Galtheon's Hideout

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvis du har haft tusindvis af spørgsmål hele dit liv, og der så kommer en fremmed, med alle svarene. Hvordan ville du handle? Hvad hvis svaret på næsten alle dine spørgsmål, er magi? Ville du tro på ham? For det er præcis det som Angel gør...

4Likes
8Kommentarer
911Visninger
AA

5. 4. Krypten og de selvlysende sten

”Hvad er klokken?” Det var en af de første rigtige ting, jeg havde sagt hele dagen. Ethan, som stod en meter eller to længere fremme, kiggede over på mig, også ned på hans ur.

”Den er ti i to. Så skolen vil snart være forbi,” skolen? Hvad snakkede han om? Jeg gav ham et forvirret blik og håbede, at han ville forstå, hvad jeg mente.

”Huset her, er så stort, at det både er hvor man bor, og hvor man går i skole. Timerne slutter klokken to. Så du bliver desværre nød til at snakke med folk om lidt,” han forklarede det hele, og gik længere ned af gangen, mens han igen kiggede på de tusinde malerier, der hang på væggen og fortalte noget om de fleste af dem. Noget han havde gjort, siden jeg kom ud af værelset.

De første par sætninger han havde sagt der, havde jeg rent faktisk været nysgerrig om. Men så begyndte han at snakke om malerierne. Jeg nærmest løb for at indhente Ethan, da han jo var begyndt at gå igen.

Jeg fik indhentet ham, og han begyndte igen at tale om malerierne. Han må have fortalt noget om omkring 300 malerier, siden vi gik ud fra værelset. Hvordan kunne han huske det alt sammen?

Der må have gået ti minutter, for der lød lige pludselig en skoleklokke ud i hele palæet, eller huset, hvad end man nu ville kalde det. Et par sekunder efter stormede der børn på min alder, nogle yngre og nogle ældre, ud fra alle dørene omkring os.

De fleste stirrede på os. Eller, største delen af pigerne stirrede på Ethan. Jeg kiggede også på ham. Mest for ikke at få øjenkontakt med nogle. Jeg kunne egentligt godt forstå hvorfor pigerne kiggede på ham. Han var høj, bredskuldret og i det hele taget bare flot.

Mit eneste ønske var at komme igennem menneskemængden så hurtigt som muligt, og det var så i det øjeblik, hvor Ethan stoppede op for at snakke med en gruppe drenge på sin egen alder.

Hvad havde han dog gang i? Alle ved da hvor klamt det føltes, at være den eneste person som ikke kender nogle i gruppen? Han vidste, hvad jeg lige havde været igennem, og stadig var igennem. Jeg mærkede igen en intens smerte i mit bryst, som jeg sidst mærkede, da jeg stod foran mit gamle hus.

Til helvede med ham. Jeg vendte mig om og begyndte at gå i søgen efter mit værelse. Jeg maste mig hurtigt forbi en masse elever og prøvede at huske vejen tilbage. Jeg endte med at gå bag en stor flok elever, der nok var en lille smule ældre end mig. Da jeg så prøvede at gå forbi dem, blev jeg skubbet ind mod væggen.

Jeg ømmede mig lidt, men prøvede så at rejse mig. Da jeg næsten stod op, blev jeg svimmel, og det sortnede for mine øjne i et par sekunder. I mit forsøg for at blive stående, fik jeg fat i et eller andet, der hang på væggen.

Det gik dog hurtigt over, men jeg fik dog alligevel hevet ned, i hvad end jeg havde fået fat i. Det må have været et eller andet slags håndtag, for nærmest lige efter at jeg havde fået hevet ned i en slags lille pind, der stak ud af væggen, åbnede der sig en slags åbning i stenene.

Jeg kiggede hurtigt rundt, for at se om der var nogle, der havde lagt mærke til noget. Det virkede det ikke som. Ethan stod dog alligevel ikke, ovre ved dem han stod ved før. Burde hun gå ud for at finde ham?

Åbningen begyndte at lukke igen, og uden at tænke over det, gik jeg igennem. Det var først da åbningen forsvandt bag mig, sammen med alt lyset, at jeg indså hvad jeg lige havde gjort.

”Nej, nej, nej nej!” Jeg vendte mig om og slog, der hvor åbningen havde været et par sekunder siden.

Jeg stoppede hurtigt, da jeg indså noget. Nu når nogle havde gjort sig så umage med at gemme det her sted, så ville man ikke kunne høre noget udefra.

Jeg tog en dyb indånding og vendte mig om. Jeg satte mig ned med ryggen mod væggen og ventede på, at mine øjne ville vende sig til lyset. Da jeg endelig begyndte at kunne se noget, kiggede jeg forundret rundt.

Det var en slags underjordisk krypt. Alle væggene var lavet af sten, og der kom stolper ned fra loftet. På to af væggene var der en slags indhak, hvor der stod noget, der mindede om en sten bænk. Der var et tykt støv lag ud over hele rummet, og edderkopper havde åbenbart fundet det behageligt, for det virkede som om, at hele rummet var fyldt med edderkoppespind.

Man kunne tydeligt se, at er ikke havde været nogen i meget lang tid.

Jeg gik langsomt længere ind i rummet, mens jeg holdte min arm op foran mit hoved, så min arm kunne fange edderkoppespindet, i stedet for mit ansigt.

Jeg tog endnu et skridt, men den flise jeg trådte ned på, må have været en eller anden slags knap, for det næste der skete var, at der fløj en pil forbi mig, kun millimeter fra at ramme min næse. Chokket var så stort, at jeg faldt bag over.

Jeg landede med venstre hånd lige ned på en sten, og jeg syntes nærmest, at jeg kunne høre noget brække.

Jeg udbrød i noget der mindede om et kort skrig, og tog hånden ind til mit bryst. Og blev pludselig blændet af et skarpt lys.

Jeg tog den hånd, der ikke gjorde ondt, og skyggede mine øjne fra lyset. Mine øjne vendte sig dog hurtigt til det, og jeg kiggede mig om efter lyskilden.

Det var stenen. Den sten jeg havde rørt ved. Der lå nogle flere runde sten ved siden af, og jeg førte forsigtigt mine fingerspidser hen over.

De begyndte at lyse sammen med den første. Jeg tog en af stenene op, og gik mere forsigtigt rundt. Denne gang hvor jeg rent faktisk kunne se noget andet end bare omridsene af noget.

Nu hvor jeg havde lys, lagde jeg mærke til to døre i den anden ende af rummet. Jeg gik forsigtigt der over, kiggede på begge døre, lagde stenen ned, og tog fat i håndtaget til døren til venstre. Og mærkede en brændende smerte bevæge sig igennem hele min krop.

Det var som om, at min hånd ikke kunne give slip på håndtaget, og smerten i min hånd blev nærmest værre.

Jeg skreg.

Også stoppede smerten. Jeg gav hurtigt slip på døren. Jeg kiggede over på den anden dør og håbede, at det samme ikke ville ske.

Lyset bag mig blev svagere, da nogle af stenene gik ud. Jeg tog en dyb indånding, lukkede øjnene, og tog fat i håndtaget i døren til højre. Ingenting. Jeg åbnede langsomt mit ene øje og følte mig med det samme ondsvag.

Jeg åbnede døren, og så et klædeskab. Indefra. Jeg gik igennem døren, og den smækkede bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og hev i døren for at komme tilbage.

Men da døren åbnede så jeg ikke den beskidte krypt med de selvlysende sten. Jeg så det værelse, jeg havde været i tidligere. Jeg gik ind i rummet, tøvende i starten. Bange for at det ville være falskt. Da jeg indså, at det ikke var, smed jeg mig på sengen, og nærmest gemte mig under dynen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...