En helt anden vej

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2016
  • Opdateret: 23 mar. 2017
  • Status: Igang
Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco.
Denne aften ville få Hermione og ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

*Bemærk at jeg har holdt mig til bøgerne, har dog skubbet lidt med tidlinjerne, for at få det hele til at hænge sammen

7Likes
1Kommentarer
1695Visninger
AA

1. Sectumsempra - Del 1

Dagens sidste solstråler skinnede ind af de gamle vinduer og fik hele opholdsstuen badet i et varmt, orange skær. Hermione kiggede udenfor og så hvordan de endnu, nøgne grene bevægede sig sagte med vinden, mens fuglekvidderen ramte hendes øre fra det åbne vindue, hun sad ved. Hun lukkede let øjnene og nød solens varme stråler ramme hendes ansigt.

 

Hun kiggede atter ned i hendes eliksirbog og prøvede at koncentrere sig om, det der stod på siderne. Lige siden Harry var kommet i besiddelse af Halvblodsprinsens udgave af bogen, havde han været elite eleven i Schnobbevoms eliksir timer. Ikke fordi, at hun ikke var glad for at han endelig var god til det, men alligevel kunne hun ikke ryste den lette følelse af jalousi fra sig.

 

Hun løftede atter blikket fra bogen og kiggede rundt i den tømte opholdsstue, de fleste var til aftensmad, men hun havde lovet Harry at vente på ham, til han var færdig med sine enetimer hos Dumbledore.

 

Frustreret slog hun bogen sammen, hun ville nok alligevel ikke få lavet mere nu, og samlede hendes skoleredskaber sammen, for at pakke dem ned i hendes taske, da portræthulet åbnede sig og Harry kom til syne.

 

Hun sendte ham et smil, hvilket hurtigt forsvandt, da hun så Harrys ansigtsudtryk.

”Hvordan gik det?” spurgte hun, den sorthårede dreng, der netop havde smidt sig i sofaen, gned fingerene mod hans tindinger.

Han kiggede rundt, mens Hermione satte sig ved siden af ham, på den slidte sofa.

”I dag viste Dumbledore mig et af Schnobbevoms minder,” han holdte kort inde, ”om ham og Gåde da han gik her på skolen. Men han har åbenbart manipuleret med mindet. Det giver i hvert fald ingen mening.” afsluttede han.

”Hvad handler mindet om? ” spurgte Hermione, da han efter flere sekunder ikke kom med en videre forklaring.

Harry kiggede på hende, alt imens de grønne øjne lyste af forvirring.

”Har du nogensinde hørt om en horcrux? ” spurgte han hende.

Hun granskede i hendes hoved efter dette ord, men det var dog ikke noget hun havde hørt om før, let rystede hun på hovedet.

”Det har jeg heller ikke, ” startede han, ”Gåde spurgte Schnobbevom om præcis det i mindet, men inden han nåede at svare blev det afbrudt af en grå tåge, og stemmerene blev bare mere og mere utydelige, ” han tog brillerne af og gned sig i ansigtet med hænderne og fortsatte da de runde briller havde fundet deres plads tilbage på næsen, ”Dumbledore ville havde at jeg skal få fat i det rigtige minde, da det åbenbart er afgørende. ” afsluttede han.

”Jamen hvorfor fortalte Dumbledore dig ikke om hvad en hor.. var det horcrux?”, Harry nikkede bekræftende, ” hvad det er for noget? ”

”Han ville ikke fortælle mig om det, inden han er helt sikker på, om Schnobbevom har fortalt Gåde om det. ” En frustrerende lyd undslap Harrys læber, mens han lukkede øjnene og kastede sig ind mod ryglænet.

Hermione prøvede med alt kraft at gennemrode hendes hjerne, men aldrig før var hun stødt på sådan et ord.

”Skal vi tage ned og spise? ” spurgte Harry efter et stykke tid, Hermione nikkede og de to bevægede sig ned mod den store sal.

 

Da de ankom nede i storsalen var de fleste, enten gået, eller ved at rejse sig, Hermione kiggede på sit armbåndsur og opdagede at klokken faktisk var blevet mange. Hun kastede et hurtigt blik op i loftet, der afslørede en nu mørk himmel, der var tildækket med tunge skyer. De to venner fandt plads ved Gryffindor bordet, til hendes store ærgrelse var Ron og Lavender der stadig. Hun gjorde sit bedste for at ignorere de to og vendte sin opmærksomhed mod sølvfadene, der var proppet med en saftig skinkesteg.

 

”Gik det godt nok, Harry? ” spurgte Ron, da Harry havde fundet sig tilrette på hans plads og nu var i færd med at øse kartofler op på hans tallerken. Han nikkede blot et kort nik og Hermione sendte Ron et skarpt blik. Han vidste udmærket godt, at han ikke skulle snakke om Harrys enetimer hos Dumbledore mens der var andre. Ron forstod åbenbart blikket og vendte atter sin opmærksomhed til den blonde pige ved siden af ham, der fnøs. Hermione tog sig selv i at rulle med øjnene, men helt ærlig hvor lang tid kunne de blive ved med at opføre sig sådan?

 

Hun sendte bebrejdende blikke over mod Ron, som dog ikke tog notes af det. Selvfølgelig var han da gammel nok, til selv at bestemme hvem han skulle ud med (hvilket han jo åbenbart skulle, tænkte hun bittert), men havde det virkelig behøvet at være det mest klinkende og irriterende pigebarn, fra hele Gryffindor? Hermione var blevet så vred på den rødhåret, da han begyndte at være kæreste med Lavender at hun siden hen, knap nok har talt et ord med ham. Det havde gjort så forbandet ondt, at se dem sammen, så nu koncentrede hun sig i stedet for på at være vred på ham, hvilket gjorde alt det her nemmere, end hvis hun skulle til at forholde sig selv til alle de følelser, som hun enlig havde for ham.

 

Den runde opholdsstue var proppet med Gryffindorselever, da Harry og hende vendte tilbage. Ilden knitrede lystigt i den store pejs og indsvøbte hele opholdsstuen, med en behagelig varme. De to fandt en plads rundt om et bord, hvor Ginny sad begravet med næsen i en bog. Hun så dog smilende op da hendes to venner satte sig hos hende.

”Havde I, Snape i dag? ” spurgte den rødhåret pige, begge rystede med hovedet.

”Han var endnu mere modbydelig i dag, end han plejer og være, ” Ginny holdte en lille pause, ”han trak 10 point fra Rawenclaw da Luna havde misforstået, hvilken side vi skulle slå op på. ” afsluttede hun og rystede lettere forarget på hovedet.

”Det lyder da godt nok strengt, Luna har det sik... , ” hun afbrød sin sætning da Harry var ved at optage mere og mere af bordet, mens han foldede røverkortet ud. Irriteret løftede Hermione armene fra bordet, ”Hvad laver du? ”, spurgte hun.

”Kigger. ”, sagde han kort over hovedet uden at fjerne blikket fra kortet. Hun fulgte hans blik ned i kortet og så at han atter igen udspionerede Draco.

”Igen? Harry du bliver nødt til at stoppe, Draco er ikke ude på noget. ”, sagde hun i håb om at få ham til at stoppe, selvom hun selvfølgelig vidste at det ikke nyttede noget.

”Jeg ved at han er ude på noget, Hermione. ”, sagde han skarpt.

Hermione udstødte et lille opgivende suk og vendte atter opmærksomheden mod Ginny og hendes samtale. Ginny fortalte at det var gået helt galt i besværgelser i dag, da Colin Creevy var kommet til at kaste et bord ud gennem vinduet, da de skulle øve sig på hidkalde besværgelser. Slytherin eleverne havde åbenbart gjort meget ud af, rigtig at få grint af ham. Typisk, tænkte Hermione.

 

De blev atter afbrudt i deres samtale da Harry pludselig rejste sig. ”Hvor skal du hen?” , spurgte Ginny. ”Jeg skal bare lidt ud. ”, svarede han kort.

”Klokken er allerede over ni, Harry. Du ved at vi ikke skal gå ud når klokken er så mange. ”, bebrejdede Hermione, men han lod som om han ikke hørte hende og bevægede sig ud.

”Tror du at han er okay? ”, spurgte Ginny bekymret, efter et lille stykke tid.

”Ja, det er han. ”, svarede Hermione, der først nu, til sin store overraskelse opdagede at Harry ikke havde taget røverkortet med. Hun kiggede ned på det og fandt Harrys lille, fint, skreven navn. Selvfølgelig!

”For fanden, Harry!”, slap det ud af hende mens hun rejste sig op og skyndte sig ud af døren, mens hun efterlod en forundret Ginny.

 

Slottet var indhyllet i nattens mørke der kun blev afbrudt af enkelte stearinlys, der badede korridorene i et uhyggeligt orange, flakkerende lys. Havde hun ikke været så vandt til at snige sig omkring på slottet om aftnen, mange gange takket være Harry, havde det sikkert virket mere uhyggeligt. Mens hun gik hen ad de lange, mørke korridorer, sørgede hun for ekstra meget at spidse øerne, hvis nu der pludselig kom nogen, hun var efterhånden klar over at dette ville trække point fra Gryffindor. Hurtigt fulgte hun de snoede gange, og håbede at hun ikke kom for sendt, men da hun nærmede sig femte sals toiletter, kunne hun på langt afstand høre hvordan der blev kastet den ene besværgelse efter den anden.

 

Hun satte i løb og blev stående i døråbning i et øjeblik, slået ud af hvad hendes øjne mødte. Der var vand over det hele, flere vandhaner sprøjtede som store springvand. Træ, fra smadrede toiletbåse lå rundt omkring, alt i mens farvestrålende besværgelser fløj rundt omkring på toilettet. Hun rystede let hovedet og fokuserede sig på de to duellerene drenge. Harrys blik var stålsat, han havde ikke engang lagt mærke til at hun var kommet til.

 

”Hvad har I gang i! ”, råbte hun med hendes lungers kraft, men de lagde slet ikke mærke til hende. Hun trådte ind og dukkede sig lige i tide, da en lammer besværgelse kom flyvende i mod hende. Hun skyndte sig hen til de to.

”STOP SÅ! ”, råbte hun.

”Det her ved kommer ikke dig, mudderblod! ”, råbte Draco tilbage.

Hun prøvede at skubbe sig i mellem de to, men Draco var hurtigere. Han skubbede så hårdt til hende at hun mistede balancen og væltede ned på det våde stengulv. Perpleks, kiggede hun tilbage og så hvordan Harrys øjne nu lyste af galskab. Han løftede tryllestaven og med en hurtig bevægelse pegede han den mod Draco.

 

”Sectumsempra!” , råbte han og en lystråle forlod tryllestaven, som ramte Draco midt i brystkassen.

Fortumlet stod han i et par millisekunder, inden han skrigende faldt ned mod det hårde stengulv. Hermione kunne ikke tro sine egne øjne, selvom alting skete lige foran næsen på hende. Det var som om at flere store og tunge dolke fandt vej ind i hans brystkasse, maven, hals og skar til med al kraft. Store sår viste sig, og hans hvide skjorte farvede sig dybrød i løbet af et par sekunder. Med en sivende fart forlod blodet hans krop, og blandede sig med vandet, der blev farvet rødt.

”Hvad fanden har du gjort, Harry? ”, skingerede hun.

 

Harry var ligbleg i ansigtet. Hurtigt fik Hermione samlet sig og skyndte sig hen til den blonde dreng, der truede med at forbløde hvert øjeblik. Hun trak hendes tryllestav frem og lagde den sagte på Dracos blødende brystkasse. ”Vulnera Sanentur” , hun gentog besværgelsen tre gange mens hun strøg tryllestavens spids hen over maven på Draco. For hver gang hun sagde besværgelsen lukkedes de gabende, blodrøde snitsår, mens blodet der var blevet blandet med vandet langsomt, men sikkert fandt vejen tilbage til Dracos krop. Et lettende suk undveg hendes læber da hun så at hans vejrtrækning blev normal og sårene var blevet lukket. Hun kunne mærke hvordan spændingen forlod hendes krop. Hånden der holdte tryllestaven hvilede på Dracos brystkasse, mens hun kiggede over på Harry der så ud til ikke helt havde forstået hvad der lige var sket.

 

Hermione vendte straks hovedet tilbage til Draco da hun pludselig mærkede hans kolde hånd, hvile ovenpå sin. Forskrækket kigget hun på de to hænder og derefter på ham. De grå øjne iagttog hende, fjernt og træt. Han formede ordet tak med hans læber, men frembragte ingen lyd. Han lukkede øjnene og lod hovedet faldt på stengulvet med et let dunk. ”Han skal på hospitalsfløjen, Harry. ”, frembragte hun, i samme sekund hørte de hvordan nogen nærmede sig.

 

Snape dukkede op i døråbning, med hans kappe blafrende bag sig. De små sorte øjne udvidede sig da han så på den mærkværdige forsamlingen, og om muligt, blev han endnu mere bleg da hans øjne fandt Dracos bevidstløse krop. ”Hvad foregår der her? ”, spurgte han, med en monoton stemme og kiggede skarpt på Harry og Hermione.

”Ehm ...”, begyndte Hermione.

”Det er min skyld, professor. Jeg stødte på Draco og vi kom op og skændes og begyndte at kæmpe mod hinanden. Jeg kom til at kaste en ukendt besværgelse på ham, men heldigvis kom Hermione i dette øjeblik og fik reddet ham. ”. Ordene forlod Harry så hurtigt, at han var ved at snuble over hvert andet ord. Snape kneb sine små øjne sammen, som om han på denne måde bedre kunne afgøre om Harry nu også talte sandt. ”Gå. ”, sagde han koldt. Hermione rejste sig hurtigt fra det våde gulv og begyndte at gå hen mod døren, med Harry i hælene. ”Åh, Potter! ”, begyndte Snape og Harry vendte sig mod professoren. ”Eftersidning. Hver lørdag. Resten af året. ” Harry kunne ikke frembringe andet end et hurtigt nik, hvilket nok også var bedst. Da de var på vej ud vendte Hermione sig rundt en sidste gang for at se på Draco, hendes øjne landede kort på Snape der kiggede på hende med et udtryk der viste … var det taknemmeligt? Han gav hende et kort nik og hun begav sig ud af toilettet efter Harry.

 

Hele vejen tilbage til Gryffindortårnet, havde de to venner ikke snakket et ord sammen. Hun var rasende på ham, hvordan kunne han være så uansvarlig! Hun gik foran ham, ind i opholdsstuen, gennem portræt hullet. Den lille stue var næsten tom, bortset fra Ginny og Ron der stoppede deres samtale de Harry og hende trådte ind i rummet. Midt i rummet stoppede Hermione brat og vendte sig om mod Harry, der lige med nød og næppe nåede at stoppe.

 

Hun åbnede munden og lukkede den igen. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle kommentere på episoden. ”Hvad var det? ”, frembragte hun. Harry der stadig så helt perpleks ud, så ikke ud til at vide hvad han skulle svare. ”Hvordan kunne du bruge en besværgelse du ikke vidste noget om? Han var ved at forbløde, Harry! Du kunne havde slået ham ihjel! ”, hun kunne mærke hvordan hun rystede over hele kroppen, men hun var dog i tvivl om det var adrenalinen eller fordi hun var så forarget. ”Wow! Slået hvem ihjel? Hvad foregår der? ”, det var Ron der havde revet dem ud af samtalen, hun havde slet ikke bemærkede at Ginny og ham stod ved siden af dem. Harry vendte sig mod de to søskende. ”Malfoy. Jeg havde læst besværgelsen i halvblodsprinsens bog, og affyrede den på ham. Den skar ham op. Heldigvis var Hermione der... ”, de sidste ord var ikke mere end en hvisken mens han forlegent kiggede ned i gulvet.

 

”Nå, det giver ham vel en lærestreg. ” sagde Ron. Hermione sendte ham et skulende blik og det smørrede smil forsvandt med det sammen fra hans læber. ”Det var total uansvarligt. Jeg håber for dig at han ikke er permanent skadet. ”, fortsatte Hermione. Harry kiggede stadig ned på gulvet og hans øjne fulgte hans fodspids der bevægede sig langs de krakelerede sten. ”Hvad var det for en besværgelse du brugte? ”, spurgte Harry, Hermione og løftede blikket fra gulvet og op mod hende. ”Den står også i bogen, det burde du vide ”, hun fortsatte ved hans forvirrede ansigtsudtryk. ”Nedenunder står at den skal gentages tre gange og den virker helende. Jeg tænkte at det måske ville hjælpe. ” afsluttede hun.

 

Hun vendte sig om på hælene og gik mod svingtrappen for at gå op og sove. ”Tak. ”, kom det fra Harry. Hun tog en indånding og vendte hovedet. ”Det var ikke for at hjælpe dig, Harry. ”, sagde hun, nærmest hviskede.

 

Halv et. Hermione kiggede atter på klokken, og vendte sig om, for hvad der føltes som hundrede gang, denne nat. I over to timer havde hun nu lagt lysvågen i hendes himmelseng, uden at det var lykkedes hende at finde søvn. Hver gang hun lukkede øjnene så hun den forblødende krop, hørte de skrig, der undveg Dracos mund. Gad vide hvordan han har det, blev hun ved med at tænke. Hun var temmelig overbevidst om at de dybe snitsår, ville efterlade nogle temmelig tydelige ar. Hun slog øjnene op og kiggede ud af det store vindue. De tunge skyer, der havde dækket månen tidligere på aftenen, var nu rykket til side og tillod månen at skinne i et blåligt/hvidt lys der oplyste det meste af soveværelset. Hun kiggede rundt, de andre sov. Frustreret over søvnens nægtelse rejste hun sig ud af sengen, svang en varm cardigan rundt om sig og forlod soveværelset.

Hun trådte ud i gangen, og på den lille altan, hvorfra man kunne se opholdsstuen. Ilden var gået ud i pejsen og efterlod rummet koldt. Der var absolut stille bortset fra en snorken her og en grynten der. Hun strøg en krølle ud af ansigtet og lænede sig på altanens gelænder med armene, mens hun betragtede opholdsstuen. Hun hørte Rons høje snorken, og undrede sig over hvordan drengene inde på deres soveværelse overhovedet kunne sove. Gad vide om Harry kunne sove, efter hvad der var sket, tænkte hun. Uden at vide hvad hun havde gang i nærmede hun sig soveværelset, ind til drengene og åbnede døren ganske forsigtig, glad for at denne ikke knirkede, som den dør ind i til hendes sovesal gjorde.

 

Forsigtig stak hun hovedet gennem åbningen. Måske var Harry vågen, så kunne hun få ham ud, hun havde virkelig brug for at snakke med nogen. Hun kiggede over på den sorthårede dreng, men så at hans øjne var tæt lukkede. Hun skulle lige til at lukke døren igen, da hun så usynlighedskappen stikke frem under sengen. Turde hun gøre det? Tænkende, bed hun sig på underlæben, sneg sig ind på værelset, opmærksom på ikke at frembringe nogen som helst lyd. Da hun ankom til Harrys seng, bukkede hun sig forsigtig, med hendes blik hvilende på ham, mens hendes fingre fandt det bløde stof, tog det og sneg sig ud igen.

 

Ude af sovesalen, åndede hun lettet op og svang kappen over sig og begav sig mod udgangen. Den fede dame beklagede sig over at blive vækket men svang døren op, så Hermione kunne komme ud. Hendes sko gav en lav genklang på stengulvet mens hun bevægede sig rundt på slottet, der nu ville havde været fuldstændig mørklagt, havde det ikke været for måneskinnets stråler, der fandt sin vej gennem vinduerne og fik det dunkle slot, lyst en smule op.

 

Forsigtig kiggede hun rundt om hvert et hjørne, hvilket naturligvis var irrelevant, da ingen kunne se hende, men det var vel efterhånden vane, da Ron, Harry og hende var så vante til at snige sig rundt på slottet uden at blive opdaget. Efter noget tid, som forekom hende som en evighed, nåede hun endeligt sit mål. Hospitalsfløjen. Et par enkelte stearinlys svævede i rummet og fik oplyst rummet bare en smule. Hun kiggede sig rundt i lokalet, glad for at hendes øjne allerede havde vænnet sig mørket. Alle senge var tomme, bortset fra én. Langsomt gik hun frem til sengen og så hvordan Draco, nærmest fredfyldt lå og sov. Hun lod kappen glide af hende og den landede blødt på gulvet. Hendes blik faldt ned på hans overkrop, der var halvt blottet, efter han åbenbart havde skubbet dynen af sig. Store ar dækkede hans mave, bryst og dele af halsen. Hun blev nødt til at bide sig selv på læben for ikke at udstøde et gips. Det så absolut voldsomt ud.

 

Hendes øjne fandt hans ansigt igen. Hans lukkede øjne bevægede sig en smule. Måske drømte han? Hun betragtede ham, mens han med tunge åndedræt lukkede luft ind og ud af sine lunger. Hun kunne mærke hvor lettede hun blev. Heldigvis var han ikke kommet mere til skade. Et lille smil krusede sig på hendes læber.

 

Pludselig hørte hun fodtrin og snakkende stemmer, og hjertet sank ned i livet på hende. Hurtig bukkede hun sig ned, samlede usynlighedskappen op og fik med al hast smidt den omkring hende, så hun atter var usynlig for omverden. ”... da miss Granger åbenbart var kommet ind og fik ham lappet sammen. ” Hermione genkendte den kolde stemme med det samme. Snape. Hun trådte et par skridt væk fra sengen og hen mod vinduet, så de ikke kunne støde i hende. Snape kom frem med Dumbledore i hælene på ham. De to blev stående foran Dracos seng og betragtede ham et kort øjeblik. Snapes hud fik en endnu mere usund farve, nu da månelyset ramte han, og nærmest fik ham til at virke gennemsigtig, hvilket kun blev forstærket med den lange sorte kappe og det skulderlange, fedtede, sorte hår der indrammede det indsunkne ansigt.

 

”Så var det heldigt at den unge miss Granger var der til tiden for at hjælpe mister Malfoy, sikke en udsædvanlig ung heks. ” sagde den gamle med blød stemme, og Hermione kunne mærke hvordan rødmen steg op i kinderne på hende. ”Mhm. ” svarede Snape. ”Men sig mig, Severus. Hvilken besværgelse brugte Potter? ” spurgte Dumbledore og kiggede på Snape over hans briller. Professoren rømmede sig en smule. ”Sectumsempra. ”, svarede han kort. ”Mhm”, mumlede Dumbledore. ”Ikke en særlig kendt besværgelse. Så vidt jeg husker, Severus er det din besværgelse.” afsluttede han og vendte atter blikket mod den sovende Slytherin elev. Hermione slå hånden for munden. Hans besværgelse? Snape var halvblodsprinsen!

 

Snape kiggede forskrækket på Dumbledore, der blot smilede. ”Der er ikke meget der undgår min opmærksomhed. ” De stod begge to et par sekunder i stilhed. ”Nå, vi burde se komme tilbage. Intet godt kommer ud af at snige sig rundt i et mørkt slot. ” bemærkede Dumbledore, og til Hermiones store forskrækkelse, kiggede de blå øjne direkte på hende. Hun gav rektoren et undskyldende smil, selvfølgelig kunne han se hende, det havde Harry jo fortalt, fra dengang Ron og ham havde været dækket af den i Hagrids hytte, under deres andet år. Et lille smil krusede sig rundt om de gamle læber sendte hende et lille nik og vendte sig om og forlod hospitalsfløjen med Snape gående efter sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...