Creos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2016
  • Opdateret: 20 aug. 2016
  • Status: Færdig
Historien om da Percy Jackson mødte Creos, pigen der spiller skæbneskak med Hades og Moros og laver Underverdenens bedste kakao. Men hvem er hun egentlig, og hvad er det Percy rejser til Hades for at spørge hende om? // VINDER af ‘Kampen mellem fandoms’-konkurrencen som en ‘Percy Jackson’-fanfiction. //

4Likes
4Kommentarer
412Visninger
AA

4. Kapitel tre – Guder dør ikke, de går på pension

 

・ KAPITEL TRE ・

GUDER DØR IKKE, DE GÅR PÅ PENSION

 

Både Hades og jeg vidste, at en sådan præsentation krævede lidt forklaring. I mit tilfælde en hel del.

“Kronos,” begyndte jeg og lod bulderet fortage sig, før jeg fortsatte, “Har siden han tabte krigen mod guderne og blev smidt i Tartarus ville genvinde magten. Han har utallige mislykkede planer bag sig, og mange helte, der bor her i byen, har været med til at stoppe ham. Jeg… jeg er en af hans seneste planer.”

Det sved at fortælle historien, jeg var stadig ikke kommet mig over den kolossale omvæltning mit liv havde taget for hvad der føltes som dage siden. Da jeg ikke fortsatte, tog Hades over, trods det ikke fornøjede ham: “Tartarus er ikke en uigennemtrængelig fæstning. Ting, personer kan svæve ud og ind… åbenbart. Det må være sådan Kronos…” det buldrede igen, “…fik dig ud, efter Rhea havde født. Han må have fået hjælp, men vi ved ikke af hvem, og den person bragte dig til Halvblodslejren.”

“Det var før det magiske skjold,” påpegede jeg, “Kronos … regnede med, at de i lejren ville tage mig ind som en halvblod. Opfostre mig som en kriger og belærer mig om guderne. Samtidig er lejren neutral. Ingen gud må sætte sine ben der, og jeg ville derfor ikke være i fare for at blive opdaget og sendt tilbage til Tartarus. Hr. D tog mig ganske rigtig ind. Jeg blev mærket som endnu et barn, hvis guddommelige forældre ikke ville stå ved, og endte i hytte 10. Eller det vil sige, officielt hørte jeg dertil, men de første mange år boede jeg hos hr. D. En baby kan ikke klare sig selv jo.”

Nok kunne han være en rigtig gnavpot, men jeg havde set sider af hr. D, som meget få andre havde. De venlige sider, de sjov og de varme. Det var minder jeg værdsatte, og som jeg holdt for mig selv. Alle de stunder, det var vores hemmeligheder, hr. D’s og mine.

“Alt gik præcist som Kronos … havde planlagt,” fortsatte Hades for at skrumpe mit liv ind til et kort forløb, “Creos blev oplært i historie, kamp, strategi. Det hele. Og dine evner voksede sig større. Rigtig store faktisk-”

“Ja tak,” afbrød jeg, men Percys nysgerrighed var allerede blevet vækket, og kendte jeg Poseidon ret, ville hans søn heller ikke stille sig tilfreds uden svar: “Under en flagleg angreb en Ares’ søn mig. Han var sur over, at jeg ikke ville sidde ved siden af ham, og han prøvede at banke mig til plukfisk. Logikken i dét forstår jeg heller ikke, men jeg blev … vred, og han … endte på hospitalet.”

“I en måned,” tilføjede Hades, han gik lige pludselig lidt for meget op i min livshistorie, syntes jeg, “Rigtig grimt syn. Det er han faktisk stadig.”

“Tak, Hades!” rullede jeg med øjnene, det var jo ikke fordi, jeg var stolt af det! “Jeg svor, jeg aldrig ville lege med mere, og Chrion fritog mig fra alle kamplege. Selv til træning måtte jeg klare mig med ikke levende modstandere.”

“Han så virkelig ikke godt ud,” kommenterede Hades igen Ares’ sønnen, “Det er ikke uden grund, jeg er bange for at komme på den gale side af dig.”

“Holder du ikke snart mund, så kommer du det,” truede jeg, men han vidste godt, det bare var min irritation der talte. Hades var godt til at aflæse mig, den rigtig mig.

“Nå,” fortsatte han for at give mig en pause til at køle lidt af, “Men det var netop disse voldlige evner, Kronos … håbede på at frembringe. Det var disse han skulle bruge til sin plan. Og … hvordan var det nu?”

Jeg overtog igen: “Han kom til mig i mine drømme. Sagde jeg var ment til noget større. Sagde at guderne ikke var dem, de gav sig ud for at være. At de var falske og kolde, at de var ligeglade med menneskene og i særdeleshed deres børn. Jeg var en del af hytte 10, så jeg vidste bedre end nogen anden, at han i visse tilfælde havde ret,” jeg holdt inde og tænkte tilbage på drømmen. Den havde været så virkelig, så skræmmende og dog så dragende. Den stemme han havde talt med, som jeg vidste var farlig men alligevel følte mig knyttet til. Meget kan blive sagt om Kronos, man han er en uhyggelig god manipulator, “Han sagde, at jeg var anderledes, at jeg havde evnerne til at sætte en stopper for det hele. Hvis jeg tog kampen op mod guderne, hvis jeg befriede ham, og hans brødre og søstre, så ville vi kunne gøre verden bedre.”

Jeg tav. Stilheden sænkede sig over vores lille selvskab indtil Percy brød den: “Hvad gjorde du så?”

“Ja, det eneste hun kunne gøre,” svarede Hades, før jeg selv kunne få åbnet munden: “Hun gik selvfølgelig til guderne, og forklarede sig.”

“Altså jeg vadet jo ikke bare op på Olympen,” rettede jeg, “Jeg fortalte selvfølgelig først, hvor jeg gik hen til Chrion og hr. D.”

Det så ikke ud som om den kendsgerning gjorde det hele mindre dramatisk i Percys øjne. Han så stadig lige så ærbødigt på mig som før. Han havde jo selv taget turen med elevatoren, gået op til templet og banket på døren. Stået og set guderne i øjnene, og han levede endnu til at fortælle om det, hvilket han næppe gjorde tit. Det var en svær oplevelse af forklare, og jeg kunne se på ham, at jeg ikke behøvede at prøve. Han vidste, hvad jeg havde været igennem.

“Inden jeg tog afsted,” sagde jeg dog, “Jeg vidste godt, jeg ikke ville komme tilbage til lejren. Jeg vidste, at mine evner var for farlige, at jeg ikke ville kunne klare flere drømme, at jeg ville bukke under i sidste ende.”

“Argh!” protesterede Hades, han havde altid den største tiltro til min psykiske styre, og jeg holde meget af ham for det, men sandt var sandt: “Jeg er blot en gud, og guder kan også bukke under for pres.”
Denne gang sagde han mig ikke imod. Han behøvede blot tænke på Ares, der apropos havde fået vredet sin hjerne rundt af netop Kronos.

“Så jeg vidste, jeg ikke kom tilbage,” gentog jeg, “Samtidig kunne jeg ikke lade … mine venner vide uråd, jeg ville ikke have at de … at de,” jeg tog en dyb indåndning, “At de skulle blive bange for mig. Så jeg sagde, jeg var blevet kontaktet af min far, og han havde sendt mig på en mission. Hvilket jo ikke var helt løgn. De lykønskede mig, og vinkede, da jeg gik,” igen måtte jeg have et øjeblik, før jeg kunne forstætte, “Guder kan genkende andre guder, når de ser dém, specielt deres egen familie, så den del af sagen var ikke til at benægte. Til gengæld var det en smule svære at nå ind til Zeus hvad angik Kronos’ … plan. Men han fattede det i sidste ende. Spørgsmålet var bare, hvad vi skulle gøre ved det. Jeg mener, du kan jo ikke dræbe en gud…”

Hades lod ikke den sætning hænge i luften: “Så jeg foreslog, at du flyttede herned. Altså gik ind gennem hoveddøren. Hernede kan dine kræfter nemlig ikke nå jorden i så ødelæggende grad, som der skulle til for at befri titanerne. Fantastisk løsning, hvis du spørger mig, og det gjorde de jo! Endelig!”

Percy var ligbleg: “Var du klar til at … ofre dig selv? For- for-”

“For at rede min familie? Mine venner? Alle dem jeg holder af? Menneskeheden?” færdig gjorde jeg hans sætning, “Det kan du bande på jeg var.”

“Men… men…” han havde virkelig svært ved at forstå det, kunne man se.

“Percy,” sagde jeg roligt, og så på ham med et smil, “Nogle gange er verden præcis så sort og hvid, som vi gerne vil have den til at være.”

“Men hvad med dine venner?” spurgte han, og jeg sukkede.

“Mennesker dør hele tiden,” svarede jeg en anelse koldere end det var meningen, men jeg måtte holde visse følelser på afstand, “Og det er præcis hvad de tror. At jeg gik bort under min mission, at jeg døde som en helt, og at Hermes fulgte mig til Elysion.”

Jeg kunne godt lide den ironiske tone i det hele. Det lød så utopisk og dog, så boede jer her, i Elysion. Guderne kaldte mig en helt i en hvis forstand, fordi jeg trods alt havde forpurret mig selv i at starte dommedag. Ja, jeg var vel egentlig det man kaldte en martyr – minus døden altså.

Percy stillede ikke flere spørgsmål, han satte sig tilbage i sofaen og lod Hades og mig spille vores parti skak færdigt, før det var tid for Hades at gå.

“Han har så travlt for tiden,” sagde jeg, mens jeg så efter den sorte skikkelse, der forsvandt hen af den snoede sti mod sit eget tempel, “Alle hans undersotter har åbenbart bedt om lønforhøjelse! Tænk dig, selv Kerberos forlanger flere kødben og mindst én gåtur om ugen! Jeg gad godt vide, hvem der har sat dé tanker i hovedet på dem.”

Egentlig havde jeg troet, Percy ville finde min kommentar sjov, men han gravede sig bare længere ned bag sin tegneserie og ikke så meget som svarede mig med andet end et “Mmm”. Teenagedrenge! Jeg fatter dem ikke!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...