One Shots, Noveller & Godnathistorier - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2016
  • Opdateret: 12 mar. 2017
  • Status: Igang
Det her er en samling af mine One Shots, Noveller og Godnathistorier :)
Alle mine fremtidig one shots, noveller og godnathistorier kommer til at blive skrevet herinde :)
I ''Kapitel 1'' kan i læse mere om det her projekt og få en idé om hvad det kommer til at gå ud på :)
Tror og håber på at det her bliver godt :) Krydser fingre og håber at i er med mig til at skabe en god stemning over historierne og få nogen gode samtaler igang henover historierne :D <3
#MuchLove

109Likes
241Kommentarer
54894Visninger
AA

15. Kapitel 4: Ydmyget!.

 

Location: MGM Grand Garden Arena, Las Vegas. Dato: Fredag d. 14. December, 2012. Kl. 13.49.

 

’’Det der var bare den mest ydmygende optræden, jeg nogensinde har lavet!’’ Udbrød jeg, så snart jeg trådte ind i mit private omklædningsrum og så min skytsengel sidde i min sofa.

’’Det gik da meget godt?’’ Forsøgte hun at opmuntre imens jeg bevægede mig hen til mit sminkebord, for at få alt denne her overdrevet makeup af mit ansigt. Jeg stoppede dog hurtigt op og så dumt hen på englen, som jeg og hende sammen havde besluttet os for at kalde ’’Angel’’ – meget passende – da det var nemmere at omtale hende sådan.

’’Jeg gik ind i danserne stort set hele tiden. Jeg kendte hverken dansetrin eller ordene til de såkaldte sange, jeg åbenbart har købt mig til, og da jeg gik af, var halvdelen af publikum i VIP området gået efter at have kastet alle deres skilte og jeg ved ikke hvad, efter mig oppe på scenen!. Og der var sikkert heller ikke mange tilbage i resten af salen, men det kunne jeg jo ikke se fordi jeg har så meget lys og fokus på mig!. Hvordan kan det være gået ’’meget godt’’?!’’ Spurgte jeg vredt og satte mig ned ved mit sminkebord og havde den værste følelse i kroppen!.

Den oplevelse var 100% den værste jeg nogensinde havde haft!. Flere gange var jeg ved at kaste op, fordi jeg havde det så skidt, fordi jeg åbenbart havde været ude og feste igår aftes. Jeg kendte slet ikke de sange jeg skulle synge, og om jeg så gjorde, så var det slet ikke min stil af musik. Jeg kunne slet ikke mærke de sange jeg hørte blive spillet på fuld playback derude. Ja okay, det var pop musik, men slet ikke noget der vedrørte mig. Det kunne jeg høre. Mange af de ting ’’jeg sang’’ om, kunne jeg ikke engang relatere til. Det var meningsløst for mig og havde hverken sjæl eller hjerte med..

Hvorfor havde jeg ikke også selv skrevet mine sange?. Det vidste jeg jo, at jeg kunne?.

’’Har jeg selv skrevet det lortemusik?’’ Spurgte jeg Angel og fiskede en vådserviet frem og begyndte at fjerne alt det makeup jeg havde fået smidt i fjæset af min private makeup artist.

’’Nej, du har købt dem. Scooter kender nogen stykker der skriver sange og som står bag virkelig mange hits, så det er dem der står for dine sange’’ Svarede Angel roligt.

’’Hvorfor skriver jeg dem ikke selv?’’ Spurgte jeg kort og holdte blikket på mig selv inde i spejlet.

’’Som Scooter siger: Du kan ikke skrive hits.. Hits sælger og i skal sælge musik, derfor får han nogen andre til at skrive dem for dig’’

Jeg stoppede med at rense mit ansigt og vendte mig om på stolen og kiggede helt målløst på Angel.

’’Er det det, det handler om?. Kun at sælge?. Hvad med at lave musik, som i det mindste rammer noget i folk istedet for?. Hvad er formålet med det?’’ Spurgte jeg helt lamslået og blev faktisk lidt stødt af det. Det var jo ikke det der var mit formål med at synge. For mig handlede det om at gøre mennesker glade med musik. Skrive noget selv, som betød noget og som nogen ville kunne relatere til.. Jeg var pisse ligeglad med hvor meget jeg solgte. Hvis bare jeg ramte 1 med mit musik, så var det det hele værd!.. For mig handlede det ikke om pengene.

’’Du drømte om et liv, hvor du ikke manglede noget. Det har de hits jo sådan set gjort. Hvis ikke du spillede det ene hit efter det andet, så var du aldrig blevet så stor som du er blevet’’ Forklarede Angel, som jeg desværre ikke nåede at svare, før det bankede bestemt på min dør, hvorefter Scooter kom ind med et langt fra tilfredst ansigtsudtryk.

’’Hvad var det der for noget?’’ Spurgte han mig og stillede sig op midt på gulvet og krydsede armene. Med det samme var jeg klar over, at han hentydede til min optræden.

Jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud og vendte blikket tilbage på mig selv i spejlet og fortsatte med at fjerne min makeup.

’’Scooter, det er slet ikke sådan der jeg ønsker at det skal være..’’ Valgte jeg at svare. Ja, jeg var ærlig. Hvorfor lyve?.

 ’’Åh nej.. Skal jeg nu høre på det der diva-shit, hvor du brokker dig over, at du ikke får det som du vil have det?’’ Spurgte han lettere opgivende. Jeg kiggede straks på ham og rynkede panden. Jeg tog is i maven og rejste mig i det samme op og gik hen imod ham.

’’Kalder du mig en diva?.. Prøv og hør, jeg vil lave musik som har sjæl fremfor alt, og det der inde har på ingen måder sjæl!. Det er sange der er blevet købt til mig. Det har intet med mig som menneske at gøre, og det er det jeg gerne vil have ud!. Jeg vil vise hvem jeg er, og ikke give et billede af, at jeg er sådan en der tager til fester hver eneste dag og lyder som en eller anden der bruger det her liv på kun at feste og kaste om mig med penge!.. Det..’’

’’Men det er jo det du gør?’’ Afbrød Scooter mig hurtigt.

’’Hvad snakker du om?’’ Spurgte jeg ham og rynkede panden kraftigt.

’’Hvad har du lavet af fornuftige ting i det sidste års tid, huh?. Du har ikke bestilt andet end at kaste om dig med penge. Købe dig til alt. Købe dig FRA alt. Alt det drama du laver i byen. Alle de skandaler du laver. Du kommer flere timer for sent til dine egne shows, fordi du dagen før har været i byen og ligger og knækker dig hele dagen, og ikke dukker op til det du skal!’’

Scooters forklaring fik mig til at få det ret dårligt. Var det virkelig sandt?. Okay ja, jeg kunne godt lide at tage i byen og hygge mig med vennerne, men.. Sådan som han var der.. Det var jo slet ikke mig?..

’’Hvis det ikke var for mig, så var du for længst smidt på porten af pladeselskabet.. Jeg har lovet dem at du tager dig sammen, og hvis det ikke snart sker, så dropper de dig hurtigere end du kan stave til ’’Musik’’!.. Du skal virkelig til at tage dig sammen, og så få styr på dit liv, hvis du fortsat ønsker dig en karriere i den her branche!. Er du med?!’’ Spurgte Scooter mig vredt og så afventende og hårdt på mig.

Jeg kiggede hårdt over imod Angel, som sad og så trist ud på mine vegne. Hun nikkede svagt til mig, og det fik mig til at sukke og nikke til Scooter.

’’Ja..’’ Svarede jeg ham kort og gned mig lidt i hovedet.

’’Godt!.. Det er sidste chance det her. Hvis du fucker op én gang mere, så er det slut, og så har du ingenting tilbage!..’’ Afsluttede Scooter vores ’’samtale’’ og forlod min garderobe.

Jeg pustede tungt og satte mig ned på min stol ved spejlet og havde 1000 tanker der fløj rundt inde i hovedet på mig.   

’’Er du okay?’’ Spurgte Angel mig roligt ovre fra sofaen af. Jeg lukkede kort øjnene og bøjede nakken lidt og kiggede ned i skødet på mig selv imens jeg trak på skuldrene.

’’Det ved jeg ikke helt..’’ Svarede jeg og havde virkelig svært ved at se mig selv i den beskrivelse Scooter lige havde givet af mig. Det lignede mig slet ikke. Min far havde altid lært mig at tage et arbejde seriøst, stå op til tiden.. Kort sagt, tage ansvar.. Hvorfor var det pludselig ændret?.

Jeg kiggede op og over på Angel og fugtede kort mine læber og smagte på mit spørgsmål.

’’Hvordan er det endt sådan her?’’ Spurgte jeg hende alvorligt, men med en lettere trist tone i stemmen.

’’Fordi du ønskede dig, at..’’

’’Det er ikke det jeg mener, Angel.. Hvordan er jeg endt med at blive så uansvarlig i det her liv?. Den beskrivelse Scooter kom med der, er slet ikke mig?’’ Afbrød jeg uforstående og kiggede afventende på hende, men så hurtigt, at hun ikke rigtig havde noget svar, da hun tøvede virkelig meget.

’’Hvordan startede det hele overhovedet?. Hvis man skal se på den naturlige forklaring fra det her liv?’’ Spurgte jeg hende og kiggede håbefuldt på hende og håbede, at hun i det mindste havde et svar til det her spørgsmål.

’’Da du var 12, flyttede du og dine forældre til Clarksville, ikke?’’ Startede Angel med at spørge og fik mig til at nikke bekræftende.

’’Og du ville til at starte med ikke bo på landet, vel?’’ Fortsatte hun og fik mig til at ryste på hovedet.

’’I det her liv, overgav du dig ikke. I det her liv fik du overtalt din mor og far til at lade dig flytte hjem til din onkel og tante i Los Angeles, fordi du nægtede at bo på landet. Du overtalte dem fordi, at du havde stillet op i en sangkonkurrence i New York, hvor Scooter fik øje på dig og så dit talent for musik, fordi han lavede nogen forretninger med nogen der arrangerede den sangkonkurrence i New York. Du kom på 3. pladsen i konkurrencen, men Scooter var fast besluttet på at få dig ind i musikbranchen, så han tog fat i dig og dine forældre bagefter og inviterede jer ud og spise, og endte med at snakke med din mor og far i flere timer. De sagde først nej til at flytte til Los Angeles, fordi din far skulle tilbage til Clarksville og lave musik der, men så forslog du, at du kunne bo hos din onkel og tante, og det endte de så med at sige ja til.. For at bakke dig op i din drøm om musikken’’

Angels forklaring gav mening. Det var den tanke jeg havde, dengang vi skulle flytte fra New York, som jeg ikke gad. Det blev dog aldrig til noget, at jeg forslog at flytte hjem til min onkel og tante, for i sidste ende ville jeg helst være sammen med mine forældre.. I det liv havde jeg jo heller ikke fået en karriere i musikbranchen tilbudt, som jeg havde i det her liv..

’’Hvad er så grunden til, at jeg er endt derude, hvor Scooter siger jeg er?’’ Spurgte jeg videre helt stille og roligt, men stadig med en kæmpe knude i maven.

’’Eftersom, at du flyttede fra dine forældre allerede som 12 årig, har du aldrig nået at få lært alt det med at tage et arbejde seriøst osv, af din far. Scooter overtog meget hurtigt ansvaret over dig, da du skulle ud og optræde så mange steder med dit musik. Din onkel og tante var med i starten, men de havde aldrig meget at sige, fordi du ville det her så meget..’’ Svarede Angel og så på mig med et småtrist blik, som jeg næsten kunne se hvad betød.

’’Så jeg fik aldrig en som sådan ungdom, hvor jeg lærte af mine fejl og fik gode samtaler med min far omkring hvad rigtig og forkert var?’’ Spurgte jeg, da det jo havde været sådan i mit rigtige liv. Angel rystede på hovedet.

’’Du har i det hele taget ikke haft meget kontakt med dine forældre siden du flyttede. Du havde så travlt med at følge Scooters ordrer. Han ser jo muligheden i dig, og jo mere du arbejder, jo flere penge tjener du jo...’’

’’Tjener jeg til ham, right?’’ Spurgte jeg hurtigt og begyndte at kunne se den nye tegning af mit nye liv.

’’Tjo, men også til dig selv. Du ville jo gerne være rig og kunne gøre hvad du havde lyst til, så du tog imod alt hvad der kom og fik pengene til at hobe sig op. Du købte et hus her da du fyldte 18 i starten af året, og siden gik det lidt galt, da du nu var dig selv og ikke havde nogen til at bestemme.. Du begyndte at holde mange fester, gå i byen og.. Nå ja, som Scooter siger det, så kastede du om dig med penge til gud og hver mand’’ Forklarede Angel roligt, men uden at smile, da hun godt kunne se, at jeg nok ikke var helt tilfreds med den del af alt det her.

’’Og skandalerne?..’’ Spurgte jeg hende og hentydede til alle de skandaler som Scooter påpegede, at jeg havde lavet.

’’Feste meget i byen og vælte fuld rundt. Slåskamp med nogen piger i byen, som du kom op og skændtes med i baren. Stridigheder med andre stjerner på Twitter. Udeblevet fra egne koncerter. Rygter om at have stjålet andre kendiskvinders kærester. Utroskabsrygter.. Og så..’’

’’Undskyld, hvad?. Utroskab?. Har jeg en kæreste?’’ Afbrød jeg hurtigt og kiggede undrende på hende.

’’Har jeg ikke fortalt det?’’ Spurgte hun mig og fik mig straks til at ryste på hovedet, hvilket fik hende til at smile svagt.

’’Du er på 6. måned med Zac Efron..’’ Svarede hun mig og fik mig til at holde vejret. What!. Var jeg kærester med Zac Efron?!.

’’Ej, du tager pis på mig, ikke?’’ Spurgte jeg spændt og kunne ikke lade vær med at smile lidt. Angel rystede roligt på hovedet med et afslappet udtryk i ansigtet.

’’Det var helt rart med en god nyhed ovenpå alt det her’’ Pustede jeg og mærkede en lille ro i maven.

’’Hold fast i det..’’ Var det eneste Angel nåede at sige før det bankede på. Jeg kiggede hurtigt på hende og hun sendte mig et svagt løftet øjenbryn og trak lidt skeptisk på skuldrene, som om, at hun ikke vidste hvem der bankede på. Det havde jeg dog en anelse om, at hun vidste. Nå, fuck nu også det.

’’Kom ind?’’ Kaldte jeg imod døren, som i næste nu gik op, og nærmest gav mig hjertestop. Lige som vi sad og snakkede om ham, kom han ind af døren!.

’’Zac?’’ Sagde jeg overrasket og rejste mig fra min stol og gik imod ham.

’’Husk, du er hans kæreste. I kender hinanden godt. Ikke virk overrasket’’ Indskød Angel hurtigt som en bemærkning. Nå ja.. Ro på, Leah.. Ro på..

Jeg stoppede roligt op et par meter foran ham og kiggede godt på hans ansigt. Okay, nu kendte jeg ham jo sådan set slet ikke personligt, men jeg kunne se, at der var noget galt.. Han så langt fra glad ud.

’’Hvad er der galt?’’ Spurgte jeg ham roligt og kiggede spørgende på ham.

’’Du lovede mig, at du ikke ville tage i byen igår, og hvad gør du så?’’ Spurgte han mig langt fra tilfreds og kiggede trist og samtidig også lidt surt på mig. Okay, så det var derfor han var sur?. Okay, det her handlede jo om at spille med.. Så lad mig spille med..

’’Jaer.. Du må undskylde, at..’’

’’Undskylde?.. Det er sku ikke mig du skal undskylde til.. Ved du godt hvorfor jeg bad dig om ikke tage i byen?’’ Spurgte han mig seriøst. Jeg rystede lidt på hovedet.

’’Det var netop fordi, at jeg ved, at du er ved at miste karrieren, og det prøver jeg ligesom at forhindre.. Jeg troede, at hvis du lovede mig noget, så holdte du det også?’’ Svarede han bestemt.

Jeg rynkede panden lidt og bed mig lidt i læben.. Det føltes så underligt at stå i denne her situation. Ja, jeg havde et mega crush på ham, og det var da en god følelse at tænke på, at jeg var kærester med ham, men.. Det føltes slet ikke ægte, og det kunne jeg meget hurtigt mærke..

’’Og hvad så hvis jeg mistede karrieren?. Hvad ville det betyde for os?’’ Spurgte jeg seriøst og kiggede på ham med et spørgende blik.

’’Ikke noget, men du elsker din karriere. Hvorfor fucke den op for at gå i byen, som du har lovet mig ikke at gøre?..’’

’’Hvorfor er det så vigtigt for dig, at jeg ikke går i byen?’’ Spurgte jeg hurtigt og krydsede armene. Ja, jeg spurgte af nysgerrighed. Jeg spurgte for at få nogen nye informationer om hele mit nye liv. Specielt ville jeg gerne høre om de utroskabsrygter havde noget på sig!..

Zac sukkede tungt og rystede lidt på hovedet af mig.

’’Skal vi virkelig bringe det på banen igen?’’ Spurgte han mig seriøst og ret opgivende.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg hurtigt og så lettere frustreret på ham.

’’Du ved jo godt, hvad..’’ Svarede han opgivende og kiggede fortsat opgivende på mig.

’’Er det de der utroskabsrygter eller hvad?. Tror du virkelig på dem?’’ Spurgte jeg og forsøgte bevidst at lyde irriteret, så det virkede som om, at det gik mig på. Det var lidt svært at føle det rigtigt, når jeg jo faktisk slet ikke kendte ham, men jeg måtte jo gøre et forsøg på at få styr på det her.

’’Kan du ikke forstå, at det er svært at tro på hvad du siger?. Pressen ville aldrig skrive om noget, som de ikke havde fået fra en kilde eller set med deres egne øjne.. De tog billeder af dig og den fyr, som satte sig ind i din bil sammen med dig og blev kørt til dit hotel.. Hvordan skal jeg kunne tro på, at der ikke skete noget, når han først blev set forlade dit hotel dagen efter?’’ Spurgte Zac og lød for første gang virkelig såret.

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne da aldrig finde på at være nogen utro?.. Eller kunne jeg i det her liv, hvor min opdragelse havde set lidt anderledes ud?.

Jeg fik pludselig virkelig ondt i maven og mærkede den virkelig triste og nagende følelse. Tanken om at have såret et andet menneske på den måde, gjorde virkelig ondt.  Det var jo slet ikke mig, det her. Det var jo slet ikke den jeg ville være.. Det kunne godt være, at jeg ikke kendte Zac, sådan personligt – eller i det her liv gjorde jeg jo, men nu hvor jeg kom direkte fra mit andet liv, så gjorde jeg jo ikke – men uanset hvad, så ville jeg aldrig såre et andet menneske bevidst!. Jeg kunne virkelig godt bruge Angels svar lige nu..

’’Zac, jeg.. Jeg er virkelig ked af det, men kan jeg lige få lov til at være lidt alene?.. Jeg har lige brug for at tænke mig lidt om?’’ Spurgte jeg meget forsigtigt og pænt og kiggede bedende på ham.

Han sukkede opgivende og så trist på mig og trak lidt på skuldrene.

’’Jaja.. Sådan er det jo altid. Du kan aldrig forklare dig..’’ Svarede han og vendte sig om og gik ud af min garderobe.

’’Fortæl mig, at det ikke er rigtigt, Angel’’ Sagde jeg meget stille, så snart Zac havde lukket døren helt og havde efterladt mig, med en virkelig nagende følelse.

’’Jeg er ked af det, søde..’’

’’Shit’’ Hviskede jeg stille og kørte mine hænder op foran hovedet og mærkede, hvordan alt skreg og vred sig i mig.

’’Sådan er jeg ikke, Angel!. Hvorfor er jeg blevet sådan?’’ Spurgte jeg hende alvorligt og på renden til at græde lidt, imens jeg vendte blikket over og kiggede på hende.

’’Fordi du har levet dit liv i rampelyset. Du har fået hvad du pegede på siden du var 13 år, du har ikke haft mulighed for at lære alle de ting, som du har lært i dit tidligere liv, fordi du har knoklet med musikkarrieren’’ Svarede hun mig og rejste sig fra sofaen.

’’Men det var jo ikke sådan det skulle være, jo!. Jeg skulle jo bare være mig som jeg er.. Det var jo ikke meningen, at jeg skulle miste mig selv og min kontakt til mine forældre!’’ Svarede jeg frustreret og mærkede, hvordan tårerne begyndte at melde sin ankomst i mine øjne.

’’Det har du jo muligheden for at ændre på nu, heldigvis. Du ved nu hvad der er rigtigt og forkert, og det er aldrig for sent at sige undskyld og forsøge at rette op på de skader der er sket’’ Forsøgte Angel at berolige mig.. Problemet var bare, at det på ingen måder virkede.. Faktisk kendte jeg kun én person der kunne berolige mig, når først jeg var nået herud, hvor jeg følte mig låst fast og ikke kunne se en løsning på nogen ting længere.

Jeg vendte mig hurtigt rundt og gik over til sofabordet, hvor jeg fandt min mobil liggende. Den havde jeg haft på mig hele dagen, så jeg vidste, at det var min, trods det, at det var en meget nyere Iphone end den smadrede 5s i sølv jeg havde i mit andet liv.

’’Hvad skal du?’’ Spurgte Angel mig.

’’Ringe til det eneste mennesker der ved, at jeg ikke er sådan her i virkeligheden!’’ Sagde jeg alvorligt og sikkert i stemmen imens jeg gik ind i mine kontakter, hvor jeg blev ret overrasket over at se så få numre på andre mennesker. Okay, jeg var kendt.. Men kendte ikke nogen privat selv, eller hvad?..

’’Hvorfor har jeg ikke nogen kontakter?’’ Spurgte jeg Angel og kiggede op på hende. Hun sukkede svagt og kiggede trist på mig.

’’Som jeg sagde. Du har knoklet siden du var 13 år. De mennesker du kender er stort set kun forretningsforbindelser’’ Svarede hun mig og gav mig et jag i maven.

’’Hvad så med alle dem jeg fester med?. Kender jeg ikke dem?’’ Spurgte jeg pinefuldt med en klump i halsen.

’’Du finder for det meste nogen at feste med i byen.. Ellers invitere du folk du f.eks. har lavet en musikvideo med, ud i byen, hvor de kommer med deres venner..’’ Forklarede Angel trist imens jeg sank min klump i halsen.

’’Så.. Jeg har ikke nogen venner?. Er det det du fortæller mig nu?’’ Spurgte jeg hende og mærkede hvor ubehageligt det føltes at få af vide.

’’Altså, du kender mange, og mange kender dig.. Men i sidste ende, når det virkelig gælder.. Så har du endnu ikke stødt på nogen endnu, som kunne komme i den kategori, da de fleste har endt med at være nogen som du ikke troede de var..’’

’’Altså falske venner, som bare udnytter mig?’’ Spurgte jeg hurtigt, da jeg tydeligt kunne høre hvor hun ville hen.

Hun svarede ikke rigtig på mit spørgsmål, men valgte bare at kigge lidt til siden imens hun krydsede armene forsigtigt.

Det føltes som en ordentlig mavepuster at få bekræftet, at jeg faktisk ingen venner havde.. Men nej!. Jeg havde stadig én ven, som jeg vidste ALDRIG ville svigte mig!.

’’Fuck dem.. Jeg kender én som jeg ved er min rigtige ven!’’ Sagde jeg og lod følelserne ligge og kiggede ned i min mobil igen og kiggede efter hans navn.. Men det var der ikke.. Hvorfor var det der ikke?!!!..

’’Hvorfor har jeg lige pludselig ikke Justins nummer mere?’’ Spurgte jeg hurtigt og kiggede desperat på Angel. Hun så lidt trist på mig i hvad der føltes som virkelig lang tid, men tog så en dyb indånding og slap sine krydsede arme.

’’Fordi du ikke kender ham i det her liv..’’

Alt sortnede for mig og lige dér - i det moment - styrtede min verden sammen for mig!.

’’Angel, det er slet ikke tidspunktet at lave sjov med mig på!’’ Advarede jeg virkelig alvorligt og kiggede bestemt på hende.

’’Det gør jeg heller ikke.. Du flyttede som 12 årig fra New York til Los Angeles. Du har aldrig gået i skole i Clarksville og derfor aldrig mødt Justin..’’ Svarede hun mig trist, og med en tone, så jeg kunne høre, at hun på ingen måder lavede sjov med mig.

’’Nej.. Nej!. Nej, forhelved!. Det var ikke det jeg bad om!. Det var ikke det der var mit ønske!. At miste min familie og min allerbedste ven!. Det var jo meningen at de skulle være en del af det her!.. Hvorfor helved er de ikke blevet det?!’’ Småråbte jeg virkelig frustreret og lod alle følelser få frit løb, derved også mine tårer som styrtede ned af kinderne på mig.

’’Jeg ved det ikke.. Stjernerne tager ønsker meget seriøst og du ønskede dig, at du var en kendt stjerne. Det må antages som at du allerede var det og ikke at du vil blive det en dag..’’ Svarede Angel en smule tøvende, som om, at hun ikke var helt sikker. Det var jeg dog også ligeglad med!. Det her var ikke det jeg ønskede!.

’’Nå, det er også ligemeget. Jeg vil ikke have det her liv mere. Jeg vil bare have gamle mit liv tilbage med venner, familie og uden alt den opmærksomhed, hvor ingen kan se de fejl jeg laver..’’ Sagde jeg bestemt og kiggede til Angel med tårer ned af kinderne.

’’Jeg er ked af det, søde, men der er aldrig nogen der har fået et ønske til..’’ Svarede Angel trist og kiggede sørgmodigt på mig.

’’Hva?!. Betyder det, at jeg skal leve sådan her i resten af mit liv?’’ Spurgte jeg nærmest helt grædefærdigt og kiggede alvorligt på hende.

’’Det er aldrig for sent at ændre på det dårlige og give dig selv en god fremtid.. Jeg lover, at du nok skal klare den og jeg er sikker på, at du kan skabe dig et godt liv fremover’’ Forsøgte Angel igen at opmuntre, men igen hjalp det ikke, og jeg rystede bare på hovedet.

’’Nej.. Det er slet ikke nok.. Lige siden jeg startede denne her drøm, har det været meningen, at mine mennesker skulle være med mig hele vejen.. Jeg skulle ikke være så alene, som jeg føler mig lige nu..’’ Svarede jeg Angel og snøftede.

’’Det er aldrig for sent at tage kontakt til din mor og far igen, søde.. Og din onkel og..’’

’’Men hvad med Justin?. Han kender mig slet ikke, siger du jo?’’ Svarede jeg spørgende og så afventende på Angel, som tog en dyb indånding og trak lidt på skuldrene.

’’Jeg er ked af det, Lélé’’ Svarede hun stille og så virkelig ud til at kunne føle min smerte.

’’Jeg hedder Leah!’’ Rettede jeg bestemt, da jeg på ingen måder var glad for det der nye navn!.

’’I denne her verden hedder du ikke andet end Lélé.. Du bliver nødt til at vænne dig til det, søde’’ Svarede Angel.

’’Nej!.. Nej, det er ikke rigtigt!. Og nej, jeg skal ikke vænne mig til noget som helst!. Jeg vil have mit liv tilbage, koste hvad det vil!. Jeg vil ikke det her mere!. Jeg tager hjem!’’ Sagde jeg beslutsomt og tørrede mine kinder fri for tårer.

’’Til Clarksville?’’ Spurgte Angel mig imens jeg målrettet gik over til sofaen og tog min taske og samlede mine ting sammen på sofabordet.

’’Ja, det er det der er mit hjem..’’ Svarede jeg og gik over til spejlet og begyndte at fjerne den løbene mascara som løb ned af kinderne på mig.

Da det var ordnet, skiftede jeg fra mit showtøj, til det tøj jeg kom i, og tog så min taske op på skulderen og forlod min garderobe med Angel lige efter mig.

Jeg kom ud på gangen, hvor der rendte en masse mennesker rundt. Jeg kiggede bare ned på mine fødder og så hvor jeg gik og undlod enhver øjenkontakt med nogen som helst. Jeg skulle bare ud til min bil, som mine såkaldte ’’bodyguards’’ kørte for mig, og så ud i lufthavnen og.. Shit!. Hvordan fanden kom jeg med et fly?. Hvem sagde, at der overhovedet gik et fly til Nashville nu?..

’’Angel, du bliver nødt til at hjælpe mig..’’ Sagde jeg stille og drejede hurtigt ind, da jeg så et skilt med toiletter. Angel fulgte med mig derind og jeg tjekkede hurtigt båsene, og da det stod klart for mig, at der ikke var andre end os herinde, vendte jeg mig imod Angel og kiggede alvorligt på hende.

’’Hvis jeg er så kendt som du siger, så har jeg vel et privatfly, ikke?’’ Spurgte jeg hende.

’’Jo?’’ Svarede hun mig og kiggede spørgende på mig.

’’Jeg skal bruge det nu. Kan du ikke hjælpe mig med at skaffe en billet eller få dem til at være i lufthavnen, når jeg kommer derud?. Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre, og jeg skal afsted!.. Please..’’ Bad jeg og kiggede bedene på hende og håbede sådan, at hun kunne hjælpe mig.

’’Er du sikker på, at det er det du vil?. Husk på, at dit liv her ikke går i stå, fordi du tager til Clarksville, og at du har et show i aften her, som er i forbindelse med din turné, som Scooter fortalte dig på vej herhen’’ Mindede Angel mig roligt om.

’’Jeg er ligeglad, Angel. Jeg skal hjem til der hvor jeg høre til.. Vil du ikke nok være sød at hjælpe mig?. Jeg klare selv resten’’ Svarede jeg hende og kiggede pleasende på hende. Hun tog en dyb indånding og så lidt på mig, men nikkede så beslutsomt og knipsede med fingrene.

’’Så.. Dit fly venter på dig i lufthavnen og dine 2 bodyguards venter på dig ude i bilen. Nu skal du bare nå derud uden Scooter opdager dig’’ Svarede Angel.

’’Tak!. Tusind gange tak!’’ Sagde jeg virkelig taknemmeligt og farrede derefter ud af toilettet med Angel lige efter mig.. 

_________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...