En helt anden vej

Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco. Denne aften ville få Hermioneog ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

6Likes
1Kommentarer
978Visninger
AA

7. Malfoy Manor

Mørket var ved at sætte sid, da Hermione, Harry og Ron blev ført op af den store grussti, som førte til Malfoy’ernes herregård. Som de skred frem af stien, begyndte den kæmpemæssige herregård at tårne sig op ude ved horisonten, mens de nærmede sig.

Hermione’s tanker kørte rundt i kreds, skulle de prøve at stikke af? Og hvis dette lykkedes ville hun måske smide sin eneste chance væk, for langt om længe at se Draco igen. De sidste par måneder havde været et stort mareridt. Skrigende, vågnede hun op om natten, når hun atter havde en drøm om hvordan Draco blev tortureret på de værst tænkelige måder. Hun gjorde alt for ikke at tænke disse tanker, men tit og ofte kom de snigende og overfaldt hende som en lavine. Hun var bange for hvilken Draco der snart ville stå foran hende. En endnu værre tanke der var kommet hende, var at de endelig havde knækket ham, og han nu fuldt og fast var en overbevist dødsgardist.

De blev stående foran en massiv jernport, mens de så, at to skikkelser nærme sig fra den anden side af porten.
”Hvem der? ” spurgte en skinger stemme ud i mørket.
Hermione frøs. Det var Bellatrixes stemme.
”Vi tror at vi endelig har opsnappet ham, Bella! ” lød en stemme bag Hermione.
Hun kunne se hvordan Bella kom nærmere, mens Ormehale fulgte hende med små klodsede skridt. Hun var nu nået helt frem til porten og kiggede på de tre. Først Ron, så Harry indtil hun til sidst fik øje på Hermione. Hendes øjne spildtes op ved synet af hende. Hun så sig nervøst omkring.
”Ormehale! Bring mudderblodstøsen her, ned i kælderen med den samme. Gennem yderdøren! ” befalede hun, mens hun stadig skulede på Hermione.
”De andre to kommer med mig! ” afsluttede hun og åbnede porten, med et let slag af tryllestaven.
 

De kæmpemæssige port åbnede sig, og de to døre svingede til hver deres side. Ormehale tog et fast greb om Hermiones arm og trak hende med sig, som han havde fået besked på. Hun vendte hurtig hovedet og så at Harry og Ron blev ført op til indgangen. De gik forbi venstre flygel af herregården. Ormehale stoppede ved muren længst mod øst, slog på den med tryllestaven, hvorpå muren svingede til side og afslørede en meget stejl trappe der førte nedad. Han skubbede hende ind af hullet og skyndte sig øjeblikkeligt at lukke muren igen efter hende.

Hermione tog nogle forsigtige skridt ned af trappen, hun kunne næsten ingenting se, da der kun var et par enkelte stearinlys her og der som oplyste vejen. Da hun kom for enden af trappen blev hun mødt af et (af hvad hun kunne bedømme) kæmpemæssigt rum, fuldt opbygget af solide grå og kolde sten. Rummet blev holdt af flere søjler som var anbragt i rummets midte. Hun gik langsom hen ad gulvet, da hun så noget bevæge sig foran sig. Hun sørgede omhyggelig for at gemme sig bag en af søjlerne. Hun havde jo ingen tryllestav, mon hun kunne slås?

Fodtrinnene kom nærmere og standsede pludselig brat.
”Hermione? ” spurgte en sagte stemme.
Hermione kom frem fra sit skjul og så til sin store overraskelse at det var Luna, som stod foran hende, med et varmt smil på læben.
”Luna! ” udbrød Hermione, og omfavnede hende.
Hvor var det godt endelig at se et kendt ansigt igen. Døren over på den anden side blev åbnet og de to skyndte sig derhen.

Harry rejste sig fra det kolde gulv. Og kiggede på forsamlingen som stod ham i møde.
”Luna, hvor er det godt at se dig! Mr. Ollivander er det dem? ” spurgte Harry forundret. De vendte sig alle sammen mod den afmagrede skikkelse. Hermione havde slet ikke lagt mærke til ham før nu.

”Harry, hvor er Ron? ” spurgte Hermione
”Han er ovenpå, jeg er bange for..”
Der lød et skrig oppefra, som igennem knogler og marv.
”torturere ham. Vi skal finde en vej ud her fra nu! ” sagde han, mens han voldsomt ruskede i tremmedøren, som han kom fra, men den rokkede sig ikke en meter.
”Harry, hvad skete der? ” spurgte Hermione og gik over til Harry for at prøve at hjælpe ham med døren.
”Bellatrix ville havde Draco til at identificere mig, men han løj og sagde at han ikke kunne sige det med sikkerhed. Jeg tror i hvert fald han løj. Så fik hun øje på sværdet og ville vide hvordan vi havde fået fat på det, da det åbenbart skulle være i hendes bankboks i Gringotts, og nu torturere hun Ron, for at se om vi fortalte sandheden. AAARG!! ” Frustationen sprudlede ud af Harry, ligemeget hvad de prøvede de kunne ikke rykke med døren.
”Vent, Draco? Er han der? ” røg det ud af Hermione.
”Ja. ” svarede Harry kort for hovedet, mens han fiskede et glasskår op af hans strømpe.
”Hjælp os. ” bønfaldt han glasset.
De andre stirrede på ham med undrende miner.
 

Swusch, En lille mager skikkelse, med store udstående øjne kom pludselig ud af ingenting.
”Dobby! ” udbrød Harry glad.
”Hr. Potter har brug for hjælp. ” sagde den lille alf med pibende stemme.
”Ja, kan du transfere herfra? ”
”Naturligvis, jeg er en alf. ”
”Okay Dobby, få Luna og mr. Ollivander ud herfra og før dem til Muslingehytten og kom straks tilbage. ” svarede Harry hastigt.
Et nyt swusch hørtes og Dobby var forsvundet med de to andre. I næste øjeblik hørte de et højt knald og døren blev åbnede. Ormehale faldt om på jorden, med næsen først, i det hårde stengulv. Harry og Hermione skyndte sig hen til døråbningen og så Dobby for enden af trappen.

”Følg efter mig. ” sagde Dobby, og de to skyndte sig op ad trappen og efter Dobby. Gennem smalle og mørke korridorer løb de mens de hørte mærkelige lyde bag nogle af de mange døre som de krydsede. Hermione blev enig med sig selv om at hun helst ikke ville tænke på hvad eller hvem der befandt sig på den anden side af dørene.

De blev ført op ad adskillige trapper og gennem flere store gange. For hver etage blev herregården lysere og lysere. Dobby stoppede pludselig foran en stor trappe. Der hørtes tydeligt stemmer oppe fra enden af denne trappe. Hermione og Harry kravlede forsigtigt op ad de kolde trin, indtil de kunne se hvad der foregik i rummet. Ron som lå på gulvet var bleg og hev anstrengt efter vejret. Hermione spejdede videre i det store rum. Indtil hun fik øje på Draco. Hun udstødte et lille gisp og Harry bankede hende let i ribbenene med hans albue.

”Kom her Draco! ” sagde Bellatrix, som stadig stod bøjet over Ron, med et ganske fornøjet udtryk på hendes ansigt. Draco så sig nervøst omkring og gik over til hende med tunge skridt.
”Draco, min kære. ” sagde hun med en kølig sarkasme i hendes stemme.
”Siden du kender denne unge herre, syntes jeg det er på sin plads at du fortsætter. ” forsatte hun med streng mine.
”Husk på hvem du har godt af at tjene Draco. Husk på hvem du skal vise loyalitet! ” fortsatte hun, uden at fjerne hendes mørke øjne fra ham.
Draco nærmede sig Ron, han kiggede nervøst over på sine forældre og atter ned på Ron, hvis vejrtrækning igen begyndte at blive voldsomt af angst. Stille lukkede grebet sig på hans tryllestav mens han løftede hånden, der holdte den.

”Hold, Draco. ” afbrød Hermione og rejste sig fra hendes skjul.
Harry prøvede at holde hende tilbage men alle øjne var nu stumt og forskrækket rettet på dem. Hermione trådte ind i stearinlysets skær, mens hun med bekymrede mine betragtede Draco. Med opspilede øjne betragtede han hende, mens hun langsomt nærmede sig. Langsom sænkede han tryllestaven. Pludselig sætte hans ben i gang med hastige skridt direkte over mod Hermione. Han slog sine arme ud og omsluttede hende. Hermione trykkede sig tættere ind mod ham. Gud, hvor havde hun dog savnet ham. For et øjeblik glemte hun alt og alle omkring sig.
”Jeg troede du var død, da du ikke var med dem. ” afbrød Draco.
Hermione kiggede ham dybt ind i øjnene.
”Jeg er lige her. ” hviskede hun tilbage.

”DRACO! ” råbte Lucius pludselig.
De to vendte sig mod ham. For et par sekunder var det bomstille. Ingen rørte en muskel. Alle stod og stirrede perplekst på det umage par.

”FORRÆDER! ” skreg Bellatrix op, mens hun med løftede tryllestav gik hen i mod dem.
”Jeg fortalte dig hvem du skulle vise loyalitet til! ” fortsatte hun.
Hun løftede tryllestaven, men alle andre var ligeså hurtige til at reagere. Harry, der havde fået Ormehales tryllestav skyndte sig at smide en expelliarmus afsted mod Bellatrix, som hun undgik med nød og næppe. Hvide og røde lysglimt kom flyvende fra alle steder. Hermione følte sig utrolig hjælpeløs da hun ikke havde sin tryllestav. Hun så sig rundt i panik, og opdage at Narcissa stod med både hendes og Ron’s tryllestave i en fast knyttet hånd. Hermione dukkede sig for at undgå de mange besværgelser og forbandelser der fløj om ørene på hende. Narcissa så hurtig hvad hun var ude på og skyndte sig at skyde en masse besværgelser ud af hendes tryllestav, som Hermione undgik med nød og næppe, da en pludselig og velkendt smerte lammede hele hendes krop og benene under hende ikke længere kunne bære hende. Atter stoppede den igen.
”Obliviate. ” hørte hun Bellatrixes stemme sige ommebag sig. Det var som om nogen støvsugede hendes tanker, og hun blev mere og mere svimmel.

”Nej! ” skreg Draco, og sammen med Harry fik de afvæbnede hende. Hendes tryllestav fløj ud i lokalet i en stor bue, som Harry skyndte sig at fange. Lucius angreb dem atter igen. Pludselig hørtes et lille smæld og Lucius, Narcissa og Bellatrix fløj en halv meter bagud. Harry, Ron og Draco vendte sig rundt, det var Dobby, der atter var kommet dem til undsætning.
”Hvor vover du at angribe din mester?! ” skreg Bellatrix i et vredesudbrud.
”Dobby, har ingen mester! ” svarede den lille alf med løftede snude.
”Lad os komme væk herfra. ” sagde Ron.

På Bellatrixes læber krusede sig et skummelt smil.
”Ja, tag forræderen med, men I får ikke hende. ” sagde hun.
Med et stort hop var hun over ved Hermione, trak en dolk og trykkede den ned i maven på hende. Et øredøvende skrig spredte sig i rummet.
”EXPELLIARMUS! ” skreg Harry og Bellatrix fløj direkte ind i en af de solide stenmure med et højt smæk. Draco skyndte sig over til Hermione og kunne næsten ikke tro sine egne øjne! Dolken sad stadig i maven på hende, mens blodet strømmede ud af stikhullet. Han løftede hende op og skyndte sig over til de andre der allerede var klar til at transfere sig.
”Bliv her, Draco. ”
Han vendte sig rundt og sin på sine mors tårefyldte øjne. Han rystede let med hovedet, og lod sig transfere væk af den lille alf.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...