Mad World - Harry Styles fanfiction

Noa Isabela Cortes, datter af Emanuel Hugo Cortes, har levet ’det søde liv.’ Hun har aldrig manglet noget, eftersom hendes far har haft pengene til at give hende alt. Men langsomt begynder hun at miste besindelsen. Det er i hvert fald hvad hun tror. Angst og nervøsitet samler sig i hende, som hun hele tiden føler, at have et sæt ubarmhjertige øjne i nakken. Af flovhed holder hun følelsen for sig selv, men kunne det være tilfældet, at det rent faktisk var mere end bare en følelse?

21Likes
9Kommentarer
998Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

1

 

Noa vågnede op, ved lyden af hendes alarm der ringede. Hun stønnede træt, og rakte ud efter telefonen på hendes sengebord. Hun slukkede straks alarmen, og nød stilheden der vendte tilbage. Hun lå og så op i loftet, mens hun tænkte på vejen hjem fra festen. Hun havde aldrig været så bange før, og normalt var hun ikke let at skræmme.

 

Hun kastede benene ud over sengekanten, og rejste sig døsigt op. Hun iklædte sig sin silkekåbe, og et par varme sutsko. Hun satte hendes hår i en knold, så hendes fedtede hår, ikke så nært så ulækkert ud.

 

Hun traskede ned af trappen, og videre mod badeværelset, da den lille Corgi stoppede hende. Corgien sad ventende foran hoveddøren, med snuden i vejret. Hun skiftede direktion, og gik i stedet over for at åbne døren til den store forhave. Corgien løb glad over den grønne plæne, før den satte sig tilrette under et stort kastanjetræ.

 

Mens Noa hvilede sig op af dørkammen, fik dørmåtten hendes opmærksomhed. På den sorte måtte, lå hendes pung, hun ikke engang havde opdaget var væk. Hun måtte have tabt den på vej ind af døren – det var det første hun tænkte.

 

Hun samlede pungen op, og åbnede den, for at sikre at alt indholdet var der. Hendes kreditkort samt kontanter var der stadig. Hendes kørekort lå også stadig i pungen, ved siden af hendes husnøgle. Hun brugte sjælendt den nøgle, hun plejede at anvende nøglen under blomsterkrukken. Det eneste der manglede, var hendes pas. Hun havde det altid med i byen, for at dokumentere hendes alder. Hun vidste at hun havde lagt det der, men nu var det væk.

 

Hun tænkte at hun nok bare havde tabt det, da hun havde hevet sit kort op, da hun skulle betale for drikkevarerne. Hun tænkte ikke yderligere over det, hun lukkede i stedet døren igen, da hendes hund var færdig med dens morgenrutine.

 

Hun gik mod badeværelset, hvor hun herefter tog sig et hurtigt bad. Hun kunne ikke være bekendt at gå nogle steder, når hun så ud som hun gjorde. Da hun havde fået tøj på, samt redt håret og lagt makeup, tog hun sin taske, pung og jakke. Hun låste døren efter sig, før hun gik over mod den sorte Range Rover. Hun startede bilen, og kørte derefter ind mod byen.

 

Hendes telefon blev ved med at bimle, som tegn til at nogle ville i kontakt med hende. Hun undlod dog at svare på beskederne – ikke på grund af at hun kørte bil, men på grund af at ingen af beskederne var interessante nok.

 

Hun parkerede bilen i parkeringskælderen, under det kæmpe shoppingcenter. Hun steg ud af bilen, med hendes taske i hånden, og jakke over armen. Hendes fingre trykkede på fjernbetjeningen, så bilens døre nu var låst. Hun så sig omkring, men her var ingen mennesker. Det skyldtes nok det tidlige tidspunkt.

 

Hun gik mod elevatoren med lange skridt. Hendes tempo blev hurtigere og hurtigere, og hun vidste ikke helt selv hvorfor. Hun havde en lyst til at løbe det sidste stykke, som om hun var på flugt fra nogen. Ivrigt trykkede hun på elevatorknappen, mens hun håbede på at dørene snart ville åbne sig. Hun så sig over skulderen, men de eneste mennesker i syne, var en mor med hendes to små børn. Hun var ikke helt klar over hvorfor hun følte sig utryg, men følelsen var stærk og her var ikke rart at være.  

 

Elevatorens døre åbnede sig endelig for hende, og hun skyndte sig ind og trykke på knappen til etagen oven over. Hun følte et pres forsvinde fra hendes bryst, og hun følte sig ikke længere urolig. Hun rullede med øjnene af sig selv, og hendes latterlige opførsel. Hvorfor fanden var hun bange for en parkeringskælder, hun havde været i over 700 gange?

 

Dørene åbnede sig, og et stort lyst center mødte hende. Ned af gangene med butikker, gik forældre med barnevogne og børn med balloner i liner. Hun så ikke rigtig nogen på hendes alder, men det handlede nok om at de studerede på dette tidspunkt af dagen. Noa havde dog i stedet valgt at tage et sabbatår, hvor hun ville fokusere på sig selv og hendes markedsføring. Hun var i gang med at lancere sin egen smykkekollektion, selvfølgelig med hendes far i ryggen. Det var hans idé, samt hans folk der hjalp hende med at starte op.

 

Hun gik mod Starbucks, hvor hun ville slå sig ned og få noget morgenmad. Hun satte sig ved et ledigt bord bagerst i caféen, med hendes Skinny Mocha og smørcroissant. Computeren hev hun op på bordet, mens hun tjekkede sin indbakke.

 

En bunke med ubesvarede mails mødte hende, og hun ønskede lige nu at hun aldrig havde åbnet sin computer. Men beskederne var fra hendes fars kollegaer, der hjalp hende med økonomien til den nye kollektion. De havde sendt en masse grafer, og statikker over produktionen og udgifterne.

 

Hun nåede ikke at fordybe sig nærmere i beskederne, før en stemme hun havde hørt før afbrød hende ”Hey.” Hun kiggede forvirret op, i de grønne øjne hun genkendte fra natten før. ”Noa?” han formulerede det som et spørgsmål. Hun så undrende på ham ”Hvordan-” han afbrød hende ved at pege mod hendes kop ”det står på dit krus.” Hun følte sig en smule dum nu, da hun ikke havde lagt mærke til navnet på hendes varme drik. Hun så skuende på hans kop ”Harry” konstaterede hun. Han nikkede, med et lille smil. ”Må jeg slå mig ned?”

 

Hun fandt ham en smule besynderlig, men hun lod ham sætte sig ned på stolen foran hende. ”Ja, selvfølgelig” svarede hun lettere konfus. Hun lukkede computeren i, og pakkede den ned i hendes taske igen.

 

Han sad foran hende, med hans sorte sweater trukket op om hænderne, og hun tænkte på om han mon frøs. Selv om her langt fra var koldt herinde. Han sad og smilede let til hende, før han startede en samtale op. ”Kom du godt hjem i går?” Hun fandt det høfligt af ham at spørge, så mens hun reflekterede hans smil svarede hun ”Jeg kom da hjem i ét stykke.” Han fnøs kærligt af hende ”det var dejligt at høre.”

 

Hun tog en tår af hendes kaffe, før hun spurgte ind til ham ”Hvordan var din bytur?” Hun regnede med at han også havde været på bar, eftersom det var den mest logiske grund til, at han befandt sig ude midt om natten.

 

Han skævede til hende ”Ikke som forudset.” Hun rynkede panden ”Og hvorfor så ikke?” Han trak i den ene mundvige ”Der kom nogle ting i vejen.” Hun kunne høre at han ikke rigtig gad og uddybe sig, eftersom han ikke beskrev hvilke ting der kom i vejen. Han lagde også fokusset over på hende i stedet.

 

”Det var rart at se dig igen.” et charmerende smil, formede sig på hans læber. Et smil, der fik hende til selv at smile. ”Det er godt at vide, at du kom sikkert hjem.” Han skubbede stolen tilbage, før han allerede rejste sig. Hun smilede taknemmeligt til ham ”Det var sødt af dig at tjekke op på mig.”

 

”Intet problem” svarede han med et skævt smil. ”Det kan være vi ses igen, Noa.” Hun trak let på skulderen ”Det kan være, ja.” Han var hurtigt ude af caféen igen, og han efterlod hende med hendes morgenmad og mails.

 

Hun sad og var forundret over ham, og hans korte tilstedeværelse. Hun vidste ikke om hun skulle finde ham sød, eller en smule sær. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...