I'm sorry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2016
  • Opdateret: 14 aug. 2016
  • Status: Færdig
En stil jeg skrev i skolen som jeg gerne vil dele med jer fordi den er noget særligt for mig..

0Likes
3Kommentarer
75Visninger

1. I'm sorry

 

Jeg hedder Laura, jeg er nitten og det her er min historie.

Min mor og far boede i en lille by ude på landet, med en masse plads til at vokse op. Vi havde en masse dyr, mit yndlings havde altid været hestene.

Vi havde en lille pony, James. Da jeg var seks, døde han. Jeg var utrolig ked af det og græd mig selv i søvn længe.

Mine forældre havde fået mig i en tidlig alder, 18-19 år. Far havde været skaldet siden jeg blev født, fordi han havde en sygdom, der gjorde at han tabte håret.

Det havde altid været helt normalt for mig at far var skaldet, fordi han var syg. Det var der ikke noget galt i, sådan var det bare.

Vi havde ikke råd til en ny hest efter James død, så min mor tilbød at jeg gerne måtte starte til ridning som en erstatning, hvis jeg stadig ville det, så Jeg startede på en nærliggende rideskole da jeg blev 7.

Hver fredag skulle far til undersøgelse på sygehuset, så jeg tog hen på rideskolen.

Jeg hjalp med at gøre rent i staldene, nussede med alle hestene og hjalp til undervisningen.

når det så blev aften, kom min mor og far og hentede mig, mor kørte altid, far sad ved siden af hende og omme på bagsædet sad jeg på det ene sæde og på det andet sad den bamse jeg havde fået af mor og far som lignede James.

Sådan foregik alle mine fredage og det var helt normalt.

Da jeg blev 12 år ville min mor gerne havde mig med ud at spise, far havde ikke været hjemme hele ugen, det undrede mig lidt men jeg tænkte ikke videre over det.

 Vi tog på sushi restaurant. 

Ugen havde i sig selv været underlig, far arbejdede ikke på grund af hans sygdom, så han plejede at være hjemme inden jeg tog i skole og når jeg kom hjem, men det havde han ikke været i de her dage.

Da vi havde spist tog vi over i Frelsens for at få en is til dessert, det gjorde vi altid, både mor og jeg elskede det og det var efterhånden blevet lidt af en mor-datter tradition.

Udenfor Frelsen stod der borde og stole hvor vi altid sad og spiste vores is, men vi satte os ikke den dag, mor kiggede på mig og sagde "Skal vi ikke køre en tur?” Jeg nikkede med munden fuld af is og vi satte os ud i bilen.

”Hvor skal vi hen?” 

Mor kiggede på mig, jeg kunne ane en tåre i hendes øjenkrog, ”Det får du at se” Hun kørte imod Aarhus, var det ikke der far plejede at blive undersøgt? Var det eneste jeg kunne tænke..

Vi kørte i næsten en time inden vi nåede Aarhus, jeg kiggede på mor med frygt i øjnene ”er der noget galt med far?”

mor begyndte at græde.

”Mor, hvad er der sket?!”

Jeg blev nervøs og det føltes som om min mave blev en stor knude!

”fars tilstand er svag” jeg forsøgte at holde tårende tilbage.

I det samme parkerede vi på sygehuset parkeringsplads, selvom jeg aldrig havde været her med mor og far, vidste jeg lige præcis hvad jeg skulle og hvor jeg skulle hen.

Jeg løb ind til informationen og op mod fars stue. Da jeg stod i døren til fars værelse, kunne jeg ikke holde tårende tilbage mere, der var slanger og maskiner over det hele.

”Far? Er du der?” han åbnede svagt øjnene og kiggede op på mig 

”Hej skat” fik han fremstammet.

Nu kom mor, hun græd også, hun fandt to stole så vi kunne side sammen med ham, der kom en sygeplejeske som skulle tage nogle blodprøver.

Jeg spurgte hende stille ”Må jeg godt ligge mig op ved siden af ham?” hun nikkede og medfølelsen strålede ud ad hendes øjne.

Jeg lagde mig op ved siden af far i hans seng.

Jeg lagde der i stilhed uden der var nogle der sagde noget, stilheden var rar og hans vejrtrækning beroligede mig.

Sygeplejersken Listede ud og mor sukkede.

Hun fumlede lidt med hendes taske og trak så en konvolut op.

”Laura? Far har en fødselsdagsgave til dig”.

 Jeg åbnede konvolutten.

I den lagde en check på 10 tusinde kroner. Jeg kiggede på far med store øjne 

”Nu kan du købe den hest du altid har ønsket dig, pas på den som var den din datter og elsk den som var den din søster”

Nu græd jeg endnu bare mere. 

”Det lover jeg dig far, tusind, tusind tak, jeg elsker dig mere end nogle ord kan beskrive!” sammen med checken lagde en mindre konvolut som jeg tog op, Far lagde sin hånd på min.

”Den må du først åbne på din 15 års fødselsdag” den gang forstod jeg ikke hvorfor men det gør jeg nu.

Den dag havde lægerne fortalt mor og far at han ikke havde lang tid tilbage at leve i og ugen efter døde han. Hans begravelse var en fredag, i høj solskin.

Far var en alle holde af, en alle elskede.

Jeg savner ham hver dag og opkalde min hest efter ham ’Julius’.

Jeg lovede far at passe på den og det gør jeg stadig i dag, 7 år efter. Jeg havde købt ham billigt så jeg købte også en til mor, hestene minder os om far.

Han var noget særligt for mig og var altid min store inspiration til livet.

En jeg aldrig vil glemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...