Never say Never

" Jeg løber ned af trapperne. Det kan ikke gå stærkt nok. Det er som om det forfølger mig. Jeg må ikke se mig tilbage, må bare ikke. Jeg løber, løber, løber. Jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen, men jeg skal fortsætte. Er jeg alene nu?" 16 årig Emily Brown er blevet efterladt i en død by. En døds sygdom har ramt byen. Alle er døde, hver og en. Emily er den eneste overlevende, eller det er hvad hun tror. Da hun indser at det hele er forbi, dukker der håb op, med håbet følger der også kærlighed.

0Likes
0Kommentarer
167Visninger

4. Fire

 

Jeg hører et skrig, og opdager så at det er mit. Tårerne triller ned af kinderne. Jeg sætter mig op. Det var drømmen. Drømmen om far. Jeg for mygjerkryb. Jeg rejser mig stille fra sengen. Der er stille derude som altid. Som det er begyndt at være. Jeg går ud på badeværelset. Mine kinder er våde og mine øjne helt røde. Jeg åbner for vandet i bruseren. Tager min natkjole af og stiller mig under vandet. Så snart den første dråbe rammer min krop, slapper jeg af. Da jeg er færdig snører jeg et håndklæde om håret og om kroppen, og går dernæst ned i køkkenet for at få noget at spise. Jeg åbner køleskabet. Der er tre æg og spegepølse. ost og noget smør, marmelade og mælken jeg stilede ind. Jeg tager æggene, spegepølserne og mælken ud. Jeg steger æggen med spegepølserne. Da jeg er færdig med at spise, tager jeg ud til dyrene. Jeg går ind i stalden, og henter noget foder, så jeg kan fodre hestene og køerne. Da jeg er færdig med at fodre dem, stiller jeg mig bare og glor. Mens jeg står og glor, kommer jeg til at tænke på Lauritz igen, han var lige fyldt 2:

"Se, se!" han har store øjne. Det er første gang, han er med på bondegården. "Heet," han griner stolt, han er ikke særlig god til at udtale ordene endnu "ja," griner jeg "en hest." Han klapper i hænderne "muuh," siger han, prøver at efterligne den muhende ko på engen. Jeg smiler "hvad kaldes sådan en?" jeg peger på koen, han kigger undrende på mig "en muuh selvfølgelig," han ser dybt alvorlig ud, han har rynkede bryn. Jeg klapper ham på hovedet, og griner "ja, selvfølgelig." "Emi?" han kigger op på mig "hvad?" min stemme er blid, han smiler og krammer mig "jeg elsker dig" siger han, jeg er overrasket, men krammer ham så "jeg elsker os dig." 

Jeg har fået tårer i øjnene, men tørre dem hurtig væk. Jeg har indset at jeg bliver nød til at være stærk. Jeg kan ikke se mig tilbage nu. Det er fortid. Der er intet tilbage, kun mig. Mig alene. Mens jeg står der, har jeg en følelse af at der er nogen der står og iagttager mig. Jeg får kuldegysninger. Jeg kigger hurtig rundt, men da jeg ikke ser nogen, skynder jeg mig indendørs. Da jeg kommer ind, går jeg ovenpå få at få noget tøj på. Jeg åbner skabet, og giver skabet elevatorblikket. Jeg for øje på en hvid kjole. Jeg kigger ud, det ser ud til at det bliver regnvejr. Jeg kigger i skabet igen. Det ender med at jeg tager sorte stramme bukser på med huler i knæene og en badurød sweater med sorte ankelstrømper. Ærmerne er lidt for lange, så de hænger ned over mine hænder, men det er også ligemeget, jeg fryser alligevel mine hænder. Jeg går neden under, og tænder op i kaminen. Så går jeg ud i køkkenet, og laver en kop varm kakao med en nutella mader. Jeg stiller koppen og tallerkenen på sofabordet, og går hen for at kigge på mormors bøger. Jeg finder en der hedder "mød mig ved daggry" jeg tager den og begynder at læse. Langsomt falder jeg i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...