En mur af sorg

Selena's forældre døde i en bilulykke juleaften da hun var lille. Lige siden da har hun været... svær at omgås. Hun flytter fra plejefamilie til plejefamilie, og besøger hver dag i julen, sine forældres gravsted. En dag møder hun en dreng, ved navn Marco. Hvem er han, og hvorfor vil han ikke bare give op på hende, ligesom alle andre gør?

2Likes
2Kommentarer
285Visninger
AA

2. Fortæl mig det hele!

Jeg vågnede ved, at sollyset skinnede ind gennem vinduet. Argh! Jeg havde glemt at rulle gardinet ned! Jeg rakte ud efter min mobil. 06:34… Der var stadig en halv time til, at jeg skulle op.

 

Jeg tog mine jeans og en hættetrøje på, og gik ud i køkkenet. Der var ikke meget i køleskabet… Så det endte med, at jeg tog et stykke pizza fra i går, og gik ud af døren, med kurs mod kirkegården.

Det var stadig mørkt udenfor da jeg ankom.

 

Bænken blev som altid lyst op lygtepælen ved siden af. Jeg satte mig på bænken, og kiggede over mod mine forældres gravsted. Det gør stadig ondt. Følelsen af at miste dem, vil ikke gå væk. En tåre gled ned af min kind.

 

”Er du okay?” Jeg tørrede tåren væk, og sprang op fra bænken.

 

”What the fuck?! Du kan sgu da ikke bare snige dig bag på folk!” Marco…? Hvad lavede han her?

 

”Undskyld. Det var ikke for at forskrække dig.” Han morede sig tydeligvis!

 

”Nå, men det gjorde du altså!” Jeg satte mig på bænken igen.

 

”Hvorfor sidder du her?” Jeg kiggede op på ham.

 

”Jeg vågnede tidligt.”

 

”Det var ikke det jeg mente.” What…

 

”Jeg mente, hvad laver du her. På en kirkegård?” Oh wow, han er godt nok nysgerrig, af en man lige har mødt!

 

”Som sagt, vågnede jeg tidligt.”

 

”Så, du kender ikke nogen her?” Jeg kiggede skarpt på ham.

 

”Hvad laver ’du’ her?” han så overrasket på mig.

 

”Går med Noah? Vi plejer altid at gå igennem parken.” Jeg har da aldrig set ham før.

 

”Men… Jeg har da ikke mødt dig her før?”

 

”Nææææh, vi plejer at gå ved kirken, men de er i gang med at lave den om, så.”

 

”Laver de kirken… om?” Nej… Det må de da ikke!

 

”Ja…” Jo mere han kigger på mig, jo svære er det, at holde mine tårer inde.

Stop. Stop! STOP!

 

”Stop med at kigge sådan på mig!” Tårerne væltede ned af kinderne på mig. Det var det eneste der ikke måtte ske! Hvorfor?! Hvorfor, kan han ikke bare lade mig være i fred?!

 

”Eva…” Han satte sig ved siden af mig.

 

”Hvorfor vil du ikke sige dit rigtige navn?” Jeg kiggede overrasket på ham.

 

”Hvor… ved du det fra?”

 

”Ej, kom nu! Alle kunne høre at du løj.” Vi sad bare der og lod tavsheden tage over.

 

”Selena…” Jeg kunne mærke hans øjne hvile på mig.

 

”Se. Det var da ikke så svært?” Han havde et flot smil.

 

”Så… Selena. Du ved, nogle gange er det bedst at snakke om tingene, og andre gange er det bedst at holde det for sig selv. Jeg tror… at det du holder inde, er noget du skal dele med en.” Jeg kiggede op på ham. Måske havde han ret. Måske ikke, og hvis han havde, hvorfor skulle jeg så dele det med en jeg lige har mødt? Måske er det det, at jeg lige har mødt ham, der gør at… jeg tør? Han gør mig usikker, fordi at han giver mig den tryghed, jeg ikke har haft i mange år.

 

”Det er bare lidt mærkeligt, at fortælle det til en fremmed…”

 

”Yeah… Du kunne selvfølgelig også bare ringe til børnetelefonen.” Vi grinte begge lidt.

 

”Okay… Men det er vores lille hemmelighed, så!” Han rakte mig sin hånd.

 

”Det lover jeg.” Der var det igen. Det perfekte smil, der bare sagde ’det okay, du kan stole på mig’

 

Jeg fortalte ham det hele, lige fra min forældres død til, hvordan jeg har rejst fra familie til familie. Han fik hver en lille detalje. Hvordan jeg følte. Hvordan jeg havde fået tæv. Og til sidst, hvordan jeg havde manglet tryghed. Hvordan den var forsvundet mere og mere, fra hver plejefamilie jeg havde været hos.

 

Det var umuligt at holde mine tårer inde. Det var som om, at alle de gange, hvor at jeg burde have grædt, men har holdt det inde, kom ud nu.

 

Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at Marcos sorte schæfer, havde siddet ved siden af ham hele tiden. Jeg kiggede op på Marco.

 

”Marco? Er du okay…?” Jeg lagde min hånd på ryggen.

 

*Snøft snøft*

 

”Oh, græder du…?” Han ville ikke kigge mig i øjnene.

 

”Nej sgu da!” Jeg agede ham stille på ryggen.

 

”Hvorfor græder du?” Han kiggede stille op på mig.

 

”Det er din skyld, for helvede!” Jeg kunne ikke lade vær’ med at grine.

 

”Du er SÅ meget kønnere, når du griner.” Det var lang tid siden, at jeg havde grinet.

 

”Tak…” Han kiggede rundt lidt, hvorefter han spurgte:

 

”Vil du ikke med mig hjem?” Jeg kiggede på ham lidt.

”Min mor har lavet en stor julefrokost, men gæsterne blev nødt til at aflyse.

 

 

Hans mor var enormt sød og kærlig, og det endte med, at vi mødtes hver dag efter skole, og snakkede til sent ud på aften. Han var det  bedste der var sket for mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...