Sophies blog - del 1

Vi følger Sophie fra hendes 13 års fødselsdag og frem til dagen før hendes 16 års fødselsdag. Sophie deler sine tanker om at være ung teenager i dagens Danmark.

0Likes
0Kommentarer
90Visninger
AA

2. - 13 maj

I dag har jeg så endelig fået oprettet min facebookprofil, da jeg kom hjem fra skole, og her til sengetid har jeg allerede fået 57 venner. De fleste er kammerater fra skolen, men også farfar og farmor og Onkel og Linea. Jeg ved ikke, om jeg vil være venner med mor og far. Far kan bare være så pinlig, og jeg vil ikke have, at han skriver noget eller lægger et billede op af mig, som de andre kan drille mig med. Og mor vil kun være ven med mig for at holde øje med mig, da hun ikke stoler på, at jeg kan opføre mig ordentligt. Det kan godt være, at jeg vil være ven med Mette. Hun plejer ikke at pinlig og hun sladrer heller ikke om, hvad jeg laver til mor og far. Jeg ved ikke med Thomas. Mor kunne garanteret godt finde på at få ham til at holde øje med mig, så hun ved, hvad jeg går og laver. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke stoler på mig. Jeg er en stor pige, som aldrig laver ballade eller driller folk. Hvad er det, hun er bange for, at jeg kan finde på?

Charlotte fortalte i skolen i dag, at vi skal have emneuge i næste uge, som skal handle om teater. Men vi ville få mere at vide om det i morgen. Det kunne være fedt, hvis vi skal lave et rigtigt skuespil og opføre det. Jeg kan godt tænke mig at blive skuespiller og gerne lige så god som Jennifer Lawrence. Hun er altså bare mega nice.

Tænk at være kendt og tjene så mange penge. Det kan kun være fantastisk. Også selvom man risikerer at blive forfulgt af paparazzier, som prøver at fange en, mens man laver noget pinligt. Men hvad – ingen er perfekte! Vi har og laver alle sammen fejl. Det handler om, hvordan vi håndterer de fejl, som vi begår, og hvad vi lærer af dem. Du har ret, det lyder rigtig gammelklogt, men jeg læste et lignende citat i skolen i dag og syntes egentlig bare, at det passede meget godt. Personligt prøver jeg også at undgå at lave de samme fejl igen, da det vil være pinligt.

Vi har lige fået en engelsk stil for til om 14 dage, og vi skal skrive en boganmeldelse på mindst fem sider. Jeg har ingen ide om, hvilken bog jeg skal skrive om. Jeg kan ikke nå at læse en hel bog til om en uge, hvis jeg også skal have tid til at skrive boganmeldelsen. Det kan være, at jeg skal skrive om en film, som jeg har set for nyligt, og som er baseret på en bog. Så kan det være, at jeg slipper for at læse en af Bettinas dødsyge forslag til bøger. Jeg overvejer lidt at skrive en anmeldelse af en af Harry Potter bøgerne. Jeg har trods alt læst dem, selvom det er ved at være længe siden, og jeg har næsten lige genset Harry Potter og Flammernes Pokal. Det var måske egentlig ikke så dårlig en ide, jeg fik der. Det vil jeg overveje nærmere i morgen på vej i bussen. Det tager heller ikke så lang tid at gense filmen, hvis det skulle blive nødvendigt.

 

Godnat.

                           Sophie <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...