suitcase // niall horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2017
  • Opdateret: 27 mar. 2017
  • Status: Igang
>> Da to kufferter ved en fejltagelse bliver forbyttet i en lufthavn, ved hverken han eller hun, at dette uskyldige uheld skal vise sig at være starten på et smukt, romantisk, tårevædet og dramatisk eventyr. <<

20Likes
17Kommentarer
1930Visninger
AA

3. the second // riley thomson

RILEY THOMSON

Indtil videre har jeg opdaget 4 ting på denne flyvetur:

1. Jeg har glemt et par ekstra sokker, så mine fødder er stille og roligt blevet omdannet til to styk dybfrossen homo sapiens-kød. All natural.

2. Der er for få sæsoner af American Horror Story på Netflix.

3. Jeg har brug for et nyt headset, så hurtigt som muligt.

4. Vic savler lidt, når han sover.

     Et barn begynder at græde længere bag i flyet, netop som pilotens stemme skratter hen over højtaleren: ”Kære passagerer. Inden længe lander vi i LA, og I skal derfor venligst pakke al elektronik væk og samle jeres ting, samt… ” Han fortsætter, men jeg kender efterhånden proceduren forlæns og baglæns, så i stedet puffer jeg lidt til Vic for at vække ham. Han mumler noget uforståeligt og rykker på sig.

     ”Hvad er dit fucking problem, Riley?” brummer han, da jeg for fjerde gang hvæser hans navn. Jeg smiler undskyldende til den ældre herre på min anden side.

5. Det er relativt irriterende at sidde i midten mellem en fremmed mand og en møgsur, blåhåret ven, der ikke gider vågne.

     ”Vi lander snart,” forklarer jeg. ”Pak dit lort væk, ellers er det din skyld, hvis vi styrter ned.”

///

Varmen slår os i møde, da stewardessen lukker os ud med et smil. ”God rejse,” siger hun venligt, og jeg smiler høfligt tilbage, for det er jo noget man gør.

     Undtagen Vic, selvfølgelig. Han er allerede over alle bjerge med sin håndbagage, og så vidt jeg kan se, er han kun omkring 4 millimeter fra at dratte ned ad de sidste otte trin på trappen.

     Jeg ruller med øjnene og griner, mens jeg roligt trisser ned efter ham. Han står omtumlet nede på asfalten og misser mod solen. ”Hold kæft, hvor er her varmt,” pruster han, og jeg nikkende siger jeg med et strejf af ironi: ”Undskyld, næste gang skal jeg nok bede solen om at skrue lidt ned for varmen i LA.” Det sidste hviner jeg næsten, og Vic stemmer hurtigt i, og så står vi der og jubler som to omvandrende idioter.

     Solens stråler får Vics blå hår til at lyse op, og han kører sine lange fingre igennem det, mens vi går. Jeg ved godt, hvilke tanker, der stryger igennem hovedet på folk, når de ser os sammen, som nat og dag med vores kontraster, med armene viklet ind i hinanden, spankulerende afsted, som om vi lige var landet på månen. Men jeg er ligeglad. Vic er mit et og alt, han er den eneste, udover min far og Felix, der betyder noget for mig, den eneste, jeg kan og vil betro mig til.

     ”Hørte du, hvad jeg sagde, Riley?” Men elskede, blåhårede ven puffer til mig og skubber mig ud af mine tanker.

     ”Nej, undskyld. Hvad så?” spørger jeg og ser mig omkring. Vi står midt i hallen med rullebåndene. Her er så ekstremt stopfyldt til randen med mennesker, at vi knap nok kan mase os frem til båndene for at nå kufferterne. Et sted i mængden begynder nogen at skrige og hvine, men jeg kan ikke se mig omkring for rejsende.

     ”Jeg stemmer for, at vi snupper kufferterne, og så snart jeg har fået min, ringer jeg efter en taxa. Overvej lige alle de her mennesker; det ville jo tage en evighed!” Og jeg kunne ikke være mere enig. Konstant er der mennesker, der læner sig frem i forsøget på at hive en kuffert til sig, der alligevel ikke viser sig at være deres, for så at skubbe den halvt tilbage og forsøge sig med en ny. Vi ville aldrig nå hen på hotellet i tide, hvis ikke vi maste lidt.

     Vic kører fingrene igennem håret og sukker dybt, da vi har ventet i et kvarters tid. Jeg læner mig op ad ham og indånder den sædvanlige duft af ingefær, der altid sidder i hans trøjer. Først nu indser jeg rigtigt - altså rigtigt rigtigt - hvor træt jeg egentlig er. De få timers søvn, som jeg fik på flyet, har ikke klaret skærene, og jeg er lige ved at falde i søvn her, lænet op ad Vics let muskuløse torso. Han lægger kærligt armen om mig og trykker min slatne krop ind mod sig.

     ”Jeg er træt,” mumler jeg og lukker øjnene.

     Resten kan jeg ikke huske.

///

Denne gang er det Vics tur til at puffe nogen ud af deres søvn. Jeg glipper med øjnene og ser dovent hen på ham. ”Hvad er der?” spørger jeg søvndrukkent og klør mig på kinden. Det slår mig kort efter, at Vics blå kuffert og Pusheen står ved siden af mig, og at jeg sidder på gulvet med ryggen op ad væggen. Vi er ikke længere i hallen med rullebånd. Det ser nærmere ud til, at vi står i hovedindgangen.

     ”Taxaen er forsinket.” Vic sender mig en opgivende grimasse og stryger mig over håret. ”Det kan tage alt fra ti minutter til tre timer. Det er noget lort.” Irriteret slår han med en knytnæve ned i det blanke flisegulv. Med et suk læner jeg mig op ad hans skulder.

     ”Jeg vil bare gerne sove nu,” klynker jeg. ”Vækker du mig?” Vic griner.

     ”Nej, jeg efterlader dig her i en lufthavn fyldt med creeps i LA.” Han blinker til mig, og selvom jeg mest af alt har lyst til at give ham en lammer, er jeg for træt til overhovedet at tænke tanken til ende.

     ”Hold kæft,” er i stedet det eneste, han får til svar, inden den hektiske lufthavn blandes sammen med en drømmeløs søvn endnu en gang.

///

Jeg vågner igen ved lyden af en kvindes stemme henover højtaleren. Hun taler om noget ligegyldigt boarding-pis, og hvis jeg kunne, havde jeg slukket for hendes mikrofon lige på stedet, så Vic og jeg kan sove i fred.

     Speaking of… så ser Vic så ekstremt kær ud, når han sover. Udover at han savler, altså. Håret ligger pjusket hen over hans høje pande, og de små drys af fregner, der i forvejen ligger over hans kinder og næseryg, vil snart blive tydeligere på grund af varmen og få ham til at se endnu bedre ud, end han gør i forvejen.

     Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at hvis jeg enten havde vært en dreng, eller Vic ikke havde været homoseksuel, så havde jeg uden tvivl faldet for ham. Hvis man ser bort fra, at man skal kunne holde til en, der kan virke grov i munden og bitchy, så er han den mest kærlige, vidunderlige, charmerende og humoristiske dreng i verden. No kidding. Han er ligesom en kombination af en bedsteveninde, en bedsteven, en kæreste og en bror.

     Blidt lader jeg mine fingre strejfe hans lyse kind. Han rykker lidt på sig ved berøringen, og jeg smiler, ser mig lidt omkring. Synet for mit smil til at falme. ”Vic,” hvisker jeg. Da han ikke hører det, gentager jeg mig selv med forstærket stemme. ”Vic. Vic!” Med et sæt vågner han, gnider sine øjne og smasker, ser på mig med et blik der udtrykker ”hvad vil du nu?

     ”Hvor er den henne?” stammer jeg og lader hurtigt mit blik glide rundt i hallen.

     ”Hvor er hvad henne,” mumler han på sådan en måde, at det ikke engang er et spørgsmål.

     ”Min kuffert, Vic. Hvor er den?” Jeg ser vildt hen på ham, og han retter sig op, ser sig omkring. Tjekker bag sig, til højre og venstre, ser tilbage på mig med et hævet øjenbryn. ”Det ved jeg ikke,” siger han så langsomt. ”Min er her stadig.” Han slår ud mod sin egen. ”Men hey, stod den her før?” Lige ved siden af hans står en anden, en lysebrun. Jeg trækker på skuldrene og mærker tårerne banke på. Ikke græde, Riley, forhelvede. Stop nu!

     ”Der må være en, der har taget den forkerte.” Vic ser på mig og bemærker mine blanke øjne. Straks trækker han sig ind til mig og aer mig betryggende over skulderen. ”Så, så, vi finder den. Hør, nu tager vi de to kufferter her, og så går vi op til skranken, ikke? Kom så.” Han løfter mig op at stå og giver mig hanken til den brune kuffert med ordene ”hold den her.”

     Med tungt sind, den ene hånd i kufferten og den anden låst fast i Vics, bevæger vi os gennem menneskemængden. Tænk engang, at vi kun lige er kommet - og alting allerede er gået galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...