Alle Blomstrer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 19 feb. 2017
  • Status: Igang
"Det er ikke en løgn, når jeg siger, at jeg ikke kan huske særlig meget fra den nat. Men jeg ville ønske, jeg ikke kunne huske de små brudstykker, mit sind har ladet mig beholde.
Som min barndomsvenindes kind, der falder slapt til siden. Lyden af enten hendes eller mit eget tøj, der bliver flået i stykker. Mørk latter og onde øjne, der lyser op i mørket.
Jeg kan stadig ikke give noget brugbart signalement. Når jeg drømmer om dem, har de begge kutter for deres ansigter. Klædt helt i sort som Dødens ryttere.
Det er nemmere at sige til alle, at jeg har glemt det meste. Og når jeg siger det, kan jeg praktisk talt se lettelsen skinne inde bag deres øjne, for ingen ønsker i virkeligheden at høre, hvad jeg har at sige. De ønsker ikke at kende sandheden.
På en måde ønsker jeg heller ikke at fortælle den.
Men jeg skylder hende det. Det er en af de få ting, jeg kan være sikker på nu. Jeg skylder hende at finde ud af, hvad der skete."


3Likes
5Kommentarer
577Visninger
AA

5. Kapitel 5

Kapitel 5

Mine mareridt er ikke regelmæssige, men efter jeg har haft et, sover jeg som regel ikke resten af natten. Mor fandt mig liggende henover køkkenbordet, bøjet ind over min egen sygejournal, klokken fem onsdag morgen. Journalen gjorde mig ikke klogere på, hvad der er galt med mig. Og jeg kan ikke huske mit mareridt.

Det er min første skoledag.

Det er ikke lykkedes mig at overtale min mor eller min far. De var heller ikke vilde med idéen om, at jeg skulle pendle hen til det nærmeste gymnasium – 50 km væk – hver morgen. Det hjalp heller ikke, da jeg endelig begyndte at græde.

Johanna tager bussen hen til skolen sammen med mig, selvom hun først skal møde senere. Hun stod langt tidligere op end mig for at lægge makeup. Mit er støvet og sikkert for gammelt.
”Er du nervøs?” spørger min søster. Jeg sidder ved vinduespladsen i den halvtomme bus og forsøger at forholde mig i ro. Det hjælper ikke, da vi kører forbi parken; jeg kan mærke, hvordan mit hjerte slår et slag over, hvorefter det speeder op og begynder at pumpe alt, alt for hurtigt.
Jeg lægger to fingre på pulsen under mit sweaterærme, og det hjælper lidt.

”Lilly?” Johanna dasker let til min arm. Jeg flår min hånd væk og ser på hende. Hendes øjenbryn er alt for mørke til hendes afblegede hår.

Jeg har lånt en af Johannas sorte sweatshirts. Jeg har ikke længere lyst til at gå i de diminutive toppe, selvom jeg førhen ikke gik i andet. Nu har min søster og jeg byttet roller. Hun er klædt upraktisk på til det kolde vejr, og jeg er dækket til.

Jeg vender blikket mod min søster og møder hendes blik. Hun blinker med de lange øjenvipper, tydeligt utilpas, da vores blikke mødes. Jeg ved ikke, hvad hun ser, da hun kigger på mig, men jeg tvinger hende til at se på mig lidt længere.
”Lidt,” svarer jeg hende så. Det er langt fra sandt, faktisk er jeg nærmest skrækslagen. Jeg ville ønske, jeg kunne stige af bussen på det næste stop.

”Det skal nok gå.” Johanna smiler til mig. Med de ord tror hun sikkert, at hun nu har beroliget mig nok til, at min dag nok skal blive god.

”Du har læbestift på tænderne,” siger jeg bare og kigger væk.

Vi taler ikke sammen resten af turen. Da vi står af bussen, venter hun knap nok på mig, men det er fint, jeg ved også godt, hvor jeg skal være. Jeg skal først mødes med rektor.

Sia og jeg blev engang kaldt ind til rektoren. Vi var blevet taget i at ryge på skolens toiletter. Han gav os den sædvanlige smøre om, hvordan vi skulle være gode eksempler for skolen. Så bandlyste han os fra den næste gymnasiefest. Sia og jeg var begge i festrådet – teknisk set er jeg vel stadig – så vi sneg os ind alligevel.

Vores rektor er en halvgammel mand med et stort ego. Han går altid i jakkesæt og ser altid meget vigtig og travl ud. Måske er han det også, det ved jeg ikke, men jeg har aldrig kunnet lide ham.

”Godmorgen,” siger en af de dugfriske sekretærer til mig, da jeg går ind på kontoret. Jeg nøjes med at smile anstrengt til hende og hanker så op i min skoletaske på min ryg.

Sekretæren har alt for meget parfume på, og jeg klør diskret min næse. Sekretæren, Ulla, står der på hendes navneskilt, smiler til mig.
”Jeg skulle se… Hans?” Jeg ved ikke, om jeg må kalde vores rektor ved hans fornavn, men jeg gør det alligevel.

Jeg ser det ske. Jeg er blevet god til at lægge mærke til trækkene. Ulla genkender mig. Hun spærrer i et kort øjeblik øjnene op. Hendes mund former et o, før hun hastigt smækker læberne sammen igen. Så skynder hun sig at smile, men nu er det hendes smil, som er anstrengt og også en smule nervøst.
”Du kan bare gå ind. Han er allerede kommet,” kvækker hun. Hun drejer en tynd vielsesring rundt på sin finger, mens hun taler. Så ser hun, at jeg lægger mærke til det og skynder sig at folde hænderne på det stålgrå skrivebord.

”Tak,” siger jeg og går videre hen ad gangen. Jeg støder på en lærer, men ikke en, jeg kender. Han bemærker mig næsten ikke.

Jeg tøver foran rektors dør. Jeg overvejer at vende om. De sidste ord, min mor sagde til mig, før jeg tog i skole, var ”jeg stoler på dig.” Hun havde et vigtigt møde her til morgen og kunne ikke tage fri for at tage med mig i skole.

Jeg har heller ikke brug for hende her. En glinsende svedperle glider fra min tinding og ned til min næse. Min hånd ryster, da jeg knytter den og banker på tre gange.
”Kom ind,” lyder det bag døren. Jeg tager i dørhåndtaget og åbner den.
Hans sidder bag sit skrivebord. Siden jeg så ham sidst, er han blevet endnu mere gråhåret. Jeg tror, han fyldte 60 det år, vi begyndte her.
”Lilly,” siger han og rejser sig. Han gør en håndbevægelse mod stolen foran hans store skrivebord. ”Hej. Sæt dig ned.” Det gør jeg.

Jeg tænker på, om han kan huske, da Sia og jeg var herinde. Det kan han sikkert ikke. Han taler med ballademagere hver eneste dag. Sia og jeg endte kun herinde én gang, men vi burde vel egentlig være blevet smidt ud for alle de forseelser.

Jeg læner mig ikke tilbage i stolen. Den er af træ og beklædt med et eller andet billigt polstret betræk. Der står flere af dem rundt i det dunkle lokale – hvis han har flere, han skal skælde ud, går jeg ud fra – og så er der ellers de næsten obligatoriske kedelige malerier, der altid hænger på væggene i statsejede institutioner. På hans skrivebord er der et billede af en kvinde, som jeg går ud fra, er hans kone. Han har vist ingen børn.

På væggen bag ham hænger en avisartikel, der er indrammet. Jeg kan kun skimte noget af overskriften for hans hoved. Sikkert en lovprisning for hans arbejde her som rektor.

Han betragter mig, men modsat med Johanna, kan jeg ikke lide at møde hans blik. I stedet ser jeg på hans pande, som han langsomt rynker. Han lægger ansigtet i de helt rigtige folder. Alvorlige og bekymrede. Han er sikkert også bange for risiciene ved at tage mig tilbage her. Gymnasiet fik temmelig meget kritik for overfaldet, fordi vi var på vej hjem fra en gymnasiefest.

Men han har sikkert besluttet, at jeg er det værd. Han tror vel, han kan få vendt mig til et godt tilfælde. Måske kan han, om nogle måneder, få mig til at medvirke i et interview med en journalist, hvori jeg kan fortælle hele Danmark, at det ikke var gymnasiets skyld, at Sia døde. Og at jeg er glad for at være tilbage her. At rektoren på gymnasiet har været en enorm inspiration for mig på grund af hans livssyn.

Det kommer ikke til at ske.
”Så, Lilly,” siger Hans. Jeg ser endelig på ham. Han virker langt mere rolig end hans sekretær, men han er stadig ikke tryg ved situationen. Så er vi to.

”Hvordan går det?”

Jeg smiler halvhjertet og ser ned på mine blege hænder. Jeg fik ikke meget tid i sommers til at tage sol. Sia og jeg plejede at jagte de hede dage. Vi smurte os ind i sololie og bikinier, der dækkede stort set ingenting.

”Det går bedre. Meget bedre,” siger jeg. Husker den sidste gang, jeg snakkede med min rektor. Han besøgte mig på hospitalet efter Sias begravelse. Da han gik, havde han tårer i øjnene, og jeg vidste, at det var tårer for mit tab. Ikke kun for Sias død, men også for det, jeg havde mistet.

Rektoren er ikke en dårlig mand, det er jeg klar over. Han er bare egocentreret og er nødt til at opretholde en vis facade. Han håber sikkert på, at jeg ikke så tårerne falde ned på hans kinder. Det ville han hade, hvis jeg havde set.
”Godt,” siger Hans lidt formelt og fortsætter så i et mere forretningsagtigt tonefald. ”Vi er glade for at have dig tilbage.” Det svarer jeg ham ikke på. Han er den eneste i det her rum, der er af dén mening.

I stedet nøjes jeg med at nikke. Rektor tager det som en tilladelse til at blive ved med sin enlige talestrøm.

”Dine forældre har jo nok fortalt dig, at du desværre vil være nødt til at tage 2.g om. Det skyldes blandt andet, at alle eleverne på nuværende tidspunkt er i gang med at skrive deres SRO – deres studieretningsopgave – og at du nok ikke vil være klædt på det. Jeg mener også, at du måske vil have nemmere ved at falde til i et nyt miljø, hvor alle ikke kender til… ulykken.”

Han tøver, før han bruger det ord, men det er fint. Der er mange ord for det. Overfaldet. Voldtægten. Henrettelsen. Jeg kunne blive ved. Min psykolog elsker, når jeg finder på et nyt ord; hun siger, at det hjælper mig til at forstå, hvad der er sandt og falsk.

I starten havde jeg problemer med at huske. Måske ville jeg ikke huske. De sagde, at jeg med vilje havde lavet en barriere i mit hoved, så jeg kunne lukke det hele inde. På et tidspunkt talte politiet om, at jeg endda havde været indblandet i Sias mord. At jeg ikke ville tale om det, fordi jeg forsøgte at beskytte morderne.

En dag kom det. Det var omtrent halvanden måned efter. Jeg sad derhjemme, det var kort før min indlæggelse på galeanstalten, og jeg kiggede billeder igennem. Billeder af Sia og jeg. Billederne gav ubehagelige jag af smerte ind i min mave, men jeg tvang mig selv til at scrolle videre igennem den mappe, jeg havde dedikeret, kun til os.

Det er et billede af os fra fastelavn. Vi kan ikke være mere end ni år gamle. Vi er begge klædt ud som feer i stort set ens kostumer, som Sias mor havde syet til os. Vi ser så glade og uskyldige ud.

Far fandt mig grædende på køkkengulvet. Jeg kunne huske. Og nu kunne jeg også tale. Tale, selvom hvert ord var endnu et knivstik, endnu et brændemærke, endnu et hårdt stød, og tale gjorde jeg. Min forklaring til politiet varede lidt over otte timer.

”Okay,” siger jeg til rektor og tænker modvilligt, at det måske kan være en meget god ting. Men jeg kommer stadig til at se alle de andre. Dem slipper jeg ikke for.

”Dit skema er ikke helt klart endnu. Det håber jeg, er i orden.”

Han ved ikke, at han med de ord redder hele min dag, men det lader jeg ham heller ikke vide, jeg smiler ikke engang. Pludselig kan jeg næsten ikke få vejret.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg nu igen skal trave op og ned ad de samme gange, at jeg skal sidde i de samme stole, at jeg skal læse de samme ting, skrive de samme afleveringer, bruge de samme toiletter og spise de samme steder. Det er først gået op for mig nu.

Jeg skal virkelig tilbage. Jeg slipper ikke.
”Det er det,” siger jeg bare. Hans smiler mildt og giver mig hånden, som jeg trykker. ”Vi ses i morgen,” siger han, men det tvivler jeg på. Vi ser ham sjældent.

Jeg skynder mig ud fra hans kontor. I forgangen er alle sekretærerne stimlet sammen omkring en skærm, og jeg når at fange et glimt af det, der er på computerskærmen.

Langt, langt, blondt hår.

Mit eget hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...