Afstanden mellem os

Olivia og Rebecca har efterhånden været bedste veninder i mange år og intet kunne skille dem ad, selvom de ikke boede i den samme by, indtil der kom en dreng ind i billedet. Olivia glemmer alt om hendes og Rebeccas plan, da hun gerne vil have tid sammen med kæresten. | Disse to veninder glider hurtigere fra hinanden end to magneter med samme pol mod hinanden.

20Likes
7Kommentarer
1793Visninger
AA

5. fire

Jeg vågnede ved, at der var nogle der rørte min kind. Jeg flakkede med øjnene, hvorefter jeg så en hånd, som gav mig et chok, så jeg rykkede på mig. Jeg kunne høre Livis grin, som gjorde, at jeg vidste, hvor jeg befandt mig. Jeg glemte tit den første morgen, at jeg ikke sov i min egen seng. Nogle gange glemte jeg bare, at jeg ikke befandt mig hjemme hos mine forældre i min grønne sovesofa. Det var en flot farve.  

Jeg lagde mig på siden, undlod at kigge op til Olivia, og tog ud efter min mobil, som lå til opladning lige ved siden af mig. Jeg kunne ikke sove uden min mobil hos mig, når jeg sov hos andre. Lige meget hvem personen var, jeg sov hos, så skulle min mobil helst være ved min side. 

Jeg så, at klokken var næsten halv elleve, hvilket betød, at vi havde hele huset for os selv i et par uger. Jeg glemte hele tiden, hvor mange uger de skulle være væk. Jeg var næsten sikker på, at det enten er tre  eller fire uger, men jeg var ret ligeglad. Vi skulle have det så sjovt. 

Gustav kom ind til os sent i nat, omkring ved en to tiden, for at sige farvel. Ikke fordi han havde lyst til det, det var bare deres forældre, der havde sagt, at han skulle huske det, så det gjorde han. 

Lige nu var vi officielt to single piger, som skulle have en masse sjov i ferien uden nogen forældre. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle foretage os, men jeg var klar på hvad som helst. Jeg var klar på fest, på shopping, så strandtur eller bare være i haven og læse en bog. Jeg kunne også overtales til, at vi blev oppe om natten og sov om dagen. Jeg var klar på alt! Det var sommer og det skulle nydes. 

"Hvad ligger du og laver?" spurgte jeg, mens jeg selv have åbnet min Facebook app, hvor jeg scrollede ned og kiggede på alle mulige videoer, billeder og statusser. 

"Jeg er bare på instagram," lød det træt oppe fra sengen af. "Jeg har lagt her længe, så tænkte jeg, at jeg ville vække dig," sagde hun og vendte mig om og kiggede op mod sengen, men jeg kunne ikke se hende. 

"Har du været vågen længe?" 

"Næh, egentlig ikke," 

Jeg sagde ikke noget til det, og kiggede videre på facebook. Vi kunne sagtens kigge på vores mobiler i noget, der føltes som flere timer, uden at snakke sammen. Bare vi sad sammen, var det hyggeligt nok. 

Jeg kunne begynde at mærke, at det var ved at blive for varmt at ligge under dynen, så jeg tog den af mit ene ben, så det fik lidt luft. Jeg elskede at have dynen halvt på. Min mave begyndte at sige underlige lyde, hvilket blot var et bevis på, at jeg var sulten. Jeg var ikke van til at spise morgenmad, men eftersom klokken var halv elleve, og jeg ikke havde fået noget at spise i gåraftes udover aftensmad, var min mave ved at være tom. 

Jeg satte mig denne gang op og kiggede på Olivia, som lignede en, der lå og sms'ede. Jeg gjorde ikke noget ud af det, det kunne jo være, at det var hendes forældre eller Gustav, hun skrev med. 

"Skal vi finde noget at spise?" spurgte jeg. 

"Hm," mumlede hun, men blev liggende og skrev videre. 

Jeg kiggede på hende med et løftet øjenbryn, hvorefter jeg selv valgte, at rejste mig og gå ud på badeværelset, hvor jeg hurtigt tissede og vaskede mine hænder. Jeg havde efterhånden været her mange gange, så jeg kiggede egentlig ikke i deres skabe, som jeg gjorde de første par gange, jeg var her. Det var noget underligt, jeg gjorde, det vidste jeg godt, men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg gik ud af badeværelset, og så Olivia endelig var kommet ud af sengen, og på vej til til køkkenet, så jeg gik efter hende. 

"Har du sovet godt?" spurgte hun, hvorefter hun åbnede nogle skabe og tog nogle krydderboller ud.

"Ja, og du?" Hun nikkede blot og tog fire boller ud af posen, og lagde den tilbage i skabet. "Hvad skal vi lave i dag?" spurgte jeg og fandt tallerkener.

Jeg havde en god hukommelse, så jeg kunne godt huske, hvor deres ting stod i køkkenet, i forhold til Olivia, som ikke huskede noget, når hun var hjemme hos mig. 

"Det ved jeg ikke rigtigt," 

"Vi kunne ligge os ud i have og sole os? Vejret er jo ret fint i dag, og det ser ikke ud til, at det blæser så meget," sagde jeg og begyndte at snakke om solen og varmen. Jeg elskede varmen, og jeg ville så gerne være bare en smule mere brun i år end sidste år. 

Olivia sagde ikke så meget, hun havde blot skåret vores boller over, og lagt dem på deres rister. Hun havde lagt sine egne boller på og holdte øje med dem, så de ikke blev forbrændte. Hun stod og skævede hen til sin mobil, næsten ligesom, at hun ventede på en besked eller et opkald. Da hun havde taget hendes boller af, lagde jeg mine to boller op og holdte øje med dem. Det var meget underligt, at Olivia var så stille, som hun var. 

"Er der noget galt, Livi?" spurgte jeg. 

"Nej nej, slet ikke. Hvorfor tror du det?" spurgte hun og kiggede på mig, mens hun smurte smør på hendes boller.

Jeg fik taget mine boller af risteren, inden de blev alt for brune. Jeg lagde dem på en tallerken, hvorefter jeg tog endnu en kniv, så jeg kunne få smør på. Da Olivia var færdig, fandt hun nogle glas i skabet og appelsinjuicen fra køleskabet. Min mor havde altid fortalt mig, at jeg ikke kunne tåle appelsinjuice, men efter de første par gange, jeg havde overnattet her, havde vi drukket appelsinjuice og det viste sig, at jeg ikke var allergisk, som hun troede. Jeg elskede faktisk appelsinjuice. 

"Du er bare så stille, det er du ellers ikke," fortale jeg. Jeg fik smurt mine boller og satte mig hen til bordet, overfor Olivia, som vi var blevet van til, når det bare var os to, der spiste. 

"Der er faktisk noget, jeg gerne vil fortælle, men jeg ved ikke helt hvordan," startede hun, og tog en bid af hendes bolle. 

"Bare kom med det," sagde jeg og hældte juice op i begge vore glas. 

"Jeg har fået en kæreste," sagde hun så, hvilket fik mig til at tabe min halve bolle på tallerken. 

"Har du?!" spurgte jeg helt glad og overgearet. "Tillykke! Hvad hedder han?" spurgte jeg. Jeg var helt glad på hendes vejene, og ville vide det hele. Jeg ville vide, hvordan de mødtes, hvordan de blev kærester, og hvornår jeg må møde ham. 

"Han hedder Jonas, han er vildt sød, og jeg er så forelsket," sagde hun og kiggede ud i luften. 

"Hvordan skete det?" spurgte jeg. "Jeg vil vide alt," 

"Jeg mødte ham allerførste gang til en fest. Du ved, den hvor nogle af pigerne fra min klasse tog mig med. De præsenterede mig for ham, og vi havde en god fest sammen. Vi begyndte så at skrive sammen, vi fik følelser for hinanden, hvorefter han så spurgte, og jeg sagde så ja," hun fortalte og fortalte om det hele, og jeg slugte det hele. Hun var min bedste veninde, og jeg skulle vide, hvordan det hele foregik. 

"Du har da slet ikke snakket noget om en dreng til den fest," sagde jeg. Hun tøvede med at svare. "Hvor længe har i været kærester?" 

"Vi lærte hinanden at kende tilbage i februar, så i marts tror jeg," og da hun sagde det, måbede jeg.

Min bedste veninde have haft en kæreste i tre måneder, og hun havde hverken fortalt mig noget om det. Hun havde ikke engang fortalt mig, at hun skrev sammen med en dreng, hun kunne lide. Det kunne godt være, at vi boede i to forskellige byer, men vi havde alligevel kunne fortælle hinanden alt, men det var åbenbart ikke vigtigt nok at fortælle sin bedste veninde, at hun havde fået en kæreste. Nej nej. 

Jeg sagde ikke så meget, og spiste blot videre. Jeg kunne godt mærke Olivias blik på mig, men jeg ignorerede det. Jeg vidste ikke slet ikke, hvad jeg skulle sige til det. 

"Du skal næsten møde ham på et tidspunkt," sagde hun så. Jeg nikkede. 

"Det manglede da også bare. Jeg skal da lige se, om han er god nok til dig, men nu har I efterhånden været sammen i næsten tre måneder, og jeg har ikke vidst noget. I har vel også allerede haft sex?!" Jeg var ikke sur, jeg var bare lidt frustreret over det hele. Olivia vidste godt, jeg var god igen om lidt. 

"Du er ikke sur, vel?" 

"Nej, selvfølgelig ikke. Jeg er bare lidt overrasket Livi. Jeg troede, at når vi skulle ud at fest, at vi skulle more os og score mange drenge," sagde jeg, hvilket fik hende til at grine. 

"Vi kan jo godt feste alligevel, jeg skal bare ikke score, fordi jeg har en kæreste, men du må jo gerne score. Vi skal finde en kæreste til dig," Jeg nikkede og trak på skulderen. 

"Men lad os stoppe med at snakke om det nu," sagde jeg og sendte hende et oprigtigt smil. I det mindste fortalte hun mig det, og jeg ikke bare pludselig fandt ud af det. "Hvornår skal jeg så møde ham?" 

"I dag?" Hun kiggede spørgende på mig. "Han spørger, om han ikke må komme. Han vi også gerne møde dig," jeg tøvede. Jeg vidste ikke helt, om det var en god idé med at møde ham i dag. Jeg havde lige fået at vide, at hun havde en kæreste. Jeg tænkte videre over det, men nåede ikke at tænke ret længe, før hun blev ringet op. "Det er ham!" hun sendte mig et smil, og gik ud af køkkenet og ud i gangen, så jeg ikke kunne høre, hvad de snakkede om. 

"Det manglede også lige," mumlede jeg for mig selv. Jeg fik spist min mad, og lidt efter kom Olivia tilbage. 

"Han tager toget om tyve minutter, og det taget ti minutter med toget, så er han her," sagde hun, hvilket gjorde, at jeg stoppede min handling, og det var at hælde juice op i mit glas. 

Jeg skulle åbenbart møde hendes kæreste i dag. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...