Uncivilized | 5SOS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2016
  • Opdateret: 24 aug. 2016
  • Status: Igang
Hvad der skulle have været en fantastisk og spændende studietur til Maldiverne for afgangsklassen fra North West Christian College, blev hurtigt til en katastrofe da deres færge bliver kapret af en berygtet gruppe pirater. Skolens band bestående af Luke, Calum, Michael og Ashton, samt en lille gruppe andre studerende når at undslippe og må derfor hurtigt flygte fra det kaprede skib. Drengene prøver at følge trop på de andre undslupne men mister kontrollen over deres redningsbåd. Uden mad og drikke føles 13 timer som lang tid, og da al håb lader til at være ude, støder drengene på land, langt væk fra den civiliserede verden de kender, men drengene får sig noget af en overraskelse da de finder ud af, at de ikke er de eneste på øen.

0Likes
0Kommentarer
152Visninger
AA

2. Chapter one : Bullets

Lukes POV

Tid: 08:47

''Det er vigtigt, at I markerer når I hører jeres navn blive råbt op så vi er sikre på, at vi har alle med,''

Mrs. Martinez kiggede opgivende ud over den støjende mængde studerende som havde formået at samle sig i én stor, varm og klaustrofobisk klump. Vi stod ca. 70 studerende ude på havnen og var spændt på at rykke ombord på skibet.

Det var vores sidste år som college elever på North West Christian College, så skolen havde derfor arrangeret en tre ugers lang studietur til Maldiverne. Vi skulle dog bruge den første uge på at sejle da vi ikke havde fået billetter til hurtigfærgen, men på Maldiverne havde jeg aldrig været, så det var sejlturen værd.

 

''Altså hvor fanden er han,''  brummede Michael i fortvivlelse over, at Ashton ikke var dukket op endnu. Jeg fnes og fiskede mine Lucky Strikes op ad lommen.

''Det er trods alt Ashton vi snakker om her,'' svarede jeg og fnøs inden jeg stak en cigaret mellem læberne og tændte den. Michael grinte svagt og rystede på hovedet. ''Du har ret Luke, fuldkommen ret,''

''Luke Hemmings?'' råbte Mrs. Martinez med alt sine lungers kraft og skuede ud over gruppen af studerende.

''Yeh,'' råbte jeg tilbage og markerede med en hånd. Jeg nikkede kort til hende med et smil og tog et hiv af cigaretten.

''Hey guys,''  var der en der sagde mens jeg fik et klap på skulderbladet. Jeg kiggede til siden og så at det var Calum der var dukket op. ''Hey Cal. Du har vel ikke hørt fra Ashton her til morgen?'' spurgte jeg og passede mine Lucky Strikes videre til Michael samt en lighter.

Calum satte sig på sin kuffert og kiggede på sit ur. Han sukkede.

''Den er allerede lidt i 9. Hvis han ikke er her når hans navn bliver råbt op kommer han ikke med, og så er vi rimelig fucked når vi skal spille for skolen i aften,''

Michael sukkede dybt og slog hovedet tilbage. ''Jeg kan ikke dumpe musik endnu et år fordi Ashton ikke kan få fingeren ud af røven'' sagde Michael i frustration.

''Hey, du skal ikke shit talke Ashton, han er en bro,'' sagde jeg flabet med et kækt smil. Calum grinte.

Man kan sige meget om Ashton, men at møde til tiden var han sgu ikke for skarp til. Jeg kunne godt følge Michaels frustration over Ashton, for det var altid hans skyld hvis vi stod med lort op til halsen, og det var heller ikke fordi at det faldt i min største interesse at dumpe for andet år i træk.

''Ashton Irwing?'' råbte Mrs. Martinez og skuede endnu engang ud over os. Calum lukkede øjnene og sukkede. ''Fuck,'' mumlede han.

Alle kiggede rundt da der intet svar kom.

''Ashton Irwing?'' råbte hun endnu engang og ventede svar.

''Ja, ja, jeg er her! Jeg er her!'' lød et fjernt, forpustet råb. Vores hoveder fløj tilbage.

Ashton kom luntende mellem alle eleverne med sin kuffert i den ene hånd og sine trommestikker i den anden. 

''Undskyld mig, undskyld, coming through,''

Drengene og jeg kunne ikke undlade at grine ad ham mens vi kiggede lettet på ham. Mrs. Martinez, derimod, rullede med øjnene, noterede hans ankomst og fortsatte så.

''Så kunne du være her, man!'' udbrød Michael i en lettet, dog irriteret, tone. Ashton skar en grimasse mens han snappede efter vejret. Jeg tog et hiv af cigaretten som jeg havde alt om.

''Hva' så, er I klar til Maldiverne?'' hvinede Ashton spændt som et lille barn der lige havde fået lov til at komme ind og se Finding Dory. Han kiggede skiftevis på os med et smørret smil.

Calum lagde en arm over ham. ''Jeg kan allerede se alle damerne for mig,'' grinede han og stak tungen ud med vrikkende øjenbryn. Ashton gjorde det samme og gav ham 5 svin. Jeg grinede ad dem.

''Husk nu lige at det er en studietur vi er på, så jeg tror ikke I skal have for store forventninger,'' sagde jeg. Michael gispede og fik store øjne. Han placerede sine hænder på hver af mine kinder hvilket fik mig til at rynke panden.

''Dude, siden hvornår er du blevet en stræber?''

Jeg grinte kort og himlede med øjnene. Calum og Ashton lagde en hånd på hver af mine skuldre og kiggede på mig som om jeg var døende.

''Ja Luke, du er ligesom den af os der får scoret mest fisse. Hvad sker der lige?'' gispede Ashton og tog sig til brystet.

Jeg grinede igen og fik alle deres hænder skubbet væk fra mig.

''Jeg vil bare gerne gøre et godt indtryk overfor Mrs. Martinez  og de andre lærer der nu er med, så jeg kan få scoret nogle ekstra points og måske få hævet mine karaktere inden de sidste eksaminer,'' sagde jeg og kiggede på dem med et seriøst blik. ''Det burde I måske også,'' tilføjede jeg.

''Bro, det bliver sgu nok lidt svært når der kommer til at vrimle med eksotiske damer overalt,'' grinte Michael og skoddede sin cigaret. ''Er det nu jeg skal minde dig om, at du har en kæreste?'' grinede Calum.

''Derfor kan man da godt kigge, ikke?'' forsvarede Michael sig med et kækt smil.

 

---

Tid: 09:32

Vi havde endelig fået overstået den lange process med navneopråb på den kogende havn, og var nu kommet ombord på færgen som var klar til at sejle. Vi var alle blevet inddelt i grupper og fordelt på forskellige kahytter. Fordi Calum, Ashton, Michael og jeg spillede for skolens band, havde vi fået en kahyt sammen, så vi havde ro til at øve inden vi skulle spille for skolen til aftenens arrangement.

''Overkøjen er min!'' skreg Ashton idet han låste op og løb ind i kahyt nummer 537.

''Drop det bro, den har jeg allerede dipset!'' råbte jeg og smed mine ting på jorden. Jeg greb fat i Ashtons backpack og hev ham tilbage så han røg ind i væggen. Jeg sprintede over mod de to køjer og sprang op i overkøjen hvilket resulterede i, at jeg fyrede hovedet op i loftet. ''Fuck mig,'' ømmede jeg mig og tog mig til hovedet. Michael brød ud i latter og skyndte sig at smide hans ting op i den anden overkøje før Ashton.

Jeg fnøs og satte mig op mens jeg masserede min hovedbund. Calum og Ashton gjorde sig til rette i deres køjer under os.

''Har vi styr på hvilken sang vi skal spille i aften?'' spurgte Calum mens han åbnede sin kuffert for at pakke ud. Ashton smilede stort og fløj op ad køjen. Han fandt sine trommestikker, kørte dem lidt rundt i hænderne og begyndte ellers at spille melodien til Cold Water med Major Lazer, MØ og Justin Bieber på køjens stålskelet. Calum, Michael og jeg kiggede på hinanden med et smil. Jeg dumpede ned fra køjen og greb min guitar. Det samme gjorde Calum og Michael, og så begyndte vi ellers at jamme. 

''Knock, knock,''

En skinger pigestemme samt et par bank på vores dør fik os til at at stoppe og kigge hen mod dørkarmen. Det var den sidste person jeg havde håbet på at se lige nu. Blair. Blair Fetcher.

Ud af alle piger på hele årgangen, skulle Michaels kæreste lige være den største kælling af dem alle. No offence, men Michael fortjente bedre. Hvis bare Michael vidste hvad Blair rendt rundt og lavede, men der var dog noget der forhindrede mig i, at fortælle ham det. Det ville være den rene selvmordsaktion at fortælle ham det, så jeg holdt bare min kæft.

Michael fór op for at kramme hende. ''Hey babe,''

''Hey Blair,'' sagde Ashton og Calum i kor. Blair trak sig ud af krammet med et smil og vinkede til dem. ''Hey gutter,'' sagde hun med sin sukkersøde stemme mens hun battede med øjnene.

Jeg kiggede fraværende ned på min guitar og gav mig til at stemme den. Michael vidste godt, at Blair ikke lige var min kop te, og derfor sagde han aldrig noget til, at jeg ikke hilste på hende. Det eneste der frustrerede ham var, at han ikke vidste hvorfor hun gik mig på nerverne.

''Er man blevet for god til at hilse, var Luke?'' fnøs Blair. Jeg kiggede op og kiggede hen på hende. Hun smilede provokerende til mig mens hendes arme hang om halsen på Michael som to slanger.

Med et suk fik jeg fremstammet et kort hej. Jeg lod blikket falde ned på min guitar igen, og begyndte atter at stemme den.

 

---

Tid: 19:45

Klokken var ved at nærme sig de 8, og vi var ved at gøre klar til at spille for skolen. Vi alle var iført en hvid t-shirt, ripped jeans og en ternet, rød flannel. Det var skam ikke fordi vi prøvede at ligne Backstreet Boys med det matchende tøj, men mere fordi vi ville bære skolens farver: hvid, rød og sort. Det kom også som en stor overraskelse, at det var os der vandt skolens Band Battle det første år. Det var ikke vores hensigt at vi overhovedet ville stille op, jeg mener, vi var pænt stive og tog det mere som en udfordring og en joke. Men vi var åbenbart de eneste der kunne finde ud af at håndtere vores instrumenter på den rigtige måde, og skolen manglede et nyt band så why not.

Vi alle sad med vores instrumenter og læste vores noder igennem. Bortset fra Ashton. Han var her ikke. Igen.

''Amen, jeg får fandme snart psykose af den dreng,'' mumlede Michael og trommede hans fingre på sin guitar. ''Slap nu af Mike, han skal nok dukke op,'' forsikrede Calum. Michael kiggede irriteret på ham.

''Det sagde du også sidste gang, men ved du hvad? Han dukkede aldrig op og vi dumpede. Jeg var så tæt på at blive sendt på kostskole, man,'' snerrede Michael hvilket fik Calum til at rejse sig op. Jeg kiggede på dem og rullede med øjnene.

''Du skal ikke snerpe af mig, bro. Det er ikke min skyld han ikke er her,'' vrissede Calum. De begyndte at skændtes.

''Guys,''

''Nej, men du bringer sguda uheld ved at sige sådan noget,'' sagde Michael.

''Guys,''

''Du har akkurat lige sagt, at det er min skyld ved at sige jeg bringer fucking uheld. Det undre ikke nogen, at du dumpede i Engelsk også,'' sagde Calum flabet og kiggede på Michael med foragt. ''Det var dråbent,'' råbte Michael og fløj på Calum.

''GUYS,'' råbte jeg for tredje gang.

''HVAD?!'' råbte Michael og Calum i kor mens deres blik fløj hen på mig. Jeg pegede til min højre side hvor Ashton stod. Han smilede til dem og vinkede. Calum og Michael kiggede på hinanden og sukkede.

''Sorry, bro,'' sagde Michael og kiggede ned i jorden. ''Nej det er mig der siger undskyld, bro,'' sukkede Calum og lagde en hånd på Michaels skulder. Jeg sukkede dybt og kastede hovedet tilbage.

''Okay, kan I ikke gemme jeres lille bromance til senere? Vi skal på nu,'' spurgte jeg og hævede et øjenbryn. Ashton fnøs og jonglerede med sine trommestikker før han satte sig op på podiet ved trommesættet. Calum og Michael indtog deres positioner; det samme gjorde jeg. Ashton signalerede til en mand som stod for lyset.

''1, 2, 1, 2, 3, fyr!'' råbte Ashton. Idet Ashton begyndte at tromme, blev lyset tændt og tæppet trukket fra så en menneskemængde kom til syne på det store dæk. Lærer og elever klappede og piftede. Jeg smilede.

Calum gav den gas på hans bas, Michael på hans guitar, og jeg begyndte at synge det første vers mens jeg greb fat i mikrofonen. Mit blik skuede ud over mylderet af lærer og elever samt nogle få turister der var dukket op. Det hele var på en måde meget intenst selvom vi jo havde spillet foran skolen før, men det gjorde alligevel en forskel med de turister som var dukket op.

Vi skiftes til at synge mellem versene. Flere og flere mennesker kom til og det var en fed fornemmelse. At have så mange øjne rette mod en er både skræmmende men også et selvtillidsboost.

Endelig kom momentet jeg havde ventet på; Ashton og jegs instrumentale solo. Jeg løb op på podiet og stillede mig ved siden af Ashton. Ashton lavede nogle få tricks med hans trommestikker mens han fyrede deruda.

Idet jeg skulle til at synge slutverset var der noget der lød som fjerne skrig fra den anden ende af skibet. Ingen tænkte videre over det indtil fem maskerede mænd med store maskingevær kom til syne. Folk begyndte at skrige og vi stoppe med at spille med det samme. Mændene skød oppe i vejret med deres gevær mens de råbte på et fremmed sprog. Folk, inkluderet os, smed hvad vi havde i hænderne for at holde hænderne over hovedet som en beskyttelse for de affyrede patroner som ville komme raslende ned over os.

''Vi skal væk, nu!'' råbte Ashton og hoppede over trommesættet så det væltede ned fra podiet. Mine øjne flakkede rundt.

''Vent, hvad med Blair?!'' råbte Michael med en bekymret stemme. Han begyndte at løbe ud til scenens kant for at springe ned.

''Blair?!'' skreg han hvilket tiltrak to af de maskerede mænds opmærksomhed væk fra mylderet og op på os. Calum nåede lige at trække tilbage i Michaels ternede skjorte så den blev revet op. ''Vi er altså nødt til at væk. Nu!'' insisterede han og trak ellers den grædefærdige Michael med sig.

De to maskerede mænd som havde fået øje på os signalerede til hinanden og løb derefter imod scenen. Drengene og jeg satte i sprint og løb med alt vores kraft. Vi hoppede ud over scenen og fortsatte med at løbe hen ad dækket. Jeg fik en ide.

''Drenge!'' råbte jeg mens vi løb ind i den skrigende menneskemængde. Alle løb frem og tilbage. Skud blev affyret.

''Løb alt hvad i kan, skaf os en redningsbåd! Hvis jeg ikke er hos jer indenfor 5 minutter, flygt. Vent ikke,'' råbte jeg og skiftede kurs hen mod styrerummet. ''Luke, hvad fanden laver du!?'' opfangede jeg Calum råbe inden jeg sparkede døren op til styrerummet. Jeg fik store øjne af det syn der mødte mig i styrerummet. Kaptajnen lå hen over roret, død og blødte voldsomt fra nakken. Nakkeskud.

''Fuck,'' mumlede jeg og løb over de ting som var blevet slået ned på jorden. Idet jeg skulle til at slå ned på alarmknappen hørte jeg et skud og mærkede efterfølgende en smerte i min højre overarm. Et skrig undslap mine læber mens jeg tog mig til armen. Skuddet ramte mig så hårdt, og gav mig sådan et chok, at jeg fløj direkte igennem vinduet og landede direkte med hovedet ned på dækkets gulv. Jeg var ved at miste bevidstheden på grund af smerten, men samlede hurtigt al den styrke jeg kunne, for at rejse mig op. Mit blik flakkede forvirret rundt på de skrigende mennesker, som susede frem og tilbage. Flere skud blev affyret hvilket fik mig ud af min trance.

Jeg begyndte at sætte i sprint mod redningsbådene men smerten i min krop fik mig til at sænke farten. Mens jeg løb tværs igennem det kæmpemæssige skib, passerede jeg flere og flere mennesker, som var blevet skudt ned. Inkluderet børn.

''For helvede,'' fremstammede jeg imellem min vejrtrækning. Jeg fortsatte.

Redningsbådene kom til syne så jeg satte yderligere farten op. Jeg spottede Calum, Ashton og Michael sidde i én af de kun to både der var tilbage.

''Der er han!'' råbte Ashton mens han pegede på mig og rejste sig op. Han gjorde klar til at kappe snoren som var forbundet mellem redningsbåden og skibet. Jeg smilede svagt og lettede mens jeg endnu engang tog mig til armen. Det blødte meget. Rigtig meget.

Calum fik mig hjulpet op i båden og Ashton kappede snoren så vi susede ned mod vandet. Lidt af det iskolde vand skvulpede op i båden da vi hårdt ramte vandet. Jeg gispede forpustet efter vejret og lagde mig halvt ned i båden. Jeg fjernede min rystende hånd fra det kødsår der nu var kommet til syne på min overarm.

''Shit, Luke,'' sagde Calum og løb fingrene frustreret gennem sit hår. Hans ansigt var fyldt med sved og hans øjne fyldt med frygt. ''Jeg klarer mig,'' forsikrede jeg ham om med en dirrende stemme efterfulgt af et lille smil.

''Hun er væk,'' græd Michael som havde begravet sit hoved i hans hænder. Ashton lagde en hånd på hans skulder og klemte den svagt.

''Jeg er sikker på, at Blair nåede med en af de andre både,'' trøstede Ashton med, mens han kiggede ud over det kolde, mørke hav.

''Shit!'' udbrød han pludselig, hvilket fik os til at kigge i hans retning. Han havde fat i noget. Vi stod med lort til halsen. De andre både var ved at svinde hen, og var for langt væk, til at vi ordenligt kunne følge trop.

Calum rejste sig op og viftede med armene mens han forgæves råbte efter dem. Ashton tog sig til hovedet og sukkede.

''Calum, det nytter ikke noget! De er for langt væk!'' råbte Ashton i frustration. ''Det eneste vi kan gøre er, at prøve så godt vi kan, at følge trop. Vi skal bare væk fra det her skib med det samme,''

Calum og Ashton satte i gang med at padle væk fra det kaprede skib. Skrig og skud kunne stadig høres uanset hvor langt væk vi kom, og det var smertefuldt at lægge ører til. Det eneste vi kunne gøre nu, var at holde kursen mod de andre både, som langsomt forsvandt ud i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...