Afstanden mellem os

Olivia og Rebecca har efterhånden været bedste veninder i mange år og intet kunne skille dem ad, selvom de ikke boede i den samme by, indtil der kom en dreng ind i billedet. Olivia glemmer alt om hendes og Rebeccas plan, da hun gerne vil have tid sammen med kæresten. | Disse to veninder glider hurtigere fra hinanden end to magneter med samme pol mod hinanden.

20Likes
7Kommentarer
1840Visninger
AA

2. et

Becca: Er lige kommet hjem, skynder mig <3 

Livi: Lyder godt skat, ih glæder mig <3 

Jeg var lige kommet hjem efter sidste skoledag og sidste eksamen var heldigvis overstået. Jeg havde set frem til denne her sommerferie, da Olivia, min bedste veninde, ikke skulle ud at rejse med sine forældre i år. Hun skulle blive hjemme hos mig i lille Danmark. Jeg fik smidt mine sko i entréen, og gik ind i stuen for at komme hen til mit værelse.

"Hej," sagde min mor og jeg svarede hende med et enkelt hej.

Jeg kom ned på mit værelse og smed min taske på sengen. Mit værelse var ikke særlig stort, så jeg havde ikke meget gulvplads til at min taske kunne stå på gulvet, uden den stod i vejen. På min taboret stod min sportstaske, som jeg havde pakket i forvejen, så jeg skulle blot bytte taske, så kunne jeg tage afsted, over til Olivia. 

Olivia og jeg boede ikke i samme by, så det tog alligevel lidt tid at komme hen til hende. Vi havde en fælles ven, og igennem hende lærte vi hinanden at kende, og det viste sig, at vi blev hurtig tætte og bedste veninder. Jeg sad gerne i næsten to timer i et tog, bare for at være sammen med hende, og det samme sagde hun. 

Becca: Skal guitaren med? <3 

Livi: Selvfølgelig <3 

Jeg tog fat i min taske og min guitar, så var jeg klar til at holde sommerferie hos Olivia. Jeg kom ned i stuen og stillede min guitar og taske fra mig, så jeg lige kunne gå ud i køkkenet, hvor jeg tog et glas vand og et æble med i hånden, som jeg ville spise i toget. 

"Hvornår kommer du hjem?" spurgte min mor og så op fra hendes strikkeri. Hun lavede ikke meget andet end at strikke tæpper. Hun strikkede ikke kun tæpper til hende selv, hun have strikket et til min far, var i gang med et til mig og have strikket nogle stykker til nogle andre personer. 

"Jeg ved det ikke, når sommerferien er slut eller, når der ikke er mere mad tilbage?"

Jeg hørte min far grine, hvorefter han blot rystede på hovedet. Min far lavede ikke meget andet end at spille computer eller se fjernsyn. Begge mine forældre var førtidspensioneret, så de gik begge to hjemme. 

"Du har vel penge nok til mad og den slags?" spurgte min mor og strikkede videre, mens hun stille talte de masker, hun var i gang med. 

"Det regner jeg med, kommer Niko hjem inden, jeg går eller skal jeg bare tage afsted?" spurgte jeg.

Der var stille lidt, mens man stadig kunne fornemme min mor tælle. Niko var min lillesøster, som rigtig hed Nikoline, men jeg kaldte hende altid Niko. Hun var seksten år, og vi havde et tæt forhold, da ingen af os havde de fleste venner. Da vores storebror boede hjemme, skændtes vi alle sammen hele tiden, men efter han flyttede, havde Niko og jeg fået et bedre og tættere forhold, mens vi næsten aldrig snakkede med eller om vores bror. 

"Hun når ikke at komme hjem," svarede min mor og holdte op med at strikke for en kort stund, så hun kunne tage en tår af hendes kaffe. "Skal du have din guitar med?"

Min mor lød forundrende, selvom det ikke burde være svært at overse. Jeg kunne da ikke overleve en hel sommer uden min guitar. Nogle gange forstod min guitar mig mere end nogle andre, nogle gange bedre end Olivia. 

"Havde du regnet med andet?" lød det fra min far, som kiggede fra sin skærm og hen på min mor, som fik øjenkontakt med ham. De sagde ikke noget, mens de kiggede på hinanden, hvorefter hans blik landede på mig. 

"Mor, har du ikke lyst til at følge mig ned til toget? Det er så kedeligt at gå derned alene," spurgte jeg, men hun rystede bare på hovedet. 

"Og så ville du have mig til at gå alene hjem? Nej, det må du selv klare," jeg sukkede og tog fat i min taske. 

"Du kunne jo tage din cykel med, så jeg ikke skulle bærer på min taske, og så kan du jo cykle hjem, det går lidt hurtigere end at gå," prøvede jeg, men jeg vidste godt, at når hun havde sagt nej, skiftede hun ikke mening. 

"Haha, nej," og med det fjernede hun blikket fra mig igen og begyndte at strikke videre.

Min mor var ikke glad for, at jeg cyklede ned til stationen, så min cykel kunne stå dernede hele sommeren. Selv hvis det var en enkel nat, så ville hun hellere have at vi gik i tordenvejr, end at vores cykel skulle stå på stationen natten over. Vi havde ikke nogen bil, så hun kunne ikke køre mig, selv hvis vi fik lov til at låne morfars bil, ville hun ikke køre mig. Solen skinnede og jeg havde godt af at gå. 

"Vi ses," sagde jeg, da jeg havde fået mine sko på, taget min guitar på ryggen, fundet min jakke, som jeg blot holdte og min taske over den ene skulder, selvom det var svært for guitaren. 

"Vi ses, hyg jer nu, og ikke noget ballade," sagde min mor.

Jeg tog mine nøgler med i farten og skyndte mig derefter ud af døren. Hvis jeg ikke kom afsted nu, ville min mor blive ved med at snakke til mig, så jeg ikke kan nå toget. Hvis jeg ikke når det tog, der gik om tredve minutter, skulle jeg blot vente et kvarter, så kom det næste tog, men så skulle jeg skifte tog to gange, men hvis jeg nåede det der gik om lidt, skulle jeg kun skifte tog en gang, og med både min taske og guitar, ville jeg helst bare skifte tog en enkel gang. 

Becca: Jeg er på vej ned mod toget, jeg er hos dig om næsten to timer <3 

Livi: Ih, det lyder jo godt <3 

Becca: Vi ses jo snart skat <3 

Det var underligt at skrive skat til en. Det havde jeg aldrig gjort, før Livi og jeg blev tætte. Det var faktisk hende, der begyndte at kalde mig det, når vi skrev, så jeg begyndte at kalde hende det også, så det var faktisk helt normalt for os, at kalde hinanden for skat. Selv når vi var sammen, kunne vi også kalde hende hinanden skat, men det skete ikke så tit, når nogle hørte det, det var mest, når vi var alene. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...