Fantasien's verden

Zen havde altid været der for hende selvom han bor i skoven, han er hende meget taknemlig, for uden hende havde han ikke stået på sine 4 ben I dag. De havde været venner i 3 år, han er den eneste grund til at hun bliver ved med at kæmpe for sig selv og sin mor.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger

2. 2.

Solen strækker sine sidste stråler på jorden, og slikker det gule hus mure, den tager et sidste kig på sneens krystaller, og vandre ned til det uendelige hav. Zen ventede i skyggerne der viskede deres navne, hun vidste det var på tide at tage afsted, der var ingen hun skulle tage afsked med, ingen hun skulle sige farvel til, ingen ville savne hende.

 

Hun løb, løb så hurtigt hendes ben tillod det, Zen smilede ved synet af hende, hans pels mødtes med hendes kolde hud på hendes hals. Han slikkede hendes håndled I et forsøg på at hele hendes ar, som sorgen har sat, hun fældede en tåre, som faldt ned på i den dybe kolde nyfaldet sne.

 

Zen kiggede på hende og hun forstod de skulle afsted, de løb side om side, dybere og dybere ind i skovens vinter mørke. Månen spejlede sig i den frosne sø, den kolde frosne vind spillede sin melodi i de tomme hule træer, Zen stak næsen i vejret og mærkede vinden lave et hav af bølger i hans tygge hvide og grå pels.

 

Vinterfuglene tittede frem, og sang solen op fra det evige hav. Zen puffede blødt hende i siden med snuden, de skulle videre der var ikke langt til deres destination. Solen stod på sit højeste, lammeskyerne fløj forbi et par gange og hilste solen, og jorden godmorgen. De kom til dalene med navne, de visnetorne's dal, stenbrudet's dal, hullerne's dal og den smukkeste, vinterblomsterne's dal.

 

Zen var stærk men stærkest med hende ved hans side, hun var modig men modigst med ham ved hendes side. Månen strålede og lyste vejen op for hende, et tegn på at hun var den udvalgte, hun var den der skulle overtage det der tilhørte hende.

 

En vej, en vej som måleskinnet viste, skulle føre dem til det smukkeste sted man kunne forstille sig. Zen’s øjne lyste op da hun slog blomsternes grene til side, de var der, de var kommet frem, de havde nået fantasiens verden.

 

Ulvene nejede sig, støvet stod stille, solens stråler kærtegnede hendes kind. Is krystalerne fløj over broen, slottes krystal væge spejler en regnbue på den lyserøde himmel, Zen åbnede porten, porten der første dem til de uendelige gange, porten til de millioner af hemmeligheder som hver en dør gemmer på.

 

Hun placerede fødderne på gulvet, et sus, en kraft, hun kunne mærke det, hun var blevet til den hun ville, hun var blevet til den pige med hættetrøje, handsker uden fingerspidser, tørklæde over næsen, hullede trøje, løse bukser, hun var ulvenes leder. Ulvene hylede hende velkommen, Zen nejede sig, hun knyttede hænderne, hun vidste hun ikke kunne gå tilbage, hun vidste det var her hun hørte til, her hvor himlen er candyfloss rød, her hvor universet galaxy er natte himlen, her hvor tiden står stille, her hvor man er hvem man er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...