Galtheon's Hideout

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvis du har haft tusindvis af spørgsmål hele dit liv, og der så kommer en fremmed, med alle svarene. Hvordan ville du handle? Hvad hvis svaret på næsten alle dine spørgsmål, er magi? Ville du tro på ham? For det er præcis det som Angel gør...

4Likes
8Kommentarer
906Visninger
AA

6. 5. Den gode løgner

Jeg havde nærmest lige taget dynen over hovedet, for at tænke over det, der lige var sket, da døren nærmest blev smækket op, og jeg satte mig op i sengen med et sæt.

”Arya?”, det var Ethan.

Vi fik øjenkontakt, og han åndede lettet ud. ”Hvor var du? Jeg vendte ryggen til dig i et par sekunder, også var du væk. Hvordan fandt du tilbage igen? Kunne du huske vejen?”, han bombarderede mig med en masse spørgsmål. Jeg havde dog ikke nogle planer om svare på nogle af spørgsmålene, indtil han satte sig ned og slappede af.

”Ethan. Rolig. ”  Han kiggede først overrasket på mig, men satte sig derefter ned. ”Hvor gik du hen?”, var dog hans første spørgsmål.

”Jeg har nærmest lige fundet mit barndomshjem i flammer med mine forældre inde i det. Jeg er ikke klar endnu.”  Svarede jeg bare.

”Jeg prøvede ikke at få dig til at gøre noget du ikke ville. Jeg ville bare gerne hjælpe,”

”Og det sætter jeg pris på. Bare… Ikke endnu. Okay?”, han nikkede, så jeg regnede ikke med, at jeg skulle behøve at gøre noget det næste stykke tid. 

”Jeg kommer over med aftensmad, når det er. Prøv at få noget søvn indtil da” sagde han.

”Tak. Ethan? Når du kommer med aftensmaden, vil du så tage en forbinding med? Jeg er kommet til skade med min hånd. Jeg kan dog ikke huske hvordan,” jeg sendte ham det samme smil, som jeg havde sendt min far, da jeg prøvede at overbevise ham om, at jeg gik i seng. Det var inden, at alting var sket. Han rejste sig og gav mig et forsikrende smil og et lille nik, inden han lukkede døren bag sig.

Jeg lod mig selv falde tilbage på sengen og gabte. Måske skulle jeg lige sove lidt…

Jeg gik igen rundt nede i krypten. Denne gang gik jeg dog direkte hen til nogle runde sten, som lå, der hvor jeg faldt sidst. Jeg tog den op i hånden, og den begyndte hurtigt at lyse igen.

Jeg kiggede rundt endnu en gang, og en fornemmelse inde i mig sagde, at jeg skulle gå over til væggen længst til venstre for mig. Da jeg kom tættere på, lagde jeg mærke til en slags indgravering i væggen.

Jeg børstede det øverste lag støv og spindelvæv af og læste, hvad der stod.

A person will come in fire,

A person that some will admire.

And that some will loathe,

Though ass bound together by oath.

She will go against many odds,

But she will acquire The Blade of the Gods.

 

Hm. Flot rim egentligt. “Arya?”, jeg kunne høre Ethan kalde på mig, og jeg vendte mig om for at vise ham, hvad jeg havde fundet. Men han stod ikke bag mig, som jeg havde forventet.

”Ethan?”, jeg hørte ham jo sige mit navn. Lyden lød som om at det kom fra lige foran mig. Han burde have været lige bag mig. ”Arya?”, der var det igen. Min drøm stilnede langsomt ud, og mine øjne fik åbnet sig millimeter efter millimeter.  

”Jeg lovede jo at komme igen med aftensmad. Jeg kom også tidligere med noget bandage, men du sov, og jeg ville ikke vække dig,” han havde bandagen i hånden, for nærmest at vise den frem. Jeg rakte min hånd frem, og han tog forsigtigt fat i den, med utrolig blide hænder.

”Undskyld, men det her kommer nok til at gøre ondt,” han nåede lige at sige det, indtil jeg igen følte en smerte i min venstre hånd.

”Igen, undskyld. Men jeg blev nød til at se, om der var noget, der var brækket. Det virker som om at der et lille brud i din håndryk, men det er ikke så stort, som det kunne have været,” han satte bandagen på min hånd med meget forsigtige og blide bevægelser.

”Hvad skete der?”, han lød oprigtig nysgerrig. Der var en knugende fornemmelse i mit bryst, der sagde, at jeg ikke skulle sige noget om det. Han sluttede hurtigt forbindingen af med en slags nål, der holdte enden af bandagen fast.

”Helt ærligt, så ved jeg det ikke. Måske skete det i går. Jeg har først lagt mærke til det på vej tilbage til værelset,” jeg håbede på at han troede på mig. Jeg ville have ham til at tro på mig. Jeg trak hånden til mig igen og lagde den forsigtigt på dynen, som jeg havde hevet op omkring mig.

Det virkede som om, at han troede på mig med det samme. Jeg begyndte at undre mig over, om jeg virkelig var en så dårlig løgner, som jeg troede.

”Jeg ved godt, at du siger, at det var fordi, at du ikke var klar endnu, men hvis det var min skyld, fordi jeg gik hen til nogle af de andre, så må du virkelig undskylde. Det var ikke meningen, at det skulle tage så lang tid, som det gjorde,” han sagde det hurtigt, og jeg skulle lige tænke over det, han havde sagt i et par sekunder, før jeg kunne forstå det. Han fortsatte, men denne gang langsommere og mere forståeligt.

”Det var meningen jeg ville sige hej til dem og selvfølgelig introducere dig, men da jeg kiggede om efter dig, var du væk. Jeg gik direkte herop for at se om du var her, men jeg kunne ikke se dig. Du var måske faret vild på vej tilbage eller noget andet i den stil. Så jeg ledte efter dig på nogle af de gange som du ved et uheld kunne være gået ned af.” Han fnyste, og sagde som en lille tilføjelse;

 ”Jeg blev rigtig bekymret. Hvor var du? ...”

Spørgsmålet døde lidt ud, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle svare. Jeg havde kun en ting at gøre; afprøve min nyfundne evne til at lyve.

”Jeg ved det ikke, Ethan. Måske var jeg ude på badeværelset da du kom ind. Du behøver ikke at tænke over det. Jeg fandt tilbage sikkert,” jeg lagde så meget tryk på de sidste to sætninger, som jeg kunne, uden det ville være for tydeligt, og jeg ville igen have ham til at tro på mig.

”Det behøver jeg jo ikke at tænke over længere. Du fandt tilbage sikkert,” han sagde næsten præcis de samme ord, som jeg havde sagt, og i modsætning til før hvor han lød så oprigtig og omsorgsfuld, lød han nu som om at det var ingenting, og at jeg sikkert ville klare mig.

Jeg slog det hurtigt ud af hovedet, og huskede noget fra min drøm. ”Hvad er ’The blades of the Gods’?” Det var den del af min drøm, der forvirrede mig mest.

Hans øjne mødte mine med et sæt og de nærmest strålede, at han var blevet forbavset. ”Hvor har du hørt det?!” Han råbte det nærmest af mig.

Jeg blev mildest talt overrasket over hans reaktion. ”Jeg tror det er på tide, at du går nu,” han kiggede nærmest såret på mig, da jeg sagde det, men han rejste sig dog og gik ud af døren.

Jeg spiste min aftensmad, som han også havde taget med. Den bestod af lasagne med noget salat ved siden af. Normalt var jeg ikke så stor en fan af lasagne, men den her smagte anderledes end normalt. Den smagte fantastisk.

Jeg spiste den hurtigt og forventede lidt, at Ethan ville komme bankende på min dør og undskylde for sine handlinger. Det skete dog ikke. Jeg satte servicet hen på natbordet ved siden af sengen og lagde mig ned.

Det eneste problem var, at jeg ikke kunne falde i søvn. Jeg lå og tænkte. Over alting. Over det der var sket med mine forældre, over hvad mine veninder mon tænkte. Hvad var der overhovedet sket med mit hus, efter at Ethan havde fået mig væk derfra? Inden jeg overhovedet lagde mærke til, at søvnen havde meldt sig, var jeg faldet i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...