En helt anden vej

Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco. Denne aften ville få Hermioneog ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

6Likes
1Kommentarer
955Visninger
AA

5. Rejsen begynder - Del 1

Klokken var halv syv og Hermione var ikke kommet ud af soveværelset siden hun kom herop i middags. Men Harry skulle til at mødes med Dumbeldore og finde en horcrux og hun kunne ikke lade ham gå hvis ikke de havde forsonet sig igen. Med tunge skridt gik hun ned af vindeltrappen og ind i opholdsstuen hvor Ron og Harry sad på sofaen. Hun gik sagte hen til dem og satte sig på en stol foran sofaen.


”Jeg kunne ikke lade dig gå midt i et skænderi, det er en farlig udflugt i bevæger jer ud i og jeg kunne ikke leve med mig selv hvis der ville ske dig noget og vi var uvenner. ” sagde hun og kiggede ydmygt på Harry.
”Heller ikke mig. Jeg er ked af det i eftermiddags. Du er den klogeste heks jeg kender, så er det vel okay hvis du laver en bommert i kærlighedslivet. ” sagde han og smilede venligt til hende.
Hun kunne ikke andet end at give ham et smil tilbage. De tre rejste sig og begav sig mod portræthullet. Hermione slyngede armene rundt og Harry.
”Pas godt på dig selv. ” hviskede hun i hans øre. Han nikkede og forlod opholdsstuen.
Der opstod en akavet stilhed mellem Ron og Hermione.
”Hvordan kunne du sige de ting du gjorde, Ron? ”
” Han er ikke god for dig, Hermione. Hvorfor kan du ikke se det? ”
”Åh, og du ved måske hvem der er god for mig og hvem der ikke er? ”
”Ja! ”
Ron lænede sig stille ind mod hende tog armen rundt om hendes liv og kyssede hende. Med alt kraft trak hun sig tilbage, og kiggede forskrækket på ham.
”Dig? Du mener at du ville være bedre for mig? Hvis du ville være god for mig ville du acceptere mine valg Ron! Der er absolut intet du kan stille op! Jeg… jeg elsker ham, Ron! ”
Forskrækket over hendes egen indrømmelse, skyndte hun sig ud af portrættet og væk fra ham.

Hvad var det lige hun havde sagt? Elskede hun virkelig Draco? Hun kunne ikke længere finde hoved og hale i hendes tanker og vandrede uvilkårligt rundt på slottets tomme gange. Hun drejede rundt om endnu et hjørne og så Draco kigge ud af vinduet et par meter fra hende.
”Draco? ” sagde hun og nærmede sig, ham forsigtigt.
”Hvad laver du her? ” fortsatte hun.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. ” svarede han, så stille som en hvisken.
Hun gik tættere på ham og tog hans hånd.
”Hvad er der? ” spurgte hun.
Draco vendte sig mod hende. Han havde tårer i øjnene.
”Jeg har fået en mission. En mission der skal fuldføres i aften. Fra… fra Voldemord. ” hans stemme knækkede.
”Hvad? Hvorfor ville han give dig en mission, og hvad går den ud på? ”


Han slap hendes hånd og trak forsigtigt ærmet op på hans venstre arm. Til syne kom en tatovering. Et dødningehoved og en slange.
”Han ville havde at jeg skal slå Dumbeldore ihjel. ” sagde han, mens en tåre forlod hans øjenkrog.  
Han trak ærmet over sin arm igen og kiggede ned i gulvet. Hermione sank en stor klump, enlig havde hun jo vidst at han var blevet en dødsgardist, men hun havde jo også blæst på fornuften. Hun trådte nærmer til ham og tog atter hans hænder i sine.
”Han kan ikke bestemme over dig, Draco. ”
”Han slår mig ihjel, hvis jeg ikke gør det. ”  Flere tårer rullede ned af hans kinder. Hermione tog hans ansigt i sine hænder og tørrede tårerne.
”Jeg ved at du tror, at det er noget du skal. Men jeg ved også at når tiden er inde, ville du gøre det rigtige. Du ville møde ham i astronomitårnet ikke? Når de vender tilbage? ” Draco nikkede blot som svar.
Han svingede armene rundt om livet på hende, gav hende et kys på panden og trak hende helt ind til sig. Efter et stykke tid trak hun sig en smule løs fra hans greb og kiggede op på ham.
”Jeg ved du ville gøre det rigtige. ” sagde hun, og kyssede ham sagte. Hun slap hans tag og forsvandt den vej hun kom fra.

Med hastige skridt skyndte hun sig op mod astronomi tårnet. Hun kunne ikke lade noget ske, og Draco ville sikkert på en eller anden måde få hjælp udefra, det var hun sikker på. Det var blevet kulsort udenfor og inde på slottet var der kun et par enkelte stearinlys der viste vejen gennem mørket. Da hun endelig nåede op i astronomitårnet, var der ikke andre end hende endnu. Hun stillede sig ved det store altan og spejdede ud i den kølige sommernat. Hun besluttede sig for at det nok var bedst at vente ommebag en af søjlerne, hvis nu en lærer dukkede op.

Efter et stykke tid hørtes der er swusch, og stemmer trængte sig gennem mørket. Det var Harry og Dumbeldore. Hun spejdede forsigtig frem fra hendes gemmested og kunne tydelig se dem begge i måneskinnets skær, der oplyste meget af rummet nu. Hun åndede lettede op da hun så at Harry var okay.
”Gå og hent professor Snape. ” hørte hun Dumbeldore sige, mens Harry satte ham ned på et trappeafsats.
Men i samme øjeblik hørtes døren nedeunder. Harry og Dumbeldore kiggede på hinanden.
”Gå, og vær sikker på at ingen følger efter dig. ” sagde Dumbeldore.
”Men professor…” forsøgte Harry.
”Husk. Vi er stadig på missionen Harry, og du lovede at adlyde mig. ”

Harry gik modvilligt ned af trappen. Hermione forsøgte at nå hen til professor Dumbeldore da der pludselig hørtes skridt op ad trappen og Hermione skyndte sig bag sin søjle igen og Dumbeldore skyndte sig at få sig rejst på to ben igen.

Det var Draco.

”Godaften Draco. ” sagde Dumbeldore venligt.
”Hvem mere her er oppe, jeg hørte stemmer. ” sagde han, mens han forsigtig nærmede sig med hævet tryllestav mod Dumbeldore. Hermione kunne tydelig se angsten i hans ansigt, og hun skulle holde sig selv tilbage for ikke at forlade hendes skjul. Hendes øjne var stift rettet mod Draco mens tankerne fløj rundt i hovedet på hende.

Hun blev pludselig afbrudt af Draco der råbte
”Han valgte mig! ” mens han atter viste hans tatovering.
”Neeej! ” skreg hun og sprang frem fra hendes skjul.
Begge to så temmelig overrasket ud. Hun gik hen mod Draco.
”Lad vær, Draco. Du ved bedre. Du vil slet ikke det her. Jeg kan se det på dig. Det her er ikke dig. Det er måske den du tror du skal være, men det skal du ikke. ”
Hun løftede hendes arm og greb fat om hans løftede arm, som holdte tryllestaven og sank den.
”Jeg tror på dig. ” hviskede hun.
Han trak hende så tæt ind på sig som muligt og hun høre hvordan hans tryllestav faldt mod jorden da han slap den. Hun kiggede op på ham og sendte ham et lille smil. Han kyssede hende atter sagte på panden og trak hende ind til sig igen.

Pludselig hørtes der flere fodtrin på trappen og Hermione kiggede forskrækket op. Til syne kom Bellatrix sammen med to andre dødsgardister. Bellatrix kiggede uforstående rundt på forsamlingen foran hende. Hermione kiggede uvilkårligt i det store globus, som stod i midten af rummet, og strakte sig over to etager. Var det Harry der stod på den nedre etage, som hun kunne se?
”Hvad foregår der her? ” spurgte hun.
Draco trak Hermione tættere på ham mens hans stift kiggede på Bellatrix.
”Jeg gør det ikke. ” sagde han besluttet. Bellatrix trådte nærmere.
”Nå, så nu har vi en forræder i familien! ” sagde hun, mens hun afskyende kiggede på Hermione.
”Du vil gøre, som Mørkets Herre har befalet dig! ”
”Nej! ” svarede Draco.
”Så må jeg vel tvinge dig. ” sagde hun og et ubehageligt smil dukkede op på hendes læber.
”DOLORES! ” brølede hun.
En pludselig og ubeskrivelig smerte gennemborede sig hele Hermiones krop. Hun kunne mærke det hårde slag mod hendes ansigt da dette ramte det hårde stengulv. Hun skreg og krympede sig i anfald.
”STOP! ”
Smerten forsvandt så hurtig som den var kommet, også var den der igen. Hun havde aldrig prøvet lignende, hun var overbevist om at hun skulle dø.
”Bellatrix, stop. ”
Smerten var ovre og Hermione prøvede at få vejret igen. Draco skyndte sig ned på gulvet ved siden af hende, og holdte om hende mens hun satte sig op. Det var Snape der var kommet til.
”Severus, ” sagde Dumbeldore pludseligt, ”jeg be’r dig. ”
”Avada Kedavra. ”
Et grønt lys strømmede ud af Snapes tryllestav og mod Dumbeldore der øjeblikket faldt ud over altanrælingen.
”NEEEJ! ” skreg Hermione og forsøgte at rejse sig men Draco holdte hende tilbage.

Jubel kom fra Bellatrix og de andre dødsgardister mens hun hoppede og skreg af glæde. Snape nærmede sig de Hermione og Draco, der skyndte at rejse sig op.
”Du kommer med! ” sagde Snape til Draco.
”Jeg går ikke nogen steder med jer. ” svarede han, mens han strammede grebet om Hermione. Snape tog utålmodig fat i Dracos fri arm og prøvede at trække ham ud af hinandens greb. Pludselig kom Bellatrix til og fyrrede expelliarmus besværgelse mod Hermione, der øjeblikkeligt blev slynget mod væggen, og blev bevidstløs.

Da hun åbnede øjnene igen stod Harry lænede over hende.
”Draco! ” sagde hun og rejste sig med et sæt.
Harry rystede stille på hovedet.
”De kastede en låse besværgelse over ham for at få ham med. Jeg er ked af det Hermione. ” sagde han.
Hun kunne mærke tårerne ned af hendes kinder. Hvad ville de dog ikke gøre ved ham. Hvad ville Voldemord gøre?
”Harry, vi skal finde ham, de torturer ham sikkert til døde. Han… ” hendes stemme knækkede.
Harry slog armene trøstende rundt om hende.
”Dumbeldore. ” hviskede hun pludselig og kiggede op mod Harry. Hun rejste sig og de to bevægede sig hastigt ned mod udgangen.

Da de to nåede udearealet nedenfor astronomitårnets altan var hele skolen forsamlet i en stor halvcirkel. Harry og Hermione nærmede sig den første række. Der lå han. Dumbeldore. Livløs. Harry nærmede sig den livløse krop og lod sig sænke ved siden af den mens han græd. Tårerne strømmede nu atter over Hermiones ansigt. Hun kiggede op mod himlen og så at mørkets tegn hang direkte over deres hoveder. Hun løftede hendes tryllestav og sendte et lille lysglimt op mod himlen. Èn efter én fulgte de andre hendes eksempel til der kunne ses hundredvis af små lys mod himlen, der stille fik tegnet til at forsvinde.

Harry, Ron og Hermione sad oppe i astronomitårnet da solens første morgenstråler brød den mørke skydække. De havde ikke sovet, men tilbragt resten af natten her. I stilhed. Ingen af dem havde sagt et ord.
”Jeg skal ud og finde de andre horcruxer . ” sagde Harry mens han stod og kiggede ud over horisonten fra altanen. Hermione rejste sig fra sin plads og bevægede sig hen ved siden af ham.
”Jeg skal nok skrive til jer så ofte jeg kan, det lover jeg. ” sagde Harry.
”Harry, du burde snart havde lært at vi altid er med dig. Du har brug for os. Det er ikke nogen nem opgave. ” svarede Hermione.
”Jeg lover dig at vi nok skal kigge efter Draco, Hermione. ” sagde Harry pludselig.
Hun sank en klump. Hun havde prøvet hele natten at undvige dette emne i hendes hoved.
”Han elsker dig. ” sagde Harry pludselig, og smilede lidt ved hendes uforstående ansigt.
”Han sagde det i går, da Bella havde kastet dig ind mod væggen og de fjernede ham fra dig. Vi skal nok finde ham. ”
”Og hvis han virkelig er så vigtig for dig skal jeg nok gøre mit bedste for at hjælpe med at finde ham. ” kom det pludselig fra Ron, mens han gik mod dem. Hun tog fat i det to og trak dem tæt ind til sig.
”Tak. ” hviskede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...