Never say Never

" Jeg løber ned af trapperne. Det kan ikke gå stærkt nok. Det er som om det forfølger mig. Jeg må ikke se mig tilbage, må bare ikke. Jeg løber, løber, løber. Jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen, men jeg skal fortsætte. Er jeg alene nu?" 16 årig Emily Brown er blevet efterladt i en død by. En døds sygdom har ramt byen. Alle er døde, hver og en. Emily er den eneste overlevende, eller det er hvad hun tror. Da hun indser at det hele er forbi, dukker der håb op, med håbet følger der også kærlighed.

0Likes
0Kommentarer
167Visninger

2. To

 

Jeg sætter mig op, og gaber. Det har været en urolig nat. Jeg gnider mig i øjnene og gaber igen. Idet jeg ser omgivelserne kommer det hele tilbage til mig. Ku' det ik' bare være et mareridt? Jeg kommer til at tænke på Jessie, åh Jessie, du ville være så meget bedre til det her end mig. Jessie er min bedste venide, var, hun var min bedste veninde. Vi har kendt hinanden siden vi blev født, og nu, nu er hun væk. En tåre triller fra mit venstre øje. Jeg tror at min nye hobby er at græde nu. Jeg kan huske den sms hun sendte til mig, den blinker i mit hoved:

Jessie: Jeg tror at jeg er ved at døøøøøø! Har det forfærdeligt :(

Det var ikke bare noget hun troede, hun døde virkelig, hun er død nu. Død. Der dukker et minde op i mit hoved:

Jeg går ned af gangen, skal finde min klasse. Idet jeg træder ind i døren, bliver jeg mødt af en smilende Jessie "Suprise!" jeg måber "Tillykke med fødselsdagen søde!"  Alle mine andre kammerater står m bag ved med lys og balloner. På væggen bag dem er der et stort banner med teksten "TILLYKKE MED DE 16 ÅR EMILY!" Jeg smiler i hele hovedet "tak," jeg kan ikke finde år for hvor glad jeg er "Tusind tak!" "Her," Jessie rækker mig en pakke "åbn den," hun smiler. Jeg smiler mens jeg åbner pakken. 

Jeg tager fat i halskæden på min hals, det var en halskæde hun havde givet mig. Den forstillede et hjerte, som kunne åbnes. Inde i den var der et billede af mig og Jessie. Halskæden er af guld. Ægte guld. Jeg kan huske hvor chokeret jeg var over at ha' fået sådan en dyr gave, men jeg var glad, jeg var lykkelig. Jeg kan mærke noget blødt i min hånd. Da jeg kigger ned ser jeg Lauritz trøje. Det for blot flere tårer til at trille. Jeg har ondt i min venstre balle. Jeg tager hånden ned til den venstre lomme. Idet min hånd røre stoffet kan jeg mærke noget firkantet bule ud. Det er min telefon. Jeg tager den op. Det er en I Phone 6+ , det var min mor der gav mig den til min fødselsdag. Jeg tænder den, der er 55% strøm tilbage. På min låseskærm er der et billede af Lauritz. Jeg tog det da vi var i tivoli. På billedet har han chokolade is i hele hovedet. Han smiler som om det er den lykkeligste dag i hele hans liv. Det var det måske også. Der er en gnist i hans brune øjne, og hans brun blonde hår hænger ned i panden på ham. Han har sin is i hånden, og han læner sig lidt frem, så hans røv stritter. Jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg kan huske at han prøvede at twerke, fordi at jeg for sjov havde sagt at ingen kunne twerke lige så godt som Miley. Han havde ment at han godt kunne. Jeg slukker for mobilen, der kommer en klik lyd fra den. Jeg stikker den ned i baglommen igen og rejser mig. Min mave rumler. Jeg er sulten, men hvor skal jeg skaffe mig noget mad? Jeg har ikke lyst til at gå tilbage til mit hus. Jeg vil aldrig se mig tilbage. Jeg lover mig selv at jeg ikke må se mig tilbage. Jeg går hen til børnehavens køkken og roder alle skuffer igennem. Jeg finder havregryn, sukker og mælk, der er også et par kiks. Jeg tager det hele ud og finder en skål og en ske. Jeg sidder og spiser udenfor. Alt er bare så stille. Ingen trafik, ingen støj, ingenting. Jeg sukker og tager en bid af min kiks. Det er digestiv, det var Lauritz yndglins kiks. Da jeg er færdig med at spise går jeg ind igen. Min hals er mega tør, så jeg går ud i køkkenet for at få noget at drikke. Mens jeg står og drikker kigger jeg ud af vinduet. Jeg gisper og stiller glasset på bordet. Jeg tør sværge på at jeg så noget rødt der ude. Jeg stille mig helt hen til vinduet og kigger ud, men der er ikke noget. Det er bare sikkert mig der ser syner. Hvad nu? Hvor skal jeg tage hen? Jeg får en lys ide. Jeg kan huske da vi skulle på overlevelses tur i skolen. Vi havde alt muligt overlevelses grej med der ud. Den gang troede jeg ikke at jeg ville få brug for det, men det vidste sig at jeg havde brug for det mere end jeg troede. Jeg begynder at gå mod skolen. På min vej møder jeg masser af mennesker. Ikke levende, men døde. Der er en bil, som er kørt ind i en skraldespand. Foruden er smadret, og en mand hænger halvvejs ud af bilen. Han bløder fra panden, og hans lyse hår blafre i vinden. Jeg gyser. Jeg har svært ved at tro på at det her virkelig sker. Hvem skulle have troet det?
Jeg står foran indgangen til vores skole. Mine hænder ryster og jeg er bange. Jeg er bange for hvad der er derinde. JEg er bange for hvad jeg for at se. Jeg tager en dyb indånding og trykker håndtaget ned. Låst. Døren er fucking låst. "Fuck," hvad nu? Jeg bider mig i læben. Jeg kigger rundt. Der ligger en stor sten et par meter herfra. Jeg går der hen og løfter den op. Jeg vejer de i hånden, den er god nok. Jeg går tilbage til døren og slår stenen mod ruden. Der lyder et stort brag og så er alt glasset smadret. Jeg rækker min hånd ind, og låser døren op indefra. Sådan. Nu er jeg inde. Jeg gyser. Det her sted giver mig myrekryb. Gangen plejer at myldre med elever, nu er den helt tom. Der er ingen elever at se, heller ingen lærer. Jeg tager et forsigtigt skridt, og så et til. Langsomt begynder jeg at gå ind i bygningen. Jeg trykker håntaget ned til biologi lokalet. Døren er heldigvis åben. Jeg træder ind, og de forstoppede dyr stirre på mig, med deres døde øjne. Mine nakkehår rejser sig. Jeg går hen til det store hvide skab, og åbner det. Derinde ligger alt overlevelses grejet. Jeg tager en taske ud, et telt, en sovepose, og alt det jeg nu får brug for. Så er jeg på jagt efter mad. Jeg går ud til kantinen. Kantinen er desværre også aflåst. Jeg tager et af de stole der står der og smadre ruden. Jeg føler mig som en rigtig forbryder. Jeg står inde i kantinen nu. Jeg tager alt det mad der holder sig længst. Der er brød, forskellige slags sandwichs, vand, mælk og salter. Der er mange ting. Jeg  tager alt det vand der overhovedet er der, og bevæger mig hen mod skoven. Jeg har fundet mig et sted hvor der er god plads til mit telt, og hvor der er mange træer. Jeg begynder at tumle med mit telt. Efter en halv time er jeg færdig. Jeg kan se noget rødt ud af øjenkrogen. Jeg vender mig med en lynens fart, men jeg når ikke at få øje på noget "ha.. hallo?" jeg sukker "er der nogen?" Jeg får intet svar, nu ser jeg syner igen. Det er begyndt at blive mørkt, og min mave rumler. Jeg finder tændstikkerene frem, og tænder et lille bål. Jeg er stolt af mig selv. Det ville mor også være. Mens jeg sidder og spiser kommer jeg til at tænke på Jessie igen. Hun ville være så meget bedre til det her end mig. Hun ville vide hvad der skulle gøres. Jeg finder min mobil frem. Klokken er 00:00 jeg er overrasket, tiden flyver bare. Jeg går ind på billeder og finder en video frem. Det var Jessie de filmede. Hun gik til ridning, og ville lære mig at ride, men jeg kunne ikke finde ud af det. I videoen sukker hun og siger "åg gud, hun duer jo ikke til noget," siden jeg så videoen, har hendes ord altid forfulgt mig. Jeg duer ikke til noget, og det kommer jeg heler aldrig til. Jeg kravler ind i teltet, og ligger mig i min sovepose. Der er så stille. Alt for stille. Jeg er træt og udmattet, så jeg falder hurtigt i søvn. Inden jeg falder i søvn tænker jeg på Lauritz og mor. Hvor jeg dog savner dem.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...