Et lille cut

Mens nogen mennesker prøver at få deres crush' opmærksomhed ved at pille lidt ved håret eller blinke med øjenvipperne har denne pige en helt anden tilgang...og den er ikke behagelig. En kort historie jeg skrev for noget tid siden. (Advarsel, denne historie indeholder: Blod, cutting for opmærksomhed og psykose, læs på eget ansvar) Jeg vil gerne gøre opmærksom på at jeg tager cutting seriøst og ikke vil prøve at male et billede med min historie, hvilket også meget gerne skulle være gjort klart i historien.

0Likes
0Kommentarer
127Visninger

1. Et lille cut

 

Jeg låste døren ud til badeværelset, åbnede det lille smykkeskrin ved siden af vasken. Et gammelt smykkeskrin af træ, jeg havde haft siden jeg var 3 år gammel. Man skulle bruge en nøgle for at åbne den, jeg havde nøglen i en kæde om halsen. Drejede den i låsen, åbnede skuffen. Et lille, fint knivblad, jeg havde nakket fra min fars værktøjskasse. Han havde ikke opdaget det, han havde så mange.
Jeg satte mig på toiletbrættet med bladet mellem mine fingre. Holdt det op mod lyset, der blev reflekteret tilbage mod væggen. Så klart. Så mit ansigt i det, det lille, grimme fjæs. Trak op i ærmet, så mange små ar på indersiden, på kryds og tværs. Lagde bladet til huden, lige over et tidligere mærke, pressede til.
”Du skal ikke gøre det!”
Den stemme i mit baghoved, den sagde altid det samme. Ikke gør det, du har ingen grund. Dine arme bliver ødelagt. Jeg hørte ikke efter. Bladet gled let i min arm, som en kniv i smør. Det sveg, det gjorde ondt, min hånd rystede, smerten.
”Du behøver ikke!”
Jeg gled bladet ud igen. Blodet løb langsomt ned af min arm, mod min håndflade. Jeg satte hånden under vandhanen, tændte, så blodet blande med vandet, før det løb ud. Det var næsten smukt at se det røde vand. Fandt et plaster, satte det på, så striben af blod igennem det. Satte mig tilbage på toiletbrættet, ville finde et nyt sted at skære.
”Du gør det kun for at få opmærksomhed, STOP!”
Den havde ret, stemmen. Jeg ville have opmærksomhed! Jeg havde det dårligt med mig selv for det. Andre mennesker cuttede for at blive af med deres indre smerte. For at have en smerte de kan afhjælpe, modsat den de føler indeni. For deres egen skyld, for at de ikke skal ønske at dø af denne smerte der bare aldrig går væk, som et sår kan gøre. En tåre trillede ned af min kind.

 

Jeg gjorde det på grund af ham.
På grund af hans blonde, tykke hår, der så guddommeligt lyste op i solskinnet. På grund af hans åh så perfekte smil, med alle tænderne på lige linje. Og hans noget så uimodståelige, mørke, bekymrede øjne. De samme øjne, der havde givet mig det blik, den første gang han talte til mig.
Jeg havde siddet i klassen, begravet i mine dagdrømme, om ham. Klokken ringede, samlede mine papirer, skulle ud af døren, folk skubbede og maste. Papirerne skar min underarm, blodet løb fra 3-4 mærker på hver. Jeg smed papirerne i mit skab, måtte vaske blodet væk.
Blodet blev blandet i vasken, første gang jeg så dette. Tænkte ikke videre over det, måtte videre.
Han stod lige der, lidt længere nede af gangen, helt alene. Mit hjerte hamrede, jeg ville gå forbi ham, måske han ville se mig når han nu var alene.  Tasken på ryggen, jeg nærmede mig langsomt. Han så intet, stod med næsen begravet i sin mobil. Jeg trådte hårdere, mine sko klikkede, men intet. Men jo, et sekundt senere kiggede han, men ikke på mit ansigt. Hans øjne fokuserede på min arm, skjorteærmet var gledet op, mine papercut mærker. Hans blik, så fuld af bekymring, omsorg, aldrig havde jeg set det blik før. Og det var kun for mig.
Han fulgte mig, hele vejen ud af skolen, ud på gaden, der stoppede han mig.
”Hey, de mærker på din arm. Jeg ved godt det må være svært for dig at sige, men cutter du? Jeg vil gerne være her for dig, hvis du gør.”
Jeg var mundlam, mine kinder blussede op. Han havde aldrig snakket til mig før, og han sagde jeg kunne komme til ham, han ville hjælpe mig, bekymrede sig for mig.
Hvis jeg cuttede.
Jeg kiggede ham i øjnene, de var der kun for mig lige nu, kiggede kun på mig. Jeg nikkede.

 

Fra den dag af, begyndte jeg at snakke med ham hver dag. Han gav mig plastre, tilbød at tage med mig til en psykolog, lyttede til mine opdigtede historier om en hård barndom, en onkel der voldtog mig, ingen der ville lytte til mig. Alt sammen så utroværdigt, så vanærende, så forkert at lade som om jeg gik igennem disse ting, når andre virkelig gjorde.
Men samtidig så rigtigt. Den perfekte plan, næsten et mesterværk af løgn for min egen egoisme. Hvordan han sad der og slugte hvert ord jeg sagde, en dukke, lavet kun for at være der for mig, for at give mig al hans opmærksomhed.
Mine papercuts helede alt for hurtigt, jeg måtte lave flere. Først bare med papir som første gang, men præcis ligesom dem, forsvandt de alt for hurtigt. Måtte skære dybere, mange mange steder. Hev altid ubemærkeligt op i mine ærmer, når jeg gik forbi ham, han så det hver gang. Fulgte mig ud af skolen. Tog med mig ind til byen. Holdte mig væk hjemmefra, troede det var farligt at lade mig tage hjem.
Og jeg elskede det. For hver dag der gik, blev jeg mere og mere optaget af min egen forestilling. Måtte gøre det så realistisk som muligt, spille min rolle uden fejl. Det mindste slip up og alt var tabt. Researchede på alt det psykologiske bag folk der cutter, måtte leve mig ind i deres tankegang, deres væremåde, alt! Jeg var undercover som cutter, sendt ud i en nødsituation af kærlighed. Alt var rigtigt, jeg manipulerede, jeg havde magten, kunne bilde ham alt ind. Jeg var stolt af mig selv.

 

Endnu et cut, meget dybere end før, jeg måtte trappe op. Min hånd var i chok, rystede så meget at bladet gik dybere og dybere, og jeg elskede det. Han ville helt sikkert tro på dette her, at det blev værre, at jeg virkelig måtte have hjælp. Blodet løb ned på gulvet, en, to, tre dråber. Flere, mange dråber. Det flød, så smukt. Men det var ikke nok!
Spejlet. Mit grimme ansigt. Hvor smukt ville det ikke blive, hvis der løb blod ned over det? Måske fra næseryggen, eller lige under øjet. Min arm blødte ned i vasken, så hurtigt det dryppede. Vandet igen, men denne gang mørkere, endnu smukkere. Lidt svimmel.
Bladet, hvor skulle jeg skære mig i ansigtet? Måske skulle jeg ikke bare skære. Måske skulle jeg hente en kniv fra køkkenet, en lang, skarp kødkniv og bore den ind i mit kranie. Jeg ville ende på hospitalet, sikkert som offer fra et selvmordsforsøg. Han ville besøge mig, give mig det blik igen, måske endda endnu mere bekymret end før. Måske ville han græde over han ikke var til nok hjælp, spørge mig hvad han kunne gøre, love han ville gøre alt!
Tjo, han kunne jo blive min kæreste, så ville jeg stole på han var der for mig. Derefter langsomt trappe ned igen, indtil vi havde et solidt forhold. Og skulle det slå fejl, havde jeg jo stadig min kniv, og alt det ville tage, ville være et enkelt, lille cut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...