Ukendt

Denne bog handler om en dreng der heder El, som lever i en verden ful af magi og monstre. Jeg vil ikke skrive så meget om bogen, siden jeg personligt syntes at det ødddelægger noget af læse oplevelsen. Jeg ville bare skrive at denne bog ikke er dyb som bogens titel måske hentyder til. Jeg vil prøve at lægge et kapitel op om ugen, men jeg kan ikke lov noget. De dage jeg lægger kapitlerne kan veksle mellem onsdag- fredag.

3Likes
2Kommentarer
118Visninger
AA

3. Kapitel 2. Kejsa Báli

På vej til arbejde fik El øje på nogle af de drenge, han havde gået i klasse med -dem ville han helst undgå- så han tog en omvej. Han mumlede nogle bandeord, for han var allerede for sent på den. Han skyndte sig alt hvad han kunne -hans chef var ikke typen, der tolererede særlig meget, og at komme for sent, var ikke en af de meget få ting han tolererede (medmindre det var hans datter)-

El sneg sig meget forsigtigt ind gennem bagdøren, listede stille hen til hans personaleskab og tog sit forklæde ud af skabet og bandt det rundt om livet. Han sneg sig diskret hen mod..."El!" Sagde en dyb stemme. El stivnede. "Vend dig om!" El vende sig langsomt om -han viste hvad der ventede-. "El! Det er anden gang i denne måned du er kommet for sent!" Råbte chefen -chefen var høj og tyk, men ikke kvabset. Han var meget stærk. Han havde faktisk engang arbejdet som verdens stærkeste mand i et omrejsende cirkus. Han havde endda også det klassiske cykelstyr (overskæg) og en mærkelig accent- "Jeg er meget ked af det. Det skal ikke ske igen" sagde El ydmygt. "ja det håber jeg da også. Du får allerede alt for meget i løn, så hvis du oven i købet kommer for sent..." chefen kiggede meget alvorligt på ham. El følte sig mindre og mindre under hans blik. Det var som om chefen kunne pille Els yderste beskyttene lag af med øjnende og se direkte igennem ham. Chefens gennemborende blik, var et blik der var frygtet iblandt alle personalemedlemmerne. Endelig sagde chefen så, at El kunne gå i gang med at arbejde. El vaskede altid op, eller fejede, eller gjorde rent ude i baglokalet, hvor ingen af kunderne kunne se ham. -Det var dårligt for forretningen hvis folk så El, og det ville ødelægge stemningen hos personalet hvis de var for meget sammen med ham, havde chefen engang sagt. Derfor var El altid alene på sit arbejde- Da chefen endelig gik, åndede El lettet ud. Han gik hen til den gigantiske bunke af opvask, der havde ventet på ham. Han så udmattet på bunken, sukkede så og begyndte at vaske tallerkenerne.

Cirka tyve minutter senere var han færdig med at vaske op. Han strakte sig, og gik så igang med at feje og vaske gulvet. Han kiggede hen mod uret, der hang over den dør, der førte til personalestuen. Der var ti minutter til at de skulle åbne kroen. Kroen hed "Den gyldne tyr", og var kendt vidt og bredt på egnen for dens uhyrligt gode øl. Han skyndte sig at finde en klud frem, og en spand med sæbevand. 

Imens han havde tørret bordene af, for at gøre dem klar til gæsterne, havde chefens datter endelig besluttet sig for at komme på arbejde. "Hej far!" råbte hun. "Undskyld jeg kommer for sent 
-Tilfældig fact: Kan i huske at jeg sagde, at El kun havde en ven? Det har han også kun, det er så at sige ifølge ham selv, men han har faktisk en til. Han ved det bare ikke-

"Hvor er El?" spurte hun sin far. "Er dette mons tro den første dag han pjækker?" Chefen gik hen til sin datter -som hed Kajsa- "han tørrer bordene af", sagde chefen, "men du burde ikke tale til ham, eller med ham prinsesse. Den dreng er dårligt ny... " "Nå, så han har altså ikke pjækket" afbrød hun sin far. "Det er sikkert fordi, han ikke kan leve uden min charme", erklærede hun sikkert og stolt. -Kajsa var en livlig pige, med højt humør og god selvtillid (måske lidt for god)- inde fra gæstestuen kunne El tydeligt høre hvad de snakkede om, men valgte bare at ignorerer det.

Da klokken var omkring ni, var El færdig med at gøre rent og gik så ind i køkkenet, så kroen kunne åbne uden at nogen så ham. -El er hadet af gamle soldater, børn af gamle soldater, og gamle mennesker, der boede i landsbyen dengang den store krig mellem Nørron Mal og Lunga fandt sted. Altså er han hadet af folk, der bærer nag mod Nørron Mal- 
Det var omkring nu, at alle de andre, der arbejdede på den Gyldne Tyr ankom. Først kom kokken, som skulle gøre klar til at lave mad. Han ignorerede bare El, lige som han altid plejede at gøre. Derefter kom alle tjenerne, og de gjorde bare som kokken, og ignorerede El. 
Det var meningen, at Kajsa skulle hjælp El med at vaske op og gøre rent, men det var altid El som endte med at gøre det hele selv, og alligevel fik hun lige så meget i løn som ham. Han syntes at det var ret uretfærdigt, men turde ikke klage til chefen af frygt for hans gennemborende blik. Det løb ham koldt ned ad ryggen bare ved at tænke på det. Han rystede på hovedet for at få tankerne på noget andet. "EL!" Udbrød Kajsa glad, da hun fik øje på ham. Kajsa virkede som et til tider forholdsvist fornuftigt menneske, så El kunne simpelt hen ikke forstå hvorfor hun overhovedet talte til ham og ikke mindst prøvede at starte en længere samtale. "Godmorgen frk. Kajsa" sagde El høfligt -meget mod sin vilje, men han havde engang kaldt Kajsa direkte ved hendes fornavn. Lad mig bare sige, at chefen ikke lige frem var oven ud lykkelig-" drop det der frøken. Det har jeg jo sagt massere af gange", sagde Kajsa, som om hun var den gode giver. "Som om jeg overhovedet taler til dig af egen fri vilje! Det ville bare være uhøfligt ikke at svare og det er din fars skyld at jeg opfører mig høfligt over for dig!" Det var hvad El ville havde sagt, hvis han kunne, men nøjedes med at sige "de er alt for venlig" med en skjult bitter tone. El var bange for at Kajsa havde fået det indtryk, at han godt kunne lide hende, hvilket han bestemt ikke kunne. "Ja, jeg er egenligt lidt for rar, er jeg ikke?", sagde hun så. El nikkede bare og skyndte sig væk, før han kunne nå at sige noget han senere ville fortryde.

Han gik lidt rundt for at finde noget han kunne lave -hvilket der næsten altid var-. Han lagde mærke til, at vinduerne kunne trænge til at blive pudset -han kunne ikke engang se sit eget spejlbillede-. Han fandt noget vinduesrens frem og en klud og begyndte at pudse vinduerne. Efter han havde pudset vinduerne lidt, begyndte han at kunne se sig selv. Da han havde pudset lidt videre, konstanterede han, at det var så rent, som det kunne blive. 

Selvom kroen lige havde åbnet for omkring femten minutter siden, var alle bordene allerede optaget, og mange sad med et krus øl i hånden. El kunne lige forstille sig den bunke af opvask, der allerede havde hobet sig op, som han så kunne hygge sig med. Han begyndte at vaske op og tænkte, at han da nu ikke behøvede at bekymre sig om, hvad han skulle lave resten af dagen. Han startede fra en ende af, og det kunne han så blive ved med, for der kom hele tiden nye tallerkner og ølkrus, der skulle vaskes. 

Da de sidste gæster var gået og det sidste bestik rent, satte El sig på en stol for at hvile sine fødder, efter at havde stået op fra klokken otte morgen til elleve aften, hvor kroen lukkede. Han fik ikke lang tid at hvile sig i, for han skulle kort efter op igen for at gøre rent efter gæsterne. Han fugtede en klud og begynde at tørre bordene af. Han fór sammen, da han opdagede, at en af gæsterne ikke var gået endnu. En fuld mand med en lunken fadøl i hånden, sad i et hjørne og sov. Det værste var, at han havde en militæruniform på. El stod et øjeblik og overvejede om han skulle vække ham eller forlade rummet diskret. Han huskede så, at chefen en gang havde sagt at han under alle omstændigheder skulle undgå at blive set af kunder, så han valgte løsning nummer to. Altså at komme væk i en fart. Uheldigvis for ham, kom han til at træde på et af de brædder, der knirkede. Dette var dog ikke nok til at vække ham,  El nåede lige at ånde lettet ud, da Kajsa kom ind og råbte af hendes lungers fulde kraft: "EL!" Dette var et af de tidspunkter hvor El var så tæt på at dræbe Kajsa, at han burde havde været arresteret. Dette var nok til at vække manden, og endnu mere uheldigt for El, var han den første manden fik øje på. På dette tidspunkt troede El, at det umuligt kunne blive værre, men der tog han fejl, for det blev det, da manden pludselig spærrede øjnene vidt op og råbte "Nørroner!" Og det blev værre endnu, da Kajsa derefter sagde fnisende "Du må hellere passe på El, han har vist gennemskuet dig".  Nu ville El helt sikkert have kvalt hende, hvis det ikke var fordi manden hurtigere end burde være lovligt -for en fuld mand-  rejste sig fra stolen og med to alt for hurtige skridt stod foran El, og gav ham sådan en ordentlig en på den ene kind at det sikkert kunne høres hele vejen over i Nørron Mal. El væltede og slog hovedet ind i bordet og sit knæ ind i maven og landede til slut på en ene skulder. Alt dette gjorde utroligt ondt. Det sortnede for ham. Det sidste han hørte var, at døren gik op og chefens tunge skridt.

Fortsættelse følger i næste kapitel...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...