Hjem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2016
  • Opdateret: 19 aug. 2016
  • Status: Igang
Octavia vågner op ene og alene i en skov, med en svær hovedpine, og uden nogen idé om, hvordan hun er havnet der. Uanset hvor længe hun forsøger at finde ud, føles den fremmede skov uendelig lang, og hun bliver ved med at gå i ring. Samtidig har hun en masse tanker og forvirrende minder, der flyder rundt i hovedet i ét stort kaos. Octavia må kæmpe for at finde vejen ud af skoven, og finde hjem til sin familie. Men vil det nogensinde lykkes hende? Læs med og find ud af det.

1Likes
0Kommentarer
46Visninger

1. Kapitel 1

Dagslyset var efterhånden ved at forsvinde oppe bag trækronerne, og mine ben var svagt begyndt at ryste efter den flere timers lange vandring. Skoven syntes mere dunkel, end den havde været tidligere, hvor solen havde givet en mere idyllisk stemning i den ellers så smukke skov. Jeg måtte blankt erkende, at jeg følte mig meget utilpas. Selvom mørket var på vej og jeg konstant kunne høre ugenkendelige lyde omkring mig, var det ikke det der gjorde mig mest utilpas i situationen. I flere timer havde jeg rendt rundt alene, uden at kunne finde vej ud ad den dybe skov. At tilbringe natten alene i en skov, med alle mulige mystiske lyde og vilde dyr stod ikke ligefrem højest på ønskelisten, men det så ikke ud til at der var andre muligheder.
Fortabt og ude af stand til at tænke klart satte jeg mig ned på den store væltede træstamme, som jeg allerede havde passeret flere gange i løbet af dagen. Min mobiltelefon, som jeg ellers altid plejede at have på mig, var ikke i min lomme, og det armbåndsur jeg lige havde købt i sidste uge var stoppet med at gå. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, og det eneste der gav mig en idé om klokken, var mørket der langsomt begyndte at falde henover skoven. Omkring mig greb vinden fat i træernes kroner, så de forskellige grønlige blade gav raslende lyde fra sig.
Hvordan jeg var endt ude i skoven var mig stadig en gåde. Jeg huskede tydeligt, hvordan jeg tidligere på dagen havde vågnet op midt ude i skoven, blot med et almindeligt sæt tøj og uden nogen jakke på. Bare tanken om det fik det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg havde ganske vidst haft en dundrende hovedpine, og havde det stadig, men mit hoved havde intet hul, som jeg ellers havde tjekket efter. Problemet var bare at jeg intet kunne huske, og uanset hvor meget jeg prøvede, dukkede intet op. Tanken skræmte mig, men jeg havde endnu ikke været omsluttet af panik. Det var en underlig følelse, som jeg var fuldstændig uforstående overfor.
Vinden rev i mine lyse lokker, og kulden begyndte lige så stille at indtræffe. Hvordan i alverden jeg skulle overleve en nat i den her kulde anede jeg ikke, men når jeg var faret så meget vild var der ikke andet for. Jeg skubbede mig ned på den kolde og let fugtige skovbund, så jeg kunne læne mig op ad den væltede stamme, og trække benene op til mig. I et ynkeligt forsøg for at holde varmen lagde jeg armene om mine ben, og krympede mig helt sammen. Jeg vidste at jeg burde finde læ for vinden og kulden eller i det mindste bevæge mig, men jeg var så træt i mine ben efter at have vandret forvirret rundt. Så træt som jeg nu engang var lukkede jeg øjnene, med mine klaprende tænder, og forsøgte at samle mig noget energi. Mine øjenlåg føltes tunge, og alt i min krop skreg efter en varm seng med en dejlig fjerdyne, og en dampende kop kamille te med honning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...