En helt anden vej

Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco. Denne aften ville få Hermioneog ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

6Likes
1Kommentarer
978Visninger
AA

9. På ny

Harry stod lænet over Hermione, med et bekymret ansigtsudtryk, da hun atter kom til sig.
”Er du okay? ” spurgte han.
”Ja, det tror jeg. ” svarede hun, mens hun satte sig op.
De tre drenge kiggede bekymret på hende. Det kunne simpelthen ikke passe, det de lige havde fortalt hende. Draco og hende? Sammen? Hun rejste sig stille og bevægede sig over mod sofaen, hvor hun med et blødt bump lod sig falde. De andre tre fulgte stille efter hende.

”Skulle vi … jeg mener… ehm… hvad er det I fortæller mig? ” fremstammede hun.
Tusinde tanker kørte rundt i hovedet på hende, og kunne slet ikke indordne nogen.
”Den er god nok. ” indskød Ron, ”I begyndte at se til hinanden sidste skoleår, efter du reddet ham fra den Sectumsempra besværgelse, som Harry kastede på ham… Også har I åbenbart tilbragt meget tid sammen siden. ” afsluttede han med sammenbidte tænder, mens han skulende kiggede over mod Draco.
”Hvad for en besværgelse? ” spurgte Hermione
”Harry og jeg var midt i en kamp, han kastede den her besværgelse på mig. Det var som om jeg blev skåret op af flere knive på samme tid. Men så kom du, og på en eller anden måde fik du lappet mig sammen igen, og siden der… har vi tilbragt lidt tid sammen. ” sagde Draco, mens han øjne ikke forlod blikket fra gulvet.
”Ej, hold nu! Det giver jo ingen mening. Jeg ville aldrig, og jeg mener aldrig, finde sammen med en som dig Draco! Du har altid gjort det svært for os andre, ydmyget mig flere gange. Nej! Jeg ved ikke hvad det er I prøver at holde hemmeligt men det her er i hvert fald ikke sandheden. ” råbte Hermione.
Hun kunne mærke hvordan det kogte i hende. Troede de virkelig at hun ville falde for den?
”Det er sandt det han siger. ” sagde Harry med nedsunket hoved.
Hun kiggede rundt på de tre. Hun kunne ikke længere klare synet af dem lige nu, og stormede ud af stuen og ud mod stranden.
”Du fik dit ønske opfyldt, Weasly. ” sagde Draco med lav stemme, og ansigtet forrevet i smerte.
”Det var ikke sådan jeg mente det. Jeg… undskyld” fremstammede han.

Hermione sad på en lille dynge og holdte ansigtet mod solen, mens den kolde havbrise blæste om hende. Hun kunne stadig ikke tro det. Draco?! Hun kunne naturligvis ikke benægte til hende selv, at hun syntes at han var en ganske pæn fyr, men at hun ligefremmest skulle havde været forelsket i ham?
”Hej. ” sagde en stemme bag hende.
Det var Luna.
”Luna! ” Hermione sprang op og gav hende et knus. ”Hvor er det godt at se dig. ”
”I lige måde. ” svarede Luna, mens de to satte sig ned.
”Jeg hørte jeres samtale nede i stuen. ” sagde hun.
Hermione kiggede dystert ned i sandet mens hun lod de små sandkorn glide gennem hendes fingre.
”Åh. ” svarede hun.
”Jeg forstår det bare ikke. Jeg mener, hvorfor ville de havde mig til at tro på at jeg skulle være forelsket i ham? ” fortsatte hun.
”De ville bare havde dig til at vide sandheden. ” svarede Luna.
Hermione kiggede mistroisk på hende.
”Jeg ved ikke så meget som Harry, Ron eller Draco gør. Men jeg ved i hvert fald at Draco næsten har siddet inde ved dig hele den tid du var bevidstløs, han veg nærmest ikke fra din side. Han var ude af sig selv fordi han var så bekymret. Jeg har tilbragt lidt tid sammen med ham mens vi har været her, og han er virkelig god når du først lærer ham og kende… igen. ” sagde Luna.
”Var han hos mig næsten hele tiden? ” spurgte Hermione.

”Ja naturligvis. I har ikke set hinanden i et halvt år, godt og vel. Han ville vel bare ikke miste dig igen. ”
Hermione kiggede på Luna, der sendte hende et opmuntrende smil.

Hermione bankede let på Draco’s dør. Han svarede ikke. Med et lille klik åbnede hun stille døren og gik ind i rummet, mens hun sagte lukkede døren bag sig. Han sad på en stol nær vinduet, og kiggede ud på de blå bølger.
”Hej. ” sagde Hermione stille.
Han vendte hovedet og sendte hende et lille nik, inden han atter vendte opmærksomheden mod vinduet.
”Jeg er ked af at jeg reagerede på den måde som jeg gjorde. ” sagde hun og satte sig på kanten af hans seng. Ingen reaktion.
”Det var virkelig meget information for mig. Og du kan ikke tage det ilde op at jeg ikke tror på jer! Jeg mener du og jeg? Det lyder jo helt hen i vejret.”
Et lille smil kredsede hans læbe.
”Ja, det er det vel. Men ikke desto mindre sandt. ” sagde han.
Der var dødstille i et øjeblik.
”Fortæl mig det. ” sagde Hermione.
”Fortæl mig hvordan det for sig, med .. os. ” sagde hun, som svar på hans spørgende ansigtsudtryk.

Han fortalte hende alt. Da hun reddet ham fra besværgelsen, hans første tilnærmelser, hvordan han ikke længere kunne få hende ud af hovedet, deres eftermiddage nede ved søen. Deres første kys. Hvordan hun fik ham til at se tingene fra en anden vinkel.
”Og pludselig var du på vores herregård. Jeg troede at du var død, siden du ikke var med Harry og Ron, da de kom ind. Også var du der. Jeg kunne slet ikke tro det. Også ramte Bella dig med den besværgelse, hun prøvede at slå dig ihjel, ved at stikke den dolk i din mave. Vi ankom her, og du var ikke ved bevidsthed. Der var blod overalt. Fleur prøvede alt, men kunne heller ikke 100% lappe dig sammen igen. Og nu… nu husker du intet om os. ” afsluttede han med forvrænget ansigt.
”Du forlod din familie for at komme her hen sammen med mig? ” hviskede Hermione stille.
”Ja. ” svarede han.
Deres blikke mødtes og Hermione kunne mærke et sus der gik igennem hende. Hun skyndte straks at fjerne blikket, men hun kunne stadig mærke hvordan de blå øjne intenst hvilte på hende.
”Jeg… ehm, jeg skal gå… sove… ” stammede hun fra sig, mens hun hurtig forlod rummet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...