, dog ikke isende koldt, men det kan drikkes,'' sagde jeg mens jeg foldede mine hænder og fyldte dem op med vand, hvor jeg efterfølgende tog det hele i én mundfuld.

Ashton begyndte at tage sit tøj af indtil han stod i hans boxers.

''Den sidste der kommer i, er den to uger gamle pizza der står på Michaels værelse!'' råbte han, trådte nogle skridt tilbage og satte derefter i løb hen mod vandet for at springe i. Vi alle grinede og begyndte også at klæde os af, for derefter at kæmpe om, at komme først i.

Jeg lavede hovedspring og mærkede en tilfredsstillelse følelse gå igennem min krop, da den blev omfavnet af det afkølende vand. Det var lige det jeg havde brug for.

Da jeg kom op til overfladen igen, lod jeg mine fingre køre igennem mit hår. Vi alle var kommet i, og vi stod bare og nød det i stilhed.

Michael svømmede hen til kanten, og greb ud efter frugterne vi havde samlet på vejen. 

''Nogle der vil have?'' han kiggede spørgende på os mens han holdt en mango i hånden. ''Ja, for helvede,'' sagde Ashton og greb mangoen, som Michael havde kastet til ham. Han tog en bid og lavede et nydelsesfuldt ansigt. ''Det her, er den bedste mango jeg nogensinde har smagt,'' mumlede han med munden fuld. Vi klukkede og greb derefter mere, af den frugt, som Michael smed ud til os før han svømmede tilbage til os.

Efter jeg havde mættet mig i frugt, valgte jeg, at stige op ad vandet for at skifte det stykke skjorte, jeg havde brugt som forbinding på mit kødsår. Jeg steg og ad vandet og brugte min t-shirt til at tørre mit ansigt med. Mens jeg forsigtigt fjernede det jeg allerede havde rundt om armen, betragtede jeg drengene som var i gang med, at lege vand-brydning. Jeg grinede lavt og rystede på hovedet ad dem.

Idet jeg skulle til at rykke min skjorte yderligere i stykker, hørte jeg en gren knække bag mig. Mit hoved fløj tilbage mens jeg rynkede panden. Jeg kiggede ind i junglen, men der var intet at se. Da jeg hørte endnu en gren knække, valgte jeg langsomt, at gå hen mod junglen. Jeg kiggede hurtigt tilbage på drengene som stadig var betaget af deres leg, så jeg bevægede mig langsomt ind i junglen. 

Jeg kiggede nysgerrigt rundt og bevægede mig gennem et stort buskads. Da jeg nåede hele vejen igennem buskadset, blev jeg mundlam. Et par krystalklare blå øjne borede sig ind i mine. 

Det var en pige, og jeg gik hurtigt ud fra, at det var hende jeg havde hørt. Hun havde gemt sig bag dette buskads og sad på hug bag nogle grene. Der gik ikke lang tid før hun kravlede bagud og rejste sig op, og det gav mig muligheden for at betragte hende ordentligt. 

Hun var mindre mørk i huden- sådan solbrun. Hun havde langt lyst hår som gik ned til hendes læn. Hun var iført en mindre ødelagt og beskidt, hvid top der gik hende til lige under hendes bryst. Hendes underdel lignede meget et par bikinitrusse, dog lavet ud af det samme materiale som hendes top. Hun havde en flette blomsterkrans i håret og en halskæde omkring halsen; ingen sko.

Hun stod lige så forstenet som jeg, og jeg kunne høre hendes vejrtrækninger som var dybe. Hun virkede bange.

Jeg ville træde et skridt frem, men trådte på en gren som knækkede, og det resulterede i, at pigen blev forskrækket, og trak en dolk op ad en lille taske som hun havde på siden. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage med hænderne holdt oppe over mit hovede. Mit hjerte hamrede hurtigt.

''Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget,'' sagde jeg stille men regnede dog ikke med, at hun kunne forstå mig. Hun gispede og sank langsomt dolken. Det var som om hun kunne forstå mig, så jeg sank også langsomt mine arme. Hun lagde hovedet på lidt på skrå og betragtede mig kort, inden hun vendte sig om, og satte i løb.

''Vent!'' råbte jeg og fulgte hver og en af hendes bevægelser. Jeg ville have fulgt efter hende, men før jeg vidste af det, var hun forsvundet mellem de høje træer.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...