Creos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2016
  • Opdateret: 20 aug. 2016
  • Status: Færdig
Historien om da Percy Jackson mødte Creos, pigen der spiller skæbneskak med Hades og Moros og laver Underverdenens bedste kakao. Men hvem er hun egentlig, og hvad er det Percy rejser til Hades for at spørge hende om? // VINDER af ‘Kampen mellem fandoms’-konkurrencen som en ‘Percy Jackson’-fanfiction. //

4Likes
4Kommentarer
404Visninger
AA

2. Kapitel et – Helte er vilde med kakao

 

・ KAPITEL ET ・

HELTE ER VILDE MED KAKAO

 

Alting synes så let hernede.
Ingen regler. Intet man skal nå. Ingen der skal holdes øje med. Ingen missioner at forholde sig til.
Fred. Ro. Tid. Det er kodeordene for pension.

Kedsomhed. Evighed. Ensomhed. Det var de tre andre aspekter. De værste. Hernede var der ingen at fortælle godnathistorier til. Ingen at lege med og ingen at få et kram af, når det hele blev lidt for meget. Hernede var der bare varmt og død.

Jeg havde jo godt vidst, det ikke ville blive det mest livlige sted at flytte hen. Jublende naiv som jeg er af natur, havde jeg slet ikke forestillet mig hvor tom her ville føles. Hvor lidt livsglæde her ville være. Beboerne i Underverdenen havde glemt, hvad det ville sige at leve.

Nok var de døde, men en smule livsånd kunne da ikke være for meget at forlange? Åbenbart. Tænk at Hades virkelig skulle blive det mest levende indslag i min hverdag. Dén havde jeg altså ikke set komme, da jeg først flyttede herned. Hvornår var det egentlig? Glemsomhed, den fulgtes sammen med tabet af tidsfornemmelse. Jeg anede hverken hvad dag det var eller hvilken årstid. Årstal havde jeg for længst opgivet. Hvorfor skulle jeg også holde styr på dét? Det var jo ikke fordi, jeg skulle bruge det til noget. Jeg havde nået endestationen og resten var op til nogle andre.

Lad stafetten gå videre, det havde Akilleus sagt til mig, dengang jeg kom herned. Det havde været så svært for mig at giv slip i starten. Jeg havde ikke været klar, men hvornår bliver man nogensinde klar til at komme herned. I det mindste boede jeg i den pæne og rare ende af Underverdenen. I Elysion, heltenes by. Hades havde fået opført en tempelbolig til mig i centrum. Ikke det største temple, men klart blandt de mest hyggelige. Det var han god til, Hades, at hygge, selvom de færreste ville tro det om ham. Det havde jeg ikke troet om ham, men han var både hyggelig og sjov. Vi nød hinandens selvskab – Persephone kan man også hurtigt få for meget af! Hvad Hades ser i hende, er over min fatte evne. Jeg ville have smidt mokkedullen ud for længst. Ikke at hun kan gøre for det med en mor som Demeter… Håbløse tilfælde begge to!

Da tørheden i halsen blev for meget tvang jeg fik selv til at stå op. Rullede mig ud af sengen og stak fødderne i de lodne sutsko. Et kort øjeblik var det som at være hjemme i Halvblodslejren, men så kunne jeg heller ikke fastholde drømmen længere. Jeg var begyndt at glemme, hvordan der var. Minderne var tågede og ansigterne knap nok tydelige. Ganske få var til at kende. Det skræmte mig, det gjorde mig panisk, at jeg var ved at glemme mine venner, min familie, ham.

Hurtigt skubbede jeg det hele fra mig! Rejste mig for hurtigt, så det svimlede for øjnene, men jeg satte mig ikke ned igen. Jeg fortsatte ud i gangen og ned mod køkkenet. Støttede mig til væggen. Måtte væk. Væk fra soveværelset og væk fra de tågede minder.

Køkkenet var i åben forbindelse med stuen. Sådan havde det ikke altid været. Jeg havde måtte overtale Herakles til at kigge forbi og slå væggen ned. Det gjorde han gerne imod et par flasker af hr. D’s fineste vin. Godt jeg havde medbragt et stort lager, for hvad folk herned ikke ville gøre for én sluk, måtte guderne vide!

Jeg fyldte en kande med vand og satte den ud i stativet. Hades havde lavet det til mig. Jeg boede lige ved siden af et varmehul, som jeg kaldte det af mangel på bedre, og det fungere som en ganske udemærket elkedel – specielt eftersom elektricitet ikke eksisterede hernede. Noget jeg havde klaget over ved flere lejligheder, men som Hades næppe ville få gjort noget ved. Han var så utrolig konservativ!
Eneste ulempe ved min varmekedel var, at det tog mindst dobbelt så lang tid. Men tid, det havde jeg masser af. Evigheder for det ikke skulle være løgn.

En let snork fik mig til at se ind i stuen, hvor et par fødder stak ud over sofaen. Perseus’ fødder. Åh, hvor Hades havde været grå af irritation, da han havde sat knægten af hos mig i går.
Perseus Jackson, sommerens helt. Hades var stadig ikke kommet sig over, at en 12-årig dreng og hans venner kunne slippe ind og ud af Underverdenen ustraffet – og nu var han minsandten tilbage! Han havde så fået hjælp af Hermes denne gang, og medbragte sig et brev fra selve Zeus. Nok den eneste grund til at Hades ikke havde grillet drengen levende.
Det havde været sent, da han kom, den unge Perseus, så jeg bød ham på nogle rester og redte sofaen op. Trods de mange værelser i templeboligen, havde jeg ikke ét eneste gæsteværelse. Jeg får aldrig gæster og et evigt tomt værelset ville derfor være ynkeligt og sikkert gøre mere ondt end godt. Bare se på Hades, han har 300, og hvad godt har det gjort ham?
Drengen havde sparket dynen af sig, og jeg kunne ikke lade være med at give ham den på igen. Det var ligesom at være tilbage i lejren. Der havde jeg også altid gået runder og lagt dynen godt om de små – nogle gang kunne det blive helt op til syv runder på én nat.
Han lignede sin far mere end han lignede sin navnefælle, der kun boede et par huse væk fra mig. Det sorte hår og de stærke middelhavstræk, ham her kunne Poseidon ikke løb fra. Det havde han heller ikke. Hvis rygterne var sande, havde Poseidon vedkendt sig drenge efter kun få dage i lejren. Engang ville jeg have givet alt for at min far havde gjort det, men han havde haft andre planer.

Jeg vendte tilbage til kanden med det nu opvarmede vand og gik i gang med at lave kakao. Min specialitet var varm chokolade, men det var lidt for tungt at starte dagen på, efter min mening. Kakao vare lettere og mere opkvikkende. Det varierede om jeg lavede det med varmt vand eller varm mælk, og i dag blev det vand. Jeg måtte have rumsteret lidt for meget, for pludselig tittede en bunke sortfiltret hår op over sofaryggen.

“Godmorgen, Perseus,” hilste jeg og formåede at hive to kopper ned fra hylden med én hånd uden af tabe dem, “Lyst til en kop kakao at vågne på.”

Om han nikkede eller ej så jeg ikke, i det jeg hældte op med ryggen til. Men hvem vil ikke have kakao? Han fik da også hurtigt sat koppen til livs, da han først fik den i hænderne. Drenge i den alder! De sluger alting, som var det deres sidste måltid!

“Wow. Jeg- jeg har aldrig smagt noget så lækkert!” udbrød han, hvilket ikke kom bag på mig. Dén kommentar havde jeg fået mange gange, specielt af helte. Egentlig meget ironisk taget i betragtning af hvem jeg er.

“Bare vent til du smager min varme chokolade,” påpegede jeg med et seriøst blik i øjnene, og han kunne knap nok sidde stille, “Men det må vente til i aften. Kom og hjælp mig med morgenmaden!”

En anelse skuffet traskede han de få skidt der var hen til køkkenet. Jeg hældte en kop kakao mere op til ham, og lærte ham at lave røræg og bacon over bålet, der udgjorde mit ‘komfur’. Ham kom godt efter det, og jeg nænnede ikke at fortælle ham, han havde svitset min kasserolle af. Det var en udemærket førstepræstation – og helvedesild er heller ikke den mest tilregnelig ild at lave mad over.

“Hades var forbi i nat,” fortalte jeg, da vi sad ved spisebordet med hver vores tallerken morgenmad. Det havde været efter Perseus var faldet i søvn, at Hades havde været forbi igen. Vi havde taget et slag skak, og snakket om netop den sovende dreng kun få meter fra os. Jeg havde spurgt, hvad han skulle hernede, nu hvor mysteriet om Zeus’ tordenkile var opklaret. Hades havde kun kunne fortælle mig, at han var blevet sendt hertil for at stille mig nogle spørgsmål. Hvad i alverden jeg kunne give svar på, havde jeg ligget længe og spekuleret over, da Hades var gået. Jeg som havde været væk fra alt og alle så længe, hvad kunne jeg vide, som ingen andre gjorde? “Han sagde, du havde noget, du ville spørge mig om.”

Perseus’ ansigtskulør blev et par nuancer blegere, og jeg fortrød næsten, jeg havde bragt emnet på banen: “Alt i orden, Perseus?”

“Du kan altså bare kalde mig Percy, der gør alle, og…” han tøvede lidt, og en lettelse strøg over mig, da hans ansigtsfarve kom igen, “Min mor bruger kun mit fulde navn, når hun skælder mig ud.”

Et lille smil på læben men jeg nikkede. Percy. Det skulle jeg nok huske. Han havde dog ikke svaret mig, på mig første spørgsmål, og jeg så afventende på ham. Han var ikke meget for at begynde, det var tydeligt.

“Øhm… Chrion siger, at du kender Halvblodslejren,” han så spørgende på mig, og jeg nikkede: “Ja, jeg var selv en camper engang. Boede i hytte 10 sammen med Hermes’ børnene. Hvordan har de det egentlig? Og Chrion og hr. D? Har de det godt?”

Det lettede helt i hans øjne, da jeg spurgte ind til noget andet: “Ja, øhm, du ved det går sådan lidt op og ned i hytte 10. Nogle dage bedre end andre.”
Om jeg vidste det! De børn havde det hårdere end nogle ander. Især dem, der ikke engang hørte til dér. Hvor ville jeg gerne gøre noget for dem, være der for dem, som jeg var det engang.

“Chrion har det godt, og hr. D… han er gnaven som altid, men han er glad, når han vinder i kortspil,” jeg kunne ikke holde latteren tilbage, det lød præcist som den hr. D, jeg huskede. Gnaven og frygtet af børnene, men god nok inden i. Han havde altid været min favorit, hvilket uden tvivl hang sammen med, at han havde opfostret mig.

“Er han stadig på sodavandsvognen?” Percy nikkede: “Selvom det glipper et par gange, og så kommer det bulder for oven! Engang…” Percy fortsatte sin fortælling. Det var rart at høre om dem derhjemme, for trods jeg boede hernede, var det Halvblodslejren, jeg tænkte på som hjem. Jeg havde jo også boet der hele mit liv. Percy kunne nogle gode historier, og det virkede ikke som om lejren havde ændret sig synderligt, siden jeg rejste. Det glædet mig, og som han fortalte, begyndte ansigterne fra minderne at tage form igen, få liv og varme. Jeg tænkte på ham igen, men dengang skubbede jeg ham ikke fra mig. Jeg ville vide mere, vide at han havde det godt, og jeg kunne næste ikke styre mig i min spørgelyst.

“Og hvad så med Annabeth og Grover? Har de vokset sig højere? Og hvad med Luke? Tog han sig godt af dig, da du kom?” Percys smil blegnede. Havde jeg sagt noget forkert?

“Hvor kender du dem fra?” spurgte han med forbløffelse i øjnene.

“Kender du historien om Thalia?” spurgte jeg, han nikkede, “Jeg tog imod dem, da de ankom. Trøstede dem, og hjælp dem med at finde sig til rette. Med Annabeth var det nemt nok, hende havde Athene jo vedkendt sig. Grover er satyr, og flyttede ind hos de andre. Luke…”

Alene hans navn varme mit indre, og minderne om ham boblede i mit hjerte. Hvis der var nogen jeg savnede hernede, så var det ham: “Luke, han endte i hytte 10 med mig. Han hjalp virkelig til! Tog fra og var der for de andre i hytten. Jeg havde mit hyr med at få hjulpet alle, så det var rart med et par hænder til. Utrolig moden af sin alder er han. Hvordan gik hans mission egentlig? Den Hermes gav ham?”

“Ikke så godt,” Percys svar var lavmælt og han kiggede ned i bordet, gumlede længe på sin mad. Det gav mig en dårlig smag i munden, den smag af at noget var helt galt, og det gjorde mig bange. Bange for at noget ikke var gået som det skulle, bange for at Luke måske var over på Pinslernes Mark lige nu.

“Percy. Hvad er der sket?” spurgte jeg så roligt min stemme kunne, prøvede at fange hans øjne. De var stift rettet mod bordet, “Percy, er der sket noget med Luke?”

Der gik lang tid, rigtig lang tid, før Percy hævede hovedet og endelig så på mig: “Det kan man godt sige.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...