En helt anden vej

Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco. Denne aften ville få Hermioneog ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

6Likes
1Kommentarer
955Visninger
AA

3. Forvirring - Del 1

Efter en lang og kold vinter, var den første forårsdag endelig ankommet og solen skinnede sin vej gennem de tætte skyer og lysnede den ellers så mørke himmel op. Hermione sad under et stort grantræ ved søen med en bog i hånden. Hun kiggede ud over det sorte vand som glimtede som små diamanter, der hvor solen ramte. Hun tog en dyb indånding og tænkte tilbage på de sidste par dage, som havde være mere end mærkelige.

Hver gang hun passerede Draco på gangene, så ham i klasseværelset eller andre steder, så han altid på hende. Hans blik var umuligt at undgå. I går havde hun endda fået et smil og et hej da hun passerede ham på gangen. Hun tænkte tilbage på den dag, Harry havde kastet besværgelsen på Draco, hun huskede så tydelig de skinnende blå øjne mødes med hendes. Hun rømmede sig lidt på hendes plads. Det var fuldstændig absurd at tænke på Draco, desuden så havde hun jo følelser for Ron.

Hermione kiggede forskrækket op da hun pludselig hørte nogle grene bag hende knække. Bag de tætte træer kunne hun se nogen komme frem i mod hende. Hendes øjne føltes som om de nærmest hoppede ud af hovedet på hende da hun så at det var Draco der kom i mod hende. Hun holdte blikket fast rettet mod ham mens han kom nærmere og satte sig overfor hende på jorden.

Med et smæk lukkede hun bogen og rejste sig.
”Nej, vent.” sagde Draco.
Hun så undersøgende omkring sig men kunne ikke komme i tanke om en grund hvorfor hun skulle gå og satte sig stille ned på jorden igen.
”Hvad er der, Draco? ” spurgte hun utålmodigt.
”Jeg ville bare gerne snakke med dig ”, svarede han.


Hermione rømmede sig og vidste bestemt ikke hvad hun skulle sige. Draco havde aldrig ville snakke med hende, for ham var hun bare, i hans ord, en mudderblodstød, som slet ikke fortjente at gå på denne skole. Hendes tanker fløj rundt i hovedet på hende, for at prøve på at finde ud af hvad der foregik, for hun kunne bestemt ikke se logikken bag det.
 

 ”Draco, vi har gået på denne skole i seks år og du har aldrig ville snakke med mig. Hvad foregår der? ” spurgte hun uvilkårligt. Dracos ene mundvinkel foretrak sig i et lille smil.
”Nej det er rigtig, men førhen har du heller ikke reddet mit liv, som du gjorde for et par dage siden. ”

Hermione kiggede forskrækker op. Hun havde allerede modtaget et tak fra ham af, hvilket hun ikke med det fjerneste havde regnet med, og da slet ikke at han åbenbart ville begynde at være venner. Hun havde nærmere frygtet at han måske ville blive sur over at blive reddet af en, han ikke mente, var værdi til at udføre magi. Hun åbnede og lukkede munden flere gange men ingen ord ville komme ud, da hun slet heller ikke vidste hvad hun dog skulle fortælle ham.

”Hør, jeg kan se på dig at dette forvirrer dig, så lad mig forklare. Jeg er virkelig oprigtig ked af at jeg de sidste mange år, altid har nedgjort dig, gjort grin med dig og så mange andre ting. Du ved slet ikke hvordan det er. Jeg mener… jeg er blevet opdraget til at skulle hade en som dig. Du ved, mugglerforældre. Jeg var altid ganske overbevist om at det jeg fik fortalt og gjorde var rigtig, da jeg fik anerkendelse for det, så hvorfor ikke blive ved. Forstår du? Men efter jeg fik den forbandelse over mig for et par dage siden, har jeg tænkt meget over alle de ting jeg har fået fortalt, de meninger jeg skal dele og de ting jeg skal gøre, ” ved en sidste par ord kunne Hermione tydelig se hvordan han rømmede sig af ubehag og hans blik blev stift og glasagtigt. Hun valgte ikke at kommentere det.
 ”Jeg tror det jeg gerne ville sige er, ” fortsatte han,
 ”at jeg ville ændre mit syn på tingene, og jeg er for evig taknemmelig for det du gjorde for mig… og, vel… jeg kunne godt tænke mig at… lære dig bedre og kende. ” afsluttede han.

Hermione kiggede ud i horisonten. Havde hun ondt af ham? Det var jo bekendt at han kom fra en af mest noble fuldblodsslægte der fandtes, og han er helt sikkert blevet opdraget med at skulle hade alt hans far og familie hadede. Måske var hans sidste par års tyranni slet ikke kommet frivilligt fra ham af, men af alle de tanker, meninger og overbevisninger, som var blevet plantet i hans hoved. Men kunne hun virkelig stole på ham? Hun vendte sig og kiggede på ham, han så tilbage til hende med både spørgende og sørgeligt blik. Det kunne vel ikke skade at være venner med ham, hun havde vel ikke noget at miste ved det? Hun smilede et varmt smil til ham og nikkede let.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...