Jeg elsker dig – men jeg hader dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2016
  • Opdateret: 21 aug. 2016
  • Status: Igang
Emma elsker Mark, men Mark er jaloux. Emma føler sig fortabt, som om hun har mistet sit liv til kærligheden. Hun vil ikke undvære Mark, dog vil hun heller ikke være sammen med ham. Vil det blive bedre? // Bidrag til 'Fordi jeg elsker dig'–konkurrencen, mulighed 1.

3Likes
5Kommentarer
247Visninger

5. 5

Emma lukker hoveddøren bag sig, forsigtigt, hun vil nødigt vække ham. Han er faldet i søvn på sofaen, og ligger nu og bobler. Hun mærker irritationen true, og skynder sig ud af den grå opgang, ud i den friske vinterluft. I går var forfærdelig, og hun var faldet i søvn til hans vrede ord og en våd hovedpude; igen. Simon havde sendt hende en sms, han vil ses. Han ved, hvad hun går i gennem, og han vil hjælpe. Et smil breder sig på Emmas røde, læbepomadefyldte læber og giver hendes ansigt et strejf af glæde. Blot et strejf. Men et strejf er et skridt på vejen, og hun nyder den tanke.

Emma! Hej” smiler Simon, i det Emma træder ind i den hvide villa. De går i gennem den lille gang gang og det gamle victorianske køkken, før de når stuen, hvor de sætter sig. Hun tager en dyb vejrtrækning og ånder ud. Hun er for første gang i lang tid lettet. ”Emma, hvad foregår der?” han er bekymret at dømme ud fra rynkerne i panden og de sammenknebne øjenbryn. Langsomt bevæger han sin hånd hen og holder svagt på hendes. Der går ikke mere end to sekunder så trækker hun den til sig i et voldsomt ryk, og flovheden vælter ind over hendes kønne ansigt. En tåre. To tårer. Mange tårer. Han læner sig hen imod hende, og holder om hendes spinkle, ødelagte krop. ”Det hele er så umuligt, Simon” starter hun. Tårerne vælter stadig frem som var de vand fra Niagara falls og hele hendes krop ryster.
”Han vil ikke høre, og han vil ikke acceptere. Jeg prøver, Simon, det gør jeg. At holde ud. Jeg.. jeg elsker ham, men jeg føler mig så fanget. Jeg kan ingenting. Den sidste måned har jeg været ude 2 gange. Den ene gang var hos Stine, en veninde. Hun holdt noget komsammen for nogle af os gymnasievenner. Der var højest tre drenge, men han blev så vred. Han var også inviteret, men han kunne ikke, for han skulle arbejde. Det er jo også lige meget…” hun holder en pause, trækker vejret dybt og hurtigt. ”Den anden gang er nu. Og jeg tør ikke tænke på hvad der vil ske, hvis han opdager det. Jeg er bange. Jeg er bange for alt jeg gør. For hvem jeg snakker med, og for hvor jeg står. Jeg har det forfærdeligt, Simon” Emma falder sammen i armene på ham. Efter lidt tid falder hun i dyb søvn, og Simon tager den store sweatshirt hun har på af, og skal til at lægge et tæppe over hende. Men han ser i stedet noget han aldrig ønskede at se. Tårer, der føles som faldt de ud fra hans hjerte, lander på tæppet. Hendes arme er dækket. Delvist af røde sår, ar. Og delvist af mørkeblå plamager. Stadiet efter normale blå mærker. Stadiet efter at det kan kaldes et uheld. Stadiet efter at det er okay. For intet er okay længere. Og intet vil nogensinde blive okay igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...