Alle Blomstrer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 19 feb. 2017
  • Status: Igang
"Det er ikke en løgn, når jeg siger, at jeg ikke kan huske særlig meget fra den nat. Men jeg ville ønske, jeg ikke kunne huske de små brudstykker, mit sind har ladet mig beholde.
Som min barndomsvenindes kind, der falder slapt til siden. Lyden af enten hendes eller mit eget tøj, der bliver flået i stykker. Mørk latter og onde øjne, der lyser op i mørket.
Jeg kan stadig ikke give noget brugbart signalement. Når jeg drømmer om dem, har de begge kutter for deres ansigter. Klædt helt i sort som Dødens ryttere.
Det er nemmere at sige til alle, at jeg har glemt det meste. Og når jeg siger det, kan jeg praktisk talt se lettelsen skinne inde bag deres øjne, for ingen ønsker i virkeligheden at høre, hvad jeg har at sige. De ønsker ikke at kende sandheden.
På en måde ønsker jeg heller ikke at fortælle den.
Men jeg skylder hende det. Det er en af de få ting, jeg kan være sikker på nu. Jeg skylder hende at finde ud af, hvad der skete."


3Likes
5Kommentarer
558Visninger
AA

3. Kapitel 3

Kapitel 3

Mor er ikke glad, da jeg kommer hjem. Hun råber højt og længe ad mig, og til sidst, da hun står

 med mascarapletter på kinderne fra sine raseritårer og trækker vejret dybt, begynder jeg at smile. Hendes ord har ikke haft nogen påvirkning på mig. Jeg nåede ikke engang at fortælle

hende, hvor jeg har været henne, før hun begyndte at råbe op om ansvar og mistillid og så videre.

”Hvad er der?” spytter hun ud og hikster.
”Det her minder mig bare om før,” siger jeg tøvende. ”Du plejede at råbe af både mig og Sia.”

Mine ord bløder hende på en eller anden måde op, for hun griner sammen med mig. Hun trækker mig ind i sin favn. Selvom vi er på samme højde, lader jeg mit hoved hvile på hendes skulder, og hun stryger mig over håret.

”Hvor var du?” spørger hun, og jeg svarer hende. Fortæller om cykelturen. Men jeg nævner ikke drengen. Ham ønsker jeg kun at glemme.

Hun er stille lidt, jeg kan høre hendes hjerteslag, mens det falder til ro efter hendes råben og skrigen.
”Årh, skat,” siger hun, og noget inde i mig giver sig lidt. Jeg lader det ikke komme helt fri, siger ikke noget. Hun holder sig ud fra mig, jeg står stiv nu, og hun smiler lidt. Et trist smil. ”Du skulle have sagt det til mig, så ville jeg være taget med.”

”Hvorfor ville I ikke lade mig komme med til begravelsen?” Hendes omfavnelse har fået mig til at græde igen, også, og jeg tørrer de forræderiske tårer væk med min håndflade. Jeg hader at græde foran min mor.

Jeg ville så gerne have været med. Jeg følte, at jeg skyldte hende det, og ikke engang det løfte kunne jeg holde. Nu har jeg endnu mere gæld at betale. Og jeg har intet at give hende.

”Du kunne ikke holde til det,” siger hun ærligt. Jeg ved, det er sandt, men jeg ville stadig ønske, jeg havde været der. Skidt med mig. Jeg ville gerne have kastet en rose på hendes kiste, om den så var hvid eller brun, og jeg ville gerne have sagt farvel.

”Undskyld jeg tog af sted,” siger jeg. ”Jeg sagde det til Johanna.”

Mor rynker panden. ”Det sagde hun ikke noget om. Da vi kom hjem, faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, var I begge væk.”

Men det er kun mig, hun er bekymret for. Fordi det kun er mig, der gør dumme ting.

”Undskyld,” siger jeg igen. Mor siger, at det ikke gør noget. Så husker hun mig på, at jeg skal tage min angstdæmpende medicin og siger, at hun tager ud for at handle ind.

”Vil du med?” spørger hun usikkert. ”Du behøver ikke,” fortsætter hun, og jeg takker nej, siger, at jeg er træt efter at have cyklet helt derud.

Så husker jeg igen på, at det er meningen, jeg skal begynde i skole om to dage. Men nu ser jeg på min mors ansigt, spættet, og tænker, at vi må tage den diskussion i morgen. Jeg kan også ringe til min far; måske vil det hjælpe med at overbevise hende, hvis jeg har ham på min side.

”Jeg kommer tilbage om højst en halv time,” siger hun, mens hun finder indkøbsposer frem, og jeg kan høre den underliggende advarsel i hendes stemme. Jeg vil ikke have, hun skal bekymre sig om mig på dén måde, det fortjener hun ikke.

Jeg er stadig bange, og jeg er stadig ked af det, men jeg har fået nok. Nok af at være offer. Jeg er nødt til at finde mig en anden rolle, ellers bliver jeg sindssyg.

Jeg ved, jeg burde fortælle min mor om skyggen i mit vindue. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Jeg er bange for, de har sat kameraer op, så de kan holde øje med mig.  Da døren smækker efter min mor, og jeg kan høre hende starte bilens motor og køre væk, begynder jeg sågar at lede efter dem.

Der er ingen. I hvert fald ikke nogen, jeg kan finde. Da jeg har kigget hele huset igennem, føler jeg mig dum.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Mine hænder ryster, og jeg har lyst til at tage mere medicin, selvom jeg ikke må gøre det. I stedet går jeg ud i køkkenet og skænker mig selv et stort glas vand. Det er så mærkeligt at være hjemme igen. Alting ligner sig selv, men alt er alligevel forandret.

Mor har taget de mange billeder ned af mig og Sia. Nu hænger der kun familiebilleder på de triste vægge. Øjnene på billederne følger mig, holder øje med alle mine bevægelser. Så ser jeg det: det er det eneste billede, Sia er med på. Det er af Johanna, Sia og mig klædt ud til fastelavn, Sia og jeg er prinsesser, og Johanna er en eller anden fodboldspiller. Vi er ikke mere end 8 år gamle, og selvom billedet emmer af glæde, gør det mig nu skrækslagen og ør i hovedet.

Jeg drikker noget af vandet og ligger mig på sofaen. Trækker et tæppe henover mig. Tænder for fjernsynet og skruer højt op. Lukker mine øjne hårdt i, så jeg ikke ser andet end sort mørke. Hvorfor lukkede de mig ud? Jeg tør ikke engang være alene hjemme i tyve minutter.

Jeg forsøger at falde i søvn, men mine trommehinder dunker, som har jeg netop været til koncert. Jeg kan ikke koncentrere mig om lydene fra fjernsynet og skruer igen højere op. Kan mærke, hvordan et angstanfald sniger sig ind på mig. Jeg er stakåndet og gemmer mit hoved under tæppet. Mine øjne løber i vand, og mit hjerte slår for hurtigt, og jeg kan ikke trække vejret, faktisk ville jeg slet ikke trække vejret, hvis jeg kunne lade være, ville jeg holde op, men jeg er nødt til at tænke på min familie, jeg har allerede såret dem nok i forvejen, og jeg er nødt til at holde mit løfte over for Sia.
Hun vil ikke tage imod mig, før jeg har fundet dem, det har hun selv hvisket til mig, hendes ånde stinker og hendes rådne tænder lyser op, og hun griner til mig og beder mig om ikke at give op endnu.

Døren går op ude i gangen. Min mors hæle klikker mod flisegulvet. Hun rumsterer derude, og jeg er klar over, at jeg kun har få sekunder til at samlet mig selv sammen. Hvis hun ser mig sådan her, kører hun mig direkte tilbage til galeanstalten, og selvom jeg måske hører til der, så har jeg noget at fuldføre først.
Jeg sætter mig op og glatter mit hår. Skruer ned for fjernsynet, netop som mor træder ind i stuen, hun har to poser under hver arm og smiler til mig. Hun kan ikke se på mig, at der er noget galt, og jeg er lettet og skuffet på samme tid.
”Hej skat,” smiler hun. ”Hjælper du ikke med at pakke ud?” Hun har tilsyneladende glemt sin vrede fra før og tror, at jeg bare har ligget og set fjernsyn, mens hun har været væk. Det er godt. Hvis jeg skal gennemføre det her, må hun ikke vide, der er noget galt.
”Og skru lidt ned. Du bliver jo døv.” Hun rynker panden og går videre ud i køkkenet.

Så jeg spiller rollen. Jeg spiller rollen som datteren, der er glad for at være kommet hjem, og  som er stille, men nærværende på samme tid. Jeg lytter til min mor hele aftenen, mens hun fortæller om familiemedlemmer, der har ignoreret min eksistens det sidste år, jeg lytter til hendes anekdoter fra arbejdet, og imens jeg lytter, smiler og nikker jeg.

Hun siger ikke noget om Sia. Hun siger ikke noget om, at jeg har været væk. Hun nævner heller ikke gymnasiet. Hun nævner ikke nogle af de emner, som måske kan gøre mig oprevet eller starte et skænderi igen. På en måde er det rart, men vi ved begge, at hun bare udsætter det uundgåelige. Jeg er lige så stædig som min mor, og jeg vil ikke tilbage til 2.g.

Da vi har spist aftensmad foran fjernsynet og set en intetsigende komedie, fortæller jeg, at jeg vil ringe til min far. Det gør ondt i min mave ved tanken. Jeg har ikke lyst til at afbryde ham i hans babyplaner sammen med hans Anita, men jeg har på den anden side heller ikke lyst til at starte på et gymnasium, hvor alle taler om mig og min døde veninde.

Jeg sætter mig på sengen inde på mit værelse. Mobilen ringer en, to, tre gange, før han tager den.

”Lilly?” siger min far i røret, og han lyder glad og overrasket.

”Hej far,” siger jeg og forsøger at efterligne hans tonefald. ”Hvordan går det?”

Jeg håber ikke, han siger noget om Anita…

Men det gør han selvfølgelig. Jeg havde heller ikke forventet andet; hun er det vigtigste for ham nu. Han prøver at undgå at tænke på sine to døtre, den ene skør, den anden godt på vej.

”Det går rigtig godt,” siger far. Det lyder som om, at han kører i bil. ”Anita og jeg er lige på vej hjem fra en fødselsdag. Kom du godt hjem?”

”Ja, Johanna og mor hentede mig,” siger jeg. Min far bliver stille. Måske føler han sig alligevel skyldig over, at han ikke tog med hen for at hente mig.

Der er en anden grund til, at min far så vidt muligt undgår at se og snakke med mig; han har skyldfølelse over det, der er sket. Min far er politibetjent og endda en dygtig én af slagsen. Fordi jeg var hans datter, ville de ikke sætte ham på vores sag, men det afholdt ham ikke fra at blande sig i den alligevel.

Nu har han stort set givet op. Og han hader sig selv for det. Han hader sig selv for at være sammen med Anita og for at være glad og for at glæde sig til sit næste barns fødsel, men det gør han alligevel. Han gør alle de ting alligevel, selvom han hader sig selv for det.

”Jeg savner dig,” siger han pludselig. Hans ord er lidt tøvende, som om han skal anstrenge sig lidt for at få dem ud. Måske synes han, det er pinligt at snakke med mig foran Anita og foran barnet. Man siger jo, at spædbørn kan høre de ting, der sker omkring dem.

Bare rolig, lillebror- eller søster; skøre mennesker smitter ikke.

”I lige måde, far,” siger jeg, og jeg tænker, at det her må være det bedste tidspunkt i samtalen for at spørge ham om det: ”Mor siger, I har snakket om, at jeg skal tilbage til gymnasiet igen?”
Far bliver stille. Jeg tror måske, han kan høre den anstrengte tone i min stemme. Han ved, hvad der kommer.

”Ja,” siger han langsomt, ”det har vi snakket om, ja. Vi har også snakket med din rektor om det.”  

”Det har jeg altså ikke så meget lyst til, far,” siger jeg og forsøger at lyde ynkelig. Jeg gør min stemme lille. ”Jeg tror virkelig ikke, det er nogen god idé at begynde der igen.” Jeg snøfter, selvom jeg er så langt fra at græde, som man kan komme. Jeg er spændt og nervøs. Jeg vil have det her til at lykkes.

”Søde skat,” siger far, og nu hader jeg ham, for nu bruger han det tonefald, han har lært af min mor: du er barnet, og jeg er den voksne, og jeg ved bedst, uanset hvad du tror.

”Du kan ikke blive ved med at være derhjemme. Desuden, så skal du jo starte i en helt ny klasse. Det bliver rigtig godt for dig.”

Men han lyder heller ikke selv helt overbevidst. Jeg bliver ved med at presse på. ”Jeg tror, jeg vil få det dårligere af det,” siger jeg, og det er også sandt. Tanken om at gå ned af de samme gange, som jeg gik sammen med Sia på, giver mig kvalme. Tanken om vores faste plads i kantinen. Vores tradition med at spise tarteletter fra kantinen hver fredag.

”Please, far,” siger jeg, ”du må ikke sende mig tilbage dertil. Please.” Før plejede det ord altid at være Det Magiske Ord. Men ikke længere.

”Giv det nogle uger, pusling,” siger far, og alt i min mave vender sig. ”Giv det nogle uger, og hvis du ikke er glad for det, så kan vi snakke om det igen.”

Jeg svarer ham ikke. Jeg troede, jeg kunne overtale ham. Det plejede at være mig, der kunne få lov til alting; nu har jeg mistet retten til at tale.

”Hør, skat, jeg er nødt til at gå. Anita er blevet så stor nu, at hun ikke selv kan komme ud af bilen. Vi tales ved snart, okay?” Så lægger han på. Før i tiden ville vi have afsluttet med at sige, at vi elskede hinanden. Men den tid er ovre nu.

Vi er begge holdt op med at lyve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...