En helt anden vej

Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco. Denne aften ville få Hermioneog ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

6Likes
1Kommentarer
957Visninger
AA

4. Flyende held, Horcruxer og hjertebanken - Del 1

Hermione og Draco havde tilbragt hele eftermiddagen sammen med søen og snakkede om alt muligt. Han havde fortalt hende alt om hvordan det var at vokse op i et kæmpe palæ med så mange skjulte gange og døre og hvordan han kendte dem ind og ud da han havde brugt meget af sin barndom på at udforske ejendommen sammen med Crabe og Coyle. Hun fortalte hvordan det havde været at vokse op hos mugglere, og forklarede alt om hvordan det var at gå på en mugglerskole, hvilket han lød besynderligt. Hun var overrasket over hvordan han slugte hvert et ord hun sagde om mugglernes verden og at han stillede så mange spørgsmål om ditten og datten. Da de var gået ind hver for sig, (de mente begge at deres ny fundne venskab skulle bevares som hemmelighed, da ingen af deres venner ville være synderligt begejstret for det) drejede hun ind til storsalen, der allerede var fyldt med elever som slubrede aftensmaden i sig. Hun fandt en plads overfor Harry og Ron og begyndte at øse nogle kartofler på hendes tallerken.

”Hvor har du været? ” spurgte Ron. Hun så op på ham og derefter Harry der kiggede på hende med spørgende miner. ”Du lovede at hjælpe os med forvandlingslektierne i eftermiddag, vi har ledt efter dig over alt. ” påpegede Ron da han så at hun ikke forstod hvad de var ude på.
”Nå ja, det må I undskylde jeg var udenfor og læste op på næste eliksir timen. Jeg har helt glemt jer. ” skyndte hun sig at sige og proppede hurtig en kartoffel ind i munden.
 ”Glemte det? Du plejer aldrig at glemme noget. ” sagde Ron.
 ”Jeg er et menneske Ron, jeg kan altså godt glemme ting i ny og næ. ” snerrede hun tilbage.
Harry og Ron kiggede undrende på hinanden men valgte at lade emnet ligge.

Efter aftensmaden gik de tre og i Gryffindors opholdsstue, hvor de fik indhentet den forsømte lektiehjælp i forvandling, for blot at kaste sig over det næste læs lektier da de var færdige.
”Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op med Professor Schnobbevom. ” afbrød Harry pludselig og gned hænderne mod ansigtet.
”Hvad mener du? ” spurgte Hermione og lukkede hendes bog om avancerede fortryllelser i.
”Dumbeldore ville gerne havde fat i det minde, men hver gang jeg ser Schnobbevom selv undgår han mig, og jeg får slet ikke mulighed for at tale med ham, efter jeg prøvede sidste gang. ” svarede han.
 ”Jeg er sikker på at du nok skal få fat i det minde Harry, du skal bare give det noget mere tid. Jeg vil gå i seng nu, klokken er mange. Godnat. ” svarede Hermione og gik op af vindeltrappen og ind på pigernes soveværelse.

Det var tomt, bortset fra skævben, som lå og snorkede på hendes seng. Til hendes overraskelse var det ikke det eneste som lå på sengen. På hendes pude lå der et lille foldede stykke pergament. Hun gik hen til sengen, satte sig og tog papiret op i hænderne og foldede det ud. ”Lad os ses igen i morgen ved søen”, stod der.

Det kunne kun komme fra Draco, tænkte hun. Hun foldede papiret sammen igen og lage det forsigtigt ned i tasken. Hun lagde sig på sengen og aede Skævben (Der nu havde placeret sig på hendes mave). Hun blev nervøs ved tanken om at skulle mødes igen med Draco, men hvorfor? Det var jo dumt. Måske skulle hun også bare lade vær med at tage derhen igen i morgen. Nej, hun ville jo gerne se ham. Eller ikke? Hendes hoved fyldtes med tanker, hvad foregik der? De havde faktisk virkelig haft en fornøjelig eftermiddag i dag og Draco var faktisk ganske rar når han åbnede sig op.

De næste mange dage havde Hermione og Draco brugt hver eneste eftermiddag og fritimer sammen ved søen. De kunne sidde og snakke sammen i timevis. Hun havde aldrig vidst hvor plaget og hvor mange tanker der enlig gik rundt i hovedet på ham. Han havde åbnet sig fuldstændig overfor hende, og hun havde gjort det samme, på en eller anden mærkelig måde klikkede de to så godt sammen trods alle deres forskelligheder. De forstod bare hinanden, og hun nød hvert evige eneste sekund sammen med ham. Hun kunne ganske vist ikke længere afvise at hun havde fået nogle følelser for ham, som hun helst ikke ville havde haft. I hendes hoved var der en konstant krig om hvad hun burde gøre og hvad hun ville gøre. Hun havde jo heller ikke glemt alt om Ron, hvilket gjorde hendes forvirring endnu større. Men der var et eller andet uforklarligt over Draco, som fik hende til at blæse på alt fornuften. Harry og Ron var også begyndt at spørge meget ind til hvor hun blev af hver evige eneste eftermiddag, men indtil nu kunne hun hjælpe sig af med dem ved at sige at der kun var tre måneder til eksamen og hun skulle læse alt op i fred og ro.

Da hun en dag efter aftensmaden gik op i opholdsrummet, blev hun mødt af Harry og Ron der strålede i mod hende. ”Hvad foregår der, ” spurgte hun.
”Jeg har endelig fundet ud af, hvordan jeg kan løse mit problem med Schnobbevom, ” svarede Harry med et smil, mens han holdte en lille gennemsigtig eliksirflaske op.
”Felix Felicia? ”
”Ja naturligvis. Ron gjorde mig opmærksom på at jeg jo bare skulle bruge lidt held med Schnobbevom, også kom jeg i tanke om at jeg stadig havde eliksiren. ”
”Selvfølgelig, hvorfor var jeg ikke kommet på det? Okay, klokken er halv otte så Schnobbevom er sikkert ude på hans aftentur. ” sagde Hermione.

 
Harry fjernede den lille prop og slugte flaskens indhold. Ron og Hermione kiggede på ham med spændte miner. Harrys ansigt fortrak sig i et smil.
”Jeg tror jeg vil gå og besøge Hagrid. ” sagde han smilende.
”Vent, hvad? Nej, Harry, du skal ud og finde Schnobbevom. ” sagde Hermione hastigt.
”Jamen jeg har på fornemmelse at det i aften er et godt tidspunkt at besøge Hagrid på. Kan I ikke mærke det? ”
”Nej. ” sagde Hermione og Ron i kor, mens de kiggede på Harry forsvinde gennem portræthullet.

Hermione lod sig dumpe på sofaen foran pejsen og fiskede en bog op af hendes taske. Ron satte sig umådeligt tæt, da han tog plads på sofaen.
”Tror du han klarer den? ” spurgte Ron.
”Det ved jeg ikke, og slet ikke nu hvor han ville ned og besøge Hagrid. ”
”Jeg håber det lykkedes for ham, jeg er virkelig spændt på hvad det er Schnobbevom prøver på at skjule. ”
”Ron, selvom Harry får fat på mindet er det ikke sikkert at Dumbeldore ville give ham lov til at fortælle det vider. Gud, ved hvad han skjuler. ”
Med et opgivende suk lagde Ron hovedet tilbage og lod emnet ligge.  

”Er du sikker på han har gjort det, Harry? ” spurgte Ron dagen efter ved morgenmadsbordet.
”Jeg mener det er seriøst mørk magi, endda for Voldemord. ” fortsatte han.
”Ja, jeg er sikker. Hvordan skulle han ellers kunne blive ved med komme tilbage? ” svarede Harry med dyster mine.

Det var lørdag morgen og de tre havde næsten ingen søvn fået da de havde været oppe det meste af natten og diskuteret om Voldemord og horcruxerne.
”Jeg bliver altså nødt til at gå. Få læst op. ” sagde Hermione efter et stykke tid.
De to andre kiggede på hende med uforstående miner.
”Hør Harry, jeg ved godt at det er en kæmpe nyhed, men vi kan intet stille op lige nu. Du og Dumbeldore tager først afsted i aften, så du burde få dig noget søvn inden. ” afsluttede hun og rejste sig.
Hun kastede et hurtigt blik over på Draco og gjorde tegn til at de skulle mødes. Han blev nødt til at vide det.

”Horcruxer. ” sagde Hermione da Draco dukkede op mellem træerne.
Han kiggede uforstående på hende og hun fortsatte.
”Det er Voldemords hemmelighed. Det er en genstand hvor han, ved drab, af kapsler en del af hans sjæl og gemmer den i genstanden. På denne måde er han udødelig, hvis ikke alle horcruxer bliver fundet og destrueret. ”
 Draco så umådeligt bleg ud og flakkede med øjnene.
”Selvfølgelig. ” mumlede han.
”Hvad? ” spurgte Hermione.
Han kiggede på hende med frygtelig angst skrevet udover hans ansigt og rystede på hovedet mens han bakkede et par skridt væk fra hende.
”Man kan ikke slippe af med ham, selvfølgelig har han lavet en plan som denne. ” vrøvlede han for sig.
”Draco! Hvad er det du taler om. ” spurgte Hermione og kom tættere på ham.
”Jeg kan ikke, men jeg skal… ellers…”
”Skal hvad Draco? Hvad er det du skal? ”
Hun tog hans hånd i sin, og pludselig så det ud som om han vågnede op fra sin trance. Han slap taget på hånden og bakkede længere væk fra hende.
”Jeg er ked af det. Men jeg det går ikke. ” sagde han.
”Hvad går ikke? Du forvirrer mig. ”
”Det her! Os! Du ville være i fare efter i aften, det går ikke. ”
Han vendte sig om og begyndte at gå.
”I FARE FOR HVAD? ” råbte Hermione
 ”Hvad er det der sker? Du er ved at ødelægge alt! Jeg troede du holdte af mig” fortsatte hun.

Draco satte pludselig i stop, vendte sig om og skyndte sig hen til hende. Han tog hendes ansigt i hans hænder og lagde hans læber på hendes. Hun tog fat om ham og gengældte kysset. I hendes hoved fløj der en milliard tanker rundt, hendes hjerte hamrede bag hendes bryst og havde det ikke for at hun holdte om ham, var hun sikker på at hendes ben ville give efter. Deres læber skiltes forsigtigt ad, med hovederne stadig var så tætte på hinanden at hun kunne mærke hans varme ånde mod hendes læber.
”Jeg holder mere af dig end du ved. ” hviskede han så sagte at man næsten ikke kunne høre det.
Han slyngede armene rundt om livet på hende og trak hende tættere på sig. Hun lagde den ene hånd på hans brystkasse og kunne mærke hvordan hans hjerte galoperede bag ved.

”HVAD ER DET? ”
Hermione og Draco sprang forskrækket fra hinanden og kiggede mod lyden. Det var Harry og Ron. De stod med måbende ansigter, selvom Ron’s nu nærmere var ved at blive ligeså rødt som hans hår af arrighed.
”Hvad er det der foregår? Hvad tænker du på Hermione? Det er Draco! ” fortsatte han med anklagende stemme. Hermione var mundlam og vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hun var som lammet og var ude af stand til hverken at bevæge sig eller tale. Var de fulgt hende ned til søen? Først da Ron kom løbende i mod Draco med en knyttet hånd genfandt hun sine ben og skyndte sig ind foran ham.
”Hvad har du gjort ved hende?! ” skreg han. Harry stod bag ham og holdte hans hænder samlet omme på ryggen. Hermione kiggede fortvivlet på ham og vendte sig om mod Draco, som sendte hende et skyldigt blik og skyndte sig ind mellem træerne.
 

”Ron! ” skingrede hun.
”Malfoy? Seriøst Hermione? Han holder med fjenden, han er fjenden! ” brølede han, som svar.
”Fjenden? Ron, du kender ham ikke engang. ”
”Jeg behøver ikke nærmere at kende ham for at vide at han er dårlig for dig. ”
”Dårlig for mig? Du kan ikke bestemme om hvem der er dårlig og hvem der er god for mig! ”
”Hele hans familie er dødsgardister, hans familie tjener Voldemord og du ville bilde mig ind at han er god? Nej, det er helt sikker bare et eller andet spil han spiller, og du faldt for det. Du kan ikke længere ses med ham! ” beordrede Ron.
”Er du blevet skingrende sindssyg? Du har ikke nogen som helst ret til at fortælle mig hvem jeg skal ses med!”
”Harry, hjælp mig nu lidt her! ” sagde Ron.
”Jeg tror ikke at han er godt selskab for dig Hermione. ” sagde han sagte og kiggede nervøst på hende.


Hun så frem og tilbage på de to og vidste ikke om hvorvidt hun skulle forbande dem eller give dem en lussing. Hun havde aldrig før været så vred. Med hastige skridt forsvandt hun mellem træerne og lod de to være tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...