Afstanden mellem os

Olivia og Rebecca har efterhånden været bedste veninder i mange år og intet kunne skille dem ad, selvom de ikke boede i den samme by, indtil der kom en dreng ind i billedet. Olivia glemmer alt om hendes og Rebeccas plan, da hun gerne vil have tid sammen med kæresten. | Disse to veninder glider hurtigere fra hinanden end to magneter med samme pol mod hinanden.

20Likes
7Kommentarer
1840Visninger
AA

3. to

Jeg havde mine ting med ud af toget, da jeg så hende stå der. Jeg blev så glad, hvilket jeg kunne se, hun også gjorde, hun gik i mod mig med det største smil på læberne. Jeg satte min taske fra mig, hvorefter jeg lagde min jakke på den, så jeg kunne omfavne Olivia. Vi havde ikke set hinanden i noget tid nu, og selvom vi skrev sammen hele tiden, så føltes så længe siden sidst, jeg havde snakket med hende. 

"Hvor har jeg savnet dig," sagde hun.

Det gav mig altid et smil på læben, når hun sagde det, for jeg havde skam også savnet hende. Det var efterhånden længe siden, jeg havde haft sådan en god veninde med et tæt forhold, som Olivia og jeg havde, men nu havde vi også været bedste veninder i næsten to til tre år. 

"Det var underligt, for jeg har slet ikke savnet dig," sagde jeg, mens jeg grinede. 

"Du er så dum at høre på," 

"Men du elsker mig alligevel," 

"Ja, desværre," og da hun sagde det, grinede hun. 

Jeg smed min jakke i hovedet på hende, så hun kunne holde den. Jeg vidste, at hun ikke tog min taske, for jeg skulle blot bære den hen til hendes cykel, så den kan være i cykel kurven. Jeg tog fat i min taske og gik hen i mod cyklerne, men jeg kunne slet ikke se Olivias cykel nogen steder. 

"Har du ikke din cykel med?" Jeg så på hende, men hun rystede blot på hovedet. 

"Den har jeg lånt ud, så jeg gik herned," fortalte hun, hvilket fik mig til at sukke lydløst.

Så skulle jeg bære både min guitar og min taske hjem til hende. Hun boede heldigvis ikke så langt væk fra stationen, som jeg gjorde derhjemme, men jeg tog det med et smil, for jeg havde glædet mig til denne sommer, som jeg skulle bruge med min bedste veninde. 

"Forresten så tager mine forældre først afsted i morgen, det fortalte de først til mig i dag, så de griller i aften, det ved jeg, at du godt kan lide, selvom du er så kræsen. Min far begyndte at grine, da min mor spurgte mig, om du kunne lide grillpølser og sparreps," sagde hun med et grin. "Min mor forstod ikke, hvorfor han grinede, men så begyndte, jeg selv at grine og hun forstod det hele," 

"Bare salaten ikke er blandet sammen, for der er ikke så meget salat, jeg bryder mig om," sagde jeg ærligt, men grinede stadig af det, hun lige havde fortalt.

Hendes far var ret sjov nogen gange, selvom Olivia hele tiden snakkede om, hvor meget de skændes, så gjorde de det aldrig, når jeg var der. 

Vi kom hjem til Olivia, og hendes mor mødte jeg i køkkenet, hvor hun næsten altid befandt sig, når jeg kom på besøg. Jeg vidste ikke, om det var så, det ikke lignede, at hun kun sad inde i stuen eller ved spisebordet med hendes computer. Hun var folkeskolelærer, så hun havde en masse arbejde, hun tog med hjem, så hun sad tit foran sin computer, hvor hun enten rettede opgaver eller forberedte sig til timerne, men nu var det sommer og det var ferie, så hun sad ikke foran computeren. 

"Hej Rebecca," sagde hun og gav mig et kram. 

Jeg svarede hende så høfligt, som jeg altid gjorde og lod hende trække mig ind i et kram. Jeg havde ikke noget i mod at kramme folk, jeg kendte. Olivias far løftede blot hånden og hilste med en kortfattet 'hej'. Jeg gjorde det samme, hvorefter vi gik ned ad gangen og fandt hendes værelse, som lå for enden af gangen. 

Jeg satte min taske henne under vinduet, og lod min guitar læne op af væggen ved siden af hendes spejl. Jeg elskede at være her. Hendes værelse var altid lidt renere end mit, men det var også fordi, hun altid sørgerede for at støvsuge, inden jeg kom. Hendes værelse var også større end mit, da de boede i et hus. Hun havde selvfølgelig mere gulvplads, end jeg havde, men det gjorde ligemeget. Det var slet ikke det, der talte. Jeg gik slet ikke op i det. 

Der gik ikke lang tid, før jeg havde fået en besked fra min mor. Jeg burde have vidst, at hun ville skrive til mig. Det kunne godt være, at jeg var over atten, jeg var faktisk nitten, og hun skrev stadig om, jeg var kommet godt frem og alt det der, en mor altid ville skrive til sit barn, som havde kørt alene i et tog i næsten to timer. 

Mor: Er du kommet derhen? 

Becca: Ja 

Mor: Hyg jer og hils omkring dig 

Becca: Det skal jeg nok 

Mor: Godt 

Jeg forstod nogle gange ikke min mor. Hun ville have, at jeg skulle hilse omkring mig. Var det kun Olivia, jeg skulle hilse eller var det også hendes forældre, som min mor faktisk slet ikke kendte? Nogle gange gav min mor slet ikke mening, men det var jeg efterhånden ved at være van til, eftersom hun var min mor, og jeg havde levet med det i næsten tyve år. 

"Har du fundet på noget sjovt, vi skal nå i ferien?" spurgte jeg og på Olivia, mens jeg gik hen i mod hendes seng, som jeg satte mig på. 

"Ikke en hel plan, men jeg har da nogle ting, men lad os snakke om dem, når de gamle er taget afsted," sagde hun blot og kiggede hen mod døren, hvor vi kunne høre skridt. 

"Hej Becca," lød det fra Gustav. 

"Hej Gustav. Glæder du dig til at komme afsted ned til varmen?" spurgte jeg. 

Gustav var Olivias lillebror. Hendes lillebror var på alder med min lillesøster, hvilket egentlig var ret sjovt, for sådan var det med begge vores søskende, fordi begge vores storebrødre var også på samme alder, hendes bror var måske næsten et år ældre, men hey, det var faktisk ret sjovt. 

"Jeg glæder mig til at holde ferie, uden at skulle med på shopping hele tiden. Vi lavede jo ikke andet end at gå i butikker, så nu kan jeg slappe af ved poolen samme med mor og far," sagde han bare, hvilket fik Olivia til at ryste på hovedet. 

"Men nu er det jo også sjovt at gå i butikker," sagde jeg med et grin. 

"Det er sgu det samme med jer piger, og selvfølgelig holder du med hende, du er også en pige, og I er bedste veninder, der holder jo også altid sammen," men der protesterede jeg. 

"Men-" jeg afbrød Olivia. 

"Vi er bedste veninder, ja, men det betyder ikke, vi er enige i alting. Jeg kan godt forstå dig, for det er varmt at gå fra den ene butik til den anden, når det er et varmt sted, men-" jeg stoppede mig selv, fordi jeg opdagede, at han gik sin vej. Jeg kiggede hen på Olivia, som bare grinede og jeg gjorde blot det samme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...