Min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Mit liv har aldrig været spændende, det indrømmer jeg. Men et eller andet sted, så bliver jeg ved med at vende tilbage til det.

0Likes
1Kommentarer
124Visninger
AA

2. Alle andre end mig

Det har aldrig rigtig været mig, det her med at skrive dagbog, mener jeg. Jeg har aldrig syntes mit liv var spændende nok til at skrive det ned, dokumentere at der faktisk intet skete. Skal jeg fortælle om hvor meget Netflix jeg ser? For det er meget. Der er snart ikke en serie eller en børnefilm jeg ikke har set - jeg er 18 og elsker børnefilm og Disney. Det er livet, at sidde med håret sat op i en hårknold der stritter til alle sidder, i løse bukser og en oversize hættetrøje. Det har måske ikke været dig, eller hvad? Du er måske mere en af de der smukke piger eller drenge, der aldrig har tid til at sidde derhjemme for dig selv fordi du er åh så populær? Jeg mangler ikke venner, nej slet ikke. Jeg har de venner og veninder jeg skal bruge. Hellere én ægte end tyve falske, am I right?

Jeg har en fysisk dagbog, altså en jeg skriver i med en kuglepen, men det gør ondt at kigge i den. Der er alt for meget smerte og sorg gemt i siderne. Alt for mange indtørrede tårer og vrede krydseduller. Nogle gange kan jeg ikke læse mine egne kragetæer, fordi jeg har knuget så hårdt om kuglepennen at den til sidst gav op. Men kort hvad der står på siderne;

- Om min ekskæreste, der står alt for meget om ham og den idiot han var og stadig er. Hvis jeg nogensinde ser ham igen, så flår jeg hans hoved af. Men det skal ikke lyde som om det kun er hans skyld, for det var det ikke. Jeg var en kælling som troede på at kærlighed var det stærkeste i verdenen - hvilket det ikke er, små romantikkere. Jeg kan ikke få mig selv til at åbne den lilla bog jeg bruger som dagbog, jeg kan virkelig ikke få mig selv til at kigge tilbage på min smerte. For alt i verdenen, vil jeg bare lægge det bag mig og komme videre, med opløftet pande og et smil der siger "fuck dig og fuck din familie", hvilket er ret hårdt egentlig. Men det er én af de ting jeg lærte fra ham: ingen dreng eller pige, er værd at ødelægge sig selv for. Og især ikke drenge der ikke kæmper for dig. De er de værste.

- En af mine veninder står også deri. Eller mange af mine veninder og venner gør, for man skal jo skrive om det der falder en ind, right? Tror aldrig jeg har bagtalt mine veninder eller venner til en bog. TROR. Er ikke sikker, for som sagt, tør jeg ikke læse i den. For jeg tror ikke jeg kan styre mig. Jeg har ikke grædt i flere måneder nu, er stolt af mig selv. Klapper mig selv på skulderen.

- Min familie. Man kan ikke undgå at skrive om sin familie, vel? Især ikke min far. Min far og jeg har vores problemer, men vi ender altid med at smile af det. Det der nok er problemet med os, er, at vi ligner hinanden så meget at det gør os sindsyge. Men ikke forstå mig forkert, jeg elsker min far. Mere end noget andet. Han er den jeg ringer til når jeg er fuld og vil hjem fra et eller andet mærkeligt sted. Ved jeg altid kan vække ham og få ham til at tænde bilen for at tage ud og hente mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...