Vågnet under vand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2016
  • Opdateret: 17 aug. 2016
  • Status: Færdig

1Likes
2Kommentarer
91Visninger

1. Historien

Jeg kan tydeligt huske det.

Mor og far var ikke hjemme denne aften, på grund af deres åndsvage arbejde som pilot og stewardesse. Og søskende, ja dem har jeg ikke nogle af. Da jeg havde spist min mad, gik jeg direkte ind på mit værelse, tog nattøj på og lagde mig ned på siden. Jeg kunne godt falde i søvn selvom det ikke lige var noget jeg havde regnet med, da jeg normalt ikke kan sove når jeg er alene hjemme. Men denne her søvn var ikke som alle andre.

Jeg vågnede og der var en meget mærkelig følelse på hele min krop! Jeg holdt mine øjne lukkede og efter femten sekunder, lukkede jeg dem op. Jeg kunne se vand direkte foran mit ansigt. De første tanker gik ud på at huset var oversvømmet, men derefter så jeg de mange havfruer og havmænd. Den næste tanke var, at det var en meget, meget virkelig drøm. Jeg lagde mig om på siden igen og lukkede øjnene. Normalt efter 5 minutter sover jeg, men det tog meget længere tid. Faktisk faldt jeg slet ikke i søvn. Det var som om, at jeg havde sovet i cirka tolv timer og ikke behøvede mere søvn. Jeg lukkede mine øjne op og kiggede omkring. Det var... flot. Det lignede den tegning jeg lavede dagen før. Mit drømmeliv. Bare en fantastisk verden. Jeg satte mig op og kiggede mig omkring. Men hvis jeg var under vand, hvordan kunne jeg så trække vejret? Intet gav mening i mit hoved, men jeg var stadig sikker på, at det var en meget, meget, meget virkelig drøm.

Da jeg vendte mit hoved om, stod der mindst syv piger og stirrede på mig og hele min krop. Men de nøjes ikke kun med at stirre. En prikkede også ved mine ben og min næse. Jeg strakte mine arme, og med det samme gemte de sig alle sammen bag den muslingeskal jeg lå i. Den orangehårede sagde ’’ he hej, mit navn er Veronica, jeg er...’’ ’’ Hey Veronica jeg tror ikke hun er døv, det ser ud til hun har øre! ’’ Det var en lillahårede pige med en lyserød hale, der sagde det. De stillede sig alle sammen op igen. ’’Nej nej, men jeg tænkte, at siden hun nok er fra en eller en anden mærkelig planet, er hun nok du ved... anderledes’’ sagde den orangehårede pige. ’’ Altså’’, sagde jeg og de skyndte sig lige så meget som første gang, at gemme sig bag muslingeskallen så hurtigt som muligt. De rejste sig op og jeg prøvede igen. ’’ Altså, jeg er fra jorden og lever på jorden og er ikke døv. ’’Nååårgh ’’ sagde de alle sammen i kor. ’’ Nå, men skal vi så ikke vise dig rundt? ’’Jo tak, det vil jeg da meget gerne’’

Det var en meget flot havbund med masser af flotte væsner. De havde faktisk også en skole. Den hed Muslingeskolen, meget anderledes navn end min skoles navn som er Brightonskolen. Havfruerne var lidt, som de feer man ser i Klokkeblomst, søde mod dyr og væsner og er alle gode venner. Den her verden kunne jeg da godt vende mig til. De havde ikke huse ligesom på jorden. De boede bag nogle havplanter og havde så deres eget lukkede område sammen med deres familie. Men der var en ting, der lige skulle ordnes før jeg kunne være en havbeboer. Problemet var, at der er en havmester, som ikke vil have besøg af ukendte væsner, så pigerne hjalp mig med en makeover.

 

’’Neeej! Zenia, der skal ikke så mange krystaller i!! Det er ikke pænt, der skal mini muslingeskaller mellem hendes fletninger!’’ sagde den

blåhårede havfrue frustreret. ’’Jo det er pænt, det andet lyder bare endnu mere grimt!’’ Sagde den grønhårede havfrue.

Alle de syv havfruer, og mange flere af deres venner, var i gang med, at forvandle mig til en af dem. Jeg havde fået mindst tyve spørgsmål på de sidste fire minutter, om den verden jeg kom fra og om mig. Mig, mig, mig min tur. Okay, hvordan er det at have ben? ’’ sagde Zenia den grønhårede havfrue. ’’Det er sådan normalt for mig jo. Men piger? Hvordan laver i enlig min hale? Jeg kommer jo ikke til, at kunne svømme sådan rigtigt, og hvordan skal jeg kunne komme frem?’’

’’Altså.. Jeg har formået, at kunne finde en remse, som kan forvandle dine ben til en flot havfruehale.’’ Hun tog bogen op, som hun havde stirret i, i cirka en halv time og sagde ’’ Magi magi forvandl denne jordpige til en flot havpige’’ sagde havfruen med det lysegrønne hår. Og med det samme skete der noget! Der fløj masser af vand rundt om mig. Det forsvandt og pigerne stod og sagde ’’ Wow, det virkede virkelig’’ i kor. Jeg kiggede mig i spejlet og kunne se den mest pink havfruehale af alle havfruehaler. Wow, tusind tak! ’’ sagde jeg begejstret, og den stolte havfrue sagde ’’Det var da så lidt!

Måden du skal kunne svømme på er, at du bevæger dine ben på en bølgende måde og så kan du komme frem, men de første par gange må du hellere bruge dine arme for, at vende dig til det med, at svømme så meget, under vand!’’ Okay tak’’ sagde jeg. Pigerne gik nu i gang igen med at forvandle mig ’’Hey, hvad er det for et smykke det der?’’ sagde havfruen med det mørkeblå hår og pegede på mit håndled. ’’ Det er et armbånd jeg har arvet af min bedstefar. Jeg elsker det, jeg sov faktisk også med det i nat, jeg sover ellers aldrig med smykker men havde glemt at tage det af ’’ sagde jeg stolt ’’Det er flot’’ sagde Masha(hende med det mørkeblå hår) Inden jeg nåede at sige tak sagde alle havfruerne i kor ’’ sådan færdig’’ Jeg vendte mig om, og kiggede mig selv i spejlet. Det var virkelig flot men det var næsten ikke til at kende mig selv.

 

Der gik mange dage, faktisk gik der en hel måned, hvor jeg var i denne fantastiske verden. Jeg havde fundet ud af, hvordan jeg styrede min hale og havde lært en hel masse ting omkring havbunden og om, hvordan det er, at være en havfrue. Før jeg kom til denne verden, troede jeg slet ikke på havfruer. De var bare nogle væsner man ser i tegnefilm, og nogle jeg tegnede i min notesbog. Men nu var de bare mine allerbedste veninder og venner. Især Zenia, jeg fatter ikke, hvordan jeg har kunnet leve uden hende og denne verden.

 

’’Hvornår mon jeg kommer tilbage igen?’’ Jeg var vidst kommet til, at sige denne tanke højt fordi pigerne sad med lidt triste ansigter på deres plantestole. ’’Skal du tilbage igen? Hvorfor’’ sagde Masha. ’’ Der er min familie, jeg savner dem, og de er nok bekymrede for mig¨ sagde jeg forsigtigt. ’’Men hvordan vil du komme tilbage igen, vi ved jo ikke engang hvordan du kom hertil’’ sagde Zenia. ’’ Det ved jeg virkelig ikke’’ sagde jeg med tårer i øjnene ’’Vi kan da spørge min bedstefar, han ved sådan cirka alt! ’’Sagde den orangehårede Veronica. ’’ Okay lad os prøve det’’ sagde vi andre piger, der var i gang med at lave juledekorationer til hver af pigerne og deres familiers huse. ’’Men vil du da virkelig gerne hjem ?’’ sagde Zenia og kiggede mig i øjnene. ’’ Det ved jeg ikke, men det er jo snart jul og jeg vil jo gerne hjem til min familie’’ sagde jeg og krammede derefter Zenia.

 

Fem af os piger svømmede nu hen mod Veronicas bedstefar og bedstemors område. ’’Hej bedstefar’’ sagde Veronica, der kunne se hendes bedstefar sidde på sin sten og læse. ’’Hej Veronica og hej til jer piger!’’ sagde han ’’Hej Veronicas bedstefar’’ sagde vi, fire piger der stod og smilede foran havplanterne. ’’Nåh bedstefar.. grunden til, at vi er kommet er, at Sofia ikke er en ægte havfrue... Hun er rent faktisk et menneske... Og har brug for din hjælp. ’’ sagde Veronica langsomt og roligt. Bedstefaderen fik store øjne, da Veronica sagde jeg ikke er en ægte havfrue og sagde derefter ’’ Er i klar over hvor farligt det kan være!? Men jeg vil nu gerne hjælpe jer. For i 1947 kom der også et menneske hertil og vi blev bedste venner, ham og jeg. Han hed James, han var som en bror for mig. Vi vidste ikke, hvordan han kom hertil, men fandt så ud af det! Det var på grund af et armbånd han havde sovet med om natten. Om aftenen den 23. maj 1957 havde han armbåndet på håndleddet og kom på den måde tilbage til jorden. Men så længe han ikke sov med det her blev han her på havbunden. Men pludselig kom han bare ikke mere...’’ Han kiggede på 3 af os piger og stoppede så ved mig. Han rejste sig op og svømmede langsomt hen mod mig imens han stirrede på min arm. ’’ Sofia hvor har du det smykke fra ’’ spurgte han. ’’ Jeg har arvet det af min bedstefar’’ sagde jeg undrende ’’Og hvad hed din bedstefar og hvornår døde han?’’ Han hed Jason og døde 2005.’’ Sagde jeg og var lidt nysgerrig efter, hvad det var han ville ’’ Det kan ikke passe! Sofia vil du gerne hjem? Så behold dit armbånd på i nat. Og piger så kommer i over til mig i morgen og fortæller mig om Sofia er her! ’’Okay og tak for hjælpen’’ sagde vi alle sammen i kor.

Jeg lå i min muslingeskal ved siden af Zenias. ’’ Lov mig du sover med armbåndet snart igen!’’ sagde Zenia. ’’ Det lover jeg.’’

Og det hjalp, jeg vågnede op og klokken var 06:23 og jeg var på jorden. Det var stadig den 9, december 2015. Og jeg blev ved med, at rejse frem og tilbage om natten til min anden ynglings verden. Nu er det den 9. december 2025 og jeg rejser stadig til den anden verden.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...