En mur af sorg

Selena's forældre døde i en bilulykke juleaften da hun var lille. Lige siden da har hun været... svær at omgås. Hun flytter fra plejefamilie til plejefamilie, og besøger hver dag i julen, sine forældres gravsted. En dag møder hun en dreng, ved navn Marco. Hvem er han, og hvorfor vil han ikke bare give op på hende, ligesom alle andre gør?

2Likes
2Kommentarer
286Visninger
AA

1. Den sorte schæfer

Sneen faldt blidt over den mørke himmel. Det eneste der lyste op, var lygtepælen ved min side. Bænken var iskold. Jeg, og alt omkring mig, var dækket i et lag sne. Jeg sad blot der. Drømmende. Kiggede på himlen. Kiggede på de små snefnug der fløj blidt over himlen.

 

De fleste pyntede sikkert juletræet nu, men ikke jeg. Jeg sad blot og så drømmene op mod himlen.

 

Der var ingen der savnede mig. Jeg var alene. Igen. Og jeg var træt. Træt af at flytte. Træt af ikke at høre til. Træt... Af at være alene. Så her sidder jeg. På en kirkegård. Ved mine forældres gravsted. Stukket af. Igen.

 

Det er det samme hvert år. Når julen kommer. Lyser alle op. Men ikke jeg. Når julen kommer. Kommer sorgen. Jeg lukkede mine øjne, og lænede hovedet tilbage. Jeg tænkte tilbage. På ulykken. Mine forældres død.

 

¨¨Bilmotorens brummende lyd, gav små vibrationer i kroppen, mens vi kørte. Mor vendte sig om i sædet, og kiggede på mig smilende.

"Glæder du dig ikke til at se mormor igen?" Jeg kiggede op på hende, og nikkede stille, mens jeg rodede rundt i min taske efter mine høretelefoner. Jeg trykkede på "play", og afspillede "Nightcore ~ The Wolf". Som musikken spillede, lukkede jeg stille mine øjne i, og gled langsomt ind i søvnens favn. ¨¨

 

Det sidste jeg husker, er min mor der sidder på forsædet, blødende og stille, med åbne livløse øjne. Lige siden den ulykke, har jeg rejst fra plejefamilie til plejefamilie. Nogle af dem var faktisk søde nok, mens andre… Men jeg er faktisk ret ligeglad. Jeg har to regler om højst, at være hos en familie i 2 måneder og, at de højst må bo 7 km væk fra kirkegården.

 

Tankerne kørte igennem hovedet på mig.

 

 

”Av for helvede!” Jeg kiggede ned på jorden, og så en kæp ligge der. Var der lige nogen der havde kastet en KÆP i hovedet på mig?

 

”VOV! Vov vov vov vov!” En stor sort schæfer stod og gøede af mig, som om at den ville æde mig. Jeg antog hurtigt, at det var en dreng ud fra dens størrelse. Jeg kiggede på pinden, til hunden. Fra pinden, til hunden. Pind, hund. Pind, hund.

 

”Er det din…?” Jeg tog pinden op, og rystede den. Hans hale begyndte at logre voldsomt.

 

”Skal vi lege?” Jeg rystede pinden igen, mens jeg gik lidt væk fra bænken.

 

”Er du klar!” Jeg kastede pinden med al min styrke, og lige som jeg gav slip, satte han efter den. Det var umuligt ikke at smile.

 

”Spøjst. Han plejer ikke, at ville lege med fremmede.” Det gav et sæt i mig. En mørkhåret dreng, stod bag mig.

 

”Er han din?” Han nikkede stille, mens han kom tættere på. Da jeg mente, at han var tæt nok på mig, gik jeg lidt tilbage for at signalere, at han skulle blive der.

 

”Undskyld. Mit navn er Marco.” Han holdte en lang pause, som om han ventede på mit svar.

 

”Eva…” Han gentog mit navn… Hvem gør det?

 

”Hvorfor sidder du her alene, ’Eva’?” Han lagde ekstra tryk på mit navn.

 

”Hvorfor rager det dig?” Svarede jeg spydigt igen. Han kiggede overrasket på mig.

 

”Fordi at det er jul…” Hans svar var lavt, som om at han havde indt af mig. Jeg fniste, og begyndte at gå med raske skridt væk.

 

”Hey! Vendt lige!” Han småløb efter mig. Hvorfor kan han ikke bare lade mig være i fred, og gå sin vej?!

Da han var nået op til mig begyndte han igen.

 

”Hey… Undskyld, hvis jeg fornærmede dig.” Han holdte en lang pause, og forventede tydeligt et svar, og da han ikke fik det begyndte han igen.

 

”Jeg synes bare, at det er mærkeligt, at en så ung og køn pige sidder alene på en kirkegård når det er jul.” Jeg fnøs, og blev ved med at gå. Den sorte schæfer travede stille efter os.

 

”Jeg mener, bør en pige som dig ikke sidde et sted, med sin kæreste?” Av… Jeg stoppede brat. Det gjorde ondt, det han sagde.

 

”Hvad ved du overhovedet, huh?! Du har lige mødt mig! Jeg kender dig slet ikke, så hvad ’rager’ det dig?! Denne gang var det mig der lagde tryk på et ord. Endnu engang travede jeg hurtigt hjemad.

 

Tårerne løb ned af kinderne på mig. Inderst inde vidste jeg jo godt, at han bare ville være sød. Det undrede mig lidt, at han ikke bar havde givet op første gang jeg afviste ham, men at han blev ved med at spørge. Han havde jo lige mødt mig. Han kendte mig slet ikke.

Det var ikke min mening at afvise ham, det er var ligesom bare blevet en vane.

 

Efter ulykken, har jeg ikke klaret mig særligt godt socialt. Det var som om, at jeg havde bygget den her mur rundt om mig, og når folk prøvede at kravle over den, eller ligefrem vælte den… Så kan jeg bare slet ikke styre mig!

 

Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen. Ingen. Denne gang kiggede jeg ordentligt. Han var ikke fulgt efter mig.

Jeg tog mig selv til brystet. Hvad var det for en følelse…? Jeg var da ikke skuffet. Var jeg?

 

 

 

”Jeg er hjemme!” Det flimrede inde fra stuen, så jeg besluttede mig for, at tage et lille smugkig bare for, at se om han var i live endnu.

Han sad som sædvanligt i sin lænestol med en bajer i hånden og så fodbold. Jeg stillede mig i dørkammen.

 

”Hvorfor fanden skal jeg sige, at jeg er hjemme, hvis du ikke engang gider, at fucking svare?” Jeg borede mine utilfredse øjne ind i nakken på ham, som han hurtigt og uelegant, vendte sig om.

 

”Er der et problem!?” Han var tydeligvis fuld. Jeg rullede med øjnene, og gik ind på mit værelse og smed mig på sengen.

 

Jeg lukkede mine øjne, og prøvede at falde i søvn, men det var umuligt! Hans ansigt var det eneste jeg kunne tænke på!

 

”Argh!” Jeg kastede hovedpuden ud af sengen, og prøvede på bare at få lidt søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...