dagbog ish

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2016
  • Opdateret: 24 okt. 2016
  • Status: Igang
dagene går og tankerne flyder | dette er bare en lidt privat dagbog, og jeg skriver den egentlig kun herinde, så jeg nemt kan finde den igen, da min computer er ligeså roddet som min hjerne, så det er slet ikke til at finde noget på den

1Likes
2Kommentarer
167Visninger
AA

1. 13-08-2016

er virkelig ked af det, og jeg forstår det slet ikke. har egentlig ikke nogen reel grund til at være ked af det, men der er så mange små ting, som bobler. det er som om, at jeg koger vand og glemmer at tage låget af i tide, så det bobler bare over. føler lidt, at jeg bare venter på, at der kommer en og tager låget af, så jeg kan falde til ro igen, men det gør der bare ikke. er ved at blive sindssyg pga. mine tanker. kan slet ikke tåle at se mig selv i spejlet, fordi jeg bliver så skuffet gang på gang. ligesom hvis man ligger i sin seng og tænker over, hvad man skal have på næste dag i skolen, og man sammensætter det her flotte outfit oppe i ens hoved. når man så prøver tingene næste dag, er det slet ikke så flot, som man havde håbet på. som når man bestiller tøj på nettet og forstiller sig, at det ville sidde så fint på ens krop, og det så sidder helt forkert. sådan har jeg det, når jeg kigger mig selv i spejlet. som når man laver mad, og det slet ikke smager så godt, som man troede, det ville.

udover det er jeg ved at skide i bukserne. bogstavelig talt, men der er også en anden grund. starter på handelsskolen på mandag, og tanken skræmmer mig så meget. tror måske, jeg tænker alt for meget over det, men så tænker jeg mere over det, og så tænker jeg, at alle nok tænker for meget over det. og så føler jeg mig pludselig ikke så gal og forkert længere. men så tænker jeg mere over, om andre mon tænker over det så meget, som jeg gør. og så føler jeg mig gal og forkert igen.

engang snakkede jeg også med mange folk, og når jeg vågnede om morgenen, ville der være mindst 2-3 godmorgen beskeder. nu vågner jeg bare til en alarm, som giver mig hovedpine resten af dagen, og så kan jeg kigge på min telefon, og der er ingenting sket. selvom jeg ikke havde regnet med, at nogen ville skrive godmorgen, er det den samme skuffelse, som fylder min krop. men jeg er også selv uden om det. jeg skubber folk væk, siger nej, hvis folk vil mødes, og jeg melder mig ud af ting. jeg spærrer mig selv inde på mit værelse, fordi jeg håber på at få en hyggelig dag, hvor jeg kan forkæle mig selv og få det bedre med den skuffelse af et ansigt. men det bliver bare endnu en dag, hvor jeg ligger i min seng og føler mig ynkelig og grim, og så bliver jeg vred på mig selv, fordi jeg ikke laver noget.

føler lidt, at jeg står på en klippe, og der står en masse skilte med, at man ikke skal gå for tæt på kanten – fordi det trods alt er en gammel klippe, og hvem ved, om der kunne falde et stykke af. men så kunne man vel håbe på, at jeg falde med klippestykket. chancen er der nemlig, fordi jeg går bare tættere og tættere på kanten, og chancen for at falde ned bliver større og større. ”det er din egen skyld”, og det er det nemlig!! det er mig, som går tættere og tættere på kanten, fordi jeg forventer så fandens meget, og jeg ved, at når jeg så kigger mig i spejlet eller vågner om morgenen, så fylder skuffelsen min krop. men det er min egen skyld. det er mine forventninger og mit rod af en hjerne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...