Min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Mit liv har aldrig været spændende, det indrømmer jeg. Men et eller andet sted, så bliver jeg ved med at vende tilbage til det.

0Likes
1Kommentarer
124Visninger
AA

4. 180+

Mange er nok ikke med mere, og et eller andet sted er jeg helt cool omkring det. Jeg søger ikke likes eller hvad det hedder her. Jeg søger et sted, hvor jeg kan skrive og være mig selv. Det virker åndsvagt, nu hvor jeg skriver noget af det der ligger mig tættest på hjerte, at skrive til en masse mennesker jeg ikke kender. Men det gode er, I kender heller ikke mig. I aner ikke hvem jeg er, hvordan jeg er, hvordan jeg ser ud (ja, ok, jeg har et billede af mig selv, der poser ret så voldsomt) men det korte og det lange er, at I ikke aner hvem fanden jeg er. I ved ikke engang mit fornavn, hvilket heller ikke er særlig specielt at vide. Jeg er faktisk ligesom alle andre - sådan da. Der er noget ved mig, som der ikke er ved jer, sikkert. Det kan jeg selvfølgelig ikke svare på, men jeg er nu ret så sikker. Altså, det er ikke fordi jeg har en sygdom der ødelægger mig, eller at jeg nu ser lidt mærkelig ud i ansigtet. Nej, slet ikke.

Jeg er 183.

Jeg er høj. Jeg har lange ben, en lang overkrop og sindssyg lange arme der bare dingler fra mine skuldre af. Med min højde fører der også til at jeg har store fødder, ellers ville jeg vælte - hvilket jeg faktisk også gør. Ret så tit. Jeg tror ikke at selvom jeg var 175 eller mindre, at jeg ville være mindre klodset. Nogle gange kan jeg bare ikke styre min krop. Okay, vent. Sæt på pause.

Jeg er ikke spastiker bare fordi jeg er høj. Jeg er bare klodset. Nogle gange undervurdere jeg afstanden fra det ene sted til det andet, fordi jeg ikke helt aner hvor lange mine ben er. Jeg smadre tit mine fødder ind i et trappetrin, fordi mine fødder er nogle kæmpe plader. 

Men med min højde, er det også svært for mig at finde drenge, fyre, mænd eller hvad man nu kalder det. Mange af mine drenge venner er lavere end mig, for ikke at sige at alle er. Min bedste ven er nogenlunde på højde med mig, men jeg er stadig højest. Men det er vel det inden i der tæller? Right?

Selvom en dreng er pæn og mega sød, kan jeg ikke date ham medmindre han er højere end mig. Det er bare et princip. Ligesom nogle piger ikke kan date lyshårede fyre, så kan jeg ikke date fyre der er lavere end mig. Hvor akavet ville det egentlig ikke lige være, hvis jeg gik hånd i hånd med ham på gaden og jeg bare ragede over ham? Jo. det ville være meget akavet. Rigtig akavet faktisk. Noget jeg slet ikke vil opleve igen.

Men med min højde fører der også onde kommentarer og lede bemærkninger til, jeg er blevet bedre til at ignorere dem, men de sårer stadig. Min højde er det mest sårbare ved mig og det gør det ikke bedre at alle mine veninder er under 175. Så når vi går sammen, så er det mig der rager op. Folk tror jeg kan joke omkring min højde, og det kan jeg på sin vis også, men ikke rigtig. Inderst inde skær det i mig. Nu ved du det. Føl dig speciel, for jeg har lige åbnet mig op for dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...