Galtheon's Hideout

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvis du har haft tusindvis af spørgsmål hele dit liv, og der så kommer en fremmed, med alle svarene. Hvordan ville du handle? Hvad hvis svaret på næsten alle dine spørgsmål, er magi? Ville du tro på ham? For det er præcis det som Angel gør...

4Likes
8Kommentarer
902Visninger
AA

4. 3. Galtheons Gemmested

Hvad de dog ikke vidste den dag var, at de var ikke de eneste, der holdte øje med huset. For den dag sad der den selv samme pige, som de havde snakket om tidligere. Hendes mundvige gled langsomt op i et smil, der viste de perfekte tænder frem, da hun iagttog en skikkelse bryde sammen foran det brændende hus, og en anden skikkelse komme løbende, for at få den første skikkelse væk, inden det ville skabe for mange problemer. Tatyana Cardoza hørte lyden af sirener, et stykke tid efter at de to skikkelser var forsvundet igen. Efter det forsvandt hun også hurtigt selv.

Jeg vågnede ved, at et par stemmer skar igennem det mørke, der omringede mig.  ”Hvordan har hun det?” Sjovt som det lød som Ethan… Sikke et tilfælde… Jeg beholdte dog, mine øjne lukkede. ”Hvordan tror du? Hun har lige været igennem noget af det værst tænkelige, i det stadie hun er i,” huh? Stadie? Mit hoved virkede stadig omtåget. Efter hvad kunne jeg dog ikke huske.

”Ethan?” Det var meningen, at det skulle komme ud højt, men jeg tror nu nærmere, at det blev til en slags høj, hæs hvisken. Jeg tvang mine øjenlåg op, og blev med det samme blændet af lyset i rummet.

”Hej,” jeg mærkede nogle sætte sig på sengen. Mine øjne vendte sig langsomt til lyset i rummet. Med noget møven og masen fik jeg sat mig op med vægten liggende mod nogle puder.

Jeg kiggede nærmere på personen, der sad på kanten af sengen. Det var Ethan. Han havde anderledes tøj på end sidst. I stedet for et jakkesæt havde han et par sorte bukser og en løs grå trøje, der sad flot på hans overkrop.

”Hej,” jeg kiggede mig rundt og indså, at jeg ikke var på mit værelse. ”Hvor er jeg?”

”Vi er i min kusines hus,” han sagde det tøvende, som om at jeg lige pludselig, ville give mig til at råbe. ”Hm. Hvorfor?”

”Det med dit h…” Han stoppede hurtigt sig selv, åndede tungt ud, og ændrede hvad end han ville sige. ”Hvad er det sidste, du kan huske?” Hvad var det sidste, jeg kunne huske egentligt?

Det var noget med, at Ethan kom efter aftensmaden, også… Snakkede vi? Ja, vi snakkede. Noget om mine biologiske forældre… Og om deres død. Men, var der ikke noget mere? Det virkede som om, at jeg glemte noget stort. Jo… Der var noget på vej hjem. Noget lyst. Varmt. Det var ilden, som jeg huskede. Og det var der, at det hele kom knusende tilbage.

”Mine forældre…” Mine stemme var en blanding af hæs og uhørlig. Ethan forstod det på en eller anden måde alligevel. Han tog mig ind i sine arme igen og holdte mig, i en tæt omfavnelse, ind imod hans brystkasse. Tårende trillede igen ned af mine kinder, og jeg indså nu, hvorfor jeg ikke rigtig kunne åbne mine øjne tidligere. Mine tårer var størknet og havde lavet en slags barrikade.

Han nussede mig langsomt over håret uden at sige noget. Hvilket af en eller anden grund var præcis, hvad jeg havde brug for.

Jeg var åbenbart faldet i søvn i hans arme igen, for jeg vågnede, efter noget der føltes som en time, og lagde mærke til at han havde rykket sig hen for at læne sig op af væggen, så jeg stadig kunne ligge behageligt i hans arme og sove.

Jeg lagde endnu mere mærke til, hvordan jeg lå. Jeg lå mellem hans ben og lå ellers med nærmest hele min overkrop på hans. Jeg lagde mig bedre til rette på hans brystkasse og trækkede dynen længere om os begge, og mærkede hans grå trøjes bløde stof på min kind.

Jeg lukkede øjnene og prøvede at få den sidste stykke tid til at give mening. Jeg havde først mødt Ethan oppe i kirken, hvor han lignede en på omkring 17 eller 18.

Også det han fortalte… Det med hende pigen… Tatira Cazod? Det var nok ikke det, men jeg kunne ikke huske det præcise navn.

Men nu var det ikke kun mine biologiske forældre, der var væk. Det var også min rigtige familie. Alle sammen taget fra mig af ild. Lige da jeg skulle til at græde igen, lagde jeg mærke til, at jeg kunne mærke og hører Ethans hjerteslag. Hvor underligt det end lød, så beroligede det mig. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om lyden, mens jeg prøvede at lukke alt andet ude.

Men selvfølgelig var det der, hvor han så vågnede. Jeg ved ikke, hvad jeg regnede med, at han ville gøre. Men at tage hånden op og nusse mig i håret, var ikke noget, som jeg havde forventet. Jeg puttede mig endnu tættere ind til ham. Som om at hvis jeg bare blev liggende her, ville resten af verden stå stille.

”Arya? Er du vågen?” Arya. Navnet på min familie. Eller, det var det. Jeg mumlede noget, som skulle forstås som et ja, mens jeg tænkte over mit nye kælenavn.

”Hvordan har du det? ...” Han virkede tøvende, da han spurgte. Jeg hev dynen tættere om mig og lagde hovedet tættere på hans hjerte. Jeg kunne mærke i hele hans krop, at han små lo. Han hev dynen tættere på mig, så den sad tæt, og nussede mig i håret igen.

Vi lå sådan i 10 minutter længere, da han endelig sagde; ”Vi bliver nød til at komme op. Det vil hjælpe dig,” i princippet var jeg enig. Men jeg lå godt mellem hans ben, og lænet op af hans rimelig muskuløse mave.

Og tanken om at lave noget virkede heller ikke så fristende.

”Kom så, Arya,” der var det igen. Arya. Jeg begyndte allerede, at kunne lide det. Det var som en slags hyldest til dem. Han hev hurtigt dynen til siden, så jeg ikke kunne nå at få fat på den. ”Neej…” Prøvede jeg at mumle, men det endte nok bare som en slags brummen.

”Vil du skifte tøj inden vi går?” Sagde han og kiggede ned af mig. Jeg gjorde det selv, for at se, hvad jeg egentligt havde på. Jeg havde stadig min skovmandsskjorte på, men jeg havde ikke længere de sorte bukser på, men et par bløde natshorts lignende noget.

Jeg nikkede kort, og han forlod kort efter, det værelse jeg var i. For første gang kiggede jeg rundt. Det var et meget hvidt og tomt rum. Det eneste der stod der inde var en kommode, en slags rumdeler, et spejl, en seng, og en lænestol.

Halvdelen af værelse var lavet som et soveværelse og den anden halvdel, ved hjælp af rumdeleren, lignede et slags omklædnings sted. Kommoden stod nærmest lige ved siden af spejlet, og ved siden af spejlet lagde jeg mærke til, at der var en dør. Jeg gik tøvende hen til den, og åbnede den først langsomt, men slog den så hurtigt op. Og blev skuffet. Det var et badeværelse. Min hjerne havde af en eller anden grund forestillet sig, at det ville være vejen ind til en mystisk verden, eller at der måske ville være en morder derinde.

Jeg vendte mig om og spottede mine sorte bukser ligge på lænestolen, som stod på ’soveværelse’ siden af rumdeleren. Jeg tog bukserne og smed mig på sengen som stod næsten lige ved siden af. Der var et vindue lige over sengen og et over ved ’omklædningen’.

Jeg skiftede hurtigt bukser, og gik så ud af døren. Som forventet stod Ethan lige på den anden side og ventede på mig. Da han så mig, begyndte vi at gå ned af en gang, og han begyndte langsomt at snakke;

”Du er måske nysgerrig om, hvor du er. Det her palæ er min kusines. Hun er vel de 45 år. Så en del ældre end mig. Nårh ja, jeg er 17 år, hvis du nu var nysgerrig. Men hun tager så folk ind, der har brug for hjælp. Hun hedder Alesha Galtheon. Det her hus er gået igennem hendes familie for flere århundreder. Men hendes familie har altid kaldt det for Galtheons gemmested. Et smule for meget hvis du spørger mig…”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...