Alle Blomstrer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 19 feb. 2017
  • Status: Igang
"Det er ikke en løgn, når jeg siger, at jeg ikke kan huske særlig meget fra den nat. Men jeg ville ønske, jeg ikke kunne huske de små brudstykker, mit sind har ladet mig beholde.
Som min barndomsvenindes kind, der falder slapt til siden. Lyden af enten hendes eller mit eget tøj, der bliver flået i stykker. Mørk latter og onde øjne, der lyser op i mørket.
Jeg kan stadig ikke give noget brugbart signalement. Når jeg drømmer om dem, har de begge kutter for deres ansigter. Klædt helt i sort som Dødens ryttere.
Det er nemmere at sige til alle, at jeg har glemt det meste. Og når jeg siger det, kan jeg praktisk talt se lettelsen skinne inde bag deres øjne, for ingen ønsker i virkeligheden at høre, hvad jeg har at sige. De ønsker ikke at kende sandheden.
På en måde ønsker jeg heller ikke at fortælle den.
Men jeg skylder hende det. Det er en af de få ting, jeg kan være sikker på nu. Jeg skylder hende at finde ud af, hvad der skete."


3Likes
5Kommentarer
578Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kapitel 1

”Er du klar til at gå?”
Jeg ser mig for sidste gang rundt i det lille værelse. Alle spor af min forhenværende eksistens er fjernet herfra og er blevet pakket pænt sammen ned i de to sportstaster, der står for mine fødder.
Min mor og Johanna står i døråbningen. Johanna er ved at tjekke sin mobil, men lader den hurtigt falde ned i sin lomme, da hun ser, jeg kigger. Min mor forsøger at smile til mig, men det bliver i stedet til en underlig grimasse på hendes usminkede ansigt.
Jeg har lyst til at sige nej. Men jeg vil heller ikke blive her længere. Det kom som et chok for os alle, at lægerne mente, jeg var klar til at tage af sted – min mor så rædselsslagen ud ved tanken – men da de forklarede det for mig, kunne jeg godt se meningen med det. Den største ting, jeg har opnået de sidste elleve måneder er, at jeg nu ikke længere er fuldkommen frastødt ved tanken om at tage masser af medicin.
Jeg ville ellers gerne have sagt farvel til Christine. Hun er knapt to år ældre end mig og er den eneste sygeplejerske, jeg kan lide at snakke med her. Faktisk er hun den eneste, jeg kan lide i øjeblikket. Men hun har fri i dag.
Jeg nikker til min mor og hanker op i de to sportstasker. Min mor tager tavst den ene fra mig, og jeg lader hende gøre det, selvom jeg normalt ikke er meget for at blive ynket. Men jeg kan godt mærke, at jeg tog mit antipsykotika, før de trådte ind på stuen, for min krop er allerede ved at blive døsig.
Jeg er tavs, mens min mor ordner mine udskrivelsespapirer. Privathospitalet her er så uhyggeligt dyrt, at jeg hver dag har dårlig samvittighed over det. Måske er det meget godt, at jeg skal hjem. Så kan jeg ikke bruge mere af mine forældres opsparing.
”Skulle far ikke komme?” spørger jeg min søster. Hun ryster tavst på hovedet. Jeg rynker på panden, og Johanna sukker og begynder at uddybe med lavmælt stemme, for mor er stadig ved at snakke med plejeren bag receptionistskranken:
”Han skulle til en fødselsdag med Anita…”
Anita. Fars nye kæreste. Jeg har kun mødt hende nogle få gange. Hun er journalist. Jeg tror, det var min ulykke, der bragte dem sammen.

Fedt, at nogen af os får noget godt ud af den.

Mor vender sig om. ”Skal vi gå?” spørger hun igen og lyder pludselig usikker. ”Er der nogen, du skal have sagt farvel til først?” Hendes blik bliver pludselig håbefyldt. Måske håber hun på, at jeg har fået en helt ny vennekreds.

Men nej. Selv blandt tossede mennesker er jeg sær. Selv de indespærrede har adgang til avisforsiderne. Blandt dem er jeg den skøreste, og det siger meget på et sted som det her.

”Lad os bare gå,” siger jeg og nikker til kvinden bag skranken. Hun smiler til mig. ”På gensyn,” siger hun, og selvom jeg ved, at hun siger det, fordi jeg skal tilbage til mine rutinetjek, så føles det som en hån.

De fleste kommer tilbage inden længe.

Jeg går uden at sige noget. Dobbeltdørene svinger op ved et tryk på en knap, som kun sygeplejerskerne har adgang til, og så kommer jeg ud i den fine formiddagssol.

Frihed smager farveløst. Ligesom alt andet.

Johanna sætter sig på bagsædet sammen med mine tasker. Så forsvinder hun ned i skærmen på sin telefon. Jeg slukkede min for mange måneder siden. Hvis min mor ville komme for at besøge mig, plejede hun at ringe til selve hospitalet for at fortælle dem det. Alt for at undgå at tale med det sårede får i flokken.
”Skal vi stoppe et sted? Få lidt mad?” spørger mor. Hun tjekker porerne under sine øjne i bakspejlet, mens hun fræser hen ad motorvejen. Johanna svarer hende ikke.
”Jeg er ikke sulten.” Jeg vender ansigtet og kroppen væk. Det er længe siden, jeg sidst har kørt i bil. Det er rigtig længe siden, jeg sidst var væk fra hospitalets grund. Sidste gang jeg blev afhørt.
”Okay, vi kan også bare lade være. Jeg spurgte dig jo bare for at være sød…”

Jeg hader, når hun gør det der. Jeg troede, hun ville være holdt op med det. I månederne efter ulykken var hun sødere og mere betænksom, end jeg nogensinde har oplevet hende være, men da tiden gik, og jeg ikke fik det bedre, vendte næsten alting tilbage til det gamle.

Og nu giver hun mig så dårlig samvittighed igen med en sætning og et helt specielt toneleje. Hendes yndlingstrick. Hun mestrer det til fulde.

Jeg beslutter mig for, at det ikke er værd at hidse sig op over nu. Jeg hviler hovedet op af sædets nakkestøtte og lukker mine øjne. Radioen kører i baggrunden, men jeg kan ikke genkende sangen.
”Jeg har talt med din rektor,” siger hun pludselig.
Bange anelser sniger sig frem. Jeg tager min puls på halsen, men kan pludselig ikke koncentrere mig om at tælle slagene. Det plejer at hjælpe på min angst, men åbenbart kun, når jeg er alene. Det minder mig om, at jeg stadig er i live.

Jeg håber ikke, det her er, hvad jeg tror.

”Og?” siger jeg. Min stemme ryster, og mor skæver til mig. Jeg tør ikke se på hende.
”Vi har aftalt, at du tager 2.g om igen.” Hun siger det hurtigt, som om hendes ord er et stort plaster, der skal rives af hurtigt.
Jeg forsøger at tage en dyb indånding. Men jeg vil heller ikke have, hun hører, hvordan jeg er ved at gå i panik – sidste gang jeg fik et angstanfald foran min familie, ringede de næsten 112 – så jeg prøver at være stille.
”Jeg vil ikke tilbage dertil,” siger jeg hårdt. Hun skal forstå det.

Den hurtigste vej til gymnasiet er gennem parken…

”Hvad havde du så tænkt dig at lave, Lilly?” Hendes stemme ændrer sig også. Vi kan begge spille det spil; det er hende, der har lært mig det.
Jeg trækker på skuldrene. ”Være derhjemme noget tid.” Jeg fik af vide i går, at jeg skulle ud, og nu vil hun have, jeg skal vende tilbage til skolen.
”Jeg kan ikke tage mere fri for at babysitte dig.” I sidespejlet kan jeg se, hvordan min søster er begyndt at lytte til os. Vores øjne mødes, og jeg føler mig pinligt berørt ved at skændes foran hende. Men det her er vigtigere end at redde de sidste stumper af min værdighed.

”Jeg har ikke brug for en babysitter,” siger jeg og forsøger at lyde rolig, selvom jeg er ved at eksplodere. I et tåbeligt øjeblik fortsætter jeg:
”Jeg kan sagtens passe på mig selv.”
Min mor ler, og det er ikke en rar latter. Johanna rykker højlydt på sig, måske for at ytre sin utilpashed.
”Nå, så det kan du?”

Det er et retorisk spørgsmål. Jeg svarer heller ikke på det. Rykker helt ud på kanten af sædet, så langt væk jeg kan komme.

Selvom vi stadig kører på motorvejen, bliver vi nu konstant overhalet af vrede bilister. Mor kører alt for langsomt.
”Sidste gang jeg lod dig være alene hjemme, prøvede du at tage livet af dig selv. Den fejl begår jeg ikke igen.”
Jeg suger luft ind gennem mellemrummet i mine tænder. Det plejede at være den eneste måde, hvorpå man kunne kende forskel på Johanna og mig. Men så klippede hun sit hår kort.

”Det sker ikke igen, mor.” Min stemme er pludselig flad. Lille. Nu spiller jeg på den sårbarhed, som jeg ikke har ladet min mor se i lang tid. Håber, det kan ende vores skænderi. Jeg håber, hun indser, hvor dum en idé det er. Jeg håber, hun vil sige om et lille øjeblik, at hun vil ringe til rektor, så snart vi kommer hjem og fortælle ham, at det ikke kommer til at ske igen. Hendes datter skal ikke tilbage til 2.g, men ellers mange tak for tilbuddet.
”Jeg har allerede talt med far.” Hendes stemme er også mere rolig nu. Meget afbalanceret. Det er hendes forretningsstemme.
”Hva’ sagde han?”
Før i tiden plejede far at være min helt. Men så blev de skilt, og nu er han en, som forsvandt fuldstændig efter ulykken. Han kunne ikke klare al den opmærksomhed, vi fik fra medierne, forklarede mor mig.

Jeg råbte så højt af hende, at vores kat løb væk.

Jeg kunne heller ikke klare det. Det kan jeg stadig ikke.

Men en del af mig håber, at han har den samme holdning som mig. Han er jo alligevel ligeglad. Sidste gang han besøgte mig, fortalte han, at Anita var gravid. Jeg var ret dårlig til at spille rollen som en begejstret datter, der er spændt på at få en lillebror- eller søster.

”Han var enig med mig,” svarer mor. Jeg kan ikke se på hende, om hun lyver eller ej.

Jeg ville ønske, Johanna ville sige noget. Hun har ikke sagt mere end 10 ord til mig. Jeg har ikke set hende i lang tid. Der er kommet noget i vejen, hver gang de skulle køre op til mig. Nu hvor jeg ser hende i spejlet, kan jeg se, at hun er begyndt at bruge makeup.

Hun plejede at fnyse ad mig, fordi jeg brugte alle mine sparepenge på alverdens skønhedsprodukter. Nu er det min hud, der er bar og tør.

Joanna siger stadig intet, selv da vores øjne et kort øjeblik mødes i spejlet. Det er hende, der ser væk først.

”Jeg har taget fri knap en uge, og så kan du vænne dig til tanken om at starte imens.” Johanna må være begyndt i 3.g nu. Vi havde ikke samme studieretning, men jeg havde alligevel idræt sammen med hende hver tirsdag.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overbevise dem om, at jeg ikke har tænkt mig at starte igen. Jeg tror ikke, de vil lytte til mig. Måske skal jeg hive de tunge skyts frem igen. True med alle de ting, jeg har tænkt på at gøre. Få fat i onkels jagtpistol og tage så mange med mig, som jeg kan nå. Stjæle bilen og se, hvor meget skade jeg kan forårsage på mig selv og den.
Så sender de mig dog sikkert bare tilbage til hospitalet, og det vil jeg ikke få noget ud af. Måske kan jeg dope mig selv gennem hele året.

Mor holder alligevel ind ved en landevejsgrill. Jeg siger til dem, at jeg stadig ikke er sulten og bliver siddende i bilen, mens de forsvinder op mod det lille hus. Jeg kan se dem være fordybet i samtale og spekulerer på, om de overhovedet er glade for, at jeg flytter hjem igen.

Så beslutter jeg mig for, at det kan være ligegyldigt. Jeg skal fokusere på mig selv og på mine egne følelser, siger min terapeut. Alle andre kommer efter det.

Jeg spænder selen op og vender mig om for at lyne en af lommerne i sportstasken om. Det er den lomme, min mobil ligger i. Den er løbet tør for strøm, så jeg sætter den til i den oplader, min mor har installeret i bilen. Pludselig er jeg blevet stakåndet og bange for, at de skal nå at komme tilbage, før jeg er færdig med at kigge.

Mobilen tænder hurtigt. Det giver et hårdt stød i min mave, da jeg ser baggrundsbilledet på skærmen. Sia og mig, hver med en øl i hånden. Armene om hinanden. Begge med langt, lyst hår, fremskudte brystkasser og glitrende øjne. Vi ser unge, fulde og lykkelige ud.

Jeg hiver selen af, åbner døren og brækker mig ned i gruset.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...