Min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Mit liv har aldrig været spændende, det indrømmer jeg. Men et eller andet sted, så bliver jeg ved med at vende tilbage til det.

0Likes
1Kommentarer
122Visninger
AA

5. Tun

Her sidder jeg, på min seng, i mit værelse. Gardinerne er trukket for og i en gammel t-shirt, under min dyne. Jeg har det egentlig ret varmt, men jeg kan ikke sidde i min seng, med min computer på skødet, uden dynen eller en pude, whatever. Mit har er stadig lidt vådt efter det bad jeg tog, men jeg er egentlig ligeglad. Det er faktisk den følelse jeg har omkring meget her i livet - jeg, er, ligeglad. Burde jeg være ligeglad? Nej, det burde jeg ikke. Jeg er en pige med ben i næsen og med stærke holdninger, og en stædighed der ikke lige giver op. Jeg er vant til at få min vilje, men ikke så meget mere, nu hvor jeg bare siger jeg er ligeglad eller at det er op til de andre.

Jeg tænker tilbage. Til den gang jeg var glad. Til den gang jeg kunne kigge på en person, kun med kærlighed. Til da jeg kunne smile og grine, uden at stoppe kort tid efter, fordi jeg synes min latter føles forkert og at jeg har glemt lyden at den varme der plejede at være i den.

Jeg husker tilbage på januar, det er egentlig ikke særlig længe siden. Men det var der mit liv gik i stykker, sådan for alvor. Jeg mistede den person jeg elskede højere end livet selv - eller det troede jeg da hvert fald. Men hvor skulle jeg vide andet fra? Han var skøn, dejlig og perfekt på alle de punkter jeg troede gjaldt. Men da det sidst slag slog, så gjaldt ingen af de ting. Han skred. Han forlod mig i kulden, og nu har han blokeret mig. Hvilket passer mig fint, for så skal jeg ikke se han smukke ansigt mere. Hvis han nogensinde (hvilket jeg ikke regner med) skriver til mig, så mener jeg, ærligt, at jeg skriver en roman om hvor meget han har skuffet mig, såret mig og gjort mig vred. Ingen fortjener den smerte jeg gik igennem. Ingen. Ikke engang min værste fjende.

Nå, men...

Jeg græd mig selv i søvn, hver dag. Jeg skreg og råbte hans navn, i håb om han ville høre det. Men han hørte ingenting. Men her sidder jeg, otte måneder senere. Alene på mit værelse. Med et nyt ødelagt hjerte, hvilket er til en anden gang.

Og ja, tun? Ja, jeg fik tun til aftensmad, og ligemeget hvor meget jeg vasker mine fingre, så lugter de stadig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...