Aldrig mere

Om vold i et kæresteforhold

8Likes
2Kommentarer
291Visninger

1. Aldrig mere

Det er sket igen.

Det kom ud af ingenting – raseriet. Som altid.

Det endte i bristede knoer, blå mærker og brudte løfter.
Som altid.
Bagefter græder jeg. Med ansigtet gemt i hænderne og tårerne som varme floder ned mellem fingrene. Kroppen krummer sig sammen som af sig selv, som om den vil trække verden ind i det tomrum, hvor mit hjerte plejer at sidde. Så verden bliver så lille, at intet kan skade mig igen. Så jeg altid ville føle mig hel.

Og du ryster på hovedet af mig med læber så smalle som en knivsæg. Du kalder mig svag. Siger, at det er min egen skyld. Faktisk burde jeg søge hjælp, snerrer du med en stemme, der drypper af gift, da du vender ryggen til mig for at gå ud i gangen og tage støvler på. I dét øjeblik tror jeg på dig. Det er min skyld. Jeg er selv ude om det.

Selv ude om blodet på køkkengulvet, der stænker op i små rustrøde pletter på de hvide skabsdøre og som jeg aldrig plejer at kunne få ordentligt af bagefter. Selv ude om fornemmelsen af at være helt og aldeles værdiløs. Som om nogen har flået mine indvolde ud og efterladt blylodder i hver afkrog af min krop.

Da du åbner døren med et beslutsomt sving, så den knalder ind i dørkarmen, farer jeg efter dig og kaster mig om dine ben. Griber om støvlelæderet, der er blankt og glat mod mine fingre. Mærker dine ankler under min hænder og elsker dig. Elsker dig så det gør ondt.

Jeg trygler dig om at blive. Lover, at jeg nok skal forbedre mig. At jeg aldrig vil være sådan igen. Aldrig mere.

Det mørke læder bliver mørkere af mine tårer. Og du forsøger at vriste dig fri, mens du hvæser, at jeg da vel for pokker godt ved, det aldrig ville ske. At tingene aldrig vil ændre sig. Og selvom du elsker mig...

”Så du elsker mig stadig.” Jeg kan selv høre den ynkelige dirren i min stemme – håbet og håbløsheden der slås i mit indre med blodet løbende ned over ansigterne og raseri i blikket. Ved mine ord bliver din stive ryg blød, dine skuldre nærmest kollapser, og dit hoved synker ned mod brystet. Jeg kan høre dig bande lavmælt. Bande af mig. Ethvert ukvemsord er som et piskeslag, men jeg har jo selv været ude om det.

Jeg er svag.

Jeg gør dig rasende. Så jeg bøjer nakken og finder mig i det.

Da du vender dig nærmest kravler jeg op ad din krop, hænderne er som kløer i dit tøj – bukseben, frakke, helt op til kraven, til vi er ansigt til ansigt.

Dit blik lyner mod mit, og jeg gør mig lille. Undseelig. Håber, at du vil tage mig til nåde.

”Aldrig mere,” siger du med eftertryk, mens dine øjne afsøger mit ansigt. Leder efter tegn på svaghed, og jeg skynder mig at ryste på hovedet og gentage det.

Aldrig mere.

Du lader mig holde om dig og kysser mig, selvom jeg på én og samme tid græmmer mig og væmmes ved mig selv og ved dig.

I soveværelset er det som glemt. Som om døren vi lukker inden vi trimler om i sengen sammen, lukker al smerten og det forkerte ude. Vildskab og lidenskab smelter os sammen til ét kød, ét sind, og bagefter holder vi om hinanden, tæt, tæt. Inden vi falder i søvn lover vi atter hinanden det samme som altid: Aldrig mere.

Og jeg ved, at vi kan holde det. At vi kan klare det. 

Lige indtil den dag, hvor jeg slår dig igen.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...