Mad World - Harry Styles fanfiction

Noa Isabela Cortes, datter af Emanuel Hugo Cortes, har levet ’det søde liv.’ Hun har aldrig manglet noget, eftersom hendes far har haft pengene til at give hende alt. Men langsomt begynder hun at miste besindelsen. Det er i hvert fald hvad hun tror. Angst og nervøsitet samler sig i hende, som hun hele tiden føler, at have et sæt ubarmhjertige øjne i nakken. Af flovhed holder hun følelsen for sig selv, men kunne det være tilfældet, at det rent faktisk var mere end bare en følelse?

21Likes
9Kommentarer
998Visninger
AA

3. Kapitel 2

 


2

 

Noa rejste sig fra caféen, med tasken over skulderen. Hun lod sit tomme krus stå på bordet, mens hun bevægede sig ud i storcenteret igen. Hendes telefon lå sikkert i hendes hånd, mens hun skimtede hver en notifikation.

 

Hun var helt forgabt i sin telefon, at hun slet ikke lagde mærke til den mand der kom styrtende imod hende. Han havde travlt, modsat hende. Med et bump stødte han ind i hendes skulder, hvilket gav et set i hende, samtidig med at tasken røg ned over hendes skulder. Hun kiggede forskrækket op på manden, med et ikke så rart udtryk. Et øjeblik føltes det som om, at øjne kunne dræbe, og hun var hans mål.

 

Før hun selv kunne nå det, greb han hendes taske, og løb igennem centeret med den. ”Hey!” skreg hun, men hun indså hvor tamt det var, og satte derefter i løb efter manden. Hun løb slaglom mellem menneskestrømmen der gik i mod hende, mens manden bare brasede ind i hvert menneske.

 

”Stop!” skreg hun. ”Tyv!” prøvede hun fortsat. Hun mistede langsomt pusten, og hun måtte indse at hun ikke kunne indhente ham – han var for hurtig.

 

Langsomt satte hun fart af, og stoppede til sidst, med et opgivende blik rettet mod manden. Alt håb for hende, om at beholde sin taske, var væk. Hun var egentlig lidt ligeglad. Hun kunne bare gå ind i Michael Kors og købe en ny. Det var princippet, og følelsen af at blive bestjålet, der irriterede hende.

 

Hun mærkede pludselig en hånd på hendes skulder, men et sekund efter, var den væk igen. Hun genkendte ham fra caféen, samt om natten på vej hjem fra byen. Han styrtede efter manden med tasken, i en utrolig høj fart. Et lille smil viste sig på hendes læbe.

 

Han hoppede uden om alle menneskerne, der forhindrede ham i at spurte. Alligevel var hans hastighed høj, og han halede langsomt ind på manden. De drejede om hjørnet, og de var ikke længere i syne. Hun satte i løb efter dem - spændt på – om Harry mon ville kunne stoppe tasketyven.

 

Da hun nåede rundt om hjørnet, fik hun øje på Harry, der stod med hendes taske i hånden. Manden var helt forsvundet, hvilket hun fandt ret besynderligt. En smule forpustet gik hun frem mod Harry, der stod med et tilfreds smil på læben.

 

”Jeg tænkte nok vi ville ses igen” Han rakte tasken frem mod hende, og glædeligt puttede hun den ind til kroppen. Med et lille smil svarede hun ”Tak.”

 

”Intet problem.”

 

Hun kiggede ned af den lange gang med butikker. ”Hvor blev han af?” spurgte hun nysgerrigt. Han så i samme retning som hende ”Han stak af. Da han så at jeg fortsat løb efter ham, smed han tasken.”

 

Det gav ret god mening, så hun nikkede forstående. ”Jeg øh-” Han kiggede tilbage på hende, for derefter at sænke hans blik til tasken. ”Håber ikke der er noget der kan gå i stykker deri.”

 

Hun kiggede et øjeblik ned på tasken, før hendes øjne fandt hans. ”Jeg har min computer, men det er ligegyldigt. Jeg er bare glad for at få min taske tilbage.” Endnu engang sendte hun ham et af sine små smil.

 

”Hvis jeg var dig ville jeg holde godt fast i den taske” Harry smilte skævt til hende, med et lille glimt i øjet. Hun gengældte smilet. ”Det vil jeg gøre.”

 

Han bakkede langsomt, mens han afsked hende ”Vi ses Noa.”

 

”Vi ses.”

 

Med tasken helt ind til kroppen, gik hun mod elevatoren, der ville tage hende til parkeringskælderen. Da hun var på underetagen, på vej mod sin bil, kiggede hun hele tiden efter manden. Heldigvis var han ikke i syne. Hun havde på fornemmelsen at han var i nærheden, eller i hvert fald, at nogle var. Hun følte sig overvåget, og det var ikke første gang.

 

Hun skyndte sig at starte bilen og køre hjem, mens hendes øjne ind i mellem flakkede mod passagersædet, hvor hendes dyrebare taske lå.

 

 

 

Da mørket faldt på, trådte hendes far endelig ind af døren. Hun løb ud i gangen, hvor han stod omringet af kufferter.

 

”Far!” udbrød hun glad, før hun slyngede ham ind i et kram. ”Noa” grinede han kærligt, over hvor meget hans datter havde savnet ham. Hun trak sig ud af krammet igen, og rettede på det fine jakkesæt, hun havde krøllet ved skuldrene.

 

”Jeg er glad for at se dig igen-” Hun ventede på hans men. ”Men Bryan har ringet utallige gange, efter jeg er steget af flyet, så jeg bliver nødt til at ringe ham op.”

 

Finley Bryan var deres bankmand, som Emanuel havde et tæt forhold til. De var langt mere end sælger og kunde, de var venner.

 

Mens hendes far hastigt hev telefonen op af lommen, efterlod han hende med kufferterne. Hun havde set frem til at tilbringe noget tid med sin far, efter hans 4 ugers forretningsrejse til Tyskland. Hun blev en smule skuffet, men hun undlod at sige noget til ham. Hun tog i stedet hans kufferter, og rullede dem ind på hans værelse.

 

Hun gik tilbage ud i stuen, hvor hendes far frustreret mødte hende. ”Hvad er der galt?” spurgte hun bekymrende. Hendes far slog sig ned i lænestolen, mens han stressede sad og tænkte på, hvad skal skulle gøre.

 

”Der har været forsøgt indbrud igen.” Han gned træt hans fingre i øjenkrogene. ”Det er 3 gang i denne måned. Jeg forstå det simpelthen ikke.” Han rystede på hovedet, mens han ikke anede hvad der foregik. Han var vant til at det blev forsøgt i ny og næ, men aldrig så mange gange, på blot den måned han var væk.

 

”Men det lykkedes ikke vel?” spurgte Noa, før hun satte sig i stolen overfor sin far. Han rystede på hovedet ”Selvfølgelig ikke. Men Bryan anbefaler stadig at transportere pengene til Canada. Ingen har nogensinde lykkedes at stjæle nogen værdier fra Royal Bank.”

 

”Så må vi vel gøre det” sukkede Noa.

 

Hendes far rystede dog bare på hovedet. ”Der er en stor risiko ved at transportere den mængde kontanter.”

 

De stod i et kæmpe dilemma. Efter de opbevarede deres penge i kontanter, gjorde det det meget svære for dem, at flytte rundt på dem. Til gengæld blev de ikke længere udsat for hackerangreb.

 

”Jeg forstår det ikke.” mumlede hendes far igen. Mens han holdt sine tanker til sig selv. Han var bange for, at der var mere under opsejling, og at det ikke bare var nogle røvere ude efter penge.

 

 

 

Her kommer kapitel 2, efter der er gået nogle dage. Tusind tak til alle jer der har liket og favoriseret, det er jeg meget taknemmelig for. Tak fordi i læser med. – Written In The AM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...