Galtheon's Hideout

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvis du har haft tusindvis af spørgsmål hele dit liv, og der så kommer en fremmed, med alle svarene. Hvordan ville du handle? Hvad hvis svaret på næsten alle dine spørgsmål, er magi? Ville du tro på ham? For det er præcis det som Angel gør...

4Likes
8Kommentarer
907Visninger
AA

3. 2. Den brændende bygning

"Så? Var du stadig nysgerrig om, hvem dine forældre er?," han sendte mig igen sit charmerende smil. "Hvordan er du her?... Hvorfra ved du hvor jeg bor?," jeg havde en masse spørgsmål, og jeg var meget forvirret. "Du kan ikke være her lige nu! Mine forældre sidder lige indenfor!," jeg sukkede og fortsat; "Kom tilbage om en time. Der har vi spist," jeg lukkede døren, inden han kunne nå at sige mere. Og igen indså jeg, at jeg ikke fik hans navn. Den mand begyndte at irritere mig, tænkte jeg, idet jeg gik ind til mine forældre igen. ”Hvem var ved døren?,” spurgte min mor og tog en tår rødvin. ”Det var bare en dørsælger,” svarede jeg, så afslappet som jeg kunne, og satte mig ned, for at spise videre.

Det eneste problem var, at jeg ikke kunne få mig selv til at spise resten af min mad. Jeg undskyldte hurtigt mig selv fra bordet og gik, med hurtige skridt, ind på mit værelse.

Jeg nærmest smed mig selv i min stol, efter jeg havde lukket min dør. Ville jeg virkelig vide, hvem mine biologiske forældre var? Jeg havde altid været tilfreds sammen med familien Arya. Jeg så dem som min familie. De kunne ikke selv få børn, så de havde taget mig ind for 15 år siden. De havde givet mig ly, mad og tøj på kroppen. De var min familie. Men stadig. Burde jeg ikke møde dem? Hvis ikke for at se hvem de er, så for at finde ud af om der går nogle sygdomme, eller andet som jeg kunne have en mulighed for at arve.

Til slut fik jeg overbevist mig selv om, at jeg gjorde det af grunde som mulige sygdomme. Men der var kun en ting, som jeg ikke helt kunne komme udenom. Mine forældre ville ligge mærke til, at jeg var væk. Jeg havde aldrig sneget mig ud før. Der skulle vel være en første gang for alting, ikke?

Så det var det, jeg besluttede at gøre. Velvidende om at jeg ville få stuearrest, hvis de fandt ud af det. Hvilket de nok ville. Jeg gik igen ud fra mit værelse og ind i stuen, som kun var to døre nede. Den første dør var toilettet.

Som jeg havde forventet, sad mine forældre sammen i sofaen og så en film. Og som jeg endnu mere havde forventet, var min mor allerede faldet i søvn. Jeg stod i et øjeblik og kiggede ind på dem. Min mor med hovedet hvilende i min fars skød, men han sad dog og så meget optaget ud af filmen, siden hans brune øjne nærmest stirrede på skærmen. Hans sorte korte hår stod godt til hans grønne trøje og hans sorte sweatpants. ”Far?,” spurgte jeg tøvende, da jeg ikke ville overraske ham.  Han kiggede over på mig og gav mig et kærligt smil. ”Ja, Putte?”

”Jeg går i seng nu, så I behøver ikke at komme og tjekke hos mig senere,” jeg gav ham et lille smil, som skulle få det til at virke mere uskyldigt. ”Godnat, sov godt.” Svarede han dog bare og så videre på skærmen. Da jeg nåede ind på mit værelse, åndede jeg lettet ud.

Jeg kiggede ud af mit vindue, for at se om der var langt ud. Det var der, at jeg indså, at der kun var omkring en meter. Jeg havde egentligt aldrig lagt mærke til afstanden fra mit vindue og jorden.

Jeg slog det hurtigt ud af hovedet of fandt en jakke og et par gode sko frem. Jeg gik hurtigt hen til vinduet igen, tog en dyb indånding, og kravlede ud.

Da jeg få sekunder efter stod med begge fødder plantet solidt på jorden, gik jeg, med hurtige skridt, rundt om huset og hen til hoveddøren, for at vente på manden fra kirken.

Jeg satte mig ned et par meter væk fra vores indkørsel. Tæt nok på til at jeg kunne se, hvis nogen kom, og langt nok væk til at mine forældre ikke ville kunne se mig.

Jeg lænede mig tilbage, så jeg havde et birketræ lige i ryggen. Så sad jeg i det mindste godt, mens jeg ventede.

Da det begyndte at blive mørkt og jeg begyndte at fryse, så jeg en skygge komme gående hen ad fortovet. Jeg rejste mig hurtigt op og gik imod skyggen, velvidende om at det var manden fra kirken. Hvor underligt der end lød, så kunne jeg genkende hans selvglade gang.

”Mine forældre skal ikke vide noget om det her. Ikke endnu,” sagde jeg, da jeg var nået inde for hørevidde. Hans øjenbryn hævede sig. Det var han tydeligvis overrasket over. ”Nogle speciel grund?,” sagde han, men stoppede alligevel op.

”Ja, men ingen du behøver at vide. Følg med,” jeg gik uden om ham, og hen mod den vej han kom fra. Da vi kom cirka 50 meter væk fra huset, og han stadig ikke havde sagt noget, begyndte det at blive akavet. ”Så? Hvem er mine biologiske forældre så?,” jeg var blevet mere og mere nysgerrig, siden han først spurgte mig i kirken.

”Jeg bliver nød til at fortælle dig noget andet først. Ellers vil det på ingen måde give mening for dig,” han sagde det lidt tøvende. Som hvis han var i tvivl om, hvordan han skulle formulerende det.

Jeg så mig om efter noget at sidde på, da jeg fik fornemmelsen af, at dette ville tage et stykke tid. Jeg så en bænk kun et par meter fra os, gik over til den, og satte mig ned. Han fulgte hurtigt med og satte sig ved siden af mig.

Jeg huskede hurtigt noget og spurgte, inden jeg ville glemme det igen. ”Hvad hedder du?”

Han kiggede igen overrasket på mig. ”Har jeg ikke sagt det? Det har jeg vel ikke… Hvor er mine manere dog! Mit navn er Ethan Amaya,” jeg forventede, at han ville fortsætte og fortælle noget mere om sig selv. Da han ikke gjorde det, spurgte jeg igen ind til mine biologiske forældre.

”Øhmm… Det hele startede vel med en ung pige ved navn Tatyana Cardoza,” han rejste sig op og startede med at gå igen. Han vendte sig om efter omkring to meter. ”Kommer du?,” han begyndte at gå igen. Jeg rejste mig hurtigt op og fulgte trop, uden overhovedet at skænke det en tanke, at vi bevægede os længere væk fra mit hus.

Han begyndte at fortælle igen. ”Hun var perfekt. Hendes hår var sort som ravne, og hendes kolde blå øjne var nærmest ætset ind i hjernerne, på alle som så hende. Selv hendes hud havde en speciel glød, der gjorde at hendes øjne strålede og virkede endnu koldere. Enhver mand der så hende blev nærmest forelsket. Indtil de mødte hende,” 

han kiggede ned i jorden med et ansigtsudtryk, som jeg nok bedst ville kunne forklare som knust.

Han hostede hurtigt og fortsatte sin historie. ”Da man lærte hende at kende, fandt man hurtigt ud af, at hun var egoistisk, selvoptaget og manipulerende. Hun bekymrede sig ikke om, hvem der blev såret, så længe det ikke var hende. Så da der en dag opstod en brænd, i det hus hun boede i, hjalp hun kun den nærmeste person, uden at vække resten af husholdningen, og skyndte sig ud. Den person hun hjalp, var et lille barn. Et lille pigebarn ved navn Nizhi.”

Han kiggede forventende på mig. ”Vent?... Mener du Nizhi… som i mig? ...” Af en eller anden grund var jeg ikke overrasket, jeg var nok mere tilbøjelig, til at sige at han løj.

”Men Tatyana havde aldrig nogensinde passet på noget. Eller nogle. Så når en ung pige lige pludselig får for meget, til at hun kan overskue det, ignorer hun det. Så hun forlod dig i en skov, hvor hun så bare gættede på, at nogle ville finde dig og tog afsted,” ”Vent, forlod hun mig så bare?,” af en eller anden grund var jeg begyndt at tro på det. ”Men hvem er mine forældre så? Hvor var de, da huset brændte ned?”

”Der var også tre andre familier, der har en stor del at gøre med historien,” han havde selfølgelig valgt at ignorer mit spørgsmål.

”Det var tre meget gamle familier hvor navnet havde gået fra forældre til barn i flere hundrede år. De hedder Galtheon, Annithi og Balkridge. Annithi og Balkridge har i mange år ikke kunne udholde hinanden. Indtil dine forældre mødte hinanden. Din mor kom fra Annithi-slægten, og din far kom fra Balkridge-slægten,”

Jeg tog fat i hans arm og nærmest tvang ham til at stoppe. ”Ethan, hvad havde min forældre med branden at gøre?,” jeg vidste allerede, hvad han skulle til at sige, inden han sagde noget. ”Dine forældre var inde i bygningen, Angel,”

Mine biologiske forældre var døde?... De kunne de da ikke være, kunne de? Mine knæ truede med at knække under mig. Jeg tog nogle vaklende skridt tilbage. Jeg fik kontrol over mine ben, vendte mig om, og løb.

Mine biologiske forældre kunne da ikke bare være væk inden jeg overhovedet havde mødt dem. Hvorfor ville Ethan opsøge mig, hvis det bare var for at fortælle mig, at de var døde? Hvorfor ville nogle være så onde?

Jeg indså, at vi var nået et godt stykke væk fra mit hus, da jeg løb hele turen hjem. Jeg troede, jeg hallucinerede, for da jeg stod på den anden side af vejen, hvor jeg bare skulle gå over på den anden side af vejen, også være hjemme, var det anderledes end normalt. For på den anden side af vejen var der et bål på størrelse med et hus. Underligt nok, der hvor mit hus plejede at være. Måske var jeg gået forkert?

Det var som om, at min hjerne udelukkede muligheden om, hvad der virkelig var sket. Det var først, da jeg så postkassen med efternavnet Arya skrevet henover, at det slog klik inde i mig. Jeg var ikke gået forkert.

Mit hus. Mit hjem. Tusindvis af minder. Mine forældre. Der var ild i det hele. Selv ferskentræet, min mor og jeg havde plantet i forhaven, da jeg var tre, stod i flammer. Det lille fuglehus som min far og jeg havde sat op ovre ved gyngerne, selv gyngerne, som vi havde sat op alle tre, var der også ild i. Alting brændte.

Jeg gjorde den eneste ting, der føltes den mindste smule rigtig i det øjeblik. Jeg skreg. Jeg skreg så hjerteskærende og så højt, at jeg var i tvivl om, om jeg nogensinde ville kunne snakke igen.

For anden gang den dag mærkede jeg mine ben true med at knække under mig, men denne gang havde jeg på ingen måde overskud til at gøre noget ved det. Så jeg lod mine ben knække sammen under mig.

Jeg nåede ikke at ramme jorden, før jeg mærkede et par stærke arme holde rundt om mig. Mit skrig forvandlede sig til gråd. Jeg ved ikke hvordan, men jeg vidste med det samme, at det var Ethan, der stod med armene rundt om mig.

Han tog mig op i sin favn, og jeg kunne mærke, at han begyndte at bære mig væk fra mit brændende hus. Af en eller anden grund var det præcis det, som jeg havde brug for. At komme væk. Væk fra alting. Tårende trillede stadig ned af kinderne på mig, da jeg langsomt kunne mærke mine sanser glide væk, og søvnen overtog mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...