suitcase // niall horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2017
  • Opdateret: 27 mar. 2017
  • Status: Igang
>> Da to kufferter ved en fejltagelse bliver forbyttet i en lufthavn, ved hverken han eller hun, at dette uskyldige uheld skal vise sig at være starten på et smukt, romantisk, tårevædet og dramatisk eventyr. <<

20Likes
17Kommentarer
2144Visninger
AA

4. the third // niall horan

NIALL HORAN

”Jeg fatter altså stadig ikke, at du kunne komme til at tage en kuffert med fucking animerede katte over det hele i stedet for din egen,” siger Harry hånligt og stikker hænderne i lommerne. Jeg sender ham et olmt blik, selvom han selvfølgelig har ret. Hvordan fanden kunne det ske?

     ”Lad ham nu være,” insisterer Liam og ruller med øjnene. ”Det var et uheld. Vi skal bare få fat i den rigtige kuffert nu.” Jeg smider mig tilbage på sofaen og sender ham et taknemmeligt smil.

     ”Jamen forhelvede,” brummer Harry, ”der er fandme da nærmest en milliard mennesker derinde hver eneste dag, hvordan skal vi lige finde den bestemte person? Og hvordan er vi overhovedet sikre på, at de også har din kuffert?” Han lægger teatralsk armene over kors og så irriteret på både Liam og jeg. Jeg skærer en grimasse og ser fortvivlet på Liam, hvis blik skiftevis falder på vi andre. ”Øhm,” begynder han, ”der er da skilte på kufferter, ikke?” forsøger han sig og undviger den sidste bid af Harrys spørgsmål. Selvfølgen får mig til at slå mig selv i panden med håndfladen. Klart, der er et navneskilt.

     ”Hvor dum kan man være,” griner jeg og trækker kufferten hen til mig. Jeg drejer den lidt rundt i mit forsøg på at finde en lille lap papir, men uden umiddelbart held. ”Jeg kan ikke se noget,” sukker jeg lidt efter. ”Hvor er Louis overhovedet?”

     ”Han snakker med Connor inde ved siden af.” Jeg ruller med øjnene ved lyden af navnet. Jeg kan ikke klare den fyr. Sidst jeg sås med ham, forsøgte han at drikke mig så stiv, at jeg skulle gå i seng med en eller anden tøs, som jeg har glemt navnet på.

     ”Her er det!” udbryder jeg pludselig og river et lille stykke papir frem fra en forlomme på kufferten. Skriften er rystet og smudset lidt ud, men både navn og telefonnummeret ser læseligt ud. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg med sådan hast har tastet et telefonnummer ind. Det kræver en lille indånding at ringe op, og jeg går ud på badeværelset, da det begynder at dutte i røret.

     ”Du,” afbryder Harry pludselig og stikker hovedet herind. ”Er du sikker på, at du burde ringe? Hun ville aldrig lade dine ting stå, hvis hun vidste at hun havde dig i røret.” Han har fat i noget. Mine skuldre falder sammen, og jeg tager telefonen, der stadig dutter, fra øret og lægger på.

     ”Du har fat i noget,” siger jeg og tænker, så det knager. Jeg må have min kuffert.

     ”Du kan vel altid få Connor til at ringe. Ingen i verden ved, hvem fanden Connor Laurence er. Det kunne sagtens være ham, der havde glemt sin kuffert.” Ved synet af mit mørke blik - hvis jeg ikke fik gjort det klart nok før, så hader jeg Connor som pesten - sukker han dybt. ”Forhelvede, Niall. I må jo holde op med det der bitch-fight på et eller andet tidspunkt, ikke?”

     ”Han ville have mig til at knalde med en eller anden random tøs, Harry,” snerrer jeg sammenbidt. Han ruller med øjnene, som om det ikke er noget at brokke sig over.

     ”Og - hvad - så?” siger han med de mest irriterende pauser, jeg længe har hørt. ”Hun var fuld, billig og liderlig. Vi er drenge, det er sådan noget, vi gør.”

     ”Fandme ikke mig,” protesterer jeg og knuger om telefonen. ”Men nogen må jo ringe.” Jeg fnyser og træder forbi ham ud af badeværelset, skridter lidt ned ad gangen og banker på ind til Louis’ værelse. Det er ham, der åbner. Han lyser op i et af sit sædvanlige smil, der får pigehjerter til at banke. Bag ham, inde i værelset, står det tårnhøje røvhul og ser arrogant på mig.

     ”Hey,” smiler han skævt. ”Hvad så?” Han har hænderne begravet i lommerne på sine Adidas-bukser, og hans hættetrøje hænger slapt over hans skuldre.

     Jeg hilser ikke tilbage, ser bare køligt på ham. ”Har du tid et øjeblik? Eller var det vigtig?” Hen over skulderen ser jeg tilbage på Louis, der trækker på skuldrene og mumler at næh, det var det såmænd ikke. Så ser jeg op på Connor igen. Han trækker hænderne igennem sit voks-opsatte, mørke hår.

     ”Hvad er der, Niall?” smiler han selvfedt. Han stinker af deodorant, bemærker jeg.

     ”Gider du ringe til nogen for mig? Vedkommende har fået min kuffert fra lufthavnen ved en fejltagelse,” forklarer jeg og trækker telefonen frem. Han lægger hovedet på skrå, og nikker så efter lidt.

     ”Selvfølgelig,” hvisler han, ”jeg vil da gøre hvad som helst for mine kammerater.” Jeg ruller med øjnene og rækker ham telefonen. ”Her. Ring nu bare og sig, at du kommer og henter kufferten et eller andet sted, i lufthavnen, hans lejlighed eller noget.”

     ”Er det en han?” spørger han og det ligegyldige spørgsmål får mig til at vrisse.

     ”Det er en Riley, så det går jeg da ud fra. Ring nu bare, forhelvede.”

///

Drengene og jeg er gået i stener-mode med Friends kørende på Comedy Central, da Connor henvender sig hos os i stuen. Han har min telefon i hånden.

     ”Her,” han rækker mig den hen over sofaryggen, ”det var en eller anden fyr, der hed Vince eller sådan noget, der tog den. Riley sov åbenbart. Jetlag eller noget, det sker jo.”

     ”Kom til sagen,” afbryder jeg irriteret. Jeg kan fornemme hans hånlige smil. Han ved lige, hvad han skal sige og gør for at bringe mit pis i kog.

     ”Jeg fik en adresse,” tilføjer han, ”og komisk nok … så havde de en lysebrun kuffert, der megen vel kunne tilhøre en vis Niall Horan. Du kan takke mig nu eller senere.” Jeg himler med øjnene, men indvendig føler jeg mig så utrolig lettet over, at de også har min kuffert.

     ”Tak,” fnyser jeg lavt. ”Hvornår henter du den så?” Han slår en høj latter op.

     ”Henter den? Ha! Nej, det kan du sgu gøre selv, du.” Med sin brede hånd klapper han mig på skulderen. Jeg vrider mig under hans greb.

     Liam kommer mig til undsætning. ”Det kan han ikke! For det første har vi enormt travlt - vi er ikke på ferie,” formaner han. ”Og for det andet er han jo ikke bare hvilken som helst fyr, der lige mistede sin kuffert. Vel?”

     Connor ser mistroisk på ham. ”Gutter,” sukker han. ”Har I nogensinde hørt om forklædning?”

///

”Det her gør jeg simpelthen ikke, Connor,” protesterer jeg og træder ud af prøverummet. Jeg er iført en tre numre for stor skjorte med tern, solhat og et par mørke briller. ”Det er kort sagt for latterligt.”

     ”Hvad mener du dog? Du ser godt ud,” sprutter røvhullet af grin og holder sig for munden. Drengene stemmer i. Jeg skuler til dem alle, en efter en, i forsøget på at få dem til at holde op, men uden held. Til sidst kan jeg næsten heller ikke lade være ved synet af mig selv i spejlet. Hold nu kæft, hvor ser jeg åndssvag ud.

     ”Du ligner kraftedme en afbudsrejse!” griner Harry højt og læner sig op ad et tøjstativ. Hippien bag kassen sender os et kort blik og vender derefter sit fokus mod kasseapparatet, der jævnligt bipper enerverende. Jeg trækker op i skjorten.

     ”No way,” siger jeg henvendt til Connor, ”det her sker ikke.”

     Røvhullet lægger armene over kors, som om et ultimatum er på vej. ”Hvad vil du helst?” spørger han så. Here we go. ”- Genkendes som boy band-medlemmet Niall Horan eller en åndssvagt grim turist, der har mistet sin dyrebare kuffert?” Han lægger to fingre på underlæben og smækker en tankefuld grimasse på. Jeg himler med øjnene.

     ”Fint.” Med en irriteret mine træder jeg tilbage ind i prøverummet og trækker tøjet af. Den hæslige skjorte griner hånende af mig, da jeg omklædt står med den foran kassen.

     ”Det bliver syv dollars,” mumler hippien henslængt og dasker til kasseapparatet, da det igen udstøder et opgivende bip. Med et farvel, god dag, forlader jeg butikken med drengene i hælene.

     ”Henter du den så nu?” spørger Louis nysgerrigt og slår over i gadedrengeløb. Jeg trækker på skuldrene og mumler et måske til svar.

     Altså, jo, jeg vil gerne hente den nu. Rigtig gerne. Lige på stedet. Men hvis nu den der Riley-fyr viser sig at være svindler, der planlægger at spærre mig inde i sin kælder i fire måneder med mad enkelte gange i ugen og jeg ved ikke hvad, så lægger det lidt en dæmper på al den her gejst om at kunne hente den freaking kuffert og komme videre i livet.

     ”Jeg kan godt tage med, hvis det er,” tilbyder Connor vrængende og sender mig et smørret smil. Jeg skuler til ham.

     ”Ellers tak,” hvæser jeg og har pludselig fundet modet, ”det skal jeg nok klare selv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...