Creos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2016
  • Opdateret: 20 aug. 2016
  • Status: Færdig
Historien om da Percy Jackson mødte Creos, pigen der spiller skæbneskak med Hades og Moros og laver Underverdenens bedste kakao. Men hvem er hun egentlig, og hvad er det Percy rejser til Hades for at spørge hende om? // VINDER af ‘Kampen mellem fandoms’-konkurrencen som en ‘Percy Jackson’-fanfiction. //

4Likes
4Kommentarer
410Visninger
AA

5. Kapitel fire – Man gør så mange dumme ting, når man er forelsket

 

・ KAPITEL FIRE ・

MAN GØR SÅ MANGE DUMME TING,
NÅR MAN ER FORELSKET

 

Frokost havde vi sprunget over på grund af alt den historiefortælling, så da det blev aftensmadstid, var Percy godt sulten. Selv kunne jeg sagtens skippe både det ene og det andet måltid, men jeg var jo heller ikke en pre-teenager i voksealderen.

Hades havde sagt, at han ville hente Percy ved midnatstid. Persephone ville hjælpe drengen op til livet igen – hvilket hun sikkert kun var gået med til, fordi Zeus havde skrevet til hende personligt. Så jeg skulle altså bare underholde Percy et par timer endnu. Det var faktisk helt sørgeligt, jeg havde virkelig nydt hans selvskab det sidste døgn.

“Jeg er ked af, jeg ikke kunne hjælpe dig mere,” sagde jeg over aftensmaden. Percy rystede på hovedet: “Det var et forsøg værd. Men hvem ved hvad K kan sætte af tanker i folks hoveder.”

Jeg smilede trist, det havde han ret i. Percy var en kvik dreng, det måtte man give ham, han skulle nok blive til noget. Pudsigt, jeg havde tænkt præcist den samme tanke om Luke, dengang jeg mødte ham. Han havde også været en smart dreng, alt for smart til at lade sig manipulere af Kronos. Min egen far.

Jeg tabte gaflen, og det gav et sæt i Percy: “Sætte tanker i folks hoveder, var det dét, du sagde?” jeg tænkte så det knagede, “Hvilke tanker? Tanker der er manipulerende. Tanker der kører på noget, noget man elsker meget højt. Noget man er klar til at ofre hele verden for. Eller måske …” jeg holdt inde i min tankestrøm og så intenst på Percy: “Måske er Luke slet ikke ude på at ende verden. Måske vil han starte den forfra!”

“Men det har Kr-K jo ikke evnerne til,” påpegede Percy, hvilket han havde ret i. Kronos var en kaosgud ligesom mig, han forstod sig kun på at ødelagde – ikke opbygge noget nyt.

“Han behøver ikke have evnerne,” tænker jeg igen højt, “Han skal bare lade som om han har. Alt han skal gøre er, at overbevise Luke om, at det er det han vil. Når først han er fri, vil han skide på sine løfter til Luke! Når først han er fri, kan han gøre hvad han vil.”

Percy nikkede lige så ivrigt som mig: “Det giver mening, men hvorfor ville Luke starte forfra?”

“Alle vil starte forfra, hvis de har mistet nogen,” mumlede jeg og trak benene op til mig. Jeg havde selv gerne ville starte forfra den gang, jeg fandt ud af, hvem jeg var. Jeg ønskede, at være en helt almindelig pige eller måske bare en halvalmindelig pige. En pige, der kunne være sammen med Luke, der ikke behøvede at blive separeret fra ham, og leve en menneskealder alene før jeg måske – kun måske – ville få ham at se igen. Gammel og grå vil han være, med kone og børn og børnebørn. En anden kvindes børn og børnebørn. Jo, jeg ville gerne starte forfra med en ny verden, hvis jeg kunne – og en blandet følelse af varme og tristhed sagde mig, at det ville Luke også.

 

Ψ

 

“Percy,” mumlede jeg henover min varme chokolade, han var selv igang med sin fjeder kop. Klokken var næsten midnat og vi sad i hver vores ende af sofaen, “Lov mig, du gør, hvad du kan, for at stoppe ham. For at stoppe dem begge. Men prøv at red ham.”

Det var meget at bede så ung en dreng om, en tung byrde at ligge på hans tynde skuldre, men jeg kunne intet selv stille op hernede fra. Intet som helst.

“Men Percy,” sagde jeg igen, “Husk også at passe på dig selv og dine venner. Husk at lev livet, for det kan meget hurtigt blive revet fra sådan nogle som os.”

Et smil kom over hans læber, det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde slet ikke sagt noget sjovt: “Ved du godt, at du er den sejeste faster i verden?” spurgte han, og jeg kunne ikke lade værre med selv at smile, “Du er verdensmester i kakao, spiller skak med døden, og du blinker ikke engang, når jorden er ved at gå under! Det ville ikke være ringe at blive som dig en dag.”

“Det tager jeg som et kompliment,” smilede jeg fyldt med varme inden i, “Men du kan lige vove på at komme tilbage hertil før om mange, mange år! Verden har brug for helte som dig, og de har brug for dem i længere tid ad gangen.”

Han nikkede, og et glimt i hans øjne sagde mig, at han havde store planer med sit liv. Måske han ikke vidste det selv, men det vidste hans skæbne, og skæbnen, Moros, var jeg heldigvis rigtig gode venner med.

“Du må give lyde fra dig ind imellem,” huskede jeg ham på, da noget sort passerede forbi vinduet, “Der går så længe før sladderen når herned!”

“Må jeg stille dig et sidste spørgsmål?” spurgte Percy, han havde også bemærket Hades komme nærmere. Jeg nikkede, “Du sagde, du voksede op hos hr. D. Var det ham der kaldte dig Creos?”

Jeg nikkede mens et kæmpe smil spredte sig på mine læber: “Jeg var ikke særlig gammel, kun en baby, da jeg smed alle hans videobånd på gulvet og begyndte at bygge et tårn af dem,” det var tydeligt i Percys ansigt, at han kunne se seneriet udspille sig – specielt forestille sig hr. D’s reaktion, selvom vi kun kunne gætte os til den, “Han navngav mig Creos, fordi jeg kreerede noget ud af det kaos, jeg havde lavet. Set i bakspejlet kunne han faktisk ikke have givet mig et bedre navn.”

Bank, bank, bank. Jeg åbnede døren for Hades, mens Percy samlede sin taske op. I døren tøvede han lidt med sit farvel, før han lagde armene omkring mig i et kram. Selv Hades kunne ikke holde et lille smil tilbage, men han sørgede for hurtigt at tørre det af, før Percy så det mindst. Jeg lagde ligeledes mine arme om Percy og hviskede: “Det er ikke farvel, men på gensyn.”

Percy kiggede tilbage nogle gang, da han og Hades gik mod Hades’ tempel, hvor Persephone ventede dem. Gad vide hvor lang tid der ville gå, før vi ville se hinanden igen? Årtier håbede jeg. Mange, mange årtier. Når han havde redet verden et utal af gange og stat en stopper for Kronos én gang for alle. Jeg har givet stafetten videre, tænkte jeg, til den helt rette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...