Galtheon's Hideout

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvis du har haft tusindvis af spørgsmål hele dit liv, og der så kommer en fremmed, med alle svarene. Hvordan ville du handle? Hvad hvis svaret på næsten alle dine spørgsmål, er magi? Ville du tro på ham? For det er præcis det som Angel gør...

4Likes
8Kommentarer
1323Visninger
AA

7. 6. Gudernes Klinge

Lyden af at nogle bankede på min dør, vækkede mig næste morgen. Jeg slog øjnene op, og rejste mig træt fra sengen. Med slæbende fødder bevægede jeg mig hen til døren for at åbne den.

Jeg havde regnet med, at det var Ethan, der stod uden foran min dør, og at han var kommet for at undskylde. Det var derfor, at jeg blev overrasket, da jeg åbnede døren og så en høj, meget flot pige.

Hun havde pæne blå øjne, en smuk lys hud der passede perfekt til hendes lange blonde hår. Hendes mund havde en flot rød farve, og selv hendes næse var perfekt.

”Øhm.. Hej…” Sagde jeg tøvende.

”Hej! Jeg skal tage over for Ethan. Jeg hedder Thea,” hun lød utrolig entusiastisk. 

”Hvorfor?” Igen lød jeg tøvende. Hvorfor skulle han skiftes ud? Havde han gjort noget forkert? Havde jeg?

”Der var en anden, der skulle hentes ind. Derfor er jeg her,” hun lød lidt tøvende i starten, og jeg begyndte at tvivle på, om det var sandt.

Hvad er der sket?” Der kom en underlig følelse inde i min brystkasse, som var væk, ligeså hurtigt som den kom, da jeg sagde ordene. Hendes øjne blev tågede, og hun svarede hurtigt.

”Du snakkede om noget, der bekymrede os. Vi har aldrig nævnt noget om the Blade of the Gods. Eller som vi nu kalder det mest: Gudernes Klinge. Jeg er her for at finde ud af hvor du hørte det.”

Hun snakkede så hurtigt, at jeg lige skulle tænke over, hvad hun havde sagt.  Et par sekunder efter at jeg havde indset, hvad hun havde sagt, blev hendes øjne klare igen.

Hun gik fra afslappet til panisk på millisekunder. ”Jeg… jeg… Det var ikke min mening at sige noget! Jeg måtte ikke sige noget!”

Hun kiggede nærmest skræmt på mig. ”Hvordan?... Hvordan gjorde du?”

Hendes skræmte blik forvandlede sig hurtigt til vrede.

Inden jeg indså, hvad der skete, stod jeg presset om mod en væg, en hånd mod min hals og ild få centimeter væk fra mit ansigt.

Jeg var nærmest i chok. Både pga. den hurtige bevægelse, og ilden foran mit ansigt. Ilden. Det som havde taget så meget væk fra mig allerede.

”Hvordan gjorde du det?! Fortæl mig det! Hvor har du hørt om Gudernes klinge?!” Hun råbte det af mig.

Jeg blev sur og glemte et øjeblik ilden, og at hun havde overtaget. ”Hvor vover du?! Jeg blev inviteret her! Jeg spurgte dig om et spørgsmål! Du kunne jo bare have ladet være at svare!”

Hånden ved min hals strammede endnu mere end før, og det virkede som om, at ilden blev varmere. Vreden forsvandt langsomt fra mig, og jeg blev fyldt op med panik i stedet.

Skulle jeg til at dø på samme måde som begge mine forældre? Både mine biologiske og dem som tog sig af mig. Hvor ironisk.

Jeg fik pludselig en mærkelig fornemmelse, som jeg aldrig havde haft før. Hvis jeg bedst skulle kunne forklare det, ville jeg sige, at det var som om, at noget voksede inden i mig. Det startede inde i min brystkasse, og det bevægede sig langsomt ud i hele min krop.

”Fortæl mig det!” Råbte hun igen, og jeg kunne mærke det, der voksede inde i mig, eksploderede. Det eksploderede ikke inden i mig, som man måske kunne have forventet. Det startede inden i mig, men det bevægede sig ud gennem min hud, og eksploderede ud mod Thea.

Efter det bevægede alting sig meget langsomt.

Det var nærmest som om, at nogen havde skubbet hende, for hun nærmest faldt over sine egne fødder. Det var der, at jeg så at ilden, som hun havde holdt op foran mit ansigt, kom fra hendes hånd.

Tiden begyndte at gå normalt igen, og da jeg kiggede på Theas ansigt, var jeg rimelig overbevidst om, at hendes ansigtsudtryk lignede mit. Skræmt, chokeret og undrende.

Jeg var den første til at bryde stilheden: ”Hvad skete der lige der? ...” Min stemme skælvede, men jeg fik den hurtigt under kontrol igen.

Hendes øjne mødte mine og de var fyldt med overraskelse. ”Du er ligesom os…”

Hvad mener du med ligesom os?” Det var tydeligt at jeg var irriteret, og jeg fik den samme følelse i brystkassen, som jeg fik tidligere.

”Vi vidste allerede, at du havde kræfter. Vi troede bare, at de var så små, at de næsten var ubetydelige. Men efter både i går og i dag, så er det tydeligt, at det ikke er tilfældet,” hendes øjne blev klare, og hun stillede sig op næsten med det samme.

”Stop!” Hun tog en dyb indånding og et skridt tilbage, ”jeg må ikke fortælle dig noget. Det er derfor…”

Jeg var stadig ikke sikker på, hvad det var jeg gjorde, men jeg havde alligevel en vis forståelse for det.

”Så det du gjorde med ilden? ...” Mit spørgsmål kom ud tøvende, i tilfælde af at hun lige pludselig ville tvinge mig op mod væggen igen.

Hun sukkede, men sagde alligevel; ”Jeg skal nok forklare det hele, men ikke her. Kom med.”

Og med de ord forlod hun værelset. 

---------------------------------------------------------

Undskyyyyyllddddd....

Jeg indser, at jeg ikke rigtig har haft skrevet på den... 

I'm sorry... Virkelig. Der kom bare en hel masse ting i vejen, men jeg har tænkt mig at se, om jeg ikke kan komme tilbage i vanen om at skrive på den. 

Jeg har haft det kapitel ligge halv færdigt på min computer i to måneders tid nu, men har først fået det skrevet nu. Det er lidt kortere end normalt, I know. 

Håber dog alligevel, der er nogle tilbage til at læse min historie :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...