Min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Mit liv har aldrig været spændende, det indrømmer jeg. Men et eller andet sted, så bliver jeg ved med at vende tilbage til det.

0Likes
1Kommentarer
120Visninger
AA

3. Hvem, hvad, dig

Jeg har aldrig følt mig som en der peger fingre, men det gør jeg. Alle andre steder hen end på mig selv, har jeg lagt mærke til. Men hvis jeg peger ind i et spejl, hvem peger fingeren med den nedbidte negl så imod? Mig eller spejlet? Det er et spørgsmål jeg ville ønske at jeg kunne få svar på. Men i mit hoved, så kigger de isblå øjne, som jeg ved sidder i hovedet på mig, tilbage på mig. Med hævede øjenbryn og en lige streg af en mund. Skuldrene strammet og håret sat op - som om, jeg skulle i krig. Jeg har aldrig bebrejdet mig selv, alle de forfærdelige ting og sager der er sket i mit liv. For det har helt bestemt ikke været mig, der har gjort noget forkert. Nejnej. Aldrig. Men hvis det ikke har været mig, hvem har det så været? Ja, dig. Jeg havde til vane med at sige "Det var hans skyld" eller "Det var hende der gjorde det", aldrig "Den er på mig den der". Okay, overdrivelse. Jeg har nok sagt det før, men det er ikke en sætning jeg er vild med at bruge. Jeg hader at tage fejl, virkelig. Jeg vil have ret. Selv i dumme ting. Som f.eks. at bilerne kører i venstre side (hvilket de også gør i England, så jeg har delvis ret, right?).

Jeg gik på efterskole.

Det kan jeg ikke helt slippe for, men det gjorde jeg. Dog kun i et halvt år, mere kunne jeg ikke klare. Du tænker jo sikkert at efterskole er det bedste år i ens liv, ja? Jo, det er det sikkert også for nogen. Men du hører jo sjældent fra dem hvor det gik galt, vel. Men det gik galt for mig. Rigtig galt endda. Jeg kan godt lide at bilde mig selv ind, at jeg fik en mindre depression, hvilket jeg ikke ved om jeg fik eller ej. Jeg gik hvert fald til psykolog. Og for mit vedkommende, så var det rart. Jeg manglede venner, selvtillid og ja, mig. Der skete det at jeg blev matchet med en forfærdelig roomie til at starte med - bad luck. Vi flyttede fra hinanden og jeg fik den her nye pige, som var mega sød og det hele. Perfekt på alle punkter (siger vi, kan ikke huske hvordan hun så ud), men hun stoppede efter to dage. Øv. Men efter det fik jeg en ny, som stjal fra mig, skældte mig ud over de mindste ting, røg inde på værelset, mishandlede mine ting, tog mine ting uden at spørge. Det gik heller ikke i længden, så jeg sparkede hende ud. Nej, selvfølgelig sparkede jeg hende ikke ud, men noget der ligner hvert fald. Og efter det, hvor jeg endelig var blevet alene og fredet igen, kom hun hver dag hen til mit værelse for at skælde mig ud over en lille ting.

Men, det er ikke det værste. Jeg boede på en gang, med andre piger og drenge. Men de glemte mig tit. Det var sådan at der var en der råbte om de andre skulle med ud og spille bold, altså med fornavn. Men hvorfor blev mit navn ikke råbt? Det blev ved. Værre og værre. Jeg har mange historie. Men det endte med at jeg påførte mig selv en voldsom hovedpine, til sidst gav jeg op og ringede efter mine forældre, de skulle hente mig hjem.

Så alt, er ikke min skyld. Men meget er, og det skal jeg til at indse. Hellere nu end senere, hvor jeg vil fortryde at jeg ikke fandt ud af det før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...