Never say Never

" Jeg løber ned af trapperne. Det kan ikke gå stærkt nok. Det er som om det forfølger mig. Jeg må ikke se mig tilbage, må bare ikke. Jeg løber, løber, løber. Jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen, men jeg skal fortsætte. Er jeg alene nu?" 16 årig Emily Brown er blevet efterladt i en død by. En døds sygdom har ramt byen. Alle er døde, hver og en. Emily er den eneste overlevende, eller det er hvad hun tror. Da hun indser at det hele er forbi, dukker der håb op, med håbet følger der også kærlighed.

0Likes
0Kommentarer
165Visninger

1. Et

 

Jeg løber ned af trapperne, det kan ikke gå stærkt nok. Det er som at det forfølger mig. Jeg må ikke se mig tilbage. Må bare ikke. Jeg løber, løber, løber. Jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen, men jeg skal fortsætte. Er jeg alene nu?

Det begynder at svie i øjnene. Det kradser i halsen. Lungerne trygler på luft. Kan ikke mere. Jeg standser op, bliver nød til at få luft. Jeg falder sammen. Hiver luft ind. Er desparat efter luft. Da jeg begynder at trække vejret sådan nogen lunde normalt, begynder jeg at græde. Det hele vender tilbage. Alle minderne. Dem jeg løb fra. Jeg kommer aldrig til at glemme det. 
Mors øjne der bad om hjælp. Lauritz der kiggede tryglende på mig, mens sveden løb fra hans pande. Jo mere jeg tænker over det, jo mere begynder jeg at græde. Hans ord køre rundt i hovedet på mig. "Ik' forlad mig. Vil du ik' nok blive?" "Jo," jo, havde jeg svaret "lov det," "jeg lover," men jeg overholdt ikke mit løfte. Jeg svigtede ham. Jeg græder, tårene triller og vil ikke stoppe.

Jeg åbner langsomt mine øjne, det er mørkt "mor?" men jeg for intet svar "moar?" kalder jeg igen, heller ikke noget svar denne gang "MOAR!" kalder jeg denne gang med en lille snert af irreetaion. Jeg rejser mig op. Et lyn fare gennem hovedet på mig, "av for satan," jeg mumler, så mor ikke kan høre at jeg bander, hun hader når vi bander. Jeg kigger rundt "nej," jeg gnider mig hårdt i øjnene, og åbner dem langsomt igen "nej,nej,nej," tårene kommer igen. Jeg rejser mig, og hele min krop knager. Det gøre ondt i hele kroppen. Hver eneste muskel er øm. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg står bare der og græder. Har ondt af mig selv. Tårene stopper aldrig. Hvad nu? Jeg overlever aldrig det her.Aldrig. "Never say Never," det er min mors stemme, ikke i virkeligheden, men noget inde i mit hoved, minderene svæver i mit hoved:

 "Årgh, for satan da os," jeg er fustreret "hov hov unge dame, så bruger vi lige kammertonen tak," mor kommer ud fra køkkenet, hun er igang med at tørre sine hænder i et viskestykket, " jeg bliver aldrig færdig med de her lo... dumme ligninger," ændre jeg det til "Never say Never," hun smiler et lille skævt smil og hendes kaffebrune øjne lyser "kom skat, lad mig se," jeg smiler.

Minderne for mig blot til at græde endnu mere. Jeg savner hende så meget, og nu kommer jeg aldrig til at se hende igen. Og Lauritz. Jeg begynder langsomt at gå, for hvert skridt jeg tager klager hele min krop, men jeg bliver nød til at fortsætte. Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. Jeg klare aldrig det her. Idet jeg tænker ordet aldrig tænker jeg på mor igen. Jeg begynder at gå mod Lauritz børnehave. Jeg kan se det store børnehave skiltet nu " I Munterhaven er vi altid glade," står der, ved siden af står der en kæmpe stor bamse, den smiler i hele hovedet. Fuck dig, tænker jeg. Du kan sagtens stå der og hver glad, du fatter alligevel ikke en skid. Jeg stiller mig op foran bamsen og giver den fingeren. Jeg vender mig mod indgangen til børnehaven, og begynder at gå mod den. Døren er heldigvis åben. Et suk undslipper mine læber. Jeg går hen til Lauritz garderobe. Hans brune hættetrøje hænger der, hætten forstiller en bjørn. Det var mig der gav ham den da han fyldte fem. Fem, han er kun fem år! Eller var, han var fem år. Jeg kan huske hvordan han krumede fingrene så det lignede klør, og jagtede mig og mor. Han plejede kun at gøre det når han havde bjørne hættetrøjen på. Hans grønne gummistøvler står der også. Jeg tager trøjen ned fra knagen og knuger den ind til mig. Tårene begynder at trille igen. Jeg bevæger mig hen mod børnehavens sovekammer. Jeg ligger mig på en lyserød tornerose sovepose. Jeg knuger trøjen ind til mig og græder. Langsomt glider øjnene i.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...